Da jeg havde holdt en Række Forelæsninger om ham i Kjøbenhavn, besluttede jeg for første Gang at forsøge rnig som Foredragsholder udenfor Danmark og rettede da mine Tanker paa Stockholm. Medens under min første Optræden som Universitetstaler i 1871-72 den norske Presse, forsaavidt den sysselsatte sig med mig, nærmest havde været et Ekko af den danske, havde den svenske vist mere Selvstændighed; et enkelt større Blad havde endog skrevet, at man havde nedarvet Sympati for den, der kæmpede en imod mange. Nogen levende Anerkendelse kunde jeg vistnok ikke rose mig af i Sverig; men jeg var dèr forholdsvis meget læst, ja næst Holberg[I] og Erik Bøgh[II] den danske Forfatter, som kendtes bedst. Dr. Arvid Ahnfelt[III], som havde været Medarbejder i Det nittende Aarhundrede, tilbød velvilligt at ordne det Fornødne for mig.
|204| Skønt Æmnet Søren Kierkegaard visselig ikke var noget klogt Valg overfor de Svenske, var dog Nysgerrigheden efter at høre mig ikke ringe. Jeg lejede Vetenskapsakademiens Sal og fik til det første Foredrag henved 300 Tilhørere, et Tal, som senere steg.
Min Hustru[IV] og jeg følte os veltilpas i Stockholm. Grand Hotel lod Datidens nordiske Hoteller langt bag sig, og Udsigten fra dets Vinduer over til Slottet, som dengang endnu ikke var trykket af plumpe Omgivelser, kunde ikke være smukkere. Carl Snoilsky[V], med hvem jeg ikke lang Tid forinden havde omgaaedes i Kjøbenhavn, kom næsten lige straks og blev mer end to Timer, saa’ jævnligt til mig, indfandt sig desuden en Aften og læste højt af Anna Maria Lenngrens[VI] Satirer over dumme Grever og Grevinder, som vilde han afvæbne mig, ifald jeg havde havt ham mistænkt for Adelshovmod.
En svensk Forlægger, Joseph Seligmann[VII], en dannet og varmtfølende Mand, indfandt sig straks paa Hotellet og sluttede Kontrakt med mig om Udgivelsen af de endnu ikke holdte Forelæsninger paa Svensk. Dr. Elof Tegnér[VIII], Digterens[IX] Sønnesøn, dengang ansat ved det kongelige Bibliotek i Stockholm, smuk og statelig, med kulsort Fuldskæg og med en saa ypperlig Hovedform, at det klædte ham at være skaldet, en Mand af ikke ringe Kultur, duelig Historiker, meldte sig som Velynder af Hovedstrømningerne, hvorom han havde skrevet »så vackert, han formådde«. Han bragte mig Tegnérs[X] Breve og opfordrede mig stærkt til at studere hans store Farfaders[XI] Personlighed, hvis Psykologi ingen Svensk endnu havde prøvet at give.
Vi blev indbudne i ikke faa Familier. I en af dem traf jeg den daværende Finansminister Hans Forsell[XII], en endnu ganske ung Mand, høj, blond og selvsikker, som tidligt havde gjort sin Dygtighed gældende. Han overværede mine |205| første Foredrag, men holdt op med at høre mig, da han aldeles ikke kunde forstaa Dansk. Vi samtalte dog uden synderlig Vanskelighed, og der var noget Imponerende ved Skarpheden i hans Ræsonnement. Jeg havde overfor ham den lidt pinlige Følelse, der var mig uvant, at træffe aandelig Overlegenhed hos en næsten Jævnaldrende.
Forsell[XIII] var ikke den eneste Minister, som hørte mine Foredrag. Den danske Gesandt sad forrest i Salen, og det blev mig oftere sagt, at jeg overhovedet havde et fint Publikum. Det var opmærksomt og meget velvilligt, skønt Sproget jo lagde mig Hindringer i Vejen.
Da jeg kom, havde man til Billetkontrollen anbefalet mig en vaktmästare, som skulde være den hæderligste i Staden, medens der var andre, paa hvem man ikke kunde stole. Var denne imidlertid den hæderligste, saa var det vanskeligt at forestille sig de andres Retskaffenhed. Thi han snød mig forskrækkeligt. Naar jeg selv havde talt 400 Tilhørere, paastod han, der havde været et Hundrede færre; han lod mod Betaling til ham Folk komme ind, der ikke havde løst Billet, og fradrog ikke blot Betalingen for Salen, men alle Slags fantastiske Afgifter.
Det var November Maaned og en stor Fornøjelse at køre i Slæde gennem den snedækkede, prægtige Djurgård.
Efter en tre Ugers Ophold i Stockholm tog jeg efter Opfordring til Upsala, talte der to Gange og fik en 130 Tilhørere. En Aften blev jeg indbudt til en Sexa, som (vist i Anledning af Halvaarets Slutning) gaves af Universitetet for dets Professorer. De var høflige, men øjensynligt ikke meget interesserede af mig. Jeg bemærkede, at Rektor sendte en Mand omkring med en Opfordring. Han henvendte sig til en Række Herrer. Jeg saa dem ryste paa Hovedet den ene efter den anden, alt som Manden hviskede dem i Øret, og jeg begreb at han havde spurgt dem, om de vilde udbringe min Skaal. |206| Saa rejste Rektoren, Sahlin[XIV], sig selv og udbragte den kort og fyndigt med den kendte Motivering: vi har en Gæst i vor Midte.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
