Saaledes kunde jeg da ikke lade være at betragte Wien som mit fremtidige Opholdssted, og uvilkaarligt følte jeg mine bestandigt opstigende Fremtidsbekymringer beroligede ved Udsigten til en hæderfuld Virksomhed under nogenledes betryggede Forhold. Selvfølgelig var Østerrig ikke det Land, jeg vilde have valgt at virke i, om jeg havde havt noget Valg; men som Forholdene laa, maatte jeg være det taknemmelig, siden dèr alene var en Mand, hvem min Velfærd laa paa Hjerte.
Jeg tænkte mig desuden ingenlunde mit Ophold i Wien som mere end midlertidigt. Det forekom mig utvivlsomt, at naar jeg havde udfyldt min Plads dèr en fem, seks Aar, maatte de Danske indse Urimeligheden af at de saa letsindigt havde vraget en Kraft, der formaaede at gøre sig gældende andetsteds, og kalde mig tilbage.
Stor var derfor min Skuffelse, da jeg sidst i Maj i Rom modtog et mægtigt, rekommanderet Brev fra det østerrigske Undervisningsministerium, og deri kun fandt den lakoniske Beklagelse af at der i Kassen desværre fattedes den fornødne Sum til Oprettelsen af et nyt Professorat.
Det havde man kunnet vide straks; men jeg havde jo intet Middel til at erfare, hvad der siden min Afrejse var foregaaet i Wien.
Jeg slog da alle Tanker paa Østerrig ud af mit Hoved og tog straks den Beslutning, at bosætte mig i Berlin.
Underligt nok var det tomme Spøgeri med min Ansættelse i Wien ikke dermed til Ende. I November 1878 døde Tomaschek[I], og jeg, som da allerede længe havde fæstet Bo i Berlin, og dèr redeligt arbejdede paa Løsningen af den vanskelige Opgave at ernære mig med min Pen som Essayist, erfor til min Forundring, at man i Østerrig tænkte paa |235| mig til den ved hans Død ledigblevne Plads. Den østerrig-ungarnske Gesandt i Kjøbenhavn, Grev Kalnoky[II], havde spurgt sig for i det danske Udenrigsministerium, af hvad Grund jeg ikke var bleven ansat i Kjøbenhavn, og om det var Regeringen ukært, at man ansatte mig i Wien. Man havde derpaa anbefalet mig paa det Bedste. I Midten af December 1878 modtog jeg et Brev fra det østerrigske Undervisningsministerium med Spørgsmaal om, hvilke Betingelser jeg stillede for Overtagelsen af et ordentligt Professorat i Wien. Jeg svarte ufortøvet. – Dagen efter erfor jeg gennem Wilhelm Scherer[III], at de Wienske Professorer havde erklæret sig for mig, da min Sag var bleven dem forelagt af Stremayr[IV], kun at jeg ikke blev Professor i blot tysk Literatur, men i sammenlignende Literaturhistorie.
Sagen trak i Langdrag. Da saa et Par Maaneder derefter den danske Gesandt i Wien, Kammerherre Falbe[V], spurgte, hvorledes den stod, fik han det Svar: Man havde betænkt sig, da man havde bragt i Erfaring, at jeg ikke beherskede det tyske Sprog saaledes, som en Docent maatte kunne det.
Jeg omgikkes paa den Tid i Berlin venskabeligt to Universitetslærere, der tidligere havde været Professorer ved Universitetet i Wien; de kom begge i mit Hus. Jeg havde utvivlsomt en af dem at takke for, hvad man i Wien havde bragt i Erfaring. Den ene af dem begyndte nu at vise en ganske paafaldende Forlegenhed og Kulde, naar vi mødtes i Selskabslivet, og trak sig snart derefter helt tilbage fra mig.
Denne Gang, da Udsigten til en Forbedring af mine Kaar havde forekommet mig sikker, ramte Slaget mig haardt. Jeg skrev for mig selv: »Den nagende Pengesorg er da uafhjulpen. Altsaa trætte Hest! Atter i dit Seletøj! Begynd paany den møjsomme Vandring fra Dag til Dag!«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
