Fra 1876 havde jeg i næsten syv Aar ikke mere blivende Sted i Danmark, indtil Oktober 1877 overhovedet intet fast Opholdssted.
I Sommeren 1876 giftede jeg mig, og i Berlin, da min Hustru var tyskfødt.
Vi havde vort bedste Tilhold der i Byen i Politikeren Dr. Wilhelm Löwes[I] Hus. Han og hans Frue var os en Tid lang næsten i Forældres Sted.
Löwe[II] var født 1814, og havde levet som Læge i den lille By Kalbe, da han 1848 blev valgt ind i Frankfurter Parlamentet, hvor han tilhørte det demokratiske Venstre. 1849 blev han Forsamlingens Vicepræsident, og han kaaredes til dens Præsident, da den overflyttedes til Stuttgart, hvor den sprængtes af Bajonetterne. Han blev anklaget, og Statsadvokaten krævede ham som fremragende delagtig i Stuttgarterbeslutningerne slæbt baglænds til Retterstedet og henrettet paa en Kohud. Han blev frikendt i de to lavere Instanser; den højeste dømte ham til livsvarigt Tugthus. Han flygtede til London og derfra til New York, hvor han i otte Aar ernærede sig som Læge og ægtede sin anden Hustru, for hvis Skyld han fik sit første Ægteskab opløst. |200| Hun var en mærkelig Kvinde, der ligesom sine Søstre og sin Mand havde været indviklet i de revolutionære Bestræbelser 1848, i høj Grad selvstændig og karakterstærk, udrustet med overlegen Forstand og en usvigelig Selvsikkerhed, bag hvilken dog altfor mange grundtyske Fordomme trivedes.
Wilhelm Löwe[III] vendte tilbage til sit Fædreland, da Amnestien i 1861 blev givet, og var fra 1863 Medlem af den prøjsiske Landdag, fra 1867 af Rigsdagen. Ingen havde en noblere Fortid bag sig og nød i Øjeblikket større Anseelse. Bismarck[IV] sagde til ham: Sie ehrenwerther Gegner! og vandt ham iøvrigt mere og mere for sig.
Som jeg engang har skrevet om ham: Löwe[V] var en smuk, svær, tresindstyveaarig Mand med mørkt Haar, mørke Øjne og en strengt romersk Profil. Hans Stemme var velklingende og fuld som Nestors, den gode Raabers i Kampen. Hans Væsen var den uskrømtede Ærlighed, der vakte Tiltro. Han var uden Ærgerrighed, uden Partilidenskab; Talsmand for Frihedstro og Humanitet i Politiken. – Spielhagen[VI] , der var hans tro Beundrer, har givet et smukt Billede af ham som Dr. Paulus i In Reih’ und Glied.
Familien Löwe var nær forbunden med Familien Kapp, saa nær, at Børnene i denne kaldte Dr. Löwe[VII] og hans Hustru for Onkel og Tante. De to Familier havde som Emigranter i New York sluttet sig nær til hinanden.
Friedrich Kapp[VIII] , der var ti Aar yngre end Löwe[IX] , men i det Væsenlige hans politiske Meningsfælle, havde som ung juridisk Embedsmand deltaget i Frankfurter-Opstanden 1848 og var flygtet til Paris, hvor han blev Huslærer hos den store russiske Revolutionær Alexander Herzen[X] , hvem han fulgte til Genf. 1849 udvandrede han til New York, hvor han fortjente sit Brød som Advokat fra 1850 til 1870. Han deltog der i det politiske Liv, var ivrig for Slaveriets Bekæmpelse og skrev grundige historiske Værker om |201| Forholdet mellem Amerika og Tyskland i det attende og nittende Aarhundrede.
Han var nu 52 Aar gammel, men Kærnen i hans Sind var noget uforgængelig Ungt, Ynglingemandigt. Ludwig Feuerbach[XI] havde været indtaget i ham. En Maler kunde have brugt ham til Model for en Siegfried. Hans Væsen var dannet af den tyske Stammes fineste Marv. Han var høj, smukt bygget. Det prægtige aflange Hoved, det aabne Ansigt og det rige, blonde Haar og Skæg, kunde nu og da gøre et strengt Indtryk, men opklaredes af et ungdommeligt og overlegent Studenterlune, naar Smilet brød frem. Det Hele, hans Aasyn, hans Aand, hans Vid, hans Frisind var forgyldt med Straaler af Germanismens blondeste Blondhed, saa han virkede som en Lysskikkelse. Ludwig Bamberger[XII] brugte det Udtryk om ham, at han var en af dem, der gjorde En Livet værd at leve.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.