Levned, 2 (1907)

14.

Medens vi næste Morgen sad ved vor Te i Hotellet, bragte Kellneren et Visitkort: Dr. Friedrich Uhl[I], Chefredaktør for Wiener Abendpost (Regeringens officielle Organ). I Døren viste sig en mod Haarene i Forvirring afstrøgen Silkehat og straks derefter den, som holdt den i Haanden. Hatten havde virket saa pudsigt, og den Indtrædendes Fysiognomi med det uordentligt til Side strøgne Haar stemte saa morsomt overens med Hatten, at Manden blev modtaget med et stort Smil. Skønt Leder af en Statstidende havde Dr. Uhl[II] noget ved sig, der mindede om den højtbegavede og uforbederlige Bohémien Giboyer i Augiers [III]Komedie. Han kom fra Ministeren for at opfordre mig til, mod et efter nordiske Forhold glimrende Honorar, at levere Artikler til hans Blad; dets officielle Karakter skulde i ingensomhelst Henseende paalægge mig Baand. Jeg modtog Tilbudet med Tak. Dr. Uhl[IV] kendte Ungers[V] Planer med mig og udtalte til Afsked Forvisningen om et snarligt Gensyn i Wien.

Dagen efter kom Ministeren[VI] selv, gjorde et langt Besøg og viste sig elskværdig. Et ganske bestemt Tilsagn kunde han ikke give mig; men foreløbig fastslog han følgende: Jeg blev overordentlig Professor ved Universitetet i Wien, Gage 2500 Gylden, fire Forelæsninger om Ugen. Stillingen skulde tiltrædes 15. Oktober. Havde jeg Held med mine Forelæsninger, skulde jeg hurtigt blive forfremmet til ordentlig Professor. Ferierne var: to Uger Juleferie, tre Uger Paaskeferie, tre Maaneder Sommerferie 15. Juli-15. Oktober. |232| Det var, sagde han, et Held, at overordentlige Professorer kunde ansættes af Ministeren[VII] uden at Professorkollegiet raadspurgtes; thi Professorerne vilde alle som en være imod mig; de var i mit Fag Middelmaadigheder og nærede stor Frygt for Konkurrence. – Sandsynligvis vilde Afgørelsen blive truffen allerede i Maj.

  • Forrige afsnit: 13.
  • Næste afsnit: 15.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.