I Stockholm modtog jeg en Anmodning om ogsaa at holde mine fire Foredrag i Kristiania; der var paa Forhaand tegnet 200 Tilhørere, og det norske Dagblads Redaktion viste sig meget ivrigt for min Sag. Redaktør Bætzmann[I] havde slaaet til Lyd for mig, og en af hans unge Medarbejdere, Olaf Thommessen[II] (den senere Redaktør af Verdens Gang) kom mig som Bladets Sendebud i Møde paa Lillehammer Station. Ham kendte jeg en Smule, fordi han allerede i Marts 1872 havde sendt mig et Digt paa en halv Snes Strofer til min Ære. Da han aldrig i sit Liv har offentliggjort Vers, kan det maaske more nogen at se den første Strofe deraf:
Han viste mig stor Hengivenhed og forblev min Ven for Livet. Vi modtoges med den forbausende Efterretning, at Konsistorium paa indgiven Ansøgning havde negtet mig et Universitetsauditorium at tale i. Da jeg var dansk Doctor philosophiæ og altsaa havde Ret til en Høresal i det danske Universitet, hvad det heller aldrig var faldet nogen Modstander af mig ind at bestride, da denne Ret dernæst altid havde været betragtet som gældende i ethvert nordisk Universitet, var Afslaget ikke blot en Krænkelse af mig personligt, |207| men et Brud paa gammel Vedtægt ved Skandinaviens akademiske Højskoler.
Til Begrundelse af denne Fremgangsmaade tilstillede det akademiske Kollegium (der bestod af et Par troesivrige Teologer, en reaktionær Jurist, et fraværende Medlem, Professor J. Nicolaysen[III], og et protesterende Medlem, Professor O. Rygh[IV]) Aviserne en Redegørelse, hvori det hed, at jeg havde tilladt mig »en meget forargelig Behandling af en af de vigtigste og vakreste bibelske Fortællinger.« Jeg havde kaldt Historien om Isaks Ofring en Legende. – En Snes Aar derefter betegnede de ortodokse teologiske Professorer ved Kjøbenhavns Universitet Historien paa samme Maade.
Man overlod mig Studentersamfundets Festsal. Men at Kollegiet saaledes udespærrede mig fra Kristiania Universitet, det fremkaldte i Norge en Pressedebat over hele Landet, som strakte sig over et Par Maaneder.
Redaktør Bætzmann[V] efterviste i værdige og rolige Artikler det Usømmelige i Kollegiets Holdning, der udenfor Landets Grænser vilde blive taget til Udgangspunkt for »en alt andet end smigrende Dom over de aandelige og videnskabelige Tilstande i den norske Hovedstad« – en Spaadom, der gik i Opfyldelse, thi den tyske Presse gjorde sig lystig over Sagen og formodede, Autoriteterne i Kristiania i mig saa den skinbarlige Djævel, fordi jeg ikke betragtede Første Mosebog som paalidelig Historie.
Bergens Tidende var mig ligesom det norske Dagbladet gunstigt sindet. Det havde (7. December) en Artikel fra Kristiania, hvori det hed:
»Vor største Mærkværdighed i disse Dage er Dr. Brandes[VI]. Han er nu et stadigt Samtaleæmne, og han har nu ogsaa ved det akademiske Kollegiums uventede Bistand opnaaet at blive en særdeles populær Mand i en Fart. Man vidste før ikke andet, end at en ved det danske Universitet kreeret |208| Doktor havde udisputeret Ret til at betræde vort Universitets Katedre, og det har nok ogsaa været stadig Praxis, at saadan Ret uden videre indrømmedes, naar derom ytredes Ønske. Men anderledes med Brandes; han er nu et skabbet Faar. Danmarks og hele Nordens fortrinligste Kritiker og Æstetiker vilde rimeligvis komme til at besudle vort Universitets Lærestole ved at betræde dem; Universitetets Ære stod paa Spil, den rene Lære var i Fare; de høj værdige Teologer var bange for, at Brandes ved sin Nærværelse skulde rokke Filologernes og Juristernes allerede vaklende Ortodoksi; nok er det, efter et Kollegiemøde paa 2 Timer blev det negtet Brandes at betræde domus academica.«
»Nu, dette er Forspillet; saa gaar da Teppet op, og vi finder Georg Brandes[VII] i Studentersamfundets store lysende Sal, ligeoverfor en talrig Forsamling af Kristiania intelligenteste Publikum. Der fortælles, at den Sal ogsaa forsøgtes stængt ved en kollegial Advarsel, men som venteligt var, – her frugtede den ikke.«
Naturligvis blev Kollegiets Adfærd til Gengæld med Varme forsvaret i den konservative Presse, Aftenbladet, Morgenbladet osv. der havde langt større Læsekres og nød en Anseelse, der paavirkede en Fremmed humoristisk. Morgenbladet bragte til en Begyndelse en Række af seks ledende Artikler, Aftenbladet lagde sig endnu ivrigere i Selen. Arne Garborg[VIII], som paa dette Tidspunkt var lidenskabeligt ortodoks, hævdede i mægtigt lange Artikler Kollegiets Ret til at holde en Fare og Fjende som mig ude fra Universitetets Høresale. Bevisførelsen var naturligvis, at jeg som Agitator stod udenfor Loven. – Universitetet var en kristelig Indretning; det skulde være en Opdragelsesanstalt, en Ammestue, for Embedsmænd. Redaktionen selv tog Garborg[IX] ivrigt under Armene, da han blev imødegaaet.
Og nu optraadte desuden Jonas Lie[X]. Det var, som man |209| ser, Norges ypperste Mænd, som tog Del i Drøftelsen, og naar man iagttager, hvor de dengang holdt og hvorledes de tænkte, synes det unegteligt, som om mit Komme ikke var helt overflødigt.
Jonas Lie[XI] advarede paa det mest indtrængende mod at ligestille Fritænkere med Kristne. Han anførte Brokker af Mænd som Taine[XII], Feuerbach[XIII] og Darwin[XIV] for at godtgøre, hvilken Forvorpenhed de udbredte. Taine[XV] f. Eks. havde sagt, at Dyd og Last »var Produkter som Sukker og Vitriol«. Jonas Lie[XVI] forstod da endnu ikke, at dette, som Eftersætningen viste, blot betydede: Enhver sammensat Størrelse bestaar af simplere Elementer, hvoraf den afhænger. – Kort sagt: Konsekvensen af Fritænkeri var efter hans Mening Barnemord og Drab paa Laksebønder.
Da Konsistoriums Lysrædsel ikke desmindre havde sat ondt Blod, fik jeg halvfjerde Hundrede Tilhørere og, efter hvad Aviserne skrev, et Bifald som før mig kun Bjørnson[XVII]. Mellem Tilhørerne var Storthingspræsident Sverdrup[XVIII] med Familie og hvad der var af opvakt Ungdom i Kristiania.
Man strømmede til Hotellet for at besøge mig, og jeg var neppe ene et Øjeblik fra Morgen til Aften. Kunstnerforeningen gjorde et Gilde for mig, hvor der udbragtes talrige Skaaler til min Ære, og Studentersamfundet indbød til en Sexa for mig, som atter gav Anledning til en Pressestrid. Professor Ernst Sars[XIX] tegnede sig øverst paa den fremlagte Liste, og efter ham Mænd blandt Universitetslærerne, der havde taget sig hjerteligt, næsten broderligt af mig som Ægyptologen Jens Lieblein[XX] og Literaturhistorikeren Olaf Skavlan[XXI].
Ved Sexaen besteg Universitets-Stipendiaten W. Dons[XXII], en af mine dengang varmeste Tilhængere, (som nogle Aar derefter gik over til den romerske Katolicisme) Talerstolen og holdt en Festtale, hvis Udgangspunkt var dette, at siden |210| Wergeland[XXIII] havde ingen i Norge saa sandt og ædelt som Aftenens Hædersgæst fremstilt de store Kulturtanker. Norges Bestræbelser var i de senere Aar væsentlig gaaede i praktisk Retning, hvad der fortjente Ros. Men nu, da Nordmændene nød et økonomisk Velvære, om hvilket deres Fædre neppe havde drømt, nu droges Sindene stærkt af Længsel efter, at de civilisatoriske Ideers Strøm snart maatte naa deres Kyster. Sandheden var bevislig kun én; der gaves ikke nogen specifik norsk Sandhed. Nu gjaldt det Kampen for Tankens Frihed, dens Uforstyrrethed af al fremmed, udvortes Autoritet osv.
En evnestærk Mand med et skarpt skaaret Ansigt, Statsfysikus Bidenkap[XXIV], glædede mig derefter med det Udsagn i en Tale, han holdt, at mit Dansk var »det mest maskuline«, han endnu havde hørt.
Saa blev der afsunget en Sang, i hvis første Strofe Datidens Nordmand blev saaledes særtegnet:
Meningen var, at den ulykkelige troede sig forpligtet til evigt at rulle en Sisyfussten. Nu var jeg kommen og havde givet ham det gode Raad at lade Stenen ligge.
Af Datidens Aviser ser jeg, hvorledes den Tale, jeg holdt til Svar, nogenlunde har lydt. Jeg anfører den efter det norske Avisreferat:
»Dr. Brandes[XXV] besteg Talerstolen og holdt et længere, af levende Bravoraab idelig afbrudt ............ |211| Foredrag, hvoraf vi beklager, at vi kun kan levere en meget ufuldkommen Gengivelse. Taleren udtalte sin Glæde over den velvillige Modtagelse og de mange Beviser paa Sympati, han under sit Ophold her paa faa Undtagelser nær havde modtaget saavel af Modstandere som af Venner. Han havde i disse Dage fra mange Hold hørt udtale, at man heroppe nok kunde behøve en Mand som Taleren. Disse Udtalelser havde vakt hans Forundring. Han kunde ikke forstaa, hvorfor man i et Land, der stod saa højt, som Norge i mange Henseender gør, et Land, hvis Digtekunst var den første i Norden, hvis Malere og Billedhuggere indtog en saa fremragende Plads, og som til næsten alle Videnskabens Felter havde leveret fortrinlige Bidrag, – hvorfor man der kunde behøve en »Agitator« som Taleren[XXVI]. Jo, svarede man, – vi lider under et aandeligt Tryk heroppe; vi har ikke engang den simpleste Religionsfrihed; en frisindet aandelig Bevægelse nu vilde være til mere Skade end Gavn, Tiden er endnu ikke kommen. Taleren maatte her tænke paa en Anekdote, som han erindrede fra sin Ungdom. En liden Gut ved Navn Julius, Søn af en kjøbenhavnsk Professor, blev sat i en Skole, hvis Lærerpersonale bestod af gamle Jomfruer, der efter bedste Evne søgte at meddele Barnet sin Visdom og omhyggeligt sørgede for at notere de Fremskridt, Gutten gjorde i Ugens Løb, i hans Karakterbog. Imidlertid kom det allerede første Uge til at hedde: Julius kan ikke sin Tabel. Og saaledes Uge efter Uge: atter kan Julius ikke sin Tabel. Da skrev Guttens Fader, Professoren, tilsidst i Karakterbogen en Anmærkning, der vakte Jomfruernes højeste Forfærdelse; den lød saaledes: Vil De da ikke være af den Godhed at lære Julius hans Tabel? Denne Historie lod sig maaske anvende her. Man klagede og man klagede over det Tryk, hvorunder man heroppe led. Taleren maatte da spørge: Kan De da ikke være |212| af den Godhed at afryste dette Tryk? Der var intet andet for. Man fik tage Initiativet og gøre, som det store Dyr gør, naar det plages af mange smaa Dyr: det ryster Plagerne af sig. Taleren[XXVII] maatte opfordre den norske Løve til at gøre dette Experiment. Han vilde her bede om ikke at blive misforstaaet. Det glædede Taleren at se saa mange ældre Mænd i Forsamlingen; det vilde bedrøvet ham kun at se unge Ansigter omkring sig. Han skulde forklare af hvad Grund. Det var ikke sjældent, han modtog Breve fra unge Mænd heroppe, der ønskede at berige hans Tidsskrift med Bidrag, der for en stor Del bestod af umodne Angreb paa Kirke og Gejstlighed. Naar Brevskriveren rigtig havde talt fra Leveren, kom han tilsidst med en indstændig Bøn til Udgiveren om endelig at fortie hans Navn. Taleren[XXVIII] havde altid hørt de Norske omtale som modige og uforfærdede; dette forekom ham ikke at være Tilfældet med de unge Mænd, hvormed han saaledes var kommen i Berøring. Taleren vilde alvorlig advare de tilstedeværende Unge mod hin Art Tyveaars Radikalisme, fordi den gerne følges af Konservatisme i Trediverne, og Taleren[XXIX] kendte ikke nogen sørgeligere Race end Højkonservative, der havde været blodrøde i sit tyvende Aar. Taleren mente, at hine unge Mænd manglede det rette Syn paa Forholdene; de skulde hellere vente med at udtale sig offentlig, indtil de kunde være sine Anskuelser bekendt og staa ved sin Overbevisning. Taleren vilde da sige: I tilhører et Land, som er i Besiddelse af en forholdsvis stor politisk Frihed, og dog har I en Bestemmelse i Eders Grundlov som dens Paragraf 92, at ingen Mand kan opnaa noget Embede i Norge, medmindre han tilhører den norske Statskirke, og dog er der liden Udsigt til, at I i en nogenlunde nær Fremtid kan opnaa blot en Institution som borgerligt Ægteskab. Men det afhænger af Eders eget personlige Initiativ, om disse Reformer overhovedet |213| skal komme, og naar de skal komme. Taleren[XXX] maatte indstændig lægge Forsamlingen paa Hjerte, at al Frigørelse maatte begynde i Individet selv. Naar dette var sket, naar en Mand paa denne Maade havde tilegnet sig en Sandhed, – da vilde denne Sandhed brænde ham som en Glød paa Tungen, han maatte udtale den, arbejde for den, og sætte alle Hensyn tilside. Og til at gøre dette var Tiden altid bekvem; Udsættelse var her hverken nødvendig eller tilladelig. I det Bifald, hvormed Taleren[XXXI] var bleven modtaget, turde han maaske se en Indbydelse til at optage Kampen ogsaa heroppe. Taleren[XXXII] havde brændt sine Fingre før, og han var ikke bange for at gøre det engang til; men han troede dog, at det af flere Grunde var bedst, om man saa smaat prøvede paa selv at rage sine Kastanier ud af Ilden, – man kunde jo benytte en forsvarlig Ildrager dertil! En saadan Stilstand, som den, der her raadede i Forholdet mellem Videnskab og Religion, var meget dyrekjøbt; der var Intet, som elektriserede Tanken, der var ingen alvorlig, omfattende og moden Debat om de aandelige Spørgsmaal. Og en saadan var det, Taleren[XXXIII] ønskede, og som man behøvede; den alene kunde føre til Kirkens Adskillelse fra Staten og til fuldstændig Religionsfrihed, saa enhver Mand kunde leve som en agtet Borger i Samfundet og indehave hvilket Embede som helst uden at være bunden ved nogen bestemt Troesbekendelse. Taleren[XXXIV] vilde takke for den Anledning, der var bragt ham til at udbringe et Leve for den aandelige Frihed i Norge!«
Jeg havde Indtrykket af at have vundet Jordsmon for min Sag paa norsk Grund, langt anderledes end i Sverig. Her forstod man hvert Ord, jeg sagde, og her var i Sindene en stærkere Fremfærd.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
