I Begyndelsen af April rejste jeg udenlands; jeg vilde vise min Hustru[I] Italien, hvor jeg seks Aar tidligere havde følt Livet pulsere saa stærkt i mig.
Vi tog først til Berlin, hvor vi næsten helt levede hos Loewes[II], der behandlede os som Børn af Huset, og hvor Berthold Auerbach[III] overvældede mig med Artighed. Han var rørig og munter og ærværdig som en Patriark; vred paa Renan[IV] for den efter hans Mening altfor fromladne Tale, han havde holdt over Spinoza[V] ved Afsløringen af dennes Statue i Haag, begejstret for Prøjsen som en ægte Schwaber. Han skattede den praktiske Energi, der fattedes Sydtyskland, var mistænksom overfor Bismarck[VI], hvis formentlige Frisind han ingen Lid satte til, men samtidigt fuld af Beundring for ham: Paa sin Plads som Kansler er han overfor Frankrig saa meget værd som trehundredetusinde Mand.
I frisindede Krese beklagede man, at Bismarck[VII] havde forlangt Orlov. Den almindelige Mening var, at Rigsforfatningen var ubrugbar, men at dette ikke kunde lægges Bismarck[VIII] til Last; thi han kunde, da han gav den, ikke opnaa en bedre: det gjaldt lige efter Krigen om at forsone alle Parter, Fyrsterne saa vel som Landene i Riget. I det nordtyske Forbund havde Prøjsen sikret sig saa mange Stemmer, at det var i født Flertal; i det nye tyske Rige maatte det nødtvungent vise sig mere ædelmodigt. Det var derfor nu i født Mindretal, men maatte stole paa Fyrsternes Rigsvenskab og Fædrelandskærlighed, en usikker Byggegrund. Efter Rigets Oprettelse var Fyrsterne en kort Tid matte; nu var de komne til Kræfter igen; de søgte i Forbundsraadet at lamme Bismarcks[IX] Foretagender, og han formaaede ikke at bryde deres Modstand.
Rigsdagens Formand sagde i de Dage til en af mine |229| Bekendte blandt Politikerne: Vi faar i overskuelig Tid ikke Fred for disse Fyrster. – Nej, sagde den Tiltalte, vi maa omdanne Forbundsraadet. – Det nytter ikke, svarte Præsidenten, vi maatte slaa Knappen af Fyrsterne; før faar vi ikke Ro.
Imellem Marineministeren[X] og Bismarck[XI] havde der hersket langvarig Strid, da den første drev Politik paa egen Haand. Bismarck, der vanskeligt overholdt Formen, gav sin Uvilje mod ham Luft i selve Rigsdagen. Stosch[XII] udbad sig sin Afsked, og fik Afslag af Kejseren[XIII], der fandt Manden formelt forurettet. Men nu indgav Bismarck, træt af Intriger, han ikke kunde overvinde, til almindelig Bestyrtelse sin Afskedsbegæring. Kejseren[XIV] negtede at bevillige ham den, med den Motivering, at han selv var 80 Aar gammel og arbejdede endnu, Bismarck[XV] kun 62. Vred og træt vilde imidlertid Bismarck[XVI] lade sig savne og trak sig tilbage fra Forretningerne med Orlov paa ubestemt Tid.
I Vossische Zeitung saa jeg (April 1877), at en provisorisk Finanslov var udstedt i Danmark af Ministeriet Estrup[XVII]. Saa lidet udæskende denne Lov var i Sammenligning med senere af samme Navn, følte jeg det dog med Rette, som om nu i Danmark, hvor Aandsfriheden var saa ringe, ogsaa den Lov, der skulde sikre den politiske Frihed, var sprængt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
