Sinkede af en forrygende Snestorm naaede vi til Kjøbenhavn efter Jul og tog paany ind paa et Hotel, hvor jeg brugte de tre Maaneder, jeg blev i Danmark, til at udarbejde min Bog om Kierkegaard[I], omarbejde mine Afhandlinger om Winther[II] og Bødtcher[III], skrive mit andet Essay om Frederik |218| Paludan-Müller[IV] og samtidigt rette Korrekturerne paa de to Bøger Søren Kierkegaard og Danske Digtere, der udkom efter Vinterens Slutning. I Forordet til den sidste Bog, der indeholdt de mest anerkendende Karakteristiker af Carsten Hauch[V], Ludvig Bødtcher[VI], Christian Winther[VII] og Fr. Paludan-Müller[VIII], havde jeg med Benyttelse af et Udtryk, hentet fra David Strauss[IX], udtalt det Haab, at denne ene Bog maaske af Pressen kunde blive opfattet som fredelige Blade. Men nej! Dagbladet protesterede straks mod Benævnelsen: jeg var den samme, hvad jeg saa skrev om. Modtagelsen var saa ugunstig, at dette Skrift, som iøvrigt det andet om Kierkegaard[X], i 23 Aar ikke blev udsolgt i et eneste Oplag, før det optoges i mine Samlede Skrifter.
Paa dette Tidspunkt blev jeg Genstand for et ærekrænkende Overfald af Carl Ploug[XI]. Januarheftet af Det nittende Aarhundrede havde bragt tre Breve fra Søren Kierkegaard[XII] til en Dame, der betegnedes som Fru I. T.[XIII] og i Brevene benævntes hans Kusine. Det var dialektiske Variationer over ganske smaa Motiver: Hvorfor han heller sendte et Brev end gjorde et Besøg, eller Hvor tidt han skrev et Brev og undlod at sende det af, eller Hvilken Trøst en Spøg kunde være under legemlige Smerter og Genvordigheder, eller Hvor gerne han blæste hele Verden et Stykke, men hvor nødigt han gjorde Uret mod et lille Barn, var Uretten end lille bitte, som at gaa saa rask med dets Moder, at det daarligt kunde følge med – og derfor sendtes en Æske Legetøj.
Det var det Hele. Brevene var blevne mig tilsendte af en af Tidsskriftets Medarbejdere, en Artilleriløjtnant August Wolff[XIV], der interesserede sig for kinesisk Literatur, men iøvrigt var en stor Dyrker af Kierkegaard[XV]. I sit Brev bad han om at maatte fortie Modtagerindens Navn for Redaktionen, medens han iøvrigt indestod for Brevenes Autenticitet. Der opdukkede hos mig ikke nogen Tvivl om at han hand|219|lede paa Modtagerindens Vegne, ligesom han jo umuligt uden hendes Vilje kunde være kommet i Besiddelse af sin Afskrift.
Ploug[XVI], som fra Damen erfor, at hendes Samtykke til Offenliggørelsen ikke var erhvervet, mente Lejligheden kommet til et fældende Slag. Han udtalte sin Forundring over, at hine Breve var optagne i et Maanedskrift, »hvis Tendens var Søren Kierkegaards[XVII] aldeles modsat«, erklærede, at det ikke faldt nogen hæderlig Mand ind at offenliggøre slige Papirer uden Ejerens Samtykke og spurgte mig, »hvorfor jeg ikke havde handlet som Mand af Ære«.
Da jeg i den Anledning anlagde Sag mod Fædrelandets Udgiver, gentog han Injurien i sin Meddelelse derom til Publikum, skønt han i Mellemtiden var bleven fuldt oplyst om den hele Sammenhæng.
Hvor stærkt denne Sag optog mig, viser den følgende Redegørelse, jeg afgav som Indlæg i Processen, men som ikke før er bleven trykt, da jeg ikke havde noget Organ til min Raadighed, eftersom mit Tidsskrift netop da gik ind. Det er det eneste juridiske Aktstykke, jeg har skrevet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
