Efter et kort Ophold i Berlin rejste vi til Teplitz, hvor jeg havde aftalt at træffe Josef Lewinsky[I] og hans unge Frue[II] (født Olga Precheisen). Vi tilbragte smukke Dage sammen. Lewinsky[III] opfyldte sit gamle Løfte at læse Goethes[IV] Faust, særligt Mefisto-Scenerne for mig. Det var en ædel Kunstnydelse, om jeg end af denne Skuespiller, hvis Talent jeg beundrede saa højt, havde ventet mig noget mere Dæmonisk. Han var anderledes paa sin Plads som den unge Bonde, der Wurstel-Sepp, i Anzengrubers[V] gode Skuespil Der Pfarrer von Kirchfeld, hvor han havde Lejlighed til at udfolde sin ægte og dybe Følelses hele Register, fra Vildskab og Had til et Gennembrud af Ærefrygt og Anger. I det daglige Samliv var Lewinsky[VI] som ung munter og ligefrem; han havde havt alvorlige Kampe at bestaa for som Kunster at naa frem |202| og for som Katolik at opnaa Skilsmisse, saa han kunde ægte sin anden Hustru[VII], men var i de senere Aar øjensynligt bleven Kælebarn i Wiens fornemme Selskab. Selv at skulle betale sine Foreller, var ham vistnok lidt uvant; han udbrød humoristisk: »De Fisk kommer til at koste mig blodige Summer«. Men han negtede sig dem dog ikke. Rigtignok fik man den Gang i Østerrig en Forelle, som nu koster fire Gylden, for tolv Kreutzer.
Lewinsky[VIII] var bl. A. Lyspunktet i den lille danske Skuespiller Eckardts[IX] Liv. Eckardt[X] var en velhavende og dannet Mand, uanselig af Skikkelse, der som Kunstner ikke drev det højere end til Tjenerrollerne paa det kongelige Teater. Men han kendte Lewinsky[XI], turde kalde sig hans Ven, og gjorde aarligt en Ferierejse for at tilbringe nogle Dage med ham.
Saa tidt jeg i de følgende Aar, mest med lange Mellemrum, kom til Wien, gensaa jeg Lewinsky[XII], først som ung og spændstig, saa som Familiefader med en stor Datter; en Gang var han lige hjemvendt fra Rusland, hvor han havde gjort Lykke og havt lange Samtaler med Leo Tolstoj[XIII], endelig saa jeg ham tilsidst i 1905 om Efteraaret i Düsseldorf, hvor hans Frue var ansat ved Teatret. Han var den samme trofaste og entusiastiske Ven, men ak! Alderen havde indhentet ham, hans Ryg var krummet, hans Holdning en gammel Mands; han havde trukket sig tilbage fra Scenen. Dybt rørte det mig, da jeg om Aftenen saa ham blandt mine Tilhørere og hørte ham applaudere.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
