Det var det Tidspunkt, da det literære Venstre og det politiske Venstre i Danmark begyndte at stifte personligt Bekendtskab. Jeg var en Aften indbudt sammen med Redaktøren[I] af Morgenbladet og Grev Holstein-Lethraborg[II], der da lige nyligt var slaaet om fra Højre til Venstre, i hvilken Anledning han var udsat for djærve Drillerier fra Redaktørens[III] Side, hvilke han besvarede med en let Ironi over sin Kontrapart og med bidende Spot over selve det Parti, |197| hvortil han havde sluttet sig. Skemtende sagde han f. Eks. om nogle nye Overtræksstøvler, han havde anskaffet sig: »Saadanne maa man have, naar man skal trampe i det fordømte Føre, som kaldes det forenede Venstre.« N. J. Larsens[IV] Skemt bestod mest i en Undersøgelse af, hvilke Midler han sad inde med til at skade Grev Holstein[V], ifald deres politiske Venskab ikke skulde holde Stand. Men da han tilsidst sagde: »De vilde ikke tage Dem ud paa en Valgtribune, ifald jeg dèr sagde om Dem, at De har spist til Aften med Fritænkeren Brandes[VI]«, fik jeg Indtrykket af, ikke at være i rigtig godt Selskab. Grev Holsteins Verdensmandstone fornegtede sig intet Øjeblik; men det føltes tydeligt, at det eneste virkeligt Blivende under hans politiske Omskiftning var hans Interesse for den katolske Kirke og dens Udbredelse i Danmark. Naar han brugte det Udtryk: »Nej, jeg talte forleden Dag med en alvorlig Mand«, saa mente han dermed en Gejstlig af den romersk-katolske Bekendelse. Med de protestantiske Præster laa han i Strid, udgav ogsaa senere Flyveskrifter imod dem og satte dem til Vægs i Anledning af nedsættende Ytringer om Katolicismen, der røbede Uvidenhed om dens Væsen.
Nogen Begejstring for det danske Venstre og nogen større Tro til Resultaterne af en Samvirken mellem det og den yngre Forfatterkres indgød hvad jeg saaledes personligt erfor mig ingenlunde. Men der var for det saakaldte literære Venstre øjensynligt intet andet Forbund muligt. Jeg saa paa denne Mulighed med en Afskedtagendes Blik.
Lovende forekom mig alene de mesterlige og overmodige Artikler, med hvilke Hørup[VII] da debuterede eller i ethvert Tilfælde for første Gang fik Opmærksomheden hendraget paa sig. Han var en ny og virkelig Kraft, dog foreløbigt kun anonym Journalist i et Blad, Ingen læste. Hans |198| Ironi var ikke den gamle Studenterforenings-Ironi, som trivedes i Dagbladet, og han larmede og rumlede ikke som Fædrelandet, naar det fordømte. Hans Skud var larmfri som en Vindbøsses; men de ramte.
Han var den Mand, der skulde bidrage mest til Omformningen af det gamle Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
