Georges Noufflard[I], der havde giftet sig med en slank og skøn Florentinerinde, havde allerede sørget for Værelser til mig i Florents. Det var en Glæde at gense den dejlige By i hans Selskab. Den havde, siden jeg saa den, faaet en ny Prydelse, idet den smukke Kørevej Viale dei Colli op til San Miniato nu førte til den i Anledning af Michelangelos[II] Firehundredaarsdag 1875 anlagte Piazzale Michelangiolo med hans David i Bronce og de fire Dagstider om Sokkelen, hvorfra Udsigten over Byen og Arnodalen var uforlignelig. Vi blev gæstfrit modtagne hos Noufflards[III] Svigerfader, Advokaten Landrini[IV], en fin og statelig Florentiner. De Venskaber jeg havde stiftet under mit første Ophold i Italien fornegtede sig ikke under det andet. Giuseppe Saredo[V] viste mig i Rom det samme uforandrede Sindelag som Georges Noufflard[VI] i Florents.
Pietro Krohn[VII] havde lejet mig en Kvistetage med herlig Udsigt over Rom, i det Hjørnested, Via San Nicolo da Tolentino, som han selv beboede. Da det i ingen Henseende var os nogen Ulempe flere Gange om Dagen at stige fem Stokværk i Vejret, var Boligen ideal. Den laa kun faa Skridt fra det Sted, hvor jeg seks Aar forinden var bleven plejet af Maria og Filomena; men de fandtes ikke mere i Huset og Ingen vidste noget om dem. Menigmand forsvinder sporløst.
Pietro Krohn[VIII] var en Cicerone uden Mage, altid oprømt og opvakt, skarpsindig i sin Dom om Mennesker, og en Kender af Kunst. Han nærede paa én Gang den videst gaaende Beundring for Renæssancens italienske Kunstnere – |238| det forekom ham, at de som Kong Midas havde havt Gaven til at forvandle alt, hvad de rørte, til Guld – og den hjerteligste Foragt for Datidens italienske Mænd. Han havde netop da gjort Myndighederne i Danmark det begribeligt, at vi maatte forskaffe os Afstøbninger af Renæssanceskulptur, og han havde faaet det Hverv at gøre Indkøb og hjemsende Sagerne med en dansk Korvet. Han kom til at holde dobbelt af de gamle Kunstnere, idet han saaledes fik Stykke efter Stykke af dem i Haanden og saa, hvor meget af Mandens bedste Kræfter og hvilken Indsats af hans Liv der var i slige Værker. Men han kom samtidigt til for hver Dag at ringeagte Datidens Italienere mere for deres lave og bedrageriske Adfærd under det sødeste Venskabs Maske. Han havde f. Eks. den største Nød med at faa dem til at skrive deres Regninger til ham lydende paa den Sum, som han virkelig betalte. Alle skrev Summen højere, indtil Tusind Lire højere; det skulde være hans Drikkepenge. Og omvendt, saa langt gik de ned, at en Advokat i Siena, der opsatte en Kontrakt for ham, skrev Regningen derfor fem Lire højere end den modtagne Sum, idet han med en Bøjning ytrede, at det var, hvad Mellemmanden sædvanligt erholdt.
Det var unægteligt saare grimt; men jeg var mindre sikker end Krohn[IX] paa at Sidestykker dertil ikke lod sig finde i Norden.
Mig personligt slog det under dette Ophold, at en mere gennemført Spidsborger end den romerske gaves der ikke. Skønt det var 35 Grader Réaumur i Skyggen, gik ikke én indfødt Romer med Straahat; det var nemlig endnu ikke Aarstiden dertil. De unge Romere af Borgerstand tilbragte deres Liv i stadig Omhu for at den smykkende Fold ikke gik ud af deres Bukser, og de ældre gifte Mænd stod i Venterække udenfor Poste-restante Kontoret for at hente Breve fra Elskerinderne. Stort mere fik hverken yngre eller ældre bestilt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
