21.

Efter nogle Dages Ophold i en stille Landsby i Hannover kom jeg, belæsset med Pakker og Bagage til Berlin, foreløbigt alene. Jeg havde den underligste Følelse, da jeg satte mig ned i mit fremtidige Sovekammer paa en Kasse som Stol ved en anden Kasse som Bord, med en ussel Stump Lys. Jeg var lige kommen hjem efter at have vandret ensom omkring i Gaderne, hvor Jernskodderne var rullede ned for Butikerne, og Folk i den fugtige Oktobertaage saa fremmede og ligegyldige ud. Jeg sad nu og spurgte mig selv: Kan jeg erhverve mig en Plads i dette Land? Hvorfra skal jeg faa de nødvendige Penge? – De første uundgaaelige Udgifter forekom mig kolossale. Og Alt, hvad jeg besad, var et Laan paa 3000 Kroner, som min Broder^[I]Ernst Immanuel Cohen Brandes (1844-1892): dansk nationaløkonomisk forfatter. Bror til Edvard og Georg Brandes. ædelmodigt havde forstrakt mig med. Aandeligt følte jeg mig fuldstændigt alene; dog det plagede mig ikke, styrkede mig snarere; jeg var vant til Isolerthed. Jeg skrev disse Ord: |249| »Da jeg ifjor kom til Kristiania, sagde jeg til mig selv: Den Stad vil jeg vinde, og maaske kan jeg det med Tiden; men denne! denne! hvad vejer jeg her!«

Jeg vilde nu for tredie Gang begynde forfra og lære mig Tysk, saa jeg beherskede det til Fuldkommenhed, og kunde skrive det med personlig Stil, men følte vel, at jeg stod for en næsten uløselig Opgave.

Imens havde jeg intet Andet at opbygge mig ved end de tilsendte danske Aviser, der strømmede over af Smædeord.

Det var mig derfor en stor Tilfredsstillelse, da jeg den 21. Oktober modtog Bjørnstjerne Bjørnsons^[II]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. Manifest til Gunst for mig, en Erklæring, der hurtigt gik over i tyske Blade og maatte styrke min Stilling i det nye Land.^*

Med lidenskabelig Kraft, med et usædvanligt Opbud af Læsning og i en farverig, smidig Fremstilling har han forfulgt sit Maal – og den første Virkning paa mig selv har været den, at jeg har lært Ærbødighed for Anderledestænkende iblandt os; thi jeg behøvede at lære det. Ved hver ny Bog, han har udgivet, har han øget min Indsigt, fremdrevet min Tænkning – og hvad der nu staar for mig som det vigtigste – ved sin ofte herlige Skildring af overbevisningstro Mænd og deres Skæbne styrket min Vilje. Han har gjort mig til en fortrøstningsfuldere Arbejder i det evig unge Aandssamfund, som jeg tror at tilhøre. Det vilde dog være en Skam, ikke offentlig at udtale dette, naar der gøres Forsøg paa at undertrykke den Tak, som vitterlig skyldes ham.

I de samme Oktoberdage udkom saa det sidste Hefte af Tidsskriftet Det nittende Aarhundrede i Kjøbenhavn. Dette sluttede med et smukt, aldrig optrykt Digt af Holger Drachmann^[IV]Holger Drachmann (1846-1908): dansk forfatter. , Den sidste Skanse, en sindbilledlig Fremstilling af Kamp og Nederlag, som de var lidte af den lille Gruppe, der havde holdt sammen. Digtet skildrede, hvorledes en faatallig, sluttet Trop drager sig tilbage gennem et Pas op til en |250| Bjergkam. For hver en Snes Skridt, vender Mændene sig, smider Musketten til Kinden og skyder; Fjenden er nemlig bestandig i Hælene:

|251| Dog, den lille Flok bliver bestandig tyndere og er for svag til at kunne holde Pladsen:

Der gik desværre ikke lang Tid, før Drachmann^[V]Holger Drachmann (1846-1908): dansk forfatter. selv for et Tiaar befandt sig i Modstandernes Lejr.