»Det forekommer mig, at Diskussionen mellem min Sagfører og Modparten er tilbøjelig til at skeje vel stærkt ud fra det fundamentale og afgørende Spørgsmaal. Spørgsmaalet er jo aldeles ikke det, om jeg som Udgiver af Det nittende Aarhundrede har begaaet en Uforsigtighed eller ikke, men om Hr. Ploug[I] har havt nogensomhelst Ret til at spørge mig, hvorfor jeg ikke har handlet som en Mand af Ære. Dette Spørgsmaal er jo fremdeles ikke et simpelt Spørgsmaal. Det indeholder to Ting: en Paastand, at jeg har handlet æreløst – og et Spørgsmaal om mine Bevæg|220|grunde dertil; Paastanden er æreskændende og Spørgsmaalet en mig offenlig tilføjet Forhaanelse.
Hvormed forsvarer nu Hr. Ploug[II] sin Ret til at bruge slige Udtryk? Dermed, at den Handling, jeg sagligt har begaaet, den abstrakte Handling, Handlingen i og for sig uden Hensyn til dens Bevæggrunde, skal kunne betegnes som en i og for sig æreløs Handling.
Dette Forsvar er intet Forsvar. Thi Begrebet Ære og de deraf afledede Begreber ærefuld, æreløs osv. er, som det godtgøres i enhver videnskabelig Psykologi og som Sprogbrug viser, Begreber, der netop angaar Handlingens Forhold til det handlende Jeg. (Selv den tilsyneladende hæsligste Handling som f. Eks. den, ved et pludseligt Overfald at rive Klæderne af en fremmed Dame, er ikke i og for sig æreløs; den kan være meget ærefuld, hvis hendes Dragt staar i lys Lue). Og saa meget er vist, at Spørgsmaalet ikke opklares, men fordunkles, naar man borttager det brugte Udtryk »Mand af Ære« og erstatter det med et uoversætteligt engelsk Ord, der ikke svarer til det, nemlig gentlemanlike.
Ikke et Forsvar, men en Slags Undskyldning vilde kunne søges for Hr. Ploug[III], hvis Tilfældet var et saadant, at kun vanærende Motiver til min Handling lod sig tænke. Men Muligheden for, at jeg havde handlet i god Tro og var bleven ført bag Lyset, var saa nærliggende, at den kun behøver at berøres, saa meget mere som det ikke lod sig se, hvad optænkelig Fordel jeg kunde have af her at begaa en »uhæderlig« Handling.
Dog, Hr. Ploug[IV] har jo udfundet en saadan Fordel. »Enhver Læser af Det nittende Aarhundrede«, siger han, »maatte antage, at S. K.s Kusine[V], Fru Julie Thomsen[VI], selv havde tilstillet Tidsskriftets Udgivere sine uden nogensomhelst Bemærkning optagne Breve af Henrykkelse over Dr. Brandes’[VII] nylig i Kjøbenhavn, Stockholm og Kristiania holdte |221| og derpaa udgivne Forelæsninger over hendes Fætter. Dr. B.[VIII] har altsaa paaført hende det falske Skin af at dele om ikke alle hans literære og religiøse Anskuelser, saa dog i det Mindste hans Opfattelse af S. K.[IX] og at være tilfreds med hans Fremstilling af samme«.
Jeg tilstaar, at Argumentet forekommer mig for burlesk til at behøve en Gendrivelse. Kun derpaa vil jeg gøre opmærksom, at min Bog om Kierkegaard[X] udgaves næsten to Maaneder efter at Brevene forelaa trykte, hvad saa temmelig umuliggør min Tilsnigelse af Damens »Henrykkelse« over Bogen; men – det forstaar sig – »Henrykkelsen« over Forelæsningerne, især dem i Stockholm og Kristiania, staar jo endnu tilbage, og jeg raader Hr. Ploug[XI] til at holde fast paa den.
Der var altsaa i hans Øjne følgende Fordel for mig ved at handle »uhæderligt«: jeg skaffede mig Skin af at en unavngiven Fru I. T.[XII] var »henrykt« over mine Forelæsninger – sandelig en ikke tilstrækkelig Bevæggrund til at begaa en »æreløs« Handling.
Parentetisk maa jeg paa dette Punkt fremhæve, at Hr. Ploug[XIII] i sin Skrivelse tager Anledning til at fremsætte en ny Sagen uvedkommende Sigtelse mod mig. Han indrømmer, at Brevene ingen Familiehemmeligheder indeholdt, men hævder, at dette »neppe vilde have generet Dr. B.[XIV], da han ikke har betænkt sig paa i sine Forelæsninger om S. Kierkegaard[XV] at paadigte dennes Fader en Forbrydelse, hvortil han ikke har den fjerneste Hjemmel«.
Da min Bog om Kierkegaard[XVI], som alt anført, er trykt længe efter de Kierkegaardske Breve, vilde denne Omstændighed, selv om den var sand, selvfølgelig ikke kunne have givet Hr. Ploug[XVII] nogen Formodning om, at jeg ved disses Udgivelse havde overtraadt Ærens Bud. Men iøvrigt er denne nye Beskyldning mig kun et nyt og intet overraskende |222| Kendetegn paa dens Ophavsmands underordnede Dannelsestrin. Han giver sig neppe Tid til at læse, endnu mindre til at forstaa det Læste, før han er færdig med en fremfusende Dom. Langt fra at »paadigte« Kierkegaards Fader[XVIII] en Brøde, har jeg i mit Skrift kun fortolket de talrige Udtalelser om dette Punkt, som forekom i de paa Biskop Kierkegaards[XIX] Foranstaltning udgivne efterladte Kierkegaardske Papirer, og jeg har ikke draget nogen Slutning, som ikke den tænkende Læser og Kender af alle S. Kierkegaards[XX] øvrige Skrifter med Nødvendighed maatte føres til.
En Adkomst af hvilkensomhelst Art til at stemple Brevenes Offenliggørelse som sket er, vilde Hr. Ploug[XXI] endelig kun have i det Tilfælde, at han var min beskikkede Dommer, der skulde og maatte fælde min Dom, selv om han udsatte sig for senere at maatte tilbagekalde eller ændre Dommen. Men, som Enhver véd, var Hr. Ploug[XXII] som Dommer selvbeskikket. Der var Ingen, som havde givet ham det Hverv at forsyne sin Paa-ankning af den skete Offenliggørelse med ærerørige Udfald.
Han gjorde det uden Opfordring. Det Poscimur, han fulgte, var et rent indre, Lysten og Viljen til at injuriere mig. Han har i mange Aar havt og fulgt denne Lyst. Han har gennem sit Blad, saavidt hans ringe Kundskabsforraad muliggjorde ham det, i en Række af Aar overfuset mig med personlige Angreb og Beskyldninger, der vilde have været mere farlige end de var, hvis de ikke i Regelen havde røbet lige saa stor Uvidenhed som redelig Vilje til at skade. Da jeg f. Eks. for et Par Aar siden havde oversat nogle Fortællinger af Schweizerforfatteren Gottfried Keller[XXIII], nøjedes Hr. Ploug[XXIV] ikke med at stemple denne i Tyskland og Schweiz lige hædrede Digter paa en uhøvisk Maade, men han optog, i sin Iver for at sige mig noget ret Krænkende, fra et andet Blad den taabelige Beskyldning imod mig, at jeg havde løjet |223| i mit Udsagn om at have erhvervet Digterens Minde til min Oversættelse, da han, som et Konversationsleksikon udviste, var død allerede for mange Aar siden. At Hr. Ploug[XXV] efter at være oplyst om den Uvidenhed, der laa til Grund for hans Beskyldning, ikke gjorde nogen Undskyldning for det Skete, er det overflødigt at udtale.
Jeg har ligefuldt aldrig, selv naar der for Andre syntes at kunne være Anledning dertil, stævnet Hr. Ploug[XXVI] til retligt Ansvar. Jeg var fast bestemt paa, saa længe Angrebene nogenledes holdt sig paa de literære Enemærker, at lade mig beskylde for Hvadsomhelst uden at kræve noget Regnskab, men anderledes er det, naar Fornærmelsen gaar helt ud over det literære og ind paa det borgerlige Omraade. Denne Gang tog Hr. Ploug[XXVII] ikke tiltakke med at nedsætte min literære Virksomhed, han snakkede om min Ære. Og vistnok var det, han om den bemærkede, lidet vægtigt, men min Ære skal han ikke røre ved, min Ære taaler jeg ikke, at Fædrelandet forgriber sig paa, min Ære vil jeg ikke have besudlet af Hr. Plougs[XXVIII] Fingre. Hr. Ploug[XXIX] er en gammel Mand, og dette stemmer til Overbærenhed med ham; men naar en gammel Mand handler saa ubesindigt som en ung Spirrevip, saa bør han straffes derfor, og derfor er det, jeg har afslaaet ethvert Forlig med Hr. Ploug[XXX].
Og selv »ubesindigt« er for mildt et Ord. Thi han havde den bestemte Vilje til at injuriere. Var det ikke allerede godtgjort ved Alt, hvad jeg har anført, saa er det bevist ved hans Gentagelse af Injurien, da han nødtvungen optog min Meddelelse om Sags Anlæg.
Hr. Ploug[XXXI] var i Mellemtiden oplyst om Sagens Sammenhæng. Han negter det ikke. Han negter ikke heller, at hans Anskuelse om min Handlemaade var derved væsenligt forandret. Men han negtede at optage Hr. Wolffs[XXXII] Erklæring, der fuldstændigt vilde have oplyst de Læsere, der |224| kendte Hr. Plougs[XXXIII] ærekrænkende Spørgsmaal til mig, om, hvorledes Sagen var gaaet til. Hr. Ploug vilde, siger han, ikke trykke »en anonym Erklæring«. Hertil er at bemærke, at Hr. Wolff[XXXIV] ikke var anonym overfor Hr. Ploug, at Hr. Wolff[XXXV] i egen Person bragte sin Erklæring til Hr. Ploug[XXXVI], der jo ogsaa gjorde Forsøg paa at bruge ham som Mægler og gennem ham vilde bevæge mig til at frafalde min ham – ikke uden Grund – højst pinlige Klage. Naar Hr. Ploug[XXXVII] da i sit Blad kaldte Erklæringen »anonym«, var det naturligvis ikke hans Mening, at hans Læsere derved skulde ledes til den Tro, at det var en unavngiven Mand, der havde sendt ham den, men han maa tilstaa, at Formen var højst uheldig og ikke kunde have været synderlig forskellig, hvis Hensigten var at vildlede.
Istedenfor at optage Erklæringen, valgte da Hr. Ploug[XXXVIII] at optrykke Injurien (ikke engang som Citat; uden Citationstegn), øjensynligt for ret at slaa det fast, at jeg ikke havde handlet som Mand af Ære. Presselovens § 11 lyder saaledes: »Enhver, der i et periodisk Skrift anser sig for personlig angreben (...) kan i dette fordre uden Betaling optagen en Bekendtgørelse om Sags Anlæg i Anledning af Angrebet saavel som om Sagens Udfald (...)«
Prokurator Winthers[XXXIX] Paastand om Hr. Plougs[XL] Berettigelse til at gentage Injurien og hans Henvisning til at Hr. Ploug[XLI] kunde kræve de fornærmelige Ord optagne i mit Inserat, er følgelig greben ud af Luften. Ordene »i Anledning af Angrebet« var tilstrækkelig fyldestgjorte ved Inseratets Betegnelse »ærerørige Udtryk, der indeholdes i en i Fædrelandet for 16de Februar 1877 optaget Artikel En uberettiget Offenliggørelse«, og selv hvis dette ikke var Tilfældet, saa kunde Hr. Ploug[XLII] i det Højeste have tilbagesendt Inseratet og krævet det udfyldt; men under ingen |225| Omstændigheder havde han Hjemmel for at handle, som han gjorde.
Modparten finder det Forlangende »naivt«, at Hr. Ploug[XLIII], da han optrykte Injurien, skulde indrømme, at han nu var bekendt med Sagens Sammenhæng; men dette viser kun, hvor forskellige Begreberne om Ære er hos ham og hos mig. Thi hvis jeg var bleven oplyst om, at jeg uden tilstrækkelig Føje havde gjort mig skyldig i et Angreb paa en Mand – og her maa det betones, at selv Hr. Ploug[XLIV] indrømmer, der kun foreligger en Uforsigtighed, intet Æreløst – saa vilde det efter mine Begreber om Ære være ligefrem Pligt snarest muligt at bringe Sagens Sammenhæng til Publikums Kundskab.
Saa meget om Grundspørgsmaalet. Men da allerede det andet, underordnede Spørgsmaal er bleven draget frem, om jeg har gjort mig skyldig i en Uforsigtighed, saa maa den Bemærkning være mig tilladt: Alt hvad Hr. Ploug[XLV] fortæller om, at en Redaktør ikke kan slippe for Ansvar, fordi han har en Indsender at beraabe sig paa, og om hans egne bitre Erfaringer i saa Henseende, røber meget ringe Skarphed i Tanken. Thi her er slet ikke Tale om Ansvar. Spørgsmaalet er ikke juridisk, men moralsk. Her er ikke Tale om Ansvar for Brevenes Indhold, men for Brevenes Offenliggørelse, og det maa Brevenes Indsender bære. En Anmodning om Optagelse, forsynet med Navns Underskrift af en Person, der ved Embedsstilling og Dannelsestrin frembød Garantier, maatte af Redaktionen anses for tilstrækkeligt Kautel. Indsenderen beder i sit Brev om at maatte fortie Modtagerindens Navn for Redaktionen, medens han forøvrigt indestaar for Brevenes Autencitet. Det var saa at sige umuligt at antage Andet end at hun – hvem jeg antog var en nær Slægtning af Indsenderen – havde bedet ham tie med sit Navn. Og det var, som jeg alt offentligt har |226| erklæret, først meget senere, at vi ved et Tilfælde erfarede, hvem Damen var, uden at jeg dog dermed var i mindste Maade oplyst om hendes mulige Forhold til Hr. Wolff[XLVI]. Hvis Brevenes Indhold nu havde syntes at gøre Trykningen til et riskant Foretagende, da vilde rimeligvis Redaktionen have udsat sig for at fornærme Indsenderen med det Spørgsmaal om han ogsaa havde Dispositionsretten over dem – og en Fornærmelse vilde, som Hr. Wolff[XLVII] i sin Erklæring til Fædrelandet tilstaar, et saadant Spørgsmaal have været; men da der ikke lod sig indse nogensomhelst Grund til, at Indsenderen skulde ville have Brevene trykte mod Ejerindens Vilje, blev de antagne, og, da deres Tur kom, optagne i Tidsskriftet.
Til Slutning kun et Par Ord om mit Forhold til de to i Sagen inddragne Personligheder, Brevenes Ejerinde og deres Indsender.
Hvad den første angaar, da har jeg oprigtigt beklaget det skete Uheld. Jeg har personlig i et Brev til Fru Thomsen[XLVIII], hvem jeg meget mod mit Ønske er kommet til at foraarsage nogle ubehagelige Indtryk, udtalt, hvor ukært det Skete var mig, og jeg har tillige berørt det Uheldige i, at at hun ikke direkte havde henvendt sig til mig med sin Anke, jeg vilde da straks have udtalt en offentlig Beklagelse; kun med Hr. Ploug[XLIX] havde jeg Intet at skaffe.
Hvad Hr. Løjtnant Wolff angaar[L], maa jeg tilstaa, at Modpartens Holdning overfor ham har undret mig meget. Det forekommer mig lidet ridderligt af Hr. Ploug[LI], der gjorde et Forsøg paa at fremtvinge Navns Underskrift under Hr. Wolffs[LII] Erklæring, at ville kaste Ansvaret for den mulige Fare, hvori Hr. Wolffs[LIII] Stilling ved denne Sag kunde bringes, over paa mig. Jeg nærer det Haab og det Ønske, at der ikke for denne Sags Skyld maa vederfares Hr. Wolff[LIV] nogensomhelst Ulempe, og forsaavidt der er tænkt paa hans Stilling |227| som Officer i Artilleriet, har jeg til min Beroligelse af et Brev fra Hr. Wolff[LV] til Redaktionen af Det nittende Aarhundrede set, at hans militære Løbebane er afsluttet; men jeg kunde ikke, for at skaane Tredjemand for en yderst fjern Fare, finde mig i at lade min Ære beklikke. Jeg stoler paa, at Dommerne vil give mig den Oprejsning, hvorpaa jeg mener at have Krav.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
