I en Villa lige udenfor Kjøbenhavn, som jeg fik billigt overladt for et Par Sommermaaneder, foretog jeg med an|242|strengt Flid fra Slutningen af Juli til en Uge ind i September en grundig Omarbejdelse af Hovedstrømningernes første Del, som endelig var bleven udsolgt og som jeg længe havde ønsket at forbedre. Samtidigt omarbejdede og fuldstændiggjorde jeg paa F. L. Liebenbergs[I] Bøn mit gamle Essay om Emil Aarestrup[II] til Brug for den første Udgave af dennes Samlede Digte. Straks derefter optog jeg paany det allerede tidligere paabegyndte Studium af alle de Skrifter, jeg maatte kende, før jeg kunde begynde Udarbejdelsen af Hovedstrømningernes femte Del. Det skulde desværre ikke gaa saa rask med Udførelsen af denne Del som af de foregaaende. Alt for meget kom imellem. Jeg blev i de følgende Aar nødt til at foretage mange mindre Arbejder, særligt paa Tysk, for under nye Forhold at fortjene mit Brød. Foreløbigt holdt jeg i September, medens jeg pakkede mine Bøger i Kasser, en lille Række Forelæsninger ved Universitetet i Kjøbenhavn over Grundtræk af den franske Romantik, dvælede særligt ved Saint-Simon[III], Lamennais[IV] og Victor Hugo[V].
Under Dato af 20. September 1877 blev der tilstillet mig følgende Adresse, underskrevet af 45 ansete danske Mænd:
Hr. Dr. phil. Georg Brandes[VI]!
Efterretningen om, at De staar i Begreb med at forlade Danmark for lang Tid og bosætte Dem i Udlandet, bringer os Undertegnede til at henvende os til Dem med en Udtalelse af Paaskønnelse og Tak for den Virksomhed, som De har udfoldet iblandt os. De har ved Deres æstetiske og literaturhistoriske Arbejder ført en Række udmærkede Værker baade af vore egne og Udlandets Digtere og Tænkere frem for vor Betragtning; med sjælden psykologisk Indsigt har De paavist disse Værkers Udspring af de forskellige Forfatteres Individualitet; Forfatterne selv har De vist os baarne af de Strømninger, som behersker Menneskehedens Aandsliv, og i det Hele har De oprullet et storartet Billede af en Periode af den europæiske Kulturudvikling, der ligger os saa nær, at den endnu for- en stor Del savnede overskuende videnskabelig Bearbejdelse. Men |243| baade hvor De vandrede ad hidtil ubanede Veje, og hvor De meddelte det allerede mere Bekendte, har De i en sjælden Grad vidst at forene indtrængende, alvorligt Studium med glimrende Fremstillingskunst.
Dog – De har ikke indskrænket Dem til Udførelsen af dette fareløse Hverv. Under den altoptagende Kamp for Hævdelsen af sin Nationalitet mod et overmægtigt Nabofolk var vort Land blevet tilbage med Hensyn til livlig og alsidig Drøftelse af de store religiøse og filosofiske Spørgsmaal, som i vor Tid sætter Verden i Bevægelse, og som ethvert Folk, der vil have Del i den almindelige Kultur, maa arbejde med paa at løse. Disse Spørgsmaal har De den Fortjeneste at have sat i levende Bevægelse iblandt os. Det Standpunkt, som De under disse Bestræbelser har indtaget, er rigtignok mere yderligt, end Flere af os kan billige, og en noget sindigere og hensynsfuldere Optræden ligeoverfor det Overleverede og dets Forsvarere vilde maaske ogsaa i den Sags Interesse, som hvis Forkæmper De er optraadt, have været at foretrække. Men vi maa højt anerkende det Mod, den Fasthed og den pletfri Uegennyttighed, som De bestandig har lagt for Dagen, og vi glemmer ikke, at ingen stor aandelig Bevægelse kan rejses, ingen stor Kamp føres uden Lidenskab og dermed følgende Ensidighed og Hensynsløshed. Denne Betragtning indeholder ogsaa, idetmindste tildels, en Undskyldning for den bitre og personlige Maade, hvorpaa Striden ofte er bleven ført fra den anden Side. Men vi maa dybt beklage, at Vejen til en Lærestol ved vort Universitet, som De fremfor Nogen var kaldet til at beklæde, gennem denne Strid er bleven spærret for Dem, og at man har kastet Vrag paa saa sjældne Evner i et lille Land, hvor end ikke den mindste Kraft burde lades ubenyttet. Men ligesom vi hævder, at den Dom, som Modstandere nu fælder over Dem og Deres Virken, ikke er den sande og endelige, saaledes haaber vi, at den Tid snart vil komme, da Flertallet af vore Landsmænd vil forstaa Betydningen af Deres Virksomhed i det Hele og Store, og da man vil søge at vinde Dem tilbage for det Land, til hvis aandelige Liv og Udvikling De allerede har bidraget saa meget, og som vi er overbeviste om, De ikke vil ophøre at betragte som Deres rette Fædreland. Imidlertid skal vore bedste Ønsker følge Dem blandt de Fremmede, og den tomme Plads, som De efterlader i vor Literatur, skal stadig minde os om, hvad De allerede har været, og hvad De fremdeles kunde og burde være for vor Udviklings Fremme.
Adressen var velment, men gjorde hverken fra eller til i min Eksistens. Blandt Underskriverne var følgende, daværende eller senere, Professorer og Docenter ved Kjøbenhavns Universitet: Brynjulfson[VII], Deuntzer[VIII], Didrichsen[IX], Erslev[X], |244| Evaldsen[XI], Falbe Hansen[XII], Fridericia[XIII], Gertz[XIV], Goos[XV], Adolf Hansen[XVI], Heegaard[XVII], Høffding[XVIII], Kroman[XIX], Carl Lange[XX], Julius Lange[XXI], Julius Petersen[XXII], Schellerup[XXIII], Schiødte[XXIV], Siesbye[XXV], Adolf Steen[XXVI], Thiele[XXVII], Vilhelm Thomsen[XXVIII], Ludvig Wimmer[XXIX].
Enkelte af Underskriverne slog ikke mange Aar derefter aldeles om i deres Holdning overfor mig, saaledes de Herrer Borchsenius[XXX] og Goos[XXXI]. Men Sligt er i Danmark ingen Tilfældighed, snarere en Naturlov. Hele fjorten Aar derefter var blandt Indbyderne til den største Festlighed, der har fundet Sted for mig i Kjøbenhavn, Ædlingene Robert Henriques[XXXII], Alfred Ipsen[XXXIII], Henning Jensen[XXXIV], Johannes Jørgensen[XXXV], som snart derefter indtog et væsenlig forskelligt Standpunkt. Mer end i noget andet Land befinder i Danmark offentlige Personligheder sig under Forvandlingens Lov.
Meget underholdende var den danske Presses Holdning. Medens enkelte Blade var ærlige nok til at glæde sig over, at man blev Folkefjenden kvit, og sendte kraftige Salver efter mig, var der andre som Dagbladet, der nu, da jeg ikke længer kunde holde Stillingen, i omfangsrige Ledere udtalte vage Beklagelser over at man ikke havde givet mig »Absolution« og knyttet mig fast til Danmark, ja som nu endog altid vilde have forfægtet denne Løsning.
Af de Visdomsord, Bladet ved denne Lejlighed gav til Bedste, fortjener de følgende Linjer at anføres: »Den filosofiske Retning, som han repræsenterer, er jo fransk-engelsk Sensualisme og Empirisme, hvad man nu vil kalde det, om han end maaske tillige holder sig i et noget farligt Naboskab til den nye tyske Nihilisme, det universelle Selvmords Evangelium«. Der var, som man ser, ingen Grænser for, hvad man dengang endnu bildte Læseverdenen ind.
De, som mest havde bidraget til at drive mig bort, var de ivrigste til at lade utilfredse med Resultatet af deres Be|245|stræbelser. Men ogsaa dette er vist i slige Tilfælde en Art Naturlov.
Til Svar paa Angreb fra Carl Plougs[XXXVI] Side, skrev Holger Drachmann[XXXVII] om mig:
»Jeg véd, at jeg taler paa fleres, paa manges Vegne. Han kom til mig med en Kærlighed for og en Forstaaelse af vort Sprog, vor Literatur og vor Kunst, som sagtens den Gang formaaede at overvælde en saa meget yngre, men som jeg senere ingensinde hos nogen her hjemme har fundet i nogen højere og neppe sideordnet Grad. Han har aldrig skrevet mig noget »Program« for min Tænken eller Digtning og aldrig mig bevidst uddelt nogen Recept for sine Tilhørere og Venner. Han stillede sit Hoved, sit Hjerte, sine glimrende Kundskaber, sin utrolige Energi, selv sin Pengepung til de mest forskellige Menneskers Raadighed, og blev aldrig heftig, kun sørgmodig, naar han opdagede, at man havde misbrugt hans Redebonhed. Han lærte os intet »Nyt«, som man stedse skraaler om; nej, men han henviste os til at søge Underholdning, Belæring, Spore til Arbejde i, hvad der var nyt for os; og idet han selv med en Iver uden Grænser og en eksempelløs Flid arbejdede sig ned i Strømmen af alle de aandelige Bevægelser, som den Gang rystede eller nylig havde rystet Europa, saa glemte han aldrig os, der stod ved Bredden, men kom med en »Samlers« straalende Ansigt dukkende op igen og havde altid en eller anden Overraskelse at bringe os fra Dybet dernede. Han kunde undertiden tage fejl af et Menneske, idet han takserede det for højt eller for lavt, alt eftersom hans Sympati eller Antipati tiltrak ham eller Fjernede ham; tidt har han da erkendt det og berigtiget det; undertiden var de deraf resulterende Svingninger hos ham – et saa stærkt udviklet Refleksionsmenneske – ledsaget af en Naivetet, som man elsker hos et Barn og tilbeder hos en Kvinde. Han var |246| elskværdig i sine Svagheder; – det er nok Hr. Ploug ikke. Men hvad han lærte os, det var at elske vort Modersmaal og igennem Respekten derfor at bruge det. Har Hr. Ploug kunnet dette? –«
Hele Oktober igennem vedblev Avisartiklerne at hagle ned over mig; de var det første, jeg fik tilsendt til Tyskland, mest Skældeartikler af lavtliggende Art, ogsaa kraftige Udtryk for den teologiske Patos som Ussings[XXXVIII], Schepelerns[XXXIX], Frederik Nielsens[XL], Biskop Fogs[XLI], og anonyme Teologers Artikler. Andreas Munch[XLII], der før havde skrevet Vers imod mig, offentliggjorde endnu et Smædedigt. Den gamle norske Poet havde det at hævne, at jeg i sin Tid havde udtalt mig uden Henrykkelse om hans Skuespil William Russell og stiltiende havde foretrukket Henrik Ibsens[XLIII] Kongsæmnerne for hans Hertug Skule, der behandler samme Æmne med noget ringere Talent.
Den 5. Oktober holdt jeg min sidste Forelæsning. Om Aftenen gav en Snes Venner mig et lille Afskedsmaaltid. Julius Lange[XLIV] holdt en elskværdig Tale og Holger Drachmann[XLV] oplæste et muntert Afskedskvad med talrige Overgivenheder, hvori dog enkelte Linjer havde en alvorligere Klang. Da Digtet aldrig er offentliggjort, kan her en Passus følge:
Digtets Slutning var overmaade lystig. Ogsaa i Julius Langes[XLVI] Tale var trods den alvorlige Grundtone megen munter Skemt: »Du er et Natur-Element. Du er overalt Ild. Der var imidlertid altid et stiltiende Forbehold overfor dig. Du skulde være et Lys, et stort akademisk Lys. Man satte vel ogsaa Pris paa Ildens varmende Egenskaber, navnlig for saa vidt den vilde være saa venlig at koge al den gode Mad, der var blevet noget kold, op for os igen, saa vi kunde fortsætte Menagen indenfor fire Vægge, som vi havde begyndt. Men du maatte tage dig lidt iagt med dine Flammer, og først og fremmest maatte du ikke svide vore egne Fingre med dem. Saa forsvandt du fra Scenen og rejste udenlands som Doktor og vordende Professor i det mærkværdige Aar 1870-71. I det sidste af disse Aar blev Europa et forfærdet Vidne til den rædselsfulde Ildebrand i Paris, som nok kunde gøre Folk bange for Ildens Element i al Almindelighed. Du kom hjem, og du var Ild, ganske som da du drog ud – hvor kunde det være andet! Men der var kommet noget af den store europæiske Fart i dine Luer . . . Brandvæsenet maatte hentes, og der organiseredes et eget Korps af flinke og behjertede Mænd, med Masser af Vand til deres Raadighed for at slukke dig. Vore teologiske Samtidige fandt, at saa megen Ild ikke kunde komme noget andet Sted fra end fra det hede Helvede. De svage Røster, der udtalte sig for, at man skulde samle dig op med Ild|248|skuffer og lægge dig i Kakkelovnen, Universitetet, som nok kunde trænge til nogen Varme, overstemtes af det fornuftige Flertal, der frygtede for, at saa megen Ild skulde forvolde Brand i Kakkelovnsrøret, som unegtelig heller ikke trak synderlig godt og var daarligt renset. Thi nu skulde der ikke længer være Tale om at benytte dine Kræfter til Samfundets Arbejde; du skulde behandles som dets Fjende. Der var Tumult og Spektakel, du blev og forblev til denne Dag den mest bebladartiklede og overpiecede Mand, der fandtes indenfor Landets Grænser.«*
Aftenen sluttede, som den var begyndt, uden Følsomhed. Den næste Morgen forlod jeg Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
