Ogsaa en Ven af Danmark lærte jeg imidlertid at kende, blandt offentlige Personligheder maaske den eneste i Berlin. Det var Heinrich Kruse[I], der levede i Hovedstaden som Kölnische Zeitungs Chefredaktør, og hver Dag ad sin egen Telegraftraad sendte sine Artikler til sit Blad. Han var en mærkelig Mand, kraftig bygget, bredskuldret, kundskabsrig, selvstændig, der ofte havde talt Danmarks Sag og overhovedet var grundigt inde i det skandinaviske Nordens Historie og Kultur. Han kunde Tegnér[II] omtrent udenad.
Heinrich Kruse[III] var en af de selvsikreste Mænd, jeg |268| har kendt. Intet Øjeblik syntes han at tvivle om sin Synsmaades Enerigtighed. Han nærede som Politiker stor Uvilje mod Bismarck[IV]. For ham var Bismarck[V] den politiske Løgnhals. Han paastod at have hørt Kansleren[VI] sige: »Det er underligt; jo ældre man bliver, des vanskeligere bliver det En at lyve«, og han føjede sarkastisk til: »Ifald saa er, har han holdt sig mærkeligt ung.«
Kruse[VII] indførte mig i sin Familie, og jeg lærte den stolte Mands lige saa stolte Frue at kende, mønsterværdig som Datter, som Hustru og som Moder. Hun bar sit Hoved saa højt som Saint-Just[VIII] bar sit, og var dog i sit Indre blød. En Sorg var det hende, at hendes højtelskede Søn, der var indkaldt som Kavallerist, saa saare sjældent besvarede hendes Breve. Jeg raadede hende til, aldrig at skrive paany, før hun havde faaet Svar. Hun troede ikke at kunne bekvemme sig til en længere Taushed, saa stor Trang følte hun til at minde Sønnen om sig; men da jeg udviklede hende, at Raadet var hensigtstjenligt, fulgte hun det og befandt sig vel derved. Uhlanen overvandt sin Skrivedovenskab.
En Dag kom Heinrich Kruse[IX], som var en velhavende Mand, kørende til mig og steg op ad Trapperne, fulgt af sin Tjener, der bar to, ikke tunge, indbundne Bind, hans samtlige Dramer. Kruse[X] var nemlig dramatisk Digter og følte sig som saadan, skønt han i denne Egenskab ikke nød nogen Almenyndest. Enkelte af hans Skuespil som Die Gräfin og Wullenweber kom dog ud i fire Oplag. Alle hans Stykker er Jambedramer, vel byggede, vel skrevne, med klar og tydelig Personkarakteristik, men uden dybere Sjælekundskab. Hvor det Hemmelighedsfulde begynder, det i egentlig Forstand Fængslende, holder Kruse[XI] op.
Et mærkeligt Vidnesbyrd om hans knortede Selvfølelse er Sørgespillet Brutus, i hvis Forord han skriver: »Hvem der i dette Stykke tror at finde Reminiscenser, maa ikke |269| kende de Kilder, hvoraf den britiske og den tyske Digter har øst med samme Ret. Iøvrigt gaar det ikke mig som Marcus Antonius[XII], der i Cæsars[XIII] Nærhed føler sin Aand forknyttet og trykket. Villigt anerkendende Shakespeare[XIV] og hans uopnaaelige Fortrin forfølger jeg ubekymret mine egne Formaal«. Kruses[XV] Brutus udæsker formelig til Sammenligning med Shakespeares[XVI] Julius Cæsar, da Stykket benytter de selvsamme Steder af Plutarch[XVII] som den store Forgængers Drama, ja uafbrudt frembyder Paralleler. Svagheden hos Shakespeare[XVIII] er jo den, at Cæsar saa ganske kommer til kort. Har end Kruse[XIX] forsøgt at bøde paa den, er det dog ingenlunde lykkedes ham. Ogsaa hans Cæsar aabenbarer sin Storhed mest i Praleri, omtaler stadig sig selv med en ærbødig Højagtelse, der forfejler sin Virkning.
Hvad Kruse[XX], der stammede fra Stralsund, ganske anderledes forstod, var nordtysk Selvstændighedsaand, Hansaens ypperste Væsen, som det f. Eks. kom til Gennembrud i Wullenwebers mandige og folkelige Natur. Wullenweber turde derfor være hans bedste Skuespil.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
