Ved Landsoverretten i Kjøbenhavn blev Plougs[I] ærerørige Ytringer om mig erklærede for døde og magtesløse, Han blev idømt en Bøde af 400 Kroner foruden Sagens Omkostninger. Ploug[II], hvis Stilling i Danmark da nøje svarede til Katkófs[III] samtidige i Rusland, skældte i en Artikel sine Dommere Huden fuld, og appellerede Sagen. Højesteret, der politisk og socialt stod ham nærmere, nedsatte Bøden til en Fjerdedel.
Kort efter at jeg havde anlagt Sagen, hændte den følgende lille Begivenhed, der forøgede min Menneskekundskab.
En Dag, da jeg gik ned ad Gaden med Artilleriløjtnant Wolff[IV], sagde jeg til ham: »Det er et Held for mig, at De er den Mand, De er; thi skulde jeg, mod Deres Benegtelse, for Retten bevise, at jeg har de Kierkegaardske Breve fra Dem, var jeg ilde stillet; ved et besynderligt Tilfælde er nemlig det Brev, De i sin Tid sendte mig, forsvundet for mig.« – Løjtnanten[V] studsede, saa et Øjeblik frem for sig, sagde derpaa ligesom adspredt: »Jeg forstod Dem vist ikke rigtigt, om hvilket Brev taler De? jeg for min Del har aldrig sendt Dem noget Brev.« – Jeg betragtede ham et Øjeblik i højeste Forbavselse, hvorpaa han hastigt tog Afsked.
Faa Dage efter fandt jeg hans Brev mellem nogle af mine Haandskrifter, hvori det havde forputtet sig. Det blev derefter fremlagt i Retten.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
