Medens jeg var i Rom, fik jeg Bud fra en berømt Videnskabsmand i Neapel, at jeg paa ingen Maade maatte forsømme at besøge ham, naar jeg ankom dertil; han var en varm Beundrer af mine Bøger. Jeg hilste paa Manden i hans Laboratorium og modtog en Indbydelse til med min Frue at besøge ham en hel Dag i Portici, hvor han havde en Sommerlejlighed i selve Slottet. Manden var en Entusiast, en stor videnskabelig Dygtighed, men ellers en upraktisk Mand. Han selv var Neapolitaner, hans Hustru russisk. Med største Iver paalagde han mig, at forlade Neapel med første Tog, der gik halvotte om Morgenen, for at vi kunde tilbringe Dagen uden Afkortning hos ham i den By, som Auber’s[I] Den Stumme har gjort berømt.
Det var nødvendigt at staa tidligt op, og der var akkurat Stunder til at sluge en Kop Te, før man maatte afsted. Men Turen var jo smuk og syntes lønnende. Ved Ankomsten gik jeg gennem store, tomme Sale, saa et dækket, halvt afspist Frokostbord, og glædede mig allerede til en Bid Brød, da der med en Undskyldning for Uordenen blev givet Ordre til at tage Alting ud. Husets unge og fornemme Frue syntes ellers ikke nogen Fjende af Uorden, thi hendes Morgendragt saa ud, som var der spildt en Kop Kaffe ned ad hendes højre Bryst og en Kop Chokolade ad hendes venstre. Men statelig og smuk var hun.
Vi samtalte, og jeg forsøgte at være underholdende; men jeg følte mig allerede Kl. 10 ret slunken. Kl. 11 sporede jeg en velsignet Appetit; Kl. 12 skreg mine Tarme, og jeg frygtede for at blive syg af Hovedpine, hvis der ikke nu blev anrettet Frokost. Min Hustru var mindre nervøs; men dog sulten. Ved Middagstid kunde jeg ikke længer holde et Spørgsmaal tilbage om, paa hvad Tid de spiste Frokost.
|240| Frokost? Kl. 8 om Morgenen. – Ja vel, men den anden Frokost? – Vi spiser slet ikke nogen anden Frokost, spiser først igen til Middag. – Og naar er Deres Middagstid med Forlov? – I Reglen ved Syvtiden.
Det var et Tordenbudskab. Jeg nødtes til den Meddelelse, at vi havde været oppe Kl. 6, endnu intet havde spist, men var tilfredse, hvis vi kunde faa lidt tør Mad, hvadsomhelst. – Damerne kan gaa ned i Haven og spise Frugt, lød Svaret. Har De ikke Lyst til Frugt, saa vil jeg bede Dem følge mig ud i Spisekamret; men jeg maa ærligt sige Dem, at jeg frygter, vort Udbytte ikke bliver stort. – Jeg er tilfreds med Brød. – Ak ja; men det er netop Brød, som jeg er bange for, vi ikke har liggende, det bliver jo saa hurtigt gammelt. – Og virkelig fandtes der i Spisekammer og Køkken tilsammen end ikke en Mundfuld Brød. Det eneste Spiselige, vi opdagede, var noget af den stærke og ramt lugtende italienske Ost, Gorgonzola. Paa den alene var jeg nødsaget til at stille min værste Hunger. Saa fik jeg siden i Haven nogle Appelsiner.
Om Eftermiddagen kørte vi alle i Forening med en ung engelsk Digter ad den skønne Vej fra Portici til Sorrento, for dèr at indtage Middagsmaaltidet i Hotel Victoria. Men ak! jeg var ude af Stand til at nyde det Ringeste af Naturens Pragt. Himlens, Jordens og Havets Skønhed var spildte paa mig. Jeg havde én eneste Tvangsforestilling: Mad. – Og da vi saa endelig kom til Hotellet, maatte vi vente syv lange og syv brede, til der blev rettet an.
Under disse Omstændigheder gensaa jeg Sorrento og Huset Rosa magra, hvor seks Aar forinden Rachela[II] i tre paa hinanden følgende Aftener havde givet mig tre forskellige Versioner af sit Livs Historie.*
Ak Huset var ikke |241| mere det samme. Det syntes mig fattigt, med Værelser uden Møbler, og Rachela[III] havde forladt Sorrento, var bortrejst uvist hvorhen.Min Velynder, der ikke havde vist sig som nogen forsynlig Mæcenas, tog med Vognen samme Aften tilbage til Portici. Men det var ikke saa let for mig at rive mig løs fra Sorrento. Blot det, at man for nogle Soldi fik en Gren med et fuldt Dusin Appelsiner, var en Tiltrækning. Dog i Sorrento svigtede Modet mig. Det ringe Honorar for de to danske Bøger var ved at slippe op; der var intet andet for end at tænke paa et ilsomt Tilbagetog. Et kort Besøg i Pompeii under glødende Sol; et hastigt Farvel til Rom, et endnu hastigere til Florents, hvor Georges Noufflard[IV] viste mig sin sidste Velvilje, gav mig den sidste Olie – rigtignok ved et Afskedsmaaltid, og saa derfra i uafbrudt Fart til München.
Paul Heyse[V] var i Tübingen for at raadspørge en Læge; men vi tilbragte en Aften hos Henrik Ibsen[VI], som havde taget Ophold i Baiern, og til hvem Lykken i Skikkelse af Ry og Indtægt havde smilet siden sidst. Hans Hus var nu indrettet paa en større Fod; han var allerede den anerkendte Mester, hvem mange opsøgte, særligt mange Nordmænd. Han talte endnu saa barsk om Politikerne som før; særligt var en vordende Storthingsmand, der havde gjort ham sit Besøg, Genstand for hans Vrede og Spot, men han agtede Mænd som Francis Hagerup[VII], den senere Conseilpræsident, hvem vi da traf hos ham.
Snart derefter var jeg paany i Danmark for at ordne Alt til det endelige Opbrud.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
