Naar man efter en Menneskealders Forløb ser tilbage paa et Afsnit af sit Liv, ført under ualmindelige Forhold og fast omgrænset, er det En, som saa man Vandene fra en Sø, ved hvis Bredder man en Tid har levet, rulle imod En paany, og Bølgerne har Menneskeaasyn i hundred- og atter hundredevis, mange utydelige, helt eller halvt udslettede, andre med klare om end fjerne Træk, atter andre spillende af Øjeblikkets Liv, som tilhørte de ikke den døde Fortid, men Nuet.
Det Berlin, hvortil jeg kom, var Wilhelm I.s[I], Bismarcks[II] og Moltkes[III] Berlin. Seks Aar var gaaede hen siden Rigets Oprettelse og siden Byens Forfremmelse til Tysklands Hovedstad. En umaadelig Opblomstring havde været Følgen; en stærk Foretagelsesaand var vakt, der havde givet sig sunde og skrøbelige Udslag under den Drift til hurtigt at berige sig, der en Tidlang havde bemægtiget sig mange Sjæle; men mig personligt, der kun oversaa et Udsnit af Tilstandene, berørte ikke Tidens Usundhed, ikke Svindelen ved Stiftelsen af Aktieselskaber og deslige, men kun det almindelige Opsving, Pustet fra store Forhold, der tilmed var i Vækst.
Fra et svækket Land, hvor de herskende Klasser var |253| demoraliserede ved Nederlaget i en Krig, hvis sande Aarsager søgtes bortforklarede eller bortløjede, et Nederlag, der langsomt maatte forvindes, var jeg forflyttet til et Land, hvilket en uhørt Rækkefølge af Sejre havde givet Selvtillid, og til en By, hvis Tiltrækningskraft en ny Midtpunktstilling mangefold havde forøget.
Den gamle Kejser[IV], der efter Revolutionen 1848 havde været saa forhadt i Berlin, var nu almenyndet, ja elsket. Man anerkendte hans dybe Hæderlighed, hans Pligtfølelse, hans Haardførhed og hans personlige Tapperhed, som den havde lagt sig for Dagen i Slaget ved Königgrätz, hvor han var steget af Hesten og staaende midt paa en Vej havde bragt flygtende Tropper til at standse. En pessimistisk Filosof, der engang i tre Uger havde været i Telt med Kejseren, ytrede til mig, at han ansaa ham for »en ideal Karakter«. At Kejserens Intelligens ikke stod i Højde med hans Karakter var bekendt; selv Bismarck[V] undlod i Omtale ikke at beklage sig derover. Kejseren vidste ogsaa godt, hvorledes Bismarck[VI] talte om ham. Men han havde det i sig af en sand Regent, at han tilfulde forstod sin Kanslers politiske Værd, og hvor stærkt man end stræbte at paavirke ham imod Bismarck[VII], han slap ham aldrig og vilde aldrig give ham den halvt paa Skrømt halvt i Harme tidt forlangte Afsked.
Kejserinden[VIII] var ikke elsket. Man vidste om hende, at hun var Bismarcks Modstanderinde, at hun stødtes tilbage af hans Personlighed og misbilligede den Kamp, han førte mod den katolske Kirke. Hun havde som ung Prinsesse af Weimar været Goethes[IX] Elev og havde tidligt indsuget en Verdensborgeraand, som i Datidens Tyskland |254| var ilde anskrevet. Hun nærede en næsten udæskende Forkærlighed for det franske Sprog og havde bestandig en fransk Forelæser; i den Tid, jeg opholdt mig i Berlin, først Jules Laforgue[X], den fine unge Digter, der efter sin Død blev forgudet, omtrent som Obstfelder[XI] i Norge, senere den af Gambetta[XII] stærkt beskyttede Gérard[XIII], der nu er fransk Minister i Tokio. Medens Jules Laforgue[XIV] var en naiv, uverdslig ung Mand, der sværmede for Paul Bourget[XV] paa dennes datidige Udviklingstrin, var Gérard[XVI] en saare kølig Personlighed, der med en vis Paatrængenhed stræbte at faa Indpas i Berlinerselskabet, og som forøvrigt kunde regne med Forfremmelse ad Beskyttelsens Vej.
Bismarck[XVII] stod tiltrods for sin Orlov da paa Magtens Højdepunkt, var netop i Færd med at skille sig fra de Nationalliberale for at regere med de Konservative og med at opgive sin Frihandelspolitik til Bedste for Værnetold. Han forstod til Gavns med falsk Venlighed at lokke de Ministre ud i Afgrunden, som Hensynet til Kejseren gjorde ham det vanskeligt at skille sig ved. Naar han talte i Rigsdagen, var der Dødstaushed. Han anstrengte sig ikke for at opnaa den Veltalenhed, der bestaar i et flydende Foredrag; den var ham negtet af Naturen, og han satte øjensynligt ingen Pris paa den. Han stod gerne ligesom usikker og legede med en Blyant, søgte sine Ord, prøvede sig frem; men hans Genialitet røbede sig i, at han af og til formede en Sætning, der var saaledes præget, saa anskuelig og saa drivende af Liv, at den forblev uforglemmelig. (Saaledes naar han mod Lasker[XVIII] talte om de Byherrer, der ikke forstod Landmanden: »Vor Sol bager dem ikke, vor Regn gør dem ikke vaad«). Men selv naar hans Tale ikke frembød stærke Lyspunkter, |255| virkede den dog overlegent som kommende fra den eneste Mand i Rigsdagen, hvis Navn man endnu vilde huske og kende om 500 Aar. Forestillingen derom, som Medlemmerne ikke kunde unddrage sig, gav hans Ord en Autoritet, som ingen andens havde, selv om de var sandere og rigtigere end hans.
Enhver nogenlunde anset Fremmed, der lagde sit Kort i Rigskanslerpalæet, modtog en Indbydelse til en af Fyrstens[XIX] store Bierabende; men det kunde ikke falde mig ind at søge Bismarcks[XX] personlige Bekendtskab, saa lidet som jeg i Paris havde stræbt at gøre Victor Hugos[XXI]. Jeg sagde mig selv, at hvor interessant det kunde være for mig at faa et personligt Indtryk af slige store Mænd, saa kunde dog ikke jeg have fjerneste Interesse for dem. – Jeg fulgte imidlertid med største Opmærksomhed Bismarcks[XXII] Handlinger, Taler og politiske Planer og kom derved efterhaanden til at fjerne mig stærkt fra de Liberales Opfattelse af ham, saa meget jeg end ellers sympatiserede med dem.
Da Bismarcks[XXIII] afgørende Brud med Manchester-Principerne havde fundet Sted, forekom den Maade, hvorpaa de Frisindede førte Kampen imod ham, mig saa urimelig, at jeg fire Aar efter min Bosættelse i Tyskland, offentliggjorde en Artikel, Statssocialismens Modstandere, hvori jeg trods meget stærke Forbehold gav ham Ret overfor dem. Jeg skrev i den: »Det vilde være stiv Doktrinarisme, hvis man under den nu staaende økonomisk-politiske Strid, blot paa Grund af Regeringens Heldning til den religiøse Reaktion samt dens Benytten sig af de gamle Stamme- og Stands-Fordomme, vilde betegne den som ubetinget reaktionær, og tro, at Fremskridtsmændene i dette Tilfælde betyder Fremskridtet. Tvertimod! Det er her Bismarck[XXIV], som betegner det moderne Standpunkt, eller rettere sagt Omvæltningen, fremfor Alt Initiativet, det geniale Vovestykke, og det er |256| Fremskridtspartierne, som betegner den tankefattige og ufrugtbare Konservatisme.«*
Jeg havde den Tilfredsstillelse, at Hørup[XXV] gav mig Ret i denne Synsmaade; men jeg behøver neppe at sige, hvilken Opstandelse min Artikel foraarsagede i den frisindede Lejr, hvor jeg i Berlin selv havde opslaaet mit Telt. Forbitrelsen var ikke ringe; jeg blev atter og atter angrebet i Bambergers[XXVI] Organ, Die Tribüne; Mommsen[XXVII] skummede; de mange, der vilde mig vel, lod mig forstaa, at jeg havde skadet mig uberegneligt. Men til det gode tyske Selskabs Ære maa det siges, at et halvt Aar derefter havde man tilgivet mig min Uoverensstemmelse i politisk Grundsyn og glemt det Hele.
Til Gengæld blev hin Artikel med Udeladelse af den for Bismarcks[XXVIII] Tilhæng lidet smigrende Begyndelse og Slutning aftrykt og lovprist i det Uendelige af de Liberales Modstandere. Bismarcks[XXIX] Pressebureau lod den indrykke i alle de Blade i Indland og Udland, der stod til dets Raadighed; den blev sikkert offentliggjort i mindst en Million Eksemplarer og er af alt, hvad jeg har skrevet, det, som har faaet størst Udbredelse.
Kejserens[XXX] anden Paladin, Rigets og Byens anden store Navnkundige, Grev Moltke[XXXI], havde jeg hver Dag for Øje. Han havde nemlig sin Embedsbolig i min umiddelbare Nærhed i Generalstabsbygningen, som ligger for Enden af Gaden In den Zelten, hvor jeg havde mit Hjem. Ogsaa han interesserede mig højlig; jeg stræbte at forstaa hans Væsen gennem Studiet af hans Skrifter. Jeg saa hans Forhold til Danmark i et mildere Lys end før, efter at jeg havde lært, at |257| han var tysk i sit Udspring, og at han forgæves havde søgt Forfremmelse i den danske Hær – som jo desuden ingen Udviklingsmuligheder havde budt ham – og jeg udkastede efter nogle Aars Forløb en Skildring af ham. Den blev ham tilsendt i dens oprindelige Form, som den stod i dansk Illustreret Tidende, og han, der jo kunde Dansk til Fuldkommenhed, svarte med et artigt og paaskønnende Brev.
Jeg nævnte som ivrig Modstander af Bismarck[XXXII] efter dennes økonomiske Omslag Ludwig Bamberger.
Bamberger[XXXIII] var en tapper, virksom Natur. Da han for sin Deltagelse i Oprørsbevægelsen 1848 maatte forlade sit Fædreland, 25 Aar gammel, levede han først i Schweiz, England og Nederlandene, derpaa i Paris, hvor han blev i tretten Aar som Leder af en stor Bankforretning. Det lange Ophold i Frankrig fra hans tredivte til hans fyrretyvende Aar blev bestemmende for hans Aandsudvikling. Han var en af de spirituelleste Mænd, man kunde høre eller læse. Der gaves faa saa skarpe og saa underholdende tyske Skribenter og Talere. Ogsaa i Selskabslivet var han tiltrækkende; hans Vid var urbant, formfuldt; han kedede aldrig.
Da han 1866 efter Amnestiens Udstedelse vendte tilbage til Tyskland, valgte hans Fødeby Mainz ham først ind i Toldparlamentet, saa ind i den tyske Rigsdag, hvor han straks blev en af Førerne for det nationalliberale Parti; senere traadte han ud deraf for at gaa stedse længere til venstre. Han var Tysklands ivrigste Frihandelsmand, og som saadan kæmpede han hele sit Liv igennem mod Konservative og Socialister. Alt som i den senere Tid Katedersocialismen bredte sig mere og mere, fik han flere og flere videnskabelige Modstandere.
|258| De, som er sagkyndige i disse Spørgsmaal, maa afgøre hans Arbejders videnskabelige Værdi. Jeg kan kun aflægge Vidnesbyrd om hans utvivlsomme personlige Overlegenhed. Grim var han, forsaavidt hans lange magre Skikkelse og det uregelrette Ansigt med det rødlige Skæg manglede tiltalende Linjer og Forhold; men det aandfulde Udtryk bødede derpaa. Han var en Gentleman og en Verdensmand, altid iagttagende god Sæd og Skik, indsigtsfuld, rolig, vittig, en Menneskekender, der vurderede alle fortræffelige Mennesker og uden Sindsbevægelse foragtede de ynkelige af hele sit Hjerte.
Da han i 1899 døde, havde han overlevet sine bedste Venner, baade dem, han holdt mest af, og dem, der havde knyttet sig stærkest til ham. Digteren Moritz Hartmann[XXXIV], hans Ungdoms nære Ven, mistede han tidligt. Han havde været revolutionær som Bamberger[XXXV] dengang og derefter været en politisk Satiriker af høj Rang.*
Det er alt berørt, hvor højt Bamberger[XXXVI] satte Friedrich Kapp[XXXVII], og hvor nær han stod ham. Som Forfatter formaaede han at overføre mere af sit egentligste Væsen i sine Skrifter, end Kapp var i Stand til. I saa varm Beundring, at den ikke kunde nøjes med mindre end næsten daglig Omgang, havde den fine Skribent, Heinrich Homberger, sluttet sig til ham. Homberger[XXXVIII] kendte Datidens Italien som ingen Anden; hans italienske Noveller var af en Ægthed, som forbløffede. Han var en kold og misfornøjet Iagttager af Aandslivets Udvikling i Tyskland, mer end nogen paa sin Post mod Fædrelanderi, lærerig i Samtale, om han end vel meget spillede paa én Streng. Til Bamberger[XXXIX] drog ham dennes Formfuldendthed. Nær forbunden med Bamberger[XL] var videre Karl Hillebrandt, Tysklands ypperste Kritiker, der under sin |259| Forvisning havde levet i Frankrig ligesom han og der som han var en Verdensborger, tilmed i Stand til at skrive i fire Sprog.* Den Mand, der daglig nævntes sammen med Bamberger, hans Ven og Partifælle Lasker[XLI], var hans jævnbyrdige som Karakter; men Bamberger[XLII] var Lasker[XLIII] overlegen som Aand, i Stand til indirekte Meddelelse, hvad Lasker[XLIV] med sin Aristides-Holdning ikke var.Bamberger[XLV] var sine Venner en paalidelig Støtte, i det Hele en gennemtrofast Natur. Hvor stort han saa, viser følgende lille Træk. En af hans kæreste Venner, der døde formueløs, efterlod sig en Søn, hvis Formynder Bamberger[XLVI] var. Den unge Mand, der senere har lagt fremragende Dygtighed for Dagen, udviklede sig til ivrig Socialist og spærrede sig Universitetsbanen i Østerrig derved. Bamberger[XLVII] udsatte uopfordret en høj, aarlig Rente for ham. Det unge Menneske nød den nogle Aar, men gav saa Afkald paa den, da det stred mod hans Overbevisning at modtage en aarlig Sum af en Mand, der stadigt bekæmpede Anskuelser, han delte. Ved Bambergers[XLVIII] Død viste det sig, at han havde testamenteret Ynglingen en betydelig Sum. Forholdet gør Formynder og Myndling lige megen Ære.
Bambergers[XLIX] Stilling til Bismarck[L] var interessant. Med sit psykologiske Blik saa han før sine Meningsfæller, hvad Bismarck[LI] som Statsmand betydede, og irriteret ved Franskmændenes taabelige Domme om ham udgav han 1868 paa Fransk sin Bog Monsieur de Bismarck[LII], en Bog, for hvilken Bismarck[LIII], som han selv i en af sine Taler sagde, havde Grund til at være ham taknemmelig. Den røber et Skarpsyn, der gør det muligt at læse den endnu den Dag idag.
Som Taler i Rigsdagen blev Bamberger efter 1878 Bismarcks[LIV] haardnakkede Modstander først og fremmest paa |260| det økonomiske Omraade, men dernæst ogsaa paa Kolonialpolitikens, idet han modsatte sig de første, spæde Forsøg paa Erhvervelsen af oversøiske Egne, hvormed Bismarck[LV] indvarslede det tyske Riges senere Udvidelse udenfor Europa.
Da jeg en Dag i Kraft af en vis Mistillid til Udbyttet af parlamentarisk Virksomhed spøgende spurgte Bamberger[LVI], om han mente, nogensinde ved nogen af sine Hundreder af Rigsdagstaler at have faaet en Stemme til at falde anderledes, end den ellers vilde være falden, svarede han efter et Øjebliks Betænkning: »Jeg troer: en eneste Gang, da jeg 1880 angreb Bismarck[LVII] i Samoasagen. Jeg vidste, som der staar i Wilhelm Tell: Durch diese hohle Gasse muss er kommen, og havde skaffet mig et udtømmende Materiale om de fallerede Forretninger paa Samoa, der vilde understøttes ved Overtagelsen af Øerne. Dèr tror jeg nok, at jeg fik en tre, fire Rigsdagsmænd til at stemme anderledes, end de havde besluttet, og dèr slog jeg Bismarck[LVIII].«
Hvilken Skæbnens Ironi, at dette var det eneste Resultat af Bambergers[LIX] parlamentariske Veltalenhed, han selv troede at kunne paa vise som sikkert; thi rimeligvis vilde Tyskland senere have givet meget for, at Bismarck[LX] den Gang havde slaaet Bamberger[LXI]. Senere blev det kun Riget vanskeligere og dyrere at faa fast Fod paa Samoa.
Paa det Tidspunkt, da jeg ankom til Berlin, stod Eduard Lasker paa sin Anseelses Højde. Han havde været en af Stifterne for det nationalliberale Parti og var nu dets anerkendte Fører. Hans Retsind, hans Kundskabsrigdom, hans overordentlige Arbejdskraft og hans Slagfærdighed i det parlamentariske Ordskifte havde grundlagt hans Stilling. Som |261| udmærket Jurist havde han havt en Hovedlod i det nye Riges organisatoriske Love, i Justitslovene osv. i den Tid, da det nationalliberale Parti arbejdede Haand i Haand med Bismarck[LXII]. Han havde bevist personlig og parlamentarisk Uforfærdethed, da han i 1873 angreb de saakaldte Gründer-Svindlerier og særligt den mægtige Geheimeraad Wagner for den Del, han havde i dem. Selv var han en fattig Mand, renhændet, renlivet, tilfreds med at virke for sine Ideers Sejr.
Hans politiske Stilling ændredes fra den Dag (8. Marts 1878), da Bismarck[LXIII] faldt over ham, fordi han talte for en vis Selvstændighed hos den projekterede Vicekansler. Jeg traf Lasker[LXIV] i Selskab den samme Dags Aften; han var oprørt over den Maade, hvorpaa Bismarck[LXV] havde overfuset ham, men kendte Kansleren godt nok til at vide, denne havde sine Stemninger saaledes i sin Magt, at han ikke gav dem Luft, uden han havde en dybere Hensigt dermed. Hensigten var, som det snart blev klart, at skille sig af med de Nationalliberale; men hvad Lasker[LXVI] ikke forstod, var, at Bismarck[LXVII] altid havde hadet ham, selv da han modtog hans Bistand og brugte hans Indflydelse, hadet ham med Adelsmandens Had til Opkomlingen, Junkerens til Jøden, Despotens til den Liberale og Virkelighedsmandens til den Doktrinære. Hvor dybt dette Had gik, viste sig skarpest ved Laskers[LXVIII] Død i 1883, da Bismarck[LXIX] vægrede sig ved at modtage en ham til Forelæggelse for Rigsdagen tilsendt Condolence-Resolution fra Repræsentanternes Hus i Washington.
Den opvoksende tyske Ungdom holdt ikke af Lasker[LXX]. Han var for den det nationale Frisinds sidste Patetiker; Modernisterne blandt den sagde, de led ikke Schiller[LXXI], fordi han havde skabt Marquis Posa, og ikke Posa, fordi Lasker[LXXII] nedstammede fra ham. – I Selskabslivet kunde Lasker være lærerig, men han var ikke underholdende; det faldt ham ikke |262| ind at han kunde kede; han talte i en Dagligstue som i Rigsdagen, og fremstillede for Damer politiske og sociale Fagspørgsmaal, for hvilke disse nøjedes med høfligt at hykle Interesse.
Athene var ham huld; men han havde aldrig bragt Chariterne noget Offer.
Af ældre Politikere var Hr. v. Grüner[LXXIII], der havde været Understatssekretær i Ministeriet Schwerin og i sit Væsen tilhørte det førbismarckske Tidehverv, en interessant Personlighed. Hans Følelser for Bismarck[LXXIV] var den rene Afsky. Det var en gammel, meget fin Mand med en ældre Tids belevne Væsen, for hvem Privatlivets Moral ogsaa skulde være Politikens. Han tilgav ikke Plumphed, selv hvor den var forenet med store Evner, og fordømte Løgnagtighed, ogsaa hvor den machiavellistisk var Midlet for et politisk Maal. Han nærede heller ikke Samtidens ubetingede Beundring for Bismarcks[LXXV] Udenrigspolitik, fandt det f. Eks. uheldigt, at Venskabet med Rusland, kort efter at Bismarck[LXXVI] havde betegnet det som turmhoch, var blevet saa vaklende, og han forudsaa, allerede da, at Rusland vilde drives i Armene paa Frankrig.
Herr von Grüner[LXXVII] havde længst trukket sig ud af det politiske Liv. Midt deri stod en anden hidsig Modstander af Bismarck[LXXVIII], den store Filolog og Historieskriver Theodor Mommsen[LXXIX], et Vidunder af Lærdom, ladet med Lidenskab.
|263| Det var just ingen Anbefaling hos ham at være dansk; thi som født Tyskslesviger og oprindelig dansk Undersaat hadede han Danmark. Han kendte alle Landets og Folkets Svagheder, ingen af dets Fortrin. Da jeg i et Selskab blev forestilt for ham som dansk Skribent, sagde han de just ikke smigrende Ord: Sie wissen, wenn man einen Dänen hänseln will, erinnert man ihn nur an seine Litteratur. For ham var Danmarks Literatur dets Skamplet. Og naar man spurgte, hvad han deri agtede saa ringe, svarte han i første Linie: Ingemanns[LXXX] Romaner. De forekom ham Indbegrebet af barnagtig Latterlighed. Om Grundtvig[LXXXI] som Historiker havde han ingen højere Mening end om Ingemann[LXXXII] som Digter. Paa Spørgsmaalet, om han da ikke vurderede Holberg[LXXXIII], svarte han: »Aa jo, med Maade, det er Molière[LXXXIV] oversat paa Hollandsk; Holberg minder om ham som Æslet om Hesten.« – Saa bragte han Talen paa de danske Filologer. Jeg fremhævede Madvigs[LXXXV] Soliditet og sikre Skelneevne; men Mommsen[LXXXVI] havde havt Sammenstød med Madvig[LXXXVII] angaaende romerske Antikviteter og kaldte ham med Forbitrelse en tungfodet Spidsborger. »Han er slem«, sagde han, »men Ussing[LXXXVIII], hans Abe, langt kummerligere og værre.« (En lignende Uvilje imod Madvig traf jeg hos den sindrige Filolog Otto Ribbeck[LXXXIX], Professor i Leipzig, der ofte kom til Berlin. Han var anlagt til fin Forstaaelse af Poesi og indvendte imod Madvig[XC]: han har aldrig forstaaet nogen Digter).
Den stærke Beundring, jeg nærede for Mommsens[XCI] Romerske Historie, bragte mig ikke til at tillægge hans mundtlige Ytringer mere Værd, end de fortjente. Hans Lidenskab løb af med ham, og han beflittede sig ikke paa Upartiskhed, neppe paa Retfærdighed. Kom Talen paa Nationalitet, Humanitet eller Politik, var hans Tale flammende.
Det er bekendt, med hvilken Mangel paa Maadehold han, som Richard Wagner[XCII], i Krigens Tid udtalte sig om det |264| franske Folk. Han bevarede længe derefter Ringeagten for fransk Aand, særligt for Videnskabeligheden i Frankrig. »Der er«, sagde han, »udenfor Paris ikke Glimt af videnskabelig Sans; i den Henseende staar den mindste italienske By over Byer af et Omfang som Lyon eller Bordeaux.«
Men samtidigt afskyede og foragtede han det tyske Fædrelanderi, særligt som det gjorde sig gældende i den Bevægelse mod Jøderne, der netop da blev ophidset og greb om sig. Den begyndte ved Aaret 1879, ni Aar efter den nationale Krig mod Frankrig, som Jødeforfølgelserne i 1819 havde fulgt den nationale Rejsning mod Napoleon i seks Aars Afstand. Begge Gange havde Tyskere af jødisk Troesbekendelse kæmpet i Rækkerne med dem af protestantisk og katolsk Konfession; i den sidste Krig havde endog et Antal af 327 Jøder faaet Jernkorset for udvist Tapperhed. Ikke desmindre appelleredes der nu til Racehadet, og Mommsen[XCIII] var den første og ivrigste til Genmæle, dels idet han satte sit Navn under Notablernes Protest, dels idet han udgav et overlegent Indlæg i Sagen.
Mommsen[XCIV] var som bekendt en Tilbeder og Dyrker af Cæsar[XCV]; enhver Modstander af den store Cajus Julius[XCVI] fik i hans Historie et skrækkeligt Vidnesbyrd. Man kunde da paa Forhaand have troet ham gunstigt stemt mod Bismarck[XCVII]. Men han havde ikke for intet allerede i 1857 taget sine Forbehold mod Cæsarismen. Han afskyede Bismarck[XCVIII] og som Politiker bekæmpede han ham af yderste Evne, saa i ham kun Frihedsfjenden. Han led ikke Gambetta[XCIX] bedre, og besynderligt nok jævnførte han i visse Henseender de to Mænd. »Pas paa deres Omgivelser«, sagde han en Dag til mig, »slige Mænd kan bedst bedømmes efter deres Omgivelser. For Gambettas[C] Vedkommende er det Boheêmen, for Bismarcks[CI] en endnu værre Sort«.
Det slog mig hos Mommsen[CII], som det ogsaa ellers i |265| mit Liv har slaaet mig hos højt ansete Historikere, om end af ringere Rang end han, at de overfor Samtidens Mennesker jævnlig er middelmaadige, undertiden slette Psykologer, undervurderer eller overvurderer, saa det viser sig, at der ganske fattes dem den Sikkerhed i Skønnet, som den literære Kritiker paa sit Felt slet ikke kan undvære. Paafaldende er det dernæst, saa ofte Historikere af Faget overfor deres Samtid hefter sig ved Sladder, tror paa Sladder. Dette gør da undertiden deres Domme om den fjerne Fortids Mennesker mindre tillidvækkende. Dog for Den, som har følt, at den fulde historiske Sandhed er et uopnaaeligt Ideal, gør dette ikke Historieskriverne synderligt mindre tiltalende. Geniale Mænd som Mommsen[CIII] eller som Michelet[CIV] virker, selv naar deres Følelser river dem med, ved den Blanding af Virkelighedsstudium og Fantasi, hvormed de giver store historiske Billeder, der overgaar al fri, saakaldt historisk Digtning.
Den udmærkede gamle Mand, der med sit skarptskaarne Ansigt, sit ildfulde Blik og sit lange hvide Haar saa ud som en Tankens Fyrste, havde en Svaghed, han end ikke i det selskabelige Samkvem formaaede at skjule: Nogle faa Glas Rhinskvin steg ham til Hovedet.
Efter at jeg flere Gange havde set ham omtaaget af Vinen, vovede jeg en Aften, da jeg sad overfor ham ved et Bord og med Uro saa ham stadigt paany række Haanden ud efter Flasken, at spørge ham, om han ikke ønskede noget Vand i sin Vin. Han gjorde hurtigt en afværgende Haandbevægelse og svarede: »Hvortil? Der er jo allerede Vand i selve Vinen«. – Den Aften sad han ikke længe derefter bevidstløs med stive Blikke, og maatte hjælpes ned ad Trappen til en Vogn.
I det samme Aar rejste Mommsen[CV] sig en Formiddag i Rigsdagen og holdt en saa forvirret Tale, at hans politiske |266| Venner omringede ham og stræbte at overdøve hans Ord, mens de sendte Bud til Stenograferne med Bøn til dem om ikke at referere hvad disse ligefuldt kunde opsnappe. Stenograferne fulgte Vinket af Respekt for den store Mand.
Naar Mommsen[CVI] ikke lang Tid derefter kom til at stikke sit kostbare Bibliotek i Brand, saa der i Tyskland maatte aabnes en Subskription for at erstatte den nationale Historiker de tabte Bogskatte, har rimeligvis ogsaa ved den Lejlighed hans ulykkelige Svaghed gjort sig gældende og været Ildløsens Aarsag.
Foruden Mommsen[CVII] var der en anden gammel danskfjendtlig Slesviger, hvem jeg i det Berlinske Selskabsliv lærte at kende; Politikeren og Universitetsprofessoren Karl Beseler[CVIII]. Under hele min Opvækst havde jeg i Danmark hørt Navnet Beseler[CIX] forbande, saa det var ikke uden nogen Sindsbevægelse, at jeg en Dag stod Ansigt til Ansigt med Navnets Bærer. Det var dog især Broderen Wilhelm Hartwig[CX], hvem Forbitrelsen i Danmark gjaldt, da han i Ledtog med Hertugen af Augustenborg[CXI] havde arbejdet for Hertugdømmernes Løsrivelse, og i Aaret 1848 var bleven udnævnt til Præsident for deres provisoriske Regering. (I C. F. Wegeners[CXII] Bog Om Hertugen af Augustenborgs[CXIII] Forhold til det holstenske Oprør faar han derfor kun daarlig Omtale.)
Dog mod Karl Beseler[CXIV] var Danmark nærmest gaaet angrebsvis tilværks. Da han i 1831, 22 Aar gammel, vilde nedsætte sig som Advokat i Kiel, blev Retten dertil ham negtet, fordi han vægrede sig ved at aflægge Hyldingseden til Kongen af Danmark[CXV], og ligeledes blev det ham forbudt at erhverve sig Retten til at holde Forelæsninger ved Uni|267|versitetet i Kiel. Han gik til Tyskland og blev der en Jurist af første Rang, der fra 1859 var Professor ved Universitetet i Berlin. 1848 havde han været valgt ind i den tyske Nationalforsamling, og som en Hovedfører for højre Centrum været Medlem af den Deputation, der tilbød Kongen af Prøjsen den tyske Kejserkrone. Han havde da ønsket Tysklands Enhed tilvejebragt paa lovlig Maade. Nu, da den var opnaaet, var han Medlem af det prøjsiske Herrehus.
Karl Beseler[CXVI] var en prægtig Mand, indtagende ved Mildhed og Finhed. Han mindedes med et lille Smil sin Ungdomsvægring ved at hylde Frederik den Sjette[CXVII]. For mig var Berøringen med ham kun forsaavidt lærerig, som den paany viste mig de grundmenneskelige Værdiers Uafhængighed af politiske Synsmaader. Uvilkaarligt havde jeg siden Barndommen forbundet en Forestilling om Falskhed og Forræderi med Navnet Beseler, der en Tid lang i Kjøbenhavn havde været forhadt som vel intet andet. Nu var denne stolte, klare og fine Mand en Beseler; jeg maatte uvilkaarligt slutte, at Broderen var en Mand af lignende Støbning.
Ogsaa en Ven af Danmark lærte jeg imidlertid at kende, blandt offentlige Personligheder maaske den eneste i Berlin. Det var Heinrich Kruse[CXVIII], der levede i Hovedstaden som Kölnische Zeitungs Chefredaktør, og hver Dag ad sin egen Telegraftraad sendte sine Artikler til sit Blad. Han var en mærkelig Mand, kraftig bygget, bredskuldret, kundskabsrig, selvstændig, der ofte havde talt Danmarks Sag og overhovedet var grundigt inde i det skandinaviske Nordens Historie og Kultur. Han kunde Tegnér[CXIX] omtrent udenad.
Heinrich Kruse[CXX] var en af de selvsikreste Mænd, jeg |268| har kendt. Intet Øjeblik syntes han at tvivle om sin Synsmaades Enerigtighed. Han nærede som Politiker stor Uvilje mod Bismarck[CXXI]. For ham var Bismarck[CXXII] den politiske Løgnhals. Han paastod at have hørt Kansleren[CXXIII] sige: »Det er underligt; jo ældre man bliver, des vanskeligere bliver det En at lyve«, og han føjede sarkastisk til: »Ifald saa er, har han holdt sig mærkeligt ung.«
Kruse[CXXIV] indførte mig i sin Familie, og jeg lærte den stolte Mands lige saa stolte Frue at kende, mønsterværdig som Datter, som Hustru og som Moder. Hun bar sit Hoved saa højt som Saint-Just[CXXV] bar sit, og var dog i sit Indre blød. En Sorg var det hende, at hendes højtelskede Søn, der var indkaldt som Kavallerist, saa saare sjældent besvarede hendes Breve. Jeg raadede hende til, aldrig at skrive paany, før hun havde faaet Svar. Hun troede ikke at kunne bekvemme sig til en længere Taushed, saa stor Trang følte hun til at minde Sønnen om sig; men da jeg udviklede hende, at Raadet var hensigtstjenligt, fulgte hun det og befandt sig vel derved. Uhlanen overvandt sin Skrivedovenskab.
En Dag kom Heinrich Kruse[CXXVI], som var en velhavende Mand, kørende til mig og steg op ad Trapperne, fulgt af sin Tjener, der bar to, ikke tunge, indbundne Bind, hans samtlige Dramer. Kruse[CXXVII] var nemlig dramatisk Digter og følte sig som saadan, skønt han i denne Egenskab ikke nød nogen Almenyndest. Enkelte af hans Skuespil som Die Gräfin og Wullenweber kom dog ud i fire Oplag. Alle hans Stykker er Jambedramer, vel byggede, vel skrevne, med klar og tydelig Personkarakteristik, men uden dybere Sjælekundskab. Hvor det Hemmelighedsfulde begynder, det i egentlig Forstand Fængslende, holder Kruse[CXXVIII] op.
Et mærkeligt Vidnesbyrd om hans knortede Selvfølelse er Sørgespillet Brutus, i hvis Forord han skriver: »Hvem der i dette Stykke tror at finde Reminiscenser, maa ikke |269| kende de Kilder, hvoraf den britiske og den tyske Digter har øst med samme Ret. Iøvrigt gaar det ikke mig som Marcus Antonius[CXXIX], der i Cæsars[CXXX] Nærhed føler sin Aand forknyttet og trykket. Villigt anerkendende Shakespeare[CXXXI] og hans uopnaaelige Fortrin forfølger jeg ubekymret mine egne Formaal«. Kruses[CXXXII] Brutus udæsker formelig til Sammenligning med Shakespeares[CXXXIII] Julius Cæsar, da Stykket benytter de selvsamme Steder af Plutarch[CXXXIV] som den store Forgængers Drama, ja uafbrudt frembyder Paralleler. Svagheden hos Shakespeare[CXXXV] er jo den, at Cæsar saa ganske kommer til kort. Har end Kruse[CXXXVI] forsøgt at bøde paa den, er det dog ingenlunde lykkedes ham. Ogsaa hans Cæsar aabenbarer sin Storhed mest i Praleri, omtaler stadig sig selv med en ærbødig Højagtelse, der forfejler sin Virkning.
Hvad Kruse[CXXXVII], der stammede fra Stralsund, ganske anderledes forstod, var nordtysk Selvstændighedsaand, Hansaens ypperste Væsen, som det f. Eks. kom til Gennembrud i Wullenwebers mandige og folkelige Natur. Wullenweber turde derfor være hans bedste Skuespil.
Til den Slægt, som dengang var ved at uddø, hørte enkelte fornemme Mænd, der havde gjort Revolutionen 1848 med, som Hr. von Rappard[CXXXVIII] og Grev Reichenbach[CXXXIX], fintdannede og formfulde Aristokrater, der havde sat Stilling og Fremtid paa Spil for Ideer, de endnu i Alderdommen var forblevne tro. Et ypperligt Hoved blandt Mændene fra 48 var dernæst H. B. Oppenheim[CXL], der havde været Arnold Ruges[CXLI] Kampfælle og levet elleve Aar som Flygtning rundt om i Europa. Han var Nationaløkonom og Medlem af Rigsdagen, ivrig Frihandelsmand. Det var ham, der havde dan|270|net Ordet Katedersocialister, for dermed at betegne en Gruppe af sine Modstandere. Han var en lille dygtig Mand, livfuld og lærerig.
Ikke sjældent traf jeg i Selskab ogsaa den Mand, der var hans videnskabelige Modpol, selve Katedersocialisternes Høvding, Professor Adolf Wagner[CXLII], en ualmindelig Kraft. Hans Ansigt med den høje Skaldepande var falmet af Studier; hans Udtryk var ufravigeligt Alvor; hans Aandsliv havde bevæget sig fra Enighed med Rodbertus[CXLIII] i Retning af den saakaldte kristelige Socialisme. Han var paa én Gang konservativ, forsaavidt han hævdede Centraladministrationens størst mulige Uafhængighed af Rigsdagen ved Hjælp af indirekte Skatter, og om væltende, forsaavidt han vilde have Samfundets økonomiske Ordning fra Grunden af ændret. Som Forholdene i Tyskland laa, tog de Regerende ham foreløbig til Indtægt som Modstander af det uddøende Frihandelsparti. Jeg personligt havde det Held, at denne vanskelige Mand ikke blot skrev en anerkendende Anmeldelse af min Bog om Lassalle[CXLIV], men senere omtalte den med Varme i Fortalen til sin Udgave af Brevvekslingen mellem Lassalle[CXLV] og Rodbertus[CXLVI].
En nær personlig Ven af den saa tidligt bortrevne Agitator lærte jeg at kende i Advokaten Martini fra Danzig, en entusiastisk Fremskridtsmand, der viste mig Haandskrifter og Breve af Lassalle[CXLVII] og skildrede mig de Illusioner, hvori denne endnu i Aaret før sin Død befandt sig med Hensyn til Arbejderbevægelsens daværende Styrke.
En smuk og værdig Fremskridtsmand i fremskudt Stilling var Max von Forckenbeck[CXLVIII], Rigsdagens Præsident og Berlins Overborgmester; hans Holdning og Takt var saa udsøgt som hans Frisind ægte.
En højst original og af Naturen ualmindeligt udrustet politisk Personlighed var dernæst en af Handelsministeriets |271| højeste Embedsmænd, Max Maria von Weber, Søn af den berømte Komponist[CXLIX]. Han var en fremragende Jernbanetekniker, der havde studeret Samfærdselen i England og i Amerika som i Tyskland og set næsten hele den beboede Jord. Som lidenskabelig Modstander af alt det i Prøjservæsenet, som kunde henføres til Underofficerstonen, var Weber[CL] en af Repræsentanterne for den skønne humane Tyskhed, der havde blomstret i Smaastaterne under Tysklands Splittelsestid. Han var saa frygtet for sin skarpe Tunge, at man i Ministeriet jævnligt gav ham Opgaver, som nødvendiggjorde lange Rejser, for saa længe at være fri for hans aarvaagne Kritik.
Mænd som den fremragende Statistiker Ernst Engel[CLI], Chef for den prøjsiske Statsstatistik, hvem jeg undertiden traf, maatte i Kundskabsfylde og Frisind kaldes Webers[CLII] Lige, saa det var meget langt fra at høje Embedsstillinger og streng Konservatisme altid faldt sammen.
Af det liberale Partis og Fremskridtspartiets Politikere, saa jeg i Selskabslivet vel flest. Et Geni som Rudolf Virchow[CLIII] steg ned fra sin Højde som Videnskabsmand for som en god Søn af sit Land at varetage Dagens Hverv. Det var ham, som først formede Ordet Kulturkamp, der desværre ikke længe efter skulde blive næsten til Spot. Han kunde naturligvis ikke sætte Tidsskel paa det politiske Omraade som paa det videnskabelige; men han gav mangen god Sag den ypperste Støtte ved at sætte sit store Navn som Indsats. Jeg har kun hørt ham udtale sig om Smaating, iøvrigt saa livfuldt og gjævt, som naar det gjaldt alvorlige Sager; men jeg beundrede ham oprigtigt for det store Eksempel, han ogsaa som Politiker gav.
|272| En statelig og godt udrustet Mand var Politikeren og Publicisten Alexander Meyer[CLIV]. Han skrev bl. A. et morsomt og lærerigt Indlæg i Debatten, om det var rigtigt eller ikke af Advokaten Berent i Bjørnsons[CLV] Skuespil at tvinge Tjælde til Fallit. – Albert Träger[CLVI] var Fremskridtspartiets Poet, en varmtfølende Sjæl, Spielhagens[CLVII] Ven, lidt mere patetisk i Udtrykket end en tilsvarende Personlighed vilde være i Norden. – Smuk og imponerende, den fødte Fører ved overlegen Forstand og indtagende Holdning var Albert Hänel[CLVIII], den højtansete Germanist, Rigsdagens og Landdagens Vicepræsident, hvem jeg oftere havde Lejlighed til at træffe. Han var en udmærket Jurist og meget af en Statsmand, var i Stand til som Leder af et yderliggaaende Parti at undgaa enhver Overdrivelse.
Et betydeligt Kontingent til Frisindet i Berlin stillede Bremen. Der var August Lammers, egnet til Formand eller Sekretær for de talrige Foreninger, der gik ud paa at fremme Almenvellet, halvt Filantrop, halvt Politiker, helt godmodig. Han bekæmpede Drukkenskaben, sørgede for Sundhedsplejen, udgav Flyveskrifter og holdt Foredrag, der løftede Folket – troede med andre Ord paa Nytten af det alt.
En større Kraft var den unge Dr. Theodor Barth[CLIX], Syndikus for Handelskammeret i Bremen, senerehen Udgiver af det bekendte Ugeskrift Die Nation og Medlem af Rigsdagen. Han var dengang i sin første Hede, spyede Ild, naar Talen faldt paa Bismarck[CLX] og det af ham planlagte Tobaksmonopol. Rigsdagsmændene burde, paastod han, kaste Bismarck[CLXI] deres Blækhuse i Hovedet, naar han talte som han nylig havde talt. Barth[CLXII] modnedes hurtigt, og blev i sin lange offentlige Virksomhed en virkelig Værdi i Tysklands politiske Liv. Først i de allersidste Aar har han i Mismod over Udviklingens Gang trukket sig tilbage.
Nu og da saa jeg Wilhelm Wehrenpfennig[CLXIII], der fra |273| Journalistiken var gaaet over i Regeringen og der med sine mange og solide Kundskaber saa vel i Handelsministeriet som i Kultusministeriet udfyldte en Næstkommanderendes Plads. Han fortalte, at Dagbladets Redaktør, Steen Bille[CLXIV], der paa den Tid, da Wehrenpfennig[CLXV] var Leder af Spenersche Zeitung, havde søgt ham forgæves i Berlin, en Dag havde sendt ham et Brev med høflig Beklagelse af ikke at have truffet ham hjemme og med disse Slutningslinier: Für die mit Ihrer Frau Gemahlin in Ihrer Abwesenheit auf dem Sopha angenehm verbrachten halben Stunde sage ich indessen meinen verbindlichsten Dank – Linier der viste, at Bille[CLXVI] ikke havde samme Sans for hvad der lod sig sige paa det tyske Sprog som paa det danske.
En interessant politisk Personlighed, af hvem jeg i literære Foreninger undertiden saa et Glimt, var Paul Majunke[CLXVII], den øverste Leder af det katolske Dagblad Germania, en ultramontan Hedspore af Ernest Hello’s[CLXVIII] Art, men skarpere og dygtigere; han trodsede Fængselsstraf og Bøder for i bidende Ord at tilfredsstille sin Afsky for Prøjsen og det nye tyske Rige. Han saa ud som en almindelig glatraget Kapellan, men havde Fanatikerens flammende Øjne.
En betydelig og selvstændig Aand, jeg i Selskabslivet lærte at kende, var Historikeren Hans Delbrück[CLXIX], der ikke lod sig henføre til nogen af de da gældende politiske Rubriker, om han end som Rigsdagsmand sluttede sig til det frikonservative Rigsparti. Han gik som Politiker sine egne Veje, hvad han ogsaa senere i sin skarpe Kritik af den prøjsiske Politik overfor Danmark har bevist. Han var med alt Frisind en Modstander af Demokratiet og i sin Iver for |274| at vise Frihedskærlighedens Forenelighed med aristokratiske Synsmaader altfor tilbøjelig til hos den, han talte med, at forudsætte den modsatte Grundanskuelse. Han kunde paa en egen udæskende Maade sige: »George Washington[CLXX] var i hele sin Tænkemaade afgjort aristokratisk«, som havde man i Sinde at negte det. Han mindede mig i sin aandelige Holdning noget om den svenske Minister Hans Forsell[CLXXI].
Paa Politikens Grænseomraade bevægede Dr. Oldenberg[CLXXII] sig, hvem Helene von Rackowitza[CLXXIII] i sin Bog om Lassalle[CLXXIV] kalder den aandrigste Mand i Berlin. Han var Chef for Rigsdagens stenografiske Bureau, en fin og skeptisk Herre, der havde omgaaedes alle Tysklands politiske og literære Personligheder med de Kvinder, der hørte til deres Kres, og som var en Fundgrube af Historier om dem. Oldenberg[CLXXV] var en Verdensmand uden Dadel, der havde set skarpt og gengav det Sete uden Besmykkelse som uden Rigorisme, en for en Fremmed højst lærerig Mand, der meddelte En Sandheden i de talrige Tilfælde, hvor det hører til god Tone at bortlyve den.
Man saa fremmede Statsmænd nok i Berlin i den Tid, da Kongressen 1878 stod paa, Gortsjakof[CLXXVI], Ali Pasja, Disraeli[CLXXVII], Odo Russell[CLXXVIII], Salisbury[CLXXIX]; men ingen af disse store Magthavere havde jeg Anledning til personligt at træffe. Der var imidlertid blandt jævnere fremmede eller halvtfremmede Politikere mange, med hvem Bekendtskabet udvidede min Synskres. Saaledes f. Eks. August Schneegans, Medlem af Rigsdagen for Elsass, halvt fransk, halvt tysk af Kultur, en næsten tragisk Skikkelse i sin Stilling som Elsasser. Hans Krigens Historie i Elsass og hans efterladte Livserindringer viser, hvilke uløselige Opgaver, der stilledes ham først som fransk |275| Borger under Krigen, da Elsass lodes i Stikken af de Franske, og paa dette Tidspunkt som Deputeret i Berlin, da han stræbte under venskabelig Forhandling med Regeringen at opnaa de bedst mulige Vilkaar for sine Landsmænd. Han betragtedes af ikke faa iblandt dem, som var han Skyld i Anneksionen, fordi han tog den som Kendsgerning. Endnu den Dag idag staar han for adskillige ældre Franskmænd som en Slags Forræder. Han, som havde den Ulykke at beundre Victor Hugo[CLXXX] og Bismarck[CLXXXI] lige højt, mødte megen Sympati i Berlin. Han talte aabent til mig om de Vanskeligheder, hvori han var stedt.
Schneegans[CLXXXII], der stod i Spidsen for de elsassiske Autonomisters Gruppe, udvirkede i 1879 en ny Forfatning for Rigslandene og Indsættelsen af en særlig Regering for Elsass-Lothringen, hvoraf han selv blev Medlem. Men allerede 1880 blev Situationen ham ulidelig. Han trak sig helt ud af Politiken og gik som tysk Konsul til Messina, hvorfra han otte Aar efter blev forflyttet til Genua.
Fremmed, skønt tysk, var ogsaa en Mand af meget forskellig Karakter, der undertiden kom til Berlin fra sit Gods, den gamle Oprørshøvding, General Haug[CLXXXIII], Østerriger af Fødsel, der havde deltaget i Revolutionen 1848, senere stadigt havde kæmpet i Italien under Garibaldi[CLXXXIV], hvem han forgudede. Han mindedes med Moro, at han som ung Løjtnant havde kommanderet Lasker[CLXXXV] under Oprøret i Wien. Generalen[CLXXXVI] havde været en tapper Hugaf i sine unge Dage, og alle hans Instinkter havde været paa Revolutionens Side, særligt i Italien, hvor det pavelige Herredømme i Kirkestaten af ham kun betegnedes som cloaca maxima. Nu var han med sit ungdommelige Ydre og sit sortglinsende Haar og Skæg ikke længer hvad han havde været, kun endnu højttalende og meddelsom, et uudtømmeligt Repertorium for Otteogfyrretyvernes Bedrifter og Kvindehistorier. Misundelse bed mangen |276| ung Mand i Hjertet, naar han sad som Tilhører til Haugs[CLXXXVII] Fortællinger om alle de forvovne Handlinger, som var lykkedes, alle de skønne og kærlige Kvinder, som var blevne kyssede, havde elsket Heltene og var blevne (lidt uordentligt) genelskede af dem. Det Meste var rimeligvis gaaet omtrent saaledes til.
Jævnligt saa jeg Medlemmer af de franske, engelske og hollandske Gesandtskaber i Huse, hvor jeg kom, men kun en enkelt fremmed Attaché havde jeg Glæde af at stifte nøjere Bekendtskab med; det var Hr. von Kumanin[CLXXXVIII] af den russiske Legation, der forblev saa mange Aar i Berlin, at han var helt hjemme der; han havde en høj Stilling i det russiske Handelsministerium. Man skulde søge om en mere hjertevindende Diplomat. Han var paa én Gang sjælfuld og stilfuld, et udmærket Menneske, fornem, fordomsfri, varm, med et Skær af Vemod over sig, ensom som han følte sig.
Ogsaa en dansk Diplomat traf jeg paa i Berlin; det var Danmarks mangeaarige Gesandt der, Hr. von Quaade[CLXXXIX]. Jeg havde allerede lært ham at kende, da jeg i 1873 studerede i Berlin og behøvede et Vidnesbyrd fra den danske Legation for at faa Bøger tillaans fra det Kongelige Bibliotek. Jeg blev dengang ført ind i et Værelse i Thiergarten-Hotel; thi Gesandten havde da endnu ingen fast Bolig. En lille Mand med Briller tog imod mig. Jeg nævnte mit Navn. Han sagde: »Er De Dr. B[CXC]., den bekendte Dr. B.[CXCI]?« – Jeg svarte, at hvis han ikke dermed mente min Onkel Lægen[CXCII], var det mig. – »Ja, saa kender jeg Dem jo godt; jeg har vel ikke læst noget ... ikke læst saa meget af Dem, men jeg har læst meget om Dem.« – Mit Ansigtsudtryk skulde |277| sige ham, at jeg kunde tænke mig, af hvilken mindre gunstig Beskaffenhed dette havde været. Men han misforstod det, som om jeg udtrykte Misfornøjelse med hans Mangel paa Kendskab til mine Produkter, og tilføjede naivt, men yderst høfligt: »De forstaar, naar man har Familie, store Børn, saa bliver der jo ikke megen Tid til Læsning.«
Jeg havde bevaret Erindringen om ham som en næsten overdrevent høflig Mand. Jeg vidste ikke, at han som den lunefuldeste Skabning stadigt svingede mellem altfor stor Høflighed og den yderste Grovhed. – Straks efter min Ankomst til Berlin var jeg bleven sat i Skat, og da Beløbet mest rettede sig efter Huslejen og jeg boede temmelig dyrt i Forhold til min Indtægt, var Skatten ret høj. Jeg havde betalt den uden Indvendinger, men erfor i et Selskab, hvor Indkomstskatten kom paa Tale, at jeg som Fremmed det første Aar af mit Ophold i Berlin var fritaget for al Skat og sikkert vilde kunne faa Summen tilbagegivet. Det lød noget usandsynligt i mine Øren, at det tyske Rige skulde give mig Penge tilbage; men da jeg henvendte mig paa Skattekontoret, erklærede man straks, da man havde hørt mig, at der altsaa var begaaet en Fejltagelse. Man havde ikke vidst, at jeg var fremmed, og var villig til at give mig det erlagte Beløb tilbage, men kunde ikke gøre det paa mit Ord alene. Jeg behøvede imidlertid blot at skaffe en Attest for min Nationalitet fra det danske Gesandtskab, saa laa Pengene rede til mig!
Jeg slog efter i den Berlinske Adressebog for at se, hvad Tid Gesandten[CXCIII] tog imod, men fandt ingen Angivelse; kjørte da ved Tolv-Tiden til ham og gav Tjeneren mit Visitkort. Han bad mig vente i en smal Stue med Bogreoler. Der gik næsten en Time, saa kom Gesandten[CXCIV], saa’ ikke paa mig, tog en Bog og vilde forlade Værelset uden et Ord, da jeg sagde: Goddag. – Hvad vil De? – Jeg vilde gerne tale |278| med Deres Excellence. – Jeg modtager Ingen nu. – Jeg vidste det ikke; jeg har set efter i Adressebogen, naar det var Deres Excellences Modtagelsestid, men der stod Ingenting derom. – Advokater har Modtagelsestid, Læger har Modtagelsestid; en kongelig dansk Gesandt har ikke Modtagelsestid. – Ligemeget hvad det kaldes, naar kan jeg blive indladt? – De kan komme igen imorgen Kl. 12. – Det var altsaa underligt nok netop paa den Tid, paa hvilken jeg blev afvist, at Gesandten[CXCV] var tilgængelig.
Næste Dag tog jeg en Droske og kørte paany den lange Vej. Denne Gang behøvede jeg ikke at vente. Gesandten[CXCVI] kom straks, men yderst ophidset: »De har ikke passet den Tid, jeg opgav Dem«. Jeg saa paa mit Uhr; Klokken var fem Minutter over tolv. Jeg svarte da: Det er muligt, at der er gaaet nogle Minutter over Tiden; det er vanskeligt at passe Klokkeslettet saa nøje med de lange Afstande i Berlin og naar man kører. – Det lader sig overmaade godt passe. Naar jeg gjorde Dem Deres Ret, saa tog jeg aldeles ikke imod Dem. – Ja, gør De mig endelig min Ret! Min Taalmodighed er ikke uudtømmelig. – Hvilken Tone! Hvad vilde De mig ellers? – Det Hele jeg vilde have, er et Bevis for, at jeg er dansk. – At De taler dansk, kan jeg høre; men om De er dansk Undersaat, og hvad eller hvem De ellers er, véd jeg ikke noget om, kan altsaa Ingenting attestere. – Jeg troede, jeg var kendt. Jeg har afleveret mit Visitkort.
Dèr kom jeg galt afsted; thi med en uforlignelig Hovedbevægelse, der udtrykte Fornemhedens hele Ringeagt, gav Gesandten[CXCVII] mig det Svar: Jeg læser aldrig Visitkort. – Nu blev Hr. von Quaade[CXCVIII] mig for stor; jeg rejste mig og sagde heftigt: Ja, ja da, nu gaar jeg, Farvel! – Overrasket udbrød Gesandten[CXCIX]: Men naar De gaar nu, saa faar De jo ikke Deres Ærende udrettet. – Naturligvis ikke. Ved Attesten |279| vilde jeg kunne spare et Par hundrede Mark. Men hvis De troer, jeg for den Sums Skyld lader mig behandle, som De har behandlet mig, tager De grundigt fejl. – Forbløffet sagde Hr. von Quaade[CC]: Men hvem er De da? – Jeg nævnte mit Navn, og neppe havde jeg sagt det, før Gesandten[CCI] var som forvandlet: Men saa kender vi jo hinanden, ikke sandt? Vær saa god at komme indenfor. Jeg troede, De var en Haandværkssvend. Her løber jo saa mange og plager mig.
Jeg erfor da deraf, hvad Modtagelse en Haandværker plejede at faa hos den danske Gesandt.
Hr. von Quaade[CCII] førte mig ind i sin Dagligstue, skrev Attesten til mig, satte Segl under den, og da der faldt et Par Draaber Lak ved Siden af paa Papiret, rev han trods mine Protester Dokumentet itu, og skrev med endnu større Omhu et nyt Bevis, som blev endnu sirligere udstyret med Legationens store Segl.
Det var ikke de politiske Personligheder, der kom til at betyde mest for mig i den Tid, jeg levede mig ind i Berlin. Det var kun for Offentligheden, at de betydede mest.
Langt stærkere stod min Hu til Tankens og Kunstens Personligheder og til de Private, der kom mig venskabeligt i Møde.
En fornem russisk Godsejer, Hr. von Leeden[CCIII], der havde været Officer, men var traadt ud af Hæren, da han med sine radikale Anskuelser ikke kunde finde sig i Disciplinen, tog mig med til en Række Forelæsninger, som Filosofen Eugen Dühring[CCIV] holdt om den Forfølgelse, de professionelle Videnskabsdyrkere til alle Tider havde udøvet mod selvstændige Tænkere. Hr. von Leeden[CCV] kendte Dühring[CCVI] per|280|sonligt og beundrede ham. Skønt jeg med Udbytte havde læst adskilligt af denne Filosof, skønt endvidere hans Blindhed og hans nyligt stedfundne Fjernelse fra Universitetet vakte Medfølelse, og skønt hans stærke Betoning af Livets Værd trods al hans personlige Modgang røbede en tiltalende Aandsstyrke, var Foredragene altfor gennemtrængte af sygelig Bitterhed og personligt Nag til at kunne gøre noget Indtryk paa mig. Hvad Dühring[CCVII] end talte om, Sokrates[CCVIII] eller Giordano Bruno[CCIX], Auguste Comte[CCX] eller Robert von Mayr[CCXI], altid saa han hvad der var hændt disse Mænd i Lys af sin egen Skæbne. Selv for Sokrates’s[CCXII] Død havde Professorerne ("der i Datiden kaldtes Sofister") det egentlige Ansvar.
Det var mod Helmholtz[CCXIII] at Anklagen for at have tilranet sig Robert v. Mayrs[CCXIV] Opdagelse var rettet, men det var Fru Augusta Helmholtz[CCXV], hvem Dühring[CCXVI] egentlig vilde tillivs, da det var hende, der skulde have fordrevet ham fra hans Stilling som Lærer ved Victoria-Lyceet. I hans Bidskhed var der noget, som mange Aar senere August Strindberg[CCXVII] kunde minde om, naar han troede sig modarbejdet eller forfulgt.
Dühring[CCXVIII] var en original og højtudviklet Aand, men i sin Polemik røbede han undertiden en næsten vanvittig Uforstand (saaledes i sine Anfald paa Lessing[CCXIX] og Goethe[CCXX]) og samtidigt en Grundsum af Raahed, som skræmte. Det lykkedes da ikke Hr. von Leeden[CCXXI] at omvende mig til ham.
Der var i Berlin en anden Filosof, som tiltrak mig og hvis Bekendtskab jeg ønskede at gøre. Han havde just ikke af Dühring[CCXXII] faaet noget godt Skudsmaal; thi denne havde offentlig sammenlignet ham med Mordpæderasten Jastrow[CCXXIII], der for nogle Aar siden var bleven henrettet. Det var Eduard von Hartmann[CCXXIV], Forfatteren til Det Ubevidstes Filosofi, et Værk, der trods dets vanskelige Form var slaaet saaledes |281| igennem, at det i ti Aar havde oplevet otte Oplag og var blevet oversat paa Russisk og Fransk.
Hartmann[CCXXV] stod da paa sin Berømmelses Højde. Hans Navn lyste over det tyske Aandsliv. Det var ikke synderlig overdrevent, naar det i en af Spielhagens[CCXXVI] Romaner fra den Tid blev sagt af en ung Dame, at Hartmann[CCXXVII], Bismarck[CCXXVIII] og Wagner[CCXXIX] var de tre Personer, der bestemte det nye Tysklands Fysiognomi. Han blev bekæmpet med Lidenskab, men læst som ingen anden Tænker; man fulgte med Opmærksomhed hvad der kom fra hans Pen.
Det gik ham modsat hans lidt yngre Samtidige Nietzsche[CCXXX]. Medens Nietzsches[CCXXXI] første Skrifter ingen Opsigt gjorde, ja medens han i levende Live ganske oversaas, saa først hans Død gav Signalet til et Verdensry for ham, gjorde Hartmanns[CCXXXII] første Værk en uhørt Opsigt, saa han med ét Slag blev berømt. Senere udviklede han sig stedse mere. Ikke des mindre sank hans Ry bestandigt, og ved sin Død var han næsten glemt.
Jeg skyldte ham personligt just ikke stort, maaske alt i alt min Fortrolighed med Ideen om det Ubevidste som Grundmagt; men hans Personlighed havde paa Afstand fængslet mig, senest hans Bog om Kristendommens Selvopløsning. Til Gengæld havde enkelte af hans mindre Arbejder frastødt mig stærkt, saaledes det filistrøse Angreb paa Shakespeare[CCXXXIII] i hans Skrift om Romeo og Julie.
Ogsaa Hartmanns[CCXXXIV] Skæbne vakte Medfølelse. Den Knælidelse, der havde tvunget ham til at opgive sin Stilling som Artilleriofficer, umuliggjorde ham at bevæge sig og tvang ham til et ensomt og ensformigt Liv. Jeg søgte da ham.
Han laa udstrakt paa sin Seng i sin Lejlighed udenfor Byen i Schönhäuser-Allee. Et svært brunt Skæg flød ned over det brede Bryst; Øjnene var smukke. Medens hans Aand havde et metafysisk Præg og ikke manglede et fanta|282|stisk Sving, var hans Stemme noget tør og upoetisk. Han tog venligt imod mig, indlod sig ogsaa med mig om sin Lære. Jeg havde ikke ret kunnet tage hans Fantasier alvorligt om Verdens endelige Forløsning og Guds endelige Forløsning fra Verden, denne hele Aandsfilosofi, der bevægede sig i lutter kristelige Kunstord hos en Filosof som var afgjort kristendomsfjern. Paa mine Spørgsmaal svarte han, det tidligt havde været ham klart, at Verdensprocessen maatte have et Maal, dette Maal kunde ikke være positivt, ikke være almen Lyksalighed, som var umulig og værdiløs, det maatte være negativt. Den almene Forløsning maatte falde sammen med Verdensundergangen. Og denne Forløsning var lige saa meget Guds Formaal som Verdens Formaal; thi Gud, der i alle de enkelte Mennesker havde baaret hele Verdens Lidelse gennem Tiderne, stundede, ogsaa han, mod Forløsning og opnaaede den tilsidst. I Verden var jo det Onde overvejende, men naar Verden var endelig, vilde Guds Usalighed ikke vare evigt.
Jeg hørte derpaa som paa et Digt; det interesserede mig ikke anderledes. Grundlaget for dette Digt var jo Læren om at Livet var et Onde og den Verden, vi kender, i Bund og Grund slet. Men jeg havde fulgt de Opsummeringer af Lyst- og Ulystfornemmelserne i Menneskelivet, som fandtes i de tyske Pessimisters Skrifter, og fundet dem ganske vilkaarlige, da der fattedes en Maalestok for Værdien af den enkelte Lyst og Ulyst. Og hvad Verdensaltet angik, var det min Anskuelse, at Verden saa lidet var god eller slet, som den var blaa eller gul; disse Ord kunde slet ikke anvendes paa den.
I de følgende Samtaler, jeg havde med Eduard von Hartmann[CCXXXV] var to Ting mig paafaldende.
Først Arten af hans Patriotisme. Den var drøj, selvbehagelig, ikke synderlig forskellig fra den almindelige tyske Spidsborgers, baaret af Overbevisningen om at de Tyske uden videre var Jordens ypperste Folk, tysk Videnskab og Kunst i enhver Henseende de første osv. Det syntes mig besynderligt hos en Filosof.
Dernæst Arten af hans Ærgerrighed. Atter og atter kom han tilbage til at hans Samtidige ikke anerkendte ham som han fortjente. I Tidsskrifter og Aviser blev han af pur Misundelse – han sagde Ordet Neid med en ganske særegen Betoning – tiet ihjel, fik aldrig den Ros, som tilkom ham.
Var der nu noget, hvortil jeg i min Omgang med de Hundreder af Forfattere, jeg havde kendt, var bleven vant, saa var det disse Klager. Ingen hører dem oftere end en Kritiker, der jo til en vis Grad har det i sin Magt at raade Bod paa den Ulykke, hvorover der saa haardeligt jamres. Han føler sig tidligt som Doktor ved Hospitalet for de syge og Saarede Forfængeligheder. Men det var mig i Berlin forbeholdt, for første Gang at høre disse Klager af Forfatterne i et Verdenssprog og, som i dette Tilfælde, af en Forfatter, hvis Ry gik over Jorden, en mystisk Naturfilosof, hvis Tanker omspændte Altet.
Eduard von Hartmann[CCXXXVI] havde da sin Bog Phänomenologie des sittlichen Bewusstseins under Trykken, og det var ham vigtigt at faa den offentligt omtalt af mig. Dersom jeg var villig til at henlede Opmærksomheden paa den, skulde jeg faa Bogen tilsendt, før den udkom. Jeg vægrede mig saa længe det gik an, idet jeg hævdede, at fuld Sagkyndighed besad jeg kun paa det rent literære Omraade. Men imid|284|lertid havde Hartmann erfaret, at jeg var bleven Medarbejder af det store engelske Ugeskrift Academy, og fra det Øjeblik af, da dette rygtedes i Berlin, blev ikke blot fra hans, men fra adskillige meget notable Forfatteres Side det venskabelige Forhold til mig saare indtrængende. Det hændte mig, at jeg blev indbudt til et stort og yppigt Aftenselskab, fik Fruen tilbords, skønt jeg ikke var første Gang i Huset, og skønt jeg var meget langt fra at være den anseligste Gæst, at Fruen dernæst efter mange Omsvøb og Artigheder fik Talen ført hen paa, hvor nyttig en Omtale i Academy vilde være for hendes Mands nye Bog, ja det hændte, at efter dette Fruens venlige Fingerpeg Gemalen selv, som ikke altid lige nøje huskede den med Fruen aftalte Slagplan, efter Bordet gav mig en Variation af samme Tema.
Jeg forsøgte overfor Hartmann[CCXXXVII] at komme uden om den Vanskelighed at skulle rose paa Bestilling, idet jeg en Aften lovede ham en kortere Notits; men næste Morgen modtog jeg et Brev fra ham, hvori han fremhævede, at med en kortere Notits var han ikke tjent; han maatte udbede sig en omstændelig Artikel. Jeg havde anmodet ham om, dog ikke at give sin nye Bog en saa lang og afskrækkende Titel, hvilende paa det uforstaaelige Fremmedord Phänomenologie; jeg maatte smile, da han i samme Brev, hvori han opretholdt sit Krav paa en længere Artikel, belærte mig om, at han ikke gik paa Jagt efter Popularitet, ikke valgte sine Titler med den halvdannede Læser for Øje osv., ret som var det for min Skyld, jeg havde anmodet ham om at ændre Bogens Navn. Senere kom han øjensynligt til en bedre Erkendelse, thi allerede i andet Oplag strøg han af Titlen det fremmede Ord.
I sit store Værk om Eduard von Hartmanns[CCXXXVIII] filosofiske System tager Dr. Arthur Drews[CCXXXIX] med en vis Ret den fremragende Tænker i Forsvar mod det Smædeord Reklame|285|filosofen, som Modstandere heftede ved ham paa Grund af de Prospekter, som Hartmanns[CCXL] Forlægger udgav, og hvori alle mulige Domme, der nogensinde og nogetsteds var fældede over Forfatteren[CCXLI] og hans Værker, blev forelagte Publikum. Men saa helt udelagtig i disse Prospekters Tilblivelse, som Dr. Drews[CCXLII] gør Hartmann[CCXLIII], var han visselig ikke. De sysselsatte ham meget.
Jeg oplevede i Berlin et pudsigt Vidnesbyrd derom. I 1877 ankom til Byen (vistnok fra Amerika, dog maaske ogsaa fra en Provinsby) en gammel, fin og klog, men i Hovedstaden vejvild Mand, ved Navn Ernst Kapp[CCXLIV], der havde skrevet en højst værdifuld Bog Grundlinien einer Philosophie der Technik, en Fremstilling af de menneskelige Redskabers Udviklingshistorie fra Kilen, Hammeren og Øksen til de sindrigste moderne Maskiner – en Ide, der i vore Dage er bleven behandlet af Remy de Gourmont[CCXLV] i Une Loi de constance intellectuelle. Ernst Kapp[CCXLVI] gik for at henlede Opmærksomheden paa sit Livs Arbejde til forskellige Mænd, hvis Navn han kendte, og bad dem, om muligt, gøre noget for ham, kom deriblandt ogsaa til mig, der ikke mægtede stort, og til Hartmann[CCXLVII], der mægtede adskilligt mere. Men denne forstod Sagen omvendt. Han satte foreløbigt den gamle Kapp i Arbejde for sin egen Hæder. Netop da skulde der udsendes et udførligt Prospekt med Udtog af Anmeldelser fra Tyskland og Udlandet, fra den ny og den gamle Verden, og af disse skulde der drages størst mulig Nytte. De burde ordnes i Grupper, de lovprisende, de neutrale, de dadlende og nedrakkende. Nogle af dem kunde tjene to Gange; man skrev f. Eks. over ét Uddrag: »Professor, Dr. Lasson siger«, over et andet: »I Deutsche Rundschau hedder det«, skønt Talen var om en og samme Artikel. Et vigtigt Spørgsmaal var det fremdeles, i hvad Orden Brudstykkerne skulde følge. Burde man be|286|gynde med at slaa Forfatterens[CCXLVIII] Betydning fast gennem de stærkeste Lovord for overvældende Genialitet, og saa slutte med Haansord, der tabte sig som Soldaternes Smædeviser bag Triumfatorens Vogn, eller var den omvendte Orden at foretrække? Den gamle Ernst Kapp[CCXLIX] fik meget Hovedbrud dermed. Endelig blev Sagen ordnet saaledes, at man begyndte med Mordpæderasten Jastrow[CCL] (i Dührings[CCLI] Angreb paa Hartmann[CCLII]) for at ende med de stærkeste og mest gennemtrængende Basunstød for Geniet, der overstraalede alle Medbejlere og satte Tidsskel.
Intet ligger eller laa mig fjernere end at bedømme en overlegen Aand, saa selvstændig og lærerig som Eduard von Hartmanns[CCLIII], efter smaa menneskelige Svagheder, der naturligt udviklede sig hos Den, der, mishandlet ved et Slag af Skæbnen, var udespærret fra virksom Deltagelse i Samfundslivet og henvist til sig selv og til sit eget.
Jeg er da ogsaa altid vedblevet at læse Hartmanns[CCLIV] Bøger opmærksomt og af dem at tilegne mig, hvad der kunde give mine egne Tanker Næring; men jeg trak mig dengang tilbage fra hans Person, da jeg følte mig mindre beriget end benyttet ved den personlige Omgang.
Der var andre og yngre Tænkere, med hvem jeg snart kom i venskabelig Forbindelse. Gennem Steinthal[CCLV] lærte jeg en ung Filosof at kende, med hvem jeg indtraadte i et meget livligt og stadigt aandeligt Samkvem, Friedrich Paulsen[CCLVI]. Paulsen[CCLVII] er nu en højtanset Professor i Filosofi ved Berlineruniversitetet, som han trods Tilbud andetsteds fra, da han var yngre, aldrig har villet forlade. Han var da en ung Doktor, som mange Eftermiddage hentede mig til en Spadseretur i Thiergarten.
|287| Friedrich Paulsen[CCLVIII] gennemløb i de Aar, jeg levede i Berlin, flere Udviklingstrin. Da jeg lærte ham at kende, var han en lidenskabelig Beundrer af Stuart Mill[CCLIX] og stærkt optaget af den engelske Retning i Filosofien. Senere gik han sine egne Veje og gjorde et Sving over mod den kristelige Socialisme. Paulsen[CCLX] er en Slesviger (fra Nordfriesland), men helt og holdent tilhørende den tyske og fremmed for den skandinaviske Dannelseskres, en Mand med et Lutherfysiognomi og en Holdning, som nedstammede han fra kraftige og selvstændige Bønder. Omgangen med ham var befrugtende for mig. Vi traf hinanden maaske netop paa et Tidspunkt i vort Liv, hvor vi nogen Tid kunde være noget for hinanden. Levende i en Kres, hvor det saakaldte Frisind blev højt skattet, var Paulsen[CCLXI] paa sin Post mod det Filisteri, hvortil det forfaldt. Særligt var den Berlinske Presse ham højligt imod, og han var uudtømmelig i Paavisning af dens Brøst. Vistnok gennem ham lærte jeg Wuttke’s[CCLXII] betydelige og nedslaaende Bog at kende Die deutschen Zeitschriften und die Entstehung der öffentlichen Meinung, en Bog, der har Gyldighed langt ud over det tyske Rige. Meget optaget var Paulsen[CCLXIII] i hine Kulturkampens Dage af den Uret, der gjordes det katolske Parti. Han gik saa vidt, at han foretrak den katolske Art af Religiøsitet for den protestantiske. Særligt den protestantiske Søndagsprædiken var ham imod. De lutherske Præster har prædiket Religionen ud af Sjælene, sagde han tidt. Og han priste paa Prædikenens Bekostning Messe og Orgelspil.
Paulse[CCLXIV]n var en yderst skarpsindig Erkendelsesfilosof, god at faa Forstand af. Men han var i sit inderste Væsen en Moralist. Det var derfor intet Under, at han kun nogle og fyrretyve Aar gammel, skrev sin Etik. Han anvendte moralske Grundbegreber med Sikkerhed og Fasthed.
Paulsen[CCLXV] hørte dengang ikke til dem, som betragtede |288| Oprettelsen af det tyske Rige som en stor Bedrift. Han tillagde ikke, hvad han kaldte diese äussere Zusammenballung der deutschen Staaten nogen overordentlig Betydning. Han fandt, at Kants[CCLXVI] og Goethes[CCLXVII] Tidsalder var en større Tid end denne, skønt den af Historieskriverne betegnedes som Søndersplittelsens usalige Tidsrum. Han udbrød en Dag: Hvad vilde Herder sige til dette Prøjservæsen! Om end ganske gennemtrængt af den ypperste tyske Kultur var han saa fordomsfri overfor den franske, at han paa en Udstilling af tyske og franske Slagmalerier fra den sidste Krig stillede Neuville’s[CCLXVIII] Krigsbilleder himmelhøjt over Camphausens[CCLXIX] og Bleibtreu’s[CCLXX]. Det var i hine den tyske Selvfølelses opbrusende Dage ikke en saa naturlig Ting som i senere Tider.
Paulsens[CCLXXI] Væsen var Djærvhed, men en Djærvhed, der havde sit Smil og sin Ynde.
Hos ham traf jeg enkelte unge Filosofer som Bruno Erdmann og den sjældent skarpttænkende og selvstændige Tönnies, der begge senere har gjort deres Navne bekendte.
Til hans Kres hørte ogsaa en højst indtagende og hjertevindende ung Mand, Dr. Johan Heller[CCLXXII], Privatdocent ved Berlineruniversitetet, høj og slank, lidt foroverbøjet, en af dem, hvis blotte Indtræden i en Stue fornøjer. Han havde været Lærer for den unge Prins Wilhelm[CCLXXIII], den nuværende tyske Kejser, og ledsaget den da tyveaarige unge Fyrste paa hans Rejse til England. Han havde ikke modtaget et Indtryk af ham, som svarer til det, Kejseren[CCLXXIV] senere har gjort paa sit Folks Fantasi. Efter hans Opfattelse kunde Prinsen[CCLXXV] vel Engelsk som Tysk, da hans Moder[CCLXXVI] var engelsk, og han talte ret godt Fransk, var ogsaa blevet stoppet og proppet med en Mængde Kundskab og Videnskab af forskelligste |289| Art; men intet af dette var blevet levende Virkelighed i ham. Da Heller havde god Dømmekraft, maa det antages, at Prinsen[CCLXXVII] forholdsvis sent er modnet.
Jeg kom til at holde saa meget af Dr. Heller[CCLXXVIII], at jeg stadigt gik paa Hospitalet og forhørte mig om hans Befindende, da han pludseligt blev syg. Det var et Slag for mig, da jeg en Morgen til Svar paa min Forespørgsel af Sygeplejersken fik Svaret: Dr. Heller[CCLXXIX] døde iaftes. – Saa megen Forstand og Dannelse, saa megen medfødt Gratie i Væsen dræbtes i Spiren uden at sætte Frugt eller efterlade sig Spor andensteds end i nogle Samtidiges Erindring.
Paa egen Haand gjorde jeg Bekendtskab med en ung Tænker, der senere blev næsten berømt blot ved den Forbindelse, hvori hans Navn blev sat med et andet større Navn. En Dag traadte ind til mig en ung Mand med distingveret Ydre og mørkt tætklippet Haar, der forestillede sig som Dr. Paul Rée[CCLXXX], Forfatter af en Bog Der Ursprung der moralischen Empfindungen (1877), som han overbragte. Bogen var et flittigt og lødigt Arbejde, men indeholdt intet synderlig Nyt for den, der var inde i de engelske Empirikeres Skrifter.
Da han havde talt nogen Tid med mig om sine Grundtanker, sagde han: Tillader De, at jeg indfører en ung Pige hos Dem, som er i høj Grad filosofisk begavet og har gjort alvorlige Studier? – Meget gerne. – Det er en tyveaarig Russerinde, hendes Navn er Lou von Salomé[CCLXXXI]. Vi har allerede i længere Tid gjort Rejser sammen, Men der er én Ting, jeg maa sige Dem straks; hun er ikke min Elskerinde. – Deres Meddelelse var overflødig, svarte jeg. Deres Forhold til den unge Dame er mig uvedkommende, og jeg |290| nærede ingen Formodninger. Men da De taler saa aabent til mig, saa sig mig, om den unge Piges Slægtninge intet har imod, at De og hun saaledes rejser omkring i Europa? – Nej, sagde han, jeg har et saa solidt Renommée, at Ingen tager det ilde op.
Kort Tid derefter bragte han mig en Pakke med lyriske Digte og bad mig indtrængende at læse dem og sige ham min Mening om deres Værdi. Det var Digte af Frøken von Salomé[CCLXXXII], der skønt Russerinde skrev Tysk, ja tyske Vers, og til min Forundring var det lutter sværmeriske Digte, alle rettede til en Mand, om hvis Identitet jeg ikke kunde være i Tvivl, siden Rée’s[CCLXXXIII] Ydre, hans Holdning, hans Ansigtstræk var livagtigt skildrede i dem.
Han havde da allerede bragt den unge Dame, en høj og tiltalende Blondine, mærkeligt inde i Filosofi, paa det Tidspunkt især en Kenderinde og Beundrerinde af Schopenhauer[CCLXXXIV]. Hendes aandelige Udvikling havde, som jeg erfor, gjort det stærkeste Indtryk paa en hel Kres af unge Docenter ved Berlineruniversitetet. Mænd som Dr. Otto Seek[CCLXXXV], den senere bekendte Historiker, talte ikke mindre anerkendende om hende end Dr. Rée[CCLXXXVI].
Hun og han havde da et Samliv med Nietzsche[CCLXXXVII] i Sorrento bag sig. De skulde et Tiaar derefter begge blive berømte ved deres Forhold til ham. Det eneste Digt, Nietzsche[CCLXXXVIII] har udsat for Kor og Orkester, er en Hymne til Livet af hende, og efter Nietzsches[CCLXXXIX] Udsagn har Rées[CCXC] Bog om de moralske Følelsers Udspring vakt hans egne Tanker til punktuel Modsigelse. Sikkert har imidlertid Tankegangen hos Rée[CCXCI] en Tid lang ikke vakt alene Modsigelse hos Nietzsche[CCXCII] *
, og en kort Tid synes ogsaa Frøken von Salomé[CCXCIII] som |291| hans Elev at have gjort et vist Indtryk paa ham, indtil det snart kom til Brud dem imellem.Et af de Huse, hvor jeg straks efter min Ankomst følte mig bedst tilpas, var den udmærkede Advokat, Justizrath John Simsons[CCXCIV].
John Simson[CCXCV] var en yngre Broder til den berømte Martin Eduard Simson[CCXCVI], Præsident for Nationalforsamlingen i Frankfurt 1848, senere for den prøjsiske Landdag, og paa dette Tidspunkt for den i Leipzig oprettede Rigsret. Han stammede fra Königsberg, var en svær, meget smuk Mand, med prægtige Øjne og en klog Skaldepande. Han havde et Hjerte af Guld. Blot det at være i hans Nærhed var behageligt. Han bragte sund Sans, uendelig Godmodighed, et godt Hoveds sikre Skemt med sig. Mest tiltalte dog den overstrømmende Hjertelighed hos en saa klog Mand. Den var da heller ikke mulig uden en Grundsum af tiltalende Naivetet. Tiltrods for at han som Advokat havde gjort et umaadeligt Antal Forbryderes Bekendtskab og sad inde med stor og solid Menneskekundskab, kunde han nu og da udtrykke sig barnligt. Men han var af dem, der gjorde En glad blot ved at holde af En. Og han var saa indtagende, fordi han forenede den ligefremmeste Hengivenhed med de stiveste gammeldags Former. Han brugte uden et Smil i Tiltale til mig, der var en Snes Aar yngre end han, Udtryk, som til Nød kunde været paa deres Plads, henvendte til en ældgammel eller fyrstelig Beskytter. Nein, mein verehrter Gönner! og deslige.
John Simson[CCXCVII] var en Madkender og Vinkender af Rang, og det bidrog til det Velbefindende, man følte i hans Ungkarlehjem, at man ingensteds fik saa udsøgte Ting at spise |292| og at drikke. Som en meget formuende Mand saa han oftere Gæster hos sig, især sine Byesbørn fra Königsberg. I hans Hus traf jeg f. Eks. fra først af Billedhuggeren Siemering[CCXCVIII] og Malerne Gräf[CCXCIX] og Brausewetter[CCC], alle fra denne By. Men han kendte iøvrigt saa at sige hele Berlin, var kommen i Berøring med Alverden fra Statsmænd og Kunstnere til det laveste Forbryderpak.
En Dag traadte han ind til mig med yderst oprømt Mine: George[CCCI], mein Herzensjung! Ønsk mig til Lykke, jeg har et vanskeligt og subtilt Arbejde bag mig. Jeg har idag reddet et Menneskes Hoved og faaet ham pure frikendt. – Hvor kunde saa dræbende en Mistanke samle sig mod en Uskyldig? – En Uskyldig! George[CCCII], min Ven? Er De forrykt? Hvad Ære var der da ved det! Min Klient er det værste Krapyl, der har gaaet paa to Ben. Han har slaaet sin Kone ihjel saa vist som jeg staar her. Deri laa jo netop Vanskeligheden ved at forsvare ham og især med et saadant Resultat. Men tænk Dem! Slubberten takkede mig ikke engang, da det Hele var forbi, han, som dog skylder mig sit Liv. Jeg sætter naturligvis ikke megen Pris paa Tak fra de Læber: men saa megen Velopdragenhed kunde han dog have vist. – Og Simson[CCCIII] udviklede mig, at Talen var om Ejeren af en Forretning for Insektforgiftning kaldet Mykothanatos, hvis Hustru var fundet dræbt af Gift, mens Ægtemanden, der bevisligt forud havde givet en anden Kvinde Ægteskabsløfte, paastod, at hun havde villet tage sig selv af Dage, og at han paa hendes indstændige Bøn alene havde ladet sine Gemmer med Gift staa aabne.
Simson[CCCIV] havde saa pudsige Udtryk for Misbilligelse som for Agtelse og udtalte dem uden et Smil. Til en Forfatter, der lige havde opgivet en Forlægger, om hvis Redelighed han efter Forfatteres Vane nærede Tvivl, for at træde i Forbindelse med en ny, til hvem han efter Forfatteres Vane |293| knyttede megen uhjemlet Forhaabning, sagde Simson[CCCV]: Tilfredsheden med Deres ny Forlægger gør Deres Hjerte Ære; jeg har netop nylig havt en Sag at føre mod ham, og uden afgjort Held; er ist hart um die Ecke des Zuchthauses herumgekommen.
Faldt Talen paa Forholdet mellem de to Køn, kunde Simsons[CCCVI] Naivetet vise sig i det klædeligste Lys. Han troede paa alle tvivlsomme Forholds Uskyldighed. En ældre Maler, en fin Mand, var bleven indviklet i en uhyggelig og modbydelig Pengeafpresnings-Sag. Tilsidst blev han anklaget for Mened; han havde nemlig svoret, ikke at have staaet i Forhold til en Model, hvem han bevisligt aldrig kunde løsrive sig fra, med hvem han foretog sine Rejser og hvem han stadigt afbildede nøgen. At Manden burde reddes, ifald det blot var muligt, det var klart. Hans værste Skyld var den, ved et fortvivlet Middel at have villet undgaa en Skandale, ondskabsfulde Mennesker vilde styrte ham i. Men Simson[CCCVII] var fuldt og fast overbevist om, at Malerens Forbindelse med Modellen tiltrods for de mest overbevisende Indicier havde været et rent kunstnerisk. Og han indviklede sig i de sindrigste Teorier om, hvorledes Forholdet mellem Kunstner og Model var et Forhold af ganske, ganske særegen Art, uden Sammenligning med noget andet Forhold paa Jorden, Teorier, som vilde have vundet Bifald hos Billedhuggeren Rubeck i Ibsens[CCCVIII] sidste Drama, men ikke kunde godkendes af Andre.
Trods Simsons[CCCIX] ubetingede Diskretion havde man det Indtryk, at han, smuk og indtagende som han var, i sine yngre Dage havde været en Mand, i hvem mange Kvinder fandt Behag. Han sagde aldrig et Ord om sit Forhold til det andet Køn. Men da Talen en Dag faldt paa en Mand, der var bleven beskyldt for dette eller hint, med Hensyn til hvilket Simson[CCCX] kraftigt tog ham i Forsvar, og jeg saa |294| sagde: De vil dog ikke negte, at han har en Svaghed for Kvinder, svarte Simson med denne morsomme og mig ganske nye Anvendelse af et Horatsisk Vers: Ej hvad!
Hanc veniam petimus damusque vicissim.
En Dag kom Simson til mig med nedslaaede Miner: George[CCCXI], mein verehrter Gönner! denne Dag er den tristeste i mit Liv! – Hvad er der dog hændt? – Tænk Dem, jeg stiger op paa en Sporvogn; den er fuldt besat; jeg bliver udenfor; da rejser en ung Dame sig fra sin Plads og tilbyder mig den. Jeg afslaar naturligvis. Men hun bliver ved sit med Udbruddet: Dem Alter die Ehre!
Han var da ikke stort over 50 Aar, men saa adskilligt ældre ud, og blev sig først ved den unge Piges Artighed sit Udseende bevidst.
Han levede ikke ti Aar derefter, blev altsaa ikke gammel. Savnet blev han af de mange, hvem han havde været en Ven, og af de sikkert ikke faa, smaa fattige Embedsmænd og Kunstnere i hans Kres, for hvem han havde været et Forsyn.
Rudolf Siemering[CCCXII] var den første Billedhugger, jeg i Berlin lærte at kende.*
Hans solide, djærve, østprøjsiske Væsen var vindende, og jeg følte mig tiltalt af hans Kunst, der uden egenlig Genialitet var alvorlig og ægte. Efter lange Kampe var han trængt igennem, havde store Bestillinger til Tyskland (Luthermonument, Gräfemonument) og særligt til Amerika, hvor han var slaaet an. Snart udnævntes han til Bestyrer af Rauchmuseet, og opslog sin Bolig derved. Man |295| trivedes i hans Hjem; hans Hustru var sjældent smuk og fintdannet, dennes Søster var det neppe mindre, og Svogeren Dr. Lewin[CCCXIII], som skrev i Die Gegenwart, var en Kunstkritiker af meget høj Rang, som havde Mod til Ros over det endnu ikke anerkendte. Han døde desværre ung.Af de gamle store Kunstnere saa jeg ret jævnlig Adolf Menzel[CCCXIV], som var imødekommende og trods sin tilsyneladende Barskhed baade elskværdig og barnlig. Ganske urimelig var han i sine affærdigende Domme over de franske Impressionister; men hans Modtagelighed strakte sig ikke ud over Grænserne for hans eget Talent. Det var lærerigt for mig at se det gamle Prøjsens Aand legemliggjort i en moderne Kunstner.
Ludwig Knaus[CCCXV], der jo ikke kunde maale sig med ham, men dog indgød Respekt og Sympati, traf jeg nu og da i literære Krese. Blandt ringere Malere saa jeg tidt hos Simson[CCCXVI] den nævnte Königsberger Otto Brausewetter[CCCXVII], en lang, mager Mand med uredt Haar, som havde godmodigt Lune og naturligt Vid. Han gjorde store Historiemalerier i noget gammeldags Stil, først mere romantisk, saa mere realistisk holdte.
Dog ganske kort efter min Bosættelse i Berlin lærte jeg en Kres af yngre Kunstnere at kende.
Bjørnstjerne Bjørnson[CCCXVIII], der meget jævnligt skrev til mig og hvis rige, virksomme Sind nu aabnede sig for mig under stadigt aandeligt Samkvem, bad mig modtage hans attenaarige Søn Bjørn[CCCXIX], der var Elev ved Konservatoriet i Berlin og derefter blev tysk Skuespiller. Den unge Bjørnson[CCCXX] indfandt sig, rødhaaret og frejdig med et Ansigt fuldt af Fregner, og gjorde et oplivende Indtryk. Han traadte gerne ind med et Smil og kastede i Almindelighed til Indledning af Samtalen et Fotografi af sin sidste Forlovede paa mit Skrivebord, altid en smuk Pige, som gjorde hans Smag Ære; han forlovede sig |296| gerne hver Maaned eller hveranden paany. En Dag i Marts 1878 sagde han til mig: »Tillad mig at indføre en ung Mand hos Dem, der gerne vil male Deres Portræt; han er 25 Aar gammel, norsk af Fødsel, men en Verdensmand, meget velopdragen, slet ikke nogen Nordmand«.
Saaledes kom Christian Krohg[CCCXXI] til mig. Og da han havde baade Bolig og Atelier sammen med en anden ung Kunstner, paa 21 Aar, ved Navn Max Klinger[CCCXXII], lærte jeg samtidigt denne at kende. Og begge ret intimt; thi paa det Portræt af mig, som Krohg[CCCXXIII] da begyndte, malte han i Reglen en halvanden Time hver Formiddag, og Maleriet tog fulde ni Maaneder, uden derfor at blive det Mesterværk, det maaske var blevet, ifald Krohg[CCCXXIV] havde erklæret det for færdigt, da en Fjerdedel af Tiden var gaaet. Først syntes det nemlig godt; senere blev det mere og mere besynderligt, alt som Farverne antog Karakteren af Lagkage. Da Gussow[CCCXXV], de unge Mænds Lærer, da Berlins mest fejrede Portrætmaler, kom for at bedømme Billedet, var han ikke helt fornøjet, men antydede med Fingren, hvor Maleriet for ofte var blevet forbedret. Der gik endnu nogle Aar, før Christian† Krohg[CCCXXVI] naaede sin Højde som djærv og oprindelig Maler. At han skulde udvikle sig til en udmærket Skribent med en altid lige sikker og uimodstaaelig Humor, Norges første Journalist, lod sig dengang ikke forudse. Han havde paa Ungdommens Vis Munden fuld af Teorier, og søgte den yderligst gaaende Synsmaade op for at vedkende sig den.*
Der var tre unge Kunstnere, som holdt sammen, de to nævnte og en Hr. von Vogtländer, der senere blev gift med en Datter af Kunst-Kritikeren Ludwig Pietsch[CCCXXVII]. Denne sidste har ikke vundet Navn som de to første.
Max Klinger[CCCXXVIII] var en højst tiltrækkende Omgangsven, |297| stilfærdig og dyb. Selvfølgelig var han dengang i alle sine Anskuelser højst radikal. Skønt han straks i sine Pennetegninger indlod sig paa Fremstillinger af Kristi Historie, skulde dengang Ingen formode, han nogensinde vilde naa til den Fordybelse i kristeligt Følelsesliv, som senere Malerier af ham røber. En Dag, da han var sysselsat med en Pennetegning: Mænd, der omkring et Bord sidder fordybede i en eller anden uhyggelig Plan; spurgte han: Hvad forestiller det? og da Svaret faldt: En Falskmøntnerbande, tænker jeg – svarte han med et Smil: Omtrent; det er Apostlene som aftaler, at Jesu Lig skal forsvinde af Graven.
Klinger[CCCXXIX] var dengang fortrinsvis Raderer og opnaaede snart Mesterskab i denne sin Kunst. Han udførte dog ogsaa adskillige Malerier, og kasserede af og til et, der syntes os andre baade oprindeligt og fængslende, saaledes et, der forestillede Soldater, som under en Hagl af Granater gaar gennem en Skov. Han var iøvrigt, som det stemmede med hans Tyveaarsalder, forelsket, og skønt han ikke sagde et Ord derom, var det dem, der stod ham nær, ikke vanskeligt at iagttage, hvilken uheldig Indflydelse den Udkaarne udøvede paa hans Velfærd. Hun plyndrede ham saa grundigt og han elskede hende saa højt, at han tilsidst, for at kunne give hende hver Mark, ikke spiste regelmæssigt til Middag og blev alvorligt syg deraf. Det Hjørnetaarn i Hohenzollernstrasse, hvor de unge Kunstnere boede paa femte Sal – sovende paa Madrasser i selve Atelieret – kaldtes af dem spøgefuldt for Hungertaarnet; for Klinger[CCCXXX] blev det en kort Tid bogstaveligt dette.
Han rejste bort og kom igen og var rigere paa formfulde Indfald og Ideer end nogensinde. Han nøjedes ikke med en blot kunstnerisk Dannelse, læste meget og havde sin ganske selvstændige Smag. Af Tyskerne vurderede han den glemte Jean Paul[CCCXXXI], af Franskmændene Brødrene Gon|298|court[CCCXXXII], særligt deres Kunstnerroman Manette Salomon. Han havde været i Paris og faaet det ulideligste Indtryk af Franskmændenes endnu aarvaagne Tyskerhad. Da han hos Goupil[CCCXXXIII] havde spurgt, om man vilde udstille nogle Tegninger og Raderinger af ham, havde man til Svar spurgt ham, om han var Prøjser, og da han skønt Sachser var for stolt til at negte det, eftersom han vel vidste, at man mente: Tysker, havde man bedt ham vente lidt, og var saa kommen igen med et Kaalhovede og andet lignende Kasteskyts, som man slyngede efter ham, da han gik.
At omgaaes ham og se ned i hans Indre, var som at se ned i en Malstrøms Dyb. Man blev Vidne til, hvorledes et Geni langsomt formede sig. Det var et Skuespil, hvortil jeg allerede nogle Gange havde været Vidne. Men det var lærerigt som intet andet.
Det var umuligt, senere i Livet at tabe Max Klinger[CCCXXXIV] af Syne. I Aaret 1902 udførte han paa kun halvanden Dag en Kolossalbyste af mig, som har Lighed og stort kunstnerisk Værd.
Næsten straks efter min Ankomst til Berlin gjorde jeg Bekendtskab med en ung Musiker ved Navn Kellermann, Elev af Liszt[CCCXXXV], begejstret for sin Kunst og for sin Lærer. Han er den, om hvem det i min Bog Berlin fortælles at, da han ønskede at opføre Liszts[CCCXXXVI] Kristus i Berlin, hvor den aldrig var bleven spillet, men manglede Penge til at betale de udøvende Kunstnere, som han vilde dirigere, bragte han hver Aften 200 Aviser omkring for, ludfattig som han var, at skillinge den nødvendige Sum sammen. Og ham hændte det, at da det tilsidst lykkedes ham og han i sin Triumf meddelte Liszt[CCCXXXVII], hvad han havde udrettet, svarte Liszt telegrafisk med et ubetinget Forbud; han vilde straffe Berlin |299| for Byens fjendtlige Holdning mod Paven, og glemte for denne Straf den simpleste Tak og Belønning til sin Dyrker.
Der var i Berlin andre Musikbegejstrede end ham, som jeg omgikkes; de fleste var ivrige Beundrere af Richard Wagner[CCCXXXVIII], der ikke forsømte Opførelserne i Bayreuth. Blandt dem blev Købmanden Georg Meyer[CCCXXXIX] mig en trofast Ven. Han skrev som ældre under Navnet Georg Bendler yndede Romaner.
Jeg var i Musik om end ikke ganske en Uindviet, dog en Usagkyndig. Men hvad der fra først af maaske mest vandt og stemte mig for Tyskland, var den tyske Musik. Musiken er vistnok det Omraade, hvor det, som er ypperst og enestaaende i det tyske Sjæleliv, lægger sig lettest tilgængeligt for Dagen. Og det er ikke nødvendigt at høre de største eller mest kunstnerisk fuldkomne Komponister for at fornemme den tyske Følelses Rigdom og Dybde; den simple Folkesang aabenbarer den. Den tyske Lied i dens Melodiøsitet og dens Fylde er et Kraftuddrag af tysk Aand, som Ingen modstaar. Baade Tekst og Toner kan jo blive overfølsomme, naar Foredraget ikke er simpelt. Men hvem der har hørt f. Eks. en Stockhausen[CCCXL] synge, vil sande, at den tyske Sang, som undgaar dette Skær, er den første i Verden. Intet Folk har jo ogsaa havt moderne Sangkomponister som det tyske.
Den, der engang er bleven dykket ned i den tyske Sangs Bølger, har faaet en Daab, som aabner hans Øjne for skjulte Værdier i den tyske Psyche og aabner hans Øren, saa de fatter det ellers Usagte og Uhørlige i Sjælenes indre Liv.
Hos Simson[CCCXLI] traf jeg i Slutningen af 1878 for første Gang en Familie, i hvis rigt udstyrede Hus jeg under hele mit Ophold i Berlin blev som hjemme og i hvilket jeg lærte |300| en Mængde betydelige og lærerige Mennesker at kende. Dr. Carl Bernstein[CCCXLII], der snart blev udnævnt til juridisk Professor ved Universitetet i Berlin, var ligesom hans Hustru[CCCXLIII] født i Odessa og opdraget paa Russisk, men var naturaliseret Tysker og havde habiliteret sig som Universitetsdocent. Han var mangesidigt dannet, sad især inde med den grundigste og omfangsrigeste franske Kultur. Ham søgte Russere og Franskmænd i Berlin foruden de Indfødte.
Rig og gæstfri som han var, aabnede han sit Hus for sine talrige Bekendte. Da han erfor, at jeg boede skraas overfor ham, bad han mig øjeblikkeligt at holde godt Naboskab for Fremtiden og viste mig fra den første Dag af vort Bekendtskab til sin Død et inderligt, opmærksomt Venskab, en taktfuld Hengivenhed, der gjorde tryg og veltilpas. Hans Hustru[CCCXLIV] og hans Søster[CCCXLV] gav det store Hus, han førte, dets Tiltrækning.
I hans smukke Lejlighed fandtes værdifulde gamle italienske Malerier i sjældne florentinske Rammer overfor Billeder af Sisley[CCCXLVI] og Monet[CCCXLVII], men især en Bogsamling af Rang. Carl Bernstein[CCCXLVIII] var en Bogelsker uden Lige. Han havde de sjældneste og fineste Sager, og alle hans Bøger var smagfuldt indbundne, mest i Maroquin. Han besad f. Eks. de første Tryk af alle Goethes[CCCXLIX] Skrifter og mange første Tryk af Schillers[CCCL] og andre ældre Digteres, saaledes bundne. Han ejede Bibliofil-Udgaver af Fortidens berømte Bøger som Erasmus af Rotterdams[CCCLI], og han havde læst, hvad han besad, i Modsætning til de Bogelskere, hvem Indholdet er ret ligegyldigt.
Forbunden med Carl Bernstein[CCCLII] var ved et hjerteligt Ungdomsvenskab Georg Treu[CCCLIII], da Assistent ved Museet i Berlin, tidligere ved Eremitagen i St. Petersborg, nu den navnkundige Direktør for Skulptursamlingen i Dresden. Georg Treu[CCCLIV] var ligesom Bernstein oprindeligt Russer, og de to |301| unge Mænd havde kendt hinanden Livet igennem. Treu havde en Tid lang ledet de tyske Udgravninger i Olympia og paa Stedet fundet de to eneste Hoveder af Skopas[CCCLV], som kendes. Han medbragte i det Bernsteinske Hus en Sum af Kunstforstand og nye Ideer om Kunst, som afgav et Gæringselement i Samtalerne. Før nogen anden kæmpede han for farvet Billedhuggerkunst i Nutiden, efterviste ogsaa, at Grækerne ingen anden havde kendt. Da Bernstein[CCCLVI] hos mig havde gjort Klingers[CCCLVII] Bekendtskab og denne snart var en hyppig Gæst i Huset, blev Treu[CCCLVIII] tidligt opmærksom paa Klingers[CCCLIX] store Evner og har Livet igennem, maaske mer end nogen anden, virket for at bane den en Tid lang omstridte Kunstner Vejen til skyldig Anerkendelse.
Vistnok gennem Treu[CCCLX] blev Bernsteins[CCCLXI] Hus et Samlingssted for Kunstkendere og Arkæologer. Der traf man Alexander Conze[CCCLXII], Direktøren for Berlins Antiksamlinger, der havde en lang Række Studierejser i Grækenland og paa de græske Øer bag sig og som havde en Hovedandel i Gennemførelsen af de pergameniske Udgravninger, som netop da sysselsatte den dannede Almenhed i Tyskland. Man glædede sig over, at Bismarck[CCCLXIII] under Forhandlingerne med Tyrkiet havde sikret Hovedstaden Originalværkerne, medens de Mænd, der havde indgaaet Aftalerne med Grækenland angaaende Olympia, til Bismarcks[CCCLXIV] Ærgrelse havde vist det Ædelmod at nøjes med de blotte Afstøbninger.
Hos Bernsteins[CCCLXV] saa jeg ogsaa Wilhelm Bode[CCCLXVI], den nu berømte Direktør for Berlins Malerisamling, som han har hævet til en Samling af første Rang, dengang Leder for Afdelingen Kristelig Plastik. Hans Studier af middelalderlig og Renæssanceskulptur i Italien er ikke blot blevne nedlagte |302| i værdifulde Bøger, men har ført til Berlins Erhvervelse af sjældne Kunstskatte, hvis Værdi man andensteds ikke forstod. Louvre-Samlingen havde saaledes afvist den for lange Tider siden ranede og bortførte sienesiske Putto af Donatello [CCCLXVII] som et Arbejde fra det 18. Aarhundrede(!), da Bode[CCCLXVIII] købte Figuren og gav en højere Pris for den end den, som blev krævet af Sælgeren. Den kloge Mand, hvis Stilsans var og er saa skarp, havde et svagt Helbred, og gentagne haardnakkede Aarebetændelser har hindret ham i hans Virksomhed uden dog at gøre den væsenligt Afbræk.
Efter ligesom Treu[CCCLXIX] at have medvirket ved Udgravningerne i Olympia kom Adolf Furtwängler[CCCLXX], nu en af Tysklands mest skattede Arkæologer, til Berlin og saas jævnligt i det Bernsteinske Hus. Han var fra 1880 ansat ved Museet, var endnu i Tyverne; men allerede saa fremragende, at han vakte Familiens levende Interesse.
Ved de store Aftenselskaber i Spielhagens[CCCLXXI] Hus – han modtog gerne en Aften hver Uge en Maaned igennem – traf jeg første Gang den Mand, hvem Udgravningerne i Olympia oprindeligt skyldtes, da han som Kronprinsens[CCCLXXII] tidligere Lærer havde interesseret denne for Foretagendet, Professor Ernst Curtius[CCCLXXIII], Forfatteren af Græsk Historie. Han kom ofte til Bernsteins[CCCLXXIV]. Den smukke Mand med det fine, ganske skægløse Ansigt, uverdsligt nobel, dannede den skarpeste Modsætning til sin Kollega Mommsen[CCCLXXV], den romerske Histories Forfatter, hin sart, idealistisk, denne strid, ogsaa som Historiker stadigt Realist, der interesserede sig for Køkken og Kælder saa fuldt som for Palads- og Tempel-Ruin, medens Curtius[CCCLXXVI] altid syntes at bevæge sig i overjordiske Egne. Fru Curtius[CCCLXXVII] var en anderledes kraftig og umiddelbart livfuld Natur; hun var statelig og tiltalende, en ægte Professorhustru, der vilde have Udbytte af sine Samtaler. Hun spurgte En ud, ikke om det Private, men om |303| aandelige Ting, drøftede i det Uendelige menneskelige, videnskabelige, kunstneriske Spørgsmaal med En, fordomsfrit, eller dog saa fordomsfrit, som det var muligt for en til Hoffet knyttet og stærkt upraktisk tysk Professors Hustru at tænke. I mig, hvem hun ellers ret godt led, troede hun af og til at spore Tyskerhad. Men hun smilte kun af det.
Det var jo overhovedet ikke alene af Mændene, jeg i de nye Forhold lærte tysk Væsen at kende. Der var blandt Kvinderne adskillige, som gjorde stærkt og uudsletteligt Indtryk, saaledes enkelte af Emigranternes unge Døtre, i hvis Væsen den nordamerikanske Opdragelse paa en vindende Maade havde frigjort og udviklet den lødige tyske Kultur. De af Naturen vemodige og entusiastiske havde derovre faaet vækket og skærpet deres Kritik; de ungdommeligt friske og lattermilde havde derovre vundet en højere Selvstændighed. Men ogsaa det ublandet tyske Naturel kunde hos Kvinderne have Tiltrækning ved høj Forfinelse.
Den udmærkede gamle Jurist Karl Georg Bruns[CCCLXXVIII], en af de ypperste Romerrets-Forskere og Middelalders-Granskere, hvis Hovedværk er Das Recht des Besitzes im Mittelalter und in der Gegenwart, havde, selv fin og smuk, en Hustru og en Datter (Fru Witte), der begge gjorde et næsten idealt Indtryk ved sjælfuld Finhed. Den gamle Dame var lige saa smuk som den unge; to ranke, smalle Skabninger, fra hvilke der udstraalede Ynde, Godhed og Forstand. Det var et haardt Slag for dem, da i 1880 Bruns[CCCLXXIX] pludselig døde.
Sjældent traf man egentlige Skønheder blandt Kvinderne – jeg mindes kun at have set en, en ung blændende Frøken Schlesinger[CCCLXXX], der turde være Modellen til Lyrikens Skik|304|kelse paa Schapers[CCCLXXXI] Goethe-Mindesmærke i Berlin, og en ung Fru von Strahlendorf fra de russiske Østersøprovinser, der svarede til sit straalende Navn.
Men jeg traf Kvinder, der allerede tilaars, mindede mig om ældre Tiders Finhed, saaledes Fruerne Piagé[CCCLXXXII] og Siegmund[CCCLXXXIII], der tilhørte den Mendelssohnske Kres og under hvide Haar bevarede kvindelig Værdighed og Ynde; disse Damer var nær beslægtede med Georg Herweghs[CCCLXXXIV] højsindede og tapre Hustru[CCCLXXXV].
Blandt de Skuespillerinder, jeg i Selskabslivet traf, maa jeg nævne en eneste, den største, Marie Seebach[CCCLXXXVI], et sjældent ægte Menneske, der gjorde et velgørende Indtryk. Hun havde som tragisk Skuespillerinde triumferet i Hamborg, i Wien og i München ved Dingelstedts[CCCLXXXVII] Mønsteropførelser, havde været gift med Sangeren August Niemann[CCCLXXXVIII], der forlod hende for at ægte Fru Niemann-Raabe[CCCLXXXIX], havde saa spilt i Rusland, Holland og Amerika og levede nu i Berlin. Sin hele Formue bestemte hun til Oprettelsen af en Forsørgelsesanstalt i Weimar for fattige Skuespillere og Skuespillerinder. Den blev aabnet 1895. Hun opdrog mange unge Kvinder til Optræden paa Scenen, deriblandt den i Finlands Teaterhistorie fremragende Skuespillerinde, Ida Aalberg[CCCXC].
En anden udmærket Kvinde, der kom mig hjerteligt imøde og hvem jeg mindes med Taknemmelighed trods det lidet, jeg saa til hende, var Baronesse Senfft-Pilsach[CCCXCI], hvis Mand var en nær Ven af den senere Kejser Friedrich[CCCXCII], en Aristokrat, som var hævet over enhver smaaborgerlig eller storborgerlig Fordom. Hans Frue havde i sit Væsen en Varme, en abandon, som straks ved første Møde henrev.
I en Købmandsfamilie, hvor de pur unge Døtre, Betty[CCCXCIII] og Sophie Wolff, sytten eller atten Aar gamle, var Malerinder, der røbede Talent og havde Bestillinger, tilbragte jeg gode Timer. Deres Forældres Hus mindede mig levende |305| om min Valg-Kusines Hus i Kjøbenhavn, der ligeledes var fuldt af unge, blomstrende Døtre. Deres Veninde, Frøken Sabine Gräf[CCCXCIV], nu Maleren Lepsius’s[CCCXCV] Hustru, som selv er Malerinde, var ligeledes en yderst fin lille Skabning, blond med mørke Øjne, der i sin ungdommelige Sarthed og Opvakthed mindede om en fransk Pastel fra det 18. Aarhundredes Slutning.
I den skønne Literatur var Berthold Auerbach[CCCXCVI] da Faderskikkelsen. Tidligt indtog han en Plads i mit aandelige Liv. Mine Kamerater og jeg havde som unge Mennesker sværmet for Revolutionsstemningen i hans Neues Leben. Jeg havde ikke genlæst Bogen siden da; men jeg mindedes den med Begejstring. Og i Tyveaarsalderen havde jeg havt hans Roman Spinoza, hans Dichter und Kaufmann og især hans Barfüssele inderligt kær.
Jeg har andensteds skildret ham.*
Her vil jeg kun bemærke, at han i Berliner Selskabslivet var Genstand for en vis Medfølelse paa Grund af hans Hustrus[CCCXCVII] vanskelige Karakter og paa Grund af det ringe Hensyn, der toges til ham i et Hjem, der intet var; men at han samtidigt var Genstand for adskillig Skemt paa Grund af hans, iøvrigt barnligt uskyldige, Forfængelighed. Han troede at glæde en Tjenestepige ved, naar han ikke traf Herskabet hjemme, at meddele hende: Ich bin der Auerbach. Han afgav et haandskrevet Visitkort med Ordene: Das ist immerhin ein Autograph til jævne Folk, der ikke vidste, hvad en Autograf vilde sige, end mindre satte Pris paa den.Men ikke desmindre var han en viis Mand, der sad inde med en umaadelig Erfaring, og som berigede, naar han |306| øste af den, og tillige en Digter, hvis flygtige Ytringer var baarne af Fantasi, saa selv det ringeste, han sagde, forblev i Ens Erindring. Jeg mindes bitte smaa Iagttagelser, han henkastede. En Dag da han vilde indprente, hvor let den, der blot en kort Tid undlader at kæmpe for Livet, kan komme til at gaa nedenom og hjem, sagde han f. Eks.: »Med den første afrevne Veste- eller Frakkeknap, der ikke bliver syet i, begynder det uafvendelige Forfald«. Jeg har aldrig kunnet glemme den Knap.
Friedrich Spielhagen[CCCXCVIII] indtog en lige saa stor literær og en betydeligere selskabelig Stilling. Han førte Hus, havde en Kres af Beundrere og Beundrerinder, en større af Venner og Bekendte, var en forstandsklar, veltalende og beaandet Mand, lige saa stærkt politisk som literært interesseret.
Næst ham var vistnok Hans Hopfen[CCCXCIX], hvem jeg lærte at kende i det Bernstein’ske Hus, senere traf allevegne, den mest ansete Fortæller. Han var Bairer, Naturbursch, gik aandeligt talt i den sydtyske Joppe, havde et solidt Talent med en vis Krydderduft af Jordbunden, men var ingen tilforladelig Kunstner, kunde efter korte, kærnerige Noveller levere opspædte tre Binds Romaner, som man ikke kom igennem. Der var i hans Væsen Djærvhed, Drøjhed, god Iagttagelsesevne og nogen ubehersket Grovhed.
Et fremragende Talent som Digter og Journalist var Theodor Fontane[CD], bekendt som Krigskorrespondent, som en Lyriker, der forstod at træffe Soldatertonen, og som original Prosaist. Hans Novelle L’Adultera blev meget beundret. Han fandt som fin Essayist† med Rette, at mit Essay om Paul Heyse[CDI] ikke rigtigt havde malet Manden.
En Digter, hvis Poesier gik af som varmt Brød, men som ganske manglede Oprindelighed, var Julius Wolff[CDII], hvem |307| man ikke sjældent traf i Selskabslivet; han saa ud som det, han var, en brav forhenværende Landeværns-Officer, der havde udgivet Illustrierte Frauenzeitung. Han skrev smidige Vers og tiltalte sit Publikum mest i den versificerede Fortælling (som Rottefangeren fra Hameln); han forstod at lægge en gammel Tids Farve over sine Digte, idet han gav dem en Smule historisk Sminke, og frembragte saaledes den mange Damer tiltalende Busenlatzpoesie; paa Dansk: Brystdugs-Digtning.
Mere Liv var der i de rimende Journalisters Frembringelser, en original Berliner-Afart. Den nu længst afdøde Ernst Dohm[CDIII] var en Mester i den humoristiske, politiske Satire og en Versekunstner af høj Rang. Han havde et fint Øre og en sikker Haand, skrev med ganske samme Lethed en Feuilleton paa udmærkede Rim som i Prosa. I sine Vaner var han den ægte Kunstner-Zigøjner. En Formiddag, da jeg besøgte ham, og han lidt hurtigt vilde springe mig i Møde fra sit Skrivebord, hvorved han sad, saa han kom til at glide ud og faldt paa Gulvet, saa jeg, at han under sin løse Sloblok var splitternøgen, hverken havde Skjorte eller Underbenklæder eller Sokker paa. Han respekterede ingen Regler, gjorde hvad der faldt ham bekvemt. Han kunde, sagde hans Venner om ham, spille Alt fra Bladet, Kærligheden med.
Et Talent af beslægtet, men mindre storstilet Art var Julius Stettenheim[CDIV], som netop da under den russisk-tyrkiske Krig skabte sin Hovedtype, den morsomme Krigskorrespondent Wippchen. Stettenheim[CDV] rimede en Feuilleton om hvilketsomhelst Æmne med Virtuositet. Han var i Selskabslivet godmodig, elskværdig, taknemmelig for den ringeste Anerkendelse, som man da ogsaa redebon og af et godt Hjerte ydede ham.
En betydelig Plads i Datidens Literatur indtog Paul Lindau[CDVI], der paa én Gang udgav Ugeskriftet Die Gegenwart og Maanedskriftet Nord und Süd. Som Dramatiker og Romanforfatter var han uden Dybde; ikke uden Menneskekundskab og behændig Teknik. Som polemisk Forfatter var han i sin Smidighed og Spydighed en Legemliggørelse af Berlinerviddet, en Bryder, der var indgnedet med mangfoldige Salver, mest franske. I det liberale Parti var han en af de ikke mange, der havde faaet et stærkt Indtryk af Bismarcks[CDVII] Geni og som uforbeholdent stod ved det. Han havde ikke Ballast nok til at kunne være pedantisk; saa den Fortjeneste, at han med sin Gamin-Natur var uden alt Pedanteri, var forsaavidt ikke stor; men man følte sig fristet til at anerkende den, naar han fejdede mod en Julian Schmidt[CDVIII]. Han var som Kritiker skarpsynet; blot en saadan Afhandling som den, han skrev om Victor Hugo[CDIX] med en parodierende Efterligning af dennes Stil, røbede sjælden Sikkerhed i Blikket for et Talents Struktur.
Selskabeligt virkede Paul Lindau[CDX] vindende ved sin fuldendte Velopdragenhed. Medens en gammel, af Magtfylde svulmende Kritiker som Karl Frenzel[CDXI] selskabeligt behandlede en yngre Forfatter, som var han Luft, indlod Paul Lindau[CDXII] sig elskværdigt med den Fremmede, fortalte underholdende Ting, delagtiggjorde En i morsomme Iagttagelser, sagde aldrig noget dumt eller klodset. Han havde for mange Indtryk og Indfald til, som de pauvre Forfattere, at maatte spare dem op til skriftlig Brug.
Blot jeg tænker paa en af de ikke særdeles mange Gange, jeg har været sammen med ham, falder en Vrimmel af Smaatræk og Anekdoter mig ind, som han meddelte mig – en sympatetisk Skildring af Prinsen af Wales, nuværende |309| Kong Edvard[CDXIII], hvem han havde truffet hos Prinsen af Nassau, og som havde citeret hans spøgende Ord om Richard Wagner[CDXIV]: Junger Tannhäuser, alter Parcifal – en pudsig Skildring af et landligt Maaltid i Grünewald paa Lindaus[CDXV] Fødselsdag, under hvilket Herrerne blev besværede af Bøller, som da Politibetjente kom til, snedigt for disse fremstilte sig som de af Selskabet overfaldne. Da Politiet stod paa Nippet til at tage Bøllernes Parti, havde Lindau[CDXVI] sagt til sin Ven Grev Wilhelm Bismarck[CDXVII]: »Sig dem dog, hvem du er, og lad os faa Ende paa Sagen!« Men da Rigskanslerens[CDXVIII] Søn[CDXIX] fulgte Raadet, svarte Betjentene haangrinende: Graf Bismarck[CDXX]! dat kennen wir, dat sagen sie alle!
Broderen Rudolf Lindau[CDXXI] behandlede den ti Aar yngre Paul[CDXXII] som et stort uregerligt Barn, han havde faaet at tage sig af, stræbte forgæves at bevæge den yngre til ikke at gøre Dag af Nat og deslige. Han havde som Diplomat og Skribent indlagt sig Ære, kjendte Japan og Kina og Amerika, og havde foruden Afhandlinger paa forskellige Sprog, særligt Fransk – han var Medarbejder af Revue des deux mondes – offentliggjort forskellige Noveller. Jeg havde læst dem, der foregik i fjerne Lande, som Reisegefährten, Der lange Holländer og Die kleine Welt. Baade ved Æmnerne og deres Behandling var de ualmindelige.
Efterat have gennemløbet Konsulbanen var Rudolf Lindau[CDXXIII] i 1878 traadt ind i den politiske Afdeling af Udenrigsministeriet i Berlin; Paul Lindau[CDXXIV] kunde da som Publicist gennem ham skaffe sig Kundskab om Politikens øjeblikkelige Stilling.
En udmærket Skribent, der som Medlem af det tyske Riges Forbundsraad opholdt sig i Berlin, var Bremer Senatoren, tidligere Byens Borgermester Otto Gildemeister[CDXXV], en |310| af de største Sprogkunstnere, Tyskland har frembragt, Rückerts[CDXXVI] og Paul Heyses[CDXXVII] Lige. Hans versificerede Oversættelser af Byrons[CDXXVIII] samlede Digtninge og af Ariosto’s[CDXXIX] Den rasende Roland er uforlignelige. Han var i Selskabslivet, hvor jeg havde Tilknytningspunkter til ham gennem Heyse[CDXXX], der i hans Hustru[CDXXXI] saa sin Plejesøster, en fin, klog og tilbageholdende Mand, hvis Konversation ikke ganske svarede til, hvad man ventede sig efter at have læst hans formfuldendte Essays. Han gjorde mig i 1879 den Ære at skrive en Artikel om mig.
Blandt Skribenter, som besøgte mig og med hvem jeg oftere tilbragte en Aften, var Østerrigeren Wilhelm Scherer[CDXXXII], da ordinær Professor ved Berlineruniversitetet, snart Forfatter af den Tyske Literaturhistorie. Han udøvede en stærk Indflydelse ogsaa ved andre tyske Universiteter og blev lidenskabeligt elsket af sine Elever. Selv var han Elev af Germanisten Müllenhof[CDXXXIII], der stillede sig saa vantro til Sofus Bugges[CDXXXIV] banebrydende Undersøgelser om nordisk Mytologi. Jeg har andensteds skildret Scherer[CDXXXV] som Forfatter.*
Som Menneske var han Wiener Verdensmanden, artig og imødekommende, med megen Holdning. En styg, men aandrig Dame knyttede ham en Tid lang til sig som sin Ridder; saa giftede han sig og døde ung.Hans Metode, gennem Fordybelse i biografiske Enkeltheder at forstaa Kunstværket psykologisk, var maaske drevet noget for vidt, men altid aandfuld og gav et lærerigt Eksempel.
Et virkeligt Venskab viste mig en noget yngre Professor i Literaturhistorie ved Universitetet, Ludwig Geiger[CDXXXVI], der bl. A. har udgivet udmærkede Bøger om Renaissancen i Italien og Tyskland og i en lang Aarrække Goethe-Aarbogen. Jeg |311| har neppe truffet en mere trofast Natur. Hans Lærdom er overordentlig, som den først røbede sig i hans udmærkede Bog om Reuchlin[CDXXXVII], og hans Frisind ægte. Han har som Tysker en noget større Interesse for det blotte literaturhistoriske Materiale, Breve og deslige, end der trives i Lande, hvor der hersker Uvilje mod det formløse eller halvvejs formede Stof.
Af andre Literatorer, som jeg omgikkes, maa jeg nævne den fine Kender af fransk Aandsliv, Professor Immelmann[CDXXXVIII]; den ypperste Gransker af Jean Paul[CDXXXIX], Dr. Nerrlich[CDXL]; Filologen Dr. Bruchmann[CDXLI], da Elev af Steinthal[CDXLII], der tidligere havde arbejdet under den berømte Adalbert Kuhn[CDXLIII] (Forfatteren til den udmærkede Bog om Ildmyterne), en af de unge Mænd, hvis sjælelige Finhed og ildfulde Ivren for hvad han ansaa for ret og vederhæftigt gjorde stærkest Indtryk paa mig; dernæst Historikeren Adolf Stern[CDXLIV], en Ven af Geiger[CDXLV], der da allerede havde skrevet en god Bog om Milton[CDXLVI] og hans Tid, senere blev Professor i Schweiz; Dr. Julius Lessing[CDXLVII], Direktøren for Kunstflidsmuseet, den første Fremmede, jeg hørte beklage Thorvaldsens[CDXLVIII] Indflydelse paa dansk Kunst og Kunstindustri som hæmmende for dem; fremdeles Nationalzeitungs Kritiker Dr. Eugen Zabel[CDXLIX], der snart ganske skulde hellige sig til Studiet af russiske Forhold, russisk Kunst og russiske Bøger; den unge Eventyrdigter Walter Gottheil[CDL], en Entusiast og yndefuld Poet, der alt i Tyveaarsalderen blev bortrevet af Svindsot; S. Hensel[CDLI], der har forfattet det fortjenstfulde Værk om Familien Mendelssohn[CDLII], som han tilhørte; Kammerherre Gustav von Loeper[CDLIII], den udmærkede Goethekender, Hovedmanden ved Ordningen af den i saa mange Aar alene brugelige Hempelske Udgave af Goethes[CDLIV] Værker.
|312| En ung Dansk, som overflyttede sin Virksomhed fra Danmark til Tyskland, bragte mig endelig i Berøring med det da yngste Kuld af Literatur-Elskere og Kritikere, den nærmeste Fremtids Mænd. Hans Navn var Julius Hoffory[CDLV], og hans Skæbne er betegnende for Datidens danske Tilstande. I den kjøbenhavnske Studenterforening havde han, der sad inde med stor Evne til at efterligne Stemmer, en Aften i sine Kameraters Kres gjort en Aarhus-Degn efter, som var bekendt for sin snurrige Røst og komiske Messen. Hoffory[CDLVI] blev saa af en gudhengiven Sjæl angivet til Senioratet som Gudsbespotter, og der stilledes ham Valget mellem at gøre en Undskyldning eller at udstødes af Foreningen. Han, der ansaa sig for ganske uskyldig, foretrak det sidste. Da han mange Aar efter vilde habilitere sig ved Kjøbenhavns Universitet, erfor han, at denne gamle Historie endnu var i levende Erindring og sikkert vilde spærre Universitetsbanen for ham. Han gik da til Tyskland, lod sig naturalisere og opnaaede i en ung Alder Udnævnelse til Professor i nordiske Sprog ved Berlineruniversitetet.
Hoffory[CDLVII], der var mig oprigtigt og varmt hengiven, og uegennyttigt glædede sig over min voksende Navnkundighed, var Elev af Wilhelm Scherer[CDLVIII] og inderlig Beundrer af Henrik Ibsen[CDLIX], havde ogsaa gjort dennes personlige Bekendtskab. Han bidrog gennem sit Venskab med Otto Brahm[CDLX] og Paul Schlenther[CDLXI] mere end nogen anden til at befæste Ibsens[CDLXII] Ry i Tyskland; thi disse to unge Mænd stillede sig det til Opgave at indvie deres Landsmænd i Forstaaelsen af den epokegørende norske Digter.
Otto Brahm[CDLXIII] var da endnu Journalist og Teaterkritiker, Paul Schlenther[CDLXIV] ligesaa; begge havde dengang kun godtgjort Evner som unge Literaturhistorikere af Scherers[CDLXV] Skole. Senere fik de som praktiske Mænd store Opgaver at tumle med. Schlenther blev Direktør for Burgteatret i Wien, |313| Brahm satte Tidsskel i Berlins Teaterhistorie ved Maaden, hvorpaa han ledede Deutsches Theater, som han nu har forladt for Lessingteatret.
Jeg var med Glæde Vidne til den Lidenskab, hvormed de antog sig Ibsens[CDLXVI] Sag som senere Hauptmanns[CDLXVII] og de andre unge Digteres, der fornyede det tyske Drama. Otto Brahm[CDLXVIII] stod mig personligt nær.
En Mand som Afrikaforskeren Gustav Nachtigal[CDLXIX], der havde gennemvandret ubekendte Lande og var brunet under Tropernes Sol, bragte dengang et eksotisk Element ind i Berlinerlivet. – En ung tysk Købmand fra Manila Adolf Klöpfer[CDLXX] hensatte os ved sine Skildringer i Egne og Forhold, som fængslede os og vakte Rejselængsler. – Pinligt følte man, hvor lidet man havde forsket og fundet, naar man traf sammen med Brugsch Pascha[CDLXXI] og hørte ham berette om det gamle og nye Ægypten. – Et oplivende Indtryk gjorde en ung Montefiore[CDLXXII] fra England, der gik som Elev paa Lazarus’s[CDLXXIII] og Steinthals[CDLXXIV] Højskole, en meget smuk ung Mand, moderne i alle sine Synsmaader, der havde den i mine Øjne besynderlige Idé at ville være Rabbiner i London. – Hvorfor dog? spurgte jeg. – Han svarte: »Det har harmet mig at se de tidligere Rabbinere ude af Stand til at reformere, da de var blevne pekuniært afhængige af Menigheden. Det vil ikke blive Tilfældet med mig, da jeg er uafhængigt stillet.« (Det var beskedent udtrykt; han havde en Formue af 11 Millioner Pund Sterling.)
Blandt højtragende Mænd, af hvem jeg modtog et personligt Indtryk, skønt deres videnskabelige Felt var lukket for mig, var der Romanisten Adolf Tobler[CDLXXV], hvis Værker paa Filologiens Omraade er mønsterværdige og hvis Optræden i |314| det selskabelige Liv var simpel og fin; dernæst den store Matematiker Karl Weierstrass[CDLXXVI], bl. A. Sonja Kovalevskis[CDLXXVII] Lærer, som imponerede mig, især ved at have det mægtigste Hoved, jeg i mit Liv har set; endelig Astronomen Wilhelm Förster[CDLXXVIII], Direktør for Berlins Observatorium, som viste mig en høj Grad af personlig Velvilje. Förster hørte til den senere Kejser Friedrichs[CDLXXIX]Kres og talte med Varme om Kronprinsessen[CDLXXX]. »Er det ikke en Skændsel«, udbrød han en Dag, »at denne udmærkede Dame i visse Hofkrese betragtes og behandles som en Revolutionær, og det blot fordi hun har en Englænderindes Krav paa Frihed og Vilje til selv at skænke den!« – Til mig sagde han et Ord, som rørte og glædede mig: De ved ikke, hvor mange Venner og stadige Læsere De har i det Tyskland, som nu er blevet stillere.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
