Fra 1876 havde jeg i næsten syv Aar ikke mere blivende Sted i Danmark, indtil Oktober 1877 overhovedet intet fast Opholdssted.
I Sommeren 1876 giftede jeg mig, og i Berlin, da min Hustru var tyskfødt.
Vi havde vort bedste Tilhold der i Byen i Politikeren Dr. Wilhelm Löwes[I] Hus. Han og hans Frue var os en Tid lang næsten i Forældres Sted.
Löwe[II] var født 1814, og havde levet som Læge i den lille By Kalbe, da han 1848 blev valgt ind i Frankfurter Parlamentet, hvor han tilhørte det demokratiske Venstre. 1849 blev han Forsamlingens Vicepræsident, og han kaaredes til dens Præsident, da den overflyttedes til Stuttgart, hvor den sprængtes af Bajonetterne. Han blev anklaget, og Statsadvokaten krævede ham som fremragende delagtig i Stuttgarterbeslutningerne slæbt baglænds til Retterstedet og henrettet paa en Kohud. Han blev frikendt i de to lavere Instanser; den højeste dømte ham til livsvarigt Tugthus. Han flygtede til London og derfra til New York, hvor han i otte Aar ernærede sig som Læge og ægtede sin anden Hustru, for hvis Skyld han fik sit første Ægteskab opløst. |200| Hun var en mærkelig Kvinde, der ligesom sine Søstre og sin Mand havde været indviklet i de revolutionære Bestræbelser 1848, i høj Grad selvstændig og karakterstærk, udrustet med overlegen Forstand og en usvigelig Selvsikkerhed, bag hvilken dog altfor mange grundtyske Fordomme trivedes.
Wilhelm Löwe[III] vendte tilbage til sit Fædreland, da Amnestien i 1861 blev givet, og var fra 1863 Medlem af den prøjsiske Landdag, fra 1867 af Rigsdagen. Ingen havde en noblere Fortid bag sig og nød i Øjeblikket større Anseelse. Bismarck[IV] sagde til ham: Sie ehrenwerther Gegner! og vandt ham iøvrigt mere og mere for sig.
Som jeg engang har skrevet om ham: Löwe[V] var en smuk, svær, tresindstyveaarig Mand med mørkt Haar, mørke Øjne og en strengt romersk Profil. Hans Stemme var velklingende og fuld som Nestors, den gode Raabers i Kampen. Hans Væsen var den uskrømtede Ærlighed, der vakte Tiltro. Han var uden Ærgerrighed, uden Partilidenskab; Talsmand for Frihedstro og Humanitet i Politiken. – Spielhagen[VI], der var hans tro Beundrer, har givet et smukt Billede af ham som Dr. Paulus i In Reih’ und Glied.
Familien Löwe var nær forbunden med Familien Kapp, saa nær, at Børnene i denne kaldte Dr. Löwe[VII] og hans Hustru for Onkel og Tante. De to Familier havde som Emigranter i New York sluttet sig nær til hinanden.
Friedrich Kapp[VIII], der var ti Aar yngre end Löwe[IX], men i det Væsenlige hans politiske Meningsfælle, havde som ung juridisk Embedsmand deltaget i Frankfurter-Opstanden 1848 og var flygtet til Paris, hvor han blev Huslærer hos den store russiske Revolutionær Alexander Herzen[X], hvem han fulgte til Genf. 1849 udvandrede han til New York, hvor han fortjente sit Brød som Advokat fra 1850 til 1870. Han deltog der i det politiske Liv, var ivrig for Slaveriets Bekæmpelse og skrev grundige historiske Værker om |201| Forholdet mellem Amerika og Tyskland i det attende og nittende Aarhundrede.
Han var nu 52 Aar gammel, men Kærnen i hans Sind var noget uforgængelig Ungt, Ynglingemandigt. Ludwig Feuerbach[XI] havde været indtaget i ham. En Maler kunde have brugt ham til Model for en Siegfried. Hans Væsen var dannet af den tyske Stammes fineste Marv. Han var høj, smukt bygget. Det prægtige aflange Hoved, det aabne Ansigt og det rige, blonde Haar og Skæg, kunde nu og da gøre et strengt Indtryk, men opklaredes af et ungdommeligt og overlegent Studenterlune, naar Smilet brød frem. Det Hele, hans Aasyn, hans Aand, hans Vid, hans Frisind var forgyldt med Straaler af Germanismens blondeste Blondhed, saa han virkede som en Lysskikkelse. Ludwig Bamberger[XII] brugte det Udtryk om ham, at han var en af dem, der gjorde En Livet værd at leve.
Efter et kort Ophold i Berlin rejste vi til Teplitz, hvor jeg havde aftalt at træffe Josef Lewinsky[XIII] og hans unge Frue[XIV] (født Olga Precheisen). Vi tilbragte smukke Dage sammen. Lewinsky[XV] opfyldte sit gamle Løfte at læse Goethes[XVI] Faust, særligt Mefisto-Scenerne for mig. Det var en ædel Kunstnydelse, om jeg end af denne Skuespiller, hvis Talent jeg beundrede saa højt, havde ventet mig noget mere Dæmonisk. Han var anderledes paa sin Plads som den unge Bonde, der Wurstel-Sepp, i Anzengrubers[XVII] gode Skuespil Der Pfarrer von Kirchfeld, hvor han havde Lejlighed til at udfolde sin ægte og dybe Følelses hele Register, fra Vildskab og Had til et Gennembrud af Ærefrygt og Anger. I det daglige Samliv var Lewinsky[XVIII] som ung munter og ligefrem; han havde havt alvorlige Kampe at bestaa for som Kunster at naa frem |202| og for som Katolik at opnaa Skilsmisse, saa han kunde ægte sin anden Hustru[XIX], men var i de senere Aar øjensynligt bleven Kælebarn i Wiens fornemme Selskab. Selv at skulle betale sine Foreller, var ham vistnok lidt uvant; han udbrød humoristisk: »De Fisk kommer til at koste mig blodige Summer«. Men han negtede sig dem dog ikke. Rigtignok fik man den Gang i Østerrig en Forelle, som nu koster fire Gylden, for tolv Kreutzer.
Lewinsky[XX] var bl. A. Lyspunktet i den lille danske Skuespiller Eckardts[XXI] Liv. Eckardt[XXII] var en velhavende og dannet Mand, uanselig af Skikkelse, der som Kunstner ikke drev det højere end til Tjenerrollerne paa det kongelige Teater. Men han kendte Lewinsky[XXIII], turde kalde sig hans Ven, og gjorde aarligt en Ferierejse for at tilbringe nogle Dage med ham.
Saa tidt jeg i de følgende Aar, mest med lange Mellemrum, kom til Wien, gensaa jeg Lewinsky[XXIV], først som ung og spændstig, saa som Familiefader med en stor Datter; en Gang var han lige hjemvendt fra Rusland, hvor han havde gjort Lykke og havt lange Samtaler med Leo Tolstoj[XXV], endelig saa jeg ham tilsidst i 1905 om Efteraaret i Düsseldorf, hvor hans Frue var ansat ved Teatret. Han var den samme trofaste og entusiastiske Ven, men ak! Alderen havde indhentet ham, hans Ryg var krummet, hans Holdning en gammel Mands; han havde trukket sig tilbage fra Scenen. Dybt rørte det mig, da jeg om Aftenen saa ham blandt mine Tilhørere og hørte ham applaudere.
Ved vor Tilbagekomst til Danmark tog vi ind paa et Hotel, og der udarbejdede jeg en Række Foredrag om Søren Kierkegaard[XXVI], til hvem mine Tanker i denne Tid var vendt |203| tilbage. Han havde jo i mine første Studenteraar været Hovedskribenten for mig og gjort det dybe Indtryk paa mig, som jeg senere med Magt havde maattet modarbejde for at blive mig selv. Nu stod hans aandelige Indflydelse paa dens Højde. Den først Forkætrede og længe Anfægtede var naaet til ubetinget Anerkendelse, endog indenfor Folkekirken, der tog ham til Indtægt, og til Forgudelse i aandeligt sysselsatte Krese, saa Erik Bøgh[XXVII] havde kunnet udgive en Bog mod St. Sørens-Dyrkelsen i Danmark.
Det var mig magtpaaliggende nu at gøre mig selv og Andre Rede for det Blivende og Forgængelige hos Danmarks største religiøse Tænker og første Prosaist. Jeg havde den Betingelse for Værdsættelsen af ham, at jeg engang helt var gaaet op i ham, saa jeg kendte ham ud og ind, og denne anden, at jeg længst var frigjort fra hans Indflydelse.
Da jeg havde holdt en Række Forelæsninger om ham i Kjøbenhavn, besluttede jeg for første Gang at forsøge rnig som Foredragsholder udenfor Danmark og rettede da mine Tanker paa Stockholm. Medens under min første Optræden som Universitetstaler i 1871-72 den norske Presse, forsaavidt den sysselsatte sig med mig, nærmest havde været et Ekko af den danske, havde den svenske vist mere Selvstændighed; et enkelt større Blad havde endog skrevet, at man havde nedarvet Sympati for den, der kæmpede en imod mange. Nogen levende Anerkendelse kunde jeg vistnok ikke rose mig af i Sverig; men jeg var dèr forholdsvis meget læst, ja næst Holberg[XXVIII] og Erik Bøgh[XXIX] den danske Forfatter, som kendtes bedst. Dr. Arvid Ahnfelt[XXX], som havde været Medarbejder i Det nittende Aarhundrede, tilbød velvilligt at ordne det Fornødne for mig.
|204| Skønt Æmnet Søren Kierkegaard visselig ikke var noget klogt Valg overfor de Svenske, var dog Nysgerrigheden efter at høre mig ikke ringe. Jeg lejede Vetenskapsakademiens Sal og fik til det første Foredrag henved 300 Tilhørere, et Tal, som senere steg.
Min Hustru[XXXI] og jeg følte os veltilpas i Stockholm. Grand Hotel lod Datidens nordiske Hoteller langt bag sig, og Udsigten fra dets Vinduer over til Slottet, som dengang endnu ikke var trykket af plumpe Omgivelser, kunde ikke være smukkere. Carl Snoilsky[XXXII], med hvem jeg ikke lang Tid forinden havde omgaaedes i Kjøbenhavn, kom næsten lige straks og blev mer end to Timer, saa’ jævnligt til mig, indfandt sig desuden en Aften og læste højt af Anna Maria Lenngrens[XXXIII] Satirer over dumme Grever og Grevinder, som vilde han afvæbne mig, ifald jeg havde havt ham mistænkt for Adelshovmod.
En svensk Forlægger, Joseph Seligmann[XXXIV], en dannet og varmtfølende Mand, indfandt sig straks paa Hotellet og sluttede Kontrakt med mig om Udgivelsen af de endnu ikke holdte Forelæsninger paa Svensk. Dr. Elof Tegnér[XXXV], Digterens[XXXVI] Sønnesøn, dengang ansat ved det kongelige Bibliotek i Stockholm, smuk og statelig, med kulsort Fuldskæg og med en saa ypperlig Hovedform, at det klædte ham at være skaldet, en Mand af ikke ringe Kultur, duelig Historiker, meldte sig som Velynder af Hovedstrømningerne, hvorom han havde skrevet »så vackert, han formådde«. Han bragte mig Tegnérs[XXXVII] Breve og opfordrede mig stærkt til at studere hans store Farfaders[XXXVIII] Personlighed, hvis Psykologi ingen Svensk endnu havde prøvet at give.
Vi blev indbudne i ikke faa Familier. I en af dem traf jeg den daværende Finansminister Hans Forsell[XXXIX], en endnu ganske ung Mand, høj, blond og selvsikker, som tidligt havde gjort sin Dygtighed gældende. Han overværede mine |205| første Foredrag, men holdt op med at høre mig, da han aldeles ikke kunde forstaa Dansk. Vi samtalte dog uden synderlig Vanskelighed, og der var noget Imponerende ved Skarpheden i hans Ræsonnement. Jeg havde overfor ham den lidt pinlige Følelse, der var mig uvant, at træffe aandelig Overlegenhed hos en næsten Jævnaldrende.
Forsell[XL] var ikke den eneste Minister, som hørte mine Foredrag. Den danske Gesandt sad forrest i Salen, og det blev mig oftere sagt, at jeg overhovedet havde et fint Publikum. Det var opmærksomt og meget velvilligt, skønt Sproget jo lagde mig Hindringer i Vejen.
Da jeg kom, havde man til Billetkontrollen anbefalet mig en vaktmästare, som skulde være den hæderligste i Staden, medens der var andre, paa hvem man ikke kunde stole. Var denne imidlertid den hæderligste, saa var det vanskeligt at forestille sig de andres Retskaffenhed. Thi han snød mig forskrækkeligt. Naar jeg selv havde talt 400 Tilhørere, paastod han, der havde været et Hundrede færre; han lod mod Betaling til ham Folk komme ind, der ikke havde løst Billet, og fradrog ikke blot Betalingen for Salen, men alle Slags fantastiske Afgifter.
Det var November Maaned og en stor Fornøjelse at køre i Slæde gennem den snedækkede, prægtige Djurgård.
Efter en tre Ugers Ophold i Stockholm tog jeg efter Opfordring til Upsala, talte der to Gange og fik en 130 Tilhørere. En Aften blev jeg indbudt til en Sexa, som (vist i Anledning af Halvaarets Slutning) gaves af Universitetet for dets Professorer. De var høflige, men øjensynligt ikke meget interesserede af mig. Jeg bemærkede, at Rektor sendte en Mand omkring med en Opfordring. Han henvendte sig til en Række Herrer. Jeg saa dem ryste paa Hovedet den ene efter den anden, alt som Manden hviskede dem i Øret, og jeg begreb at han havde spurgt dem, om de vilde udbringe min Skaal. |206| Saa rejste Rektoren, Sahlin[XLI], sig selv og udbragte den kort og fyndigt med den kendte Motivering: vi har en Gæst i vor Midte.
I Stockholm modtog jeg en Anmodning om ogsaa at holde mine fire Foredrag i Kristiania; der var paa Forhaand tegnet 200 Tilhørere, og det norske Dagblads Redaktion viste sig meget ivrigt for min Sag. Redaktør Bætzmann[XLII] havde slaaet til Lyd for mig, og en af hans unge Medarbejdere, Olaf Thommessen[XLIII] (den senere Redaktør af Verdens Gang) kom mig som Bladets Sendebud i Møde paa Lillehammer Station. Ham kendte jeg en Smule, fordi han allerede i Marts 1872 havde sendt mig et Digt paa en halv Snes Strofer til min Ære. Da han aldrig i sit Liv har offentliggjort Vers, kan det maaske more nogen at se den første Strofe deraf:
Han viste mig stor Hengivenhed og forblev min Ven for Livet. Vi modtoges med den forbausende Efterretning, at Konsistorium paa indgiven Ansøgning havde negtet mig et Universitetsauditorium at tale i. Da jeg var dansk Doctor philosophiæ og altsaa havde Ret til en Høresal i det danske Universitet, hvad det heller aldrig var faldet nogen Modstander af mig ind at bestride, da denne Ret dernæst altid havde været betragtet som gældende i ethvert nordisk Universitet, var Afslaget ikke blot en Krænkelse af mig personligt, |207| men et Brud paa gammel Vedtægt ved Skandinaviens akademiske Højskoler.
Til Begrundelse af denne Fremgangsmaade tilstillede det akademiske Kollegium (der bestod af et Par troesivrige Teologer, en reaktionær Jurist, et fraværende Medlem, Professor J. Nicolaysen[XLIV], og et protesterende Medlem, Professor O. Rygh[XLV]) Aviserne en Redegørelse, hvori det hed, at jeg havde tilladt mig »en meget forargelig Behandling af en af de vigtigste og vakreste bibelske Fortællinger.« Jeg havde kaldt Historien om Isaks Ofring en Legende. – En Snes Aar derefter betegnede de ortodokse teologiske Professorer ved Kjøbenhavns Universitet Historien paa samme Maade.
Man overlod mig Studentersamfundets Festsal. Men at Kollegiet saaledes udespærrede mig fra Kristiania Universitet, det fremkaldte i Norge en Pressedebat over hele Landet, som strakte sig over et Par Maaneder.
Redaktør Bætzmann[XLVI] efterviste i værdige og rolige Artikler det Usømmelige i Kollegiets Holdning, der udenfor Landets Grænser vilde blive taget til Udgangspunkt for »en alt andet end smigrende Dom over de aandelige og videnskabelige Tilstande i den norske Hovedstad« – en Spaadom, der gik i Opfyldelse, thi den tyske Presse gjorde sig lystig over Sagen og formodede, Autoriteterne i Kristiania i mig saa den skinbarlige Djævel, fordi jeg ikke betragtede Første Mosebog som paalidelig Historie.
Bergens Tidende var mig ligesom det norske Dagbladet gunstigt sindet. Det havde (7. December) en Artikel fra Kristiania, hvori det hed:
»Vor største Mærkværdighed i disse Dage er Dr. Brandes[XLVII]. Han er nu et stadigt Samtaleæmne, og han har nu ogsaa ved det akademiske Kollegiums uventede Bistand opnaaet at blive en særdeles populær Mand i en Fart. Man vidste før ikke andet, end at en ved det danske Universitet kreeret |208| Doktor havde udisputeret Ret til at betræde vort Universitets Katedre, og det har nok ogsaa været stadig Praxis, at saadan Ret uden videre indrømmedes, naar derom ytredes Ønske. Men anderledes med Brandes; han er nu et skabbet Faar. Danmarks og hele Nordens fortrinligste Kritiker og Æstetiker vilde rimeligvis komme til at besudle vort Universitets Lærestole ved at betræde dem; Universitetets Ære stod paa Spil, den rene Lære var i Fare; de høj værdige Teologer var bange for, at Brandes ved sin Nærværelse skulde rokke Filologernes og Juristernes allerede vaklende Ortodoksi; nok er det, efter et Kollegiemøde paa 2 Timer blev det negtet Brandes at betræde domus academica.«
»Nu, dette er Forspillet; saa gaar da Teppet op, og vi finder Georg Brandes[XLVIII] i Studentersamfundets store lysende Sal, ligeoverfor en talrig Forsamling af Kristiania intelligenteste Publikum. Der fortælles, at den Sal ogsaa forsøgtes stængt ved en kollegial Advarsel, men som venteligt var, – her frugtede den ikke.«
Naturligvis blev Kollegiets Adfærd til Gengæld med Varme forsvaret i den konservative Presse, Aftenbladet, Morgenbladet osv. der havde langt større Læsekres og nød en Anseelse, der paavirkede en Fremmed humoristisk. Morgenbladet bragte til en Begyndelse en Række af seks ledende Artikler, Aftenbladet lagde sig endnu ivrigere i Selen. Arne Garborg[XLIX], som paa dette Tidspunkt var lidenskabeligt ortodoks, hævdede i mægtigt lange Artikler Kollegiets Ret til at holde en Fare og Fjende som mig ude fra Universitetets Høresale. Bevisførelsen var naturligvis, at jeg som Agitator stod udenfor Loven. – Universitetet var en kristelig Indretning; det skulde være en Opdragelsesanstalt, en Ammestue, for Embedsmænd. Redaktionen selv tog Garborg[L] ivrigt under Armene, da han blev imødegaaet.
Og nu optraadte desuden Jonas Lie[LI]. Det var, som man |209| ser, Norges ypperste Mænd, som tog Del i Drøftelsen, og naar man iagttager, hvor de dengang holdt og hvorledes de tænkte, synes det unegteligt, som om mit Komme ikke var helt overflødigt.
Jonas Lie[LII] advarede paa det mest indtrængende mod at ligestille Fritænkere med Kristne. Han anførte Brokker af Mænd som Taine[LIII], Feuerbach[LIV] og Darwin[LV] for at godtgøre, hvilken Forvorpenhed de udbredte. Taine[LVI] f. Eks. havde sagt, at Dyd og Last »var Produkter som Sukker og Vitriol«. Jonas Lie[LVII] forstod da endnu ikke, at dette, som Eftersætningen viste, blot betydede: Enhver sammensat Størrelse bestaar af simplere Elementer, hvoraf den afhænger. – Kort sagt: Konsekvensen af Fritænkeri var efter hans Mening Barnemord og Drab paa Laksebønder.
Da Konsistoriums Lysrædsel ikke desmindre havde sat ondt Blod, fik jeg halvfjerde Hundrede Tilhørere og, efter hvad Aviserne skrev, et Bifald som før mig kun Bjørnson[LVIII]. Mellem Tilhørerne var Storthingspræsident Sverdrup[LIX] med Familie og hvad der var af opvakt Ungdom i Kristiania.
Man strømmede til Hotellet for at besøge mig, og jeg var neppe ene et Øjeblik fra Morgen til Aften. Kunstnerforeningen gjorde et Gilde for mig, hvor der udbragtes talrige Skaaler til min Ære, og Studentersamfundet indbød til en Sexa for mig, som atter gav Anledning til en Pressestrid. Professor Ernst Sars[LX] tegnede sig øverst paa den fremlagte Liste, og efter ham Mænd blandt Universitetslærerne, der havde taget sig hjerteligt, næsten broderligt af mig som Ægyptologen Jens Lieblein[LXI] og Literaturhistorikeren Olaf Skavlan[LXII].
Ved Sexaen besteg Universitets-Stipendiaten W. Dons[LXIII], en af mine dengang varmeste Tilhængere, (som nogle Aar derefter gik over til den romerske Katolicisme) Talerstolen og holdt en Festtale, hvis Udgangspunkt var dette, at siden |210| Wergeland[LXIV] havde ingen i Norge saa sandt og ædelt som Aftenens Hædersgæst fremstilt de store Kulturtanker. Norges Bestræbelser var i de senere Aar væsentlig gaaede i praktisk Retning, hvad der fortjente Ros. Men nu, da Nordmændene nød et økonomisk Velvære, om hvilket deres Fædre neppe havde drømt, nu droges Sindene stærkt af Længsel efter, at de civilisatoriske Ideers Strøm snart maatte naa deres Kyster. Sandheden var bevislig kun én; der gaves ikke nogen specifik norsk Sandhed. Nu gjaldt det Kampen for Tankens Frihed, dens Uforstyrrethed af al fremmed, udvortes Autoritet osv.
En evnestærk Mand med et skarpt skaaret Ansigt, Statsfysikus Bidenkap[LXV], glædede mig derefter med det Udsagn i en Tale, han holdt, at mit Dansk var »det mest maskuline«, han endnu havde hørt.
Saa blev der afsunget en Sang, i hvis første Strofe Datidens Nordmand blev saaledes særtegnet:
Meningen var, at den ulykkelige troede sig forpligtet til evigt at rulle en Sisyfussten. Nu var jeg kommen og havde givet ham det gode Raad at lade Stenen ligge.
Af Datidens Aviser ser jeg, hvorledes den Tale, jeg holdt til Svar, nogenlunde har lydt. Jeg anfører den efter det norske Avisreferat:
»Dr. Brandes[LXVI] besteg Talerstolen og holdt et længere, af levende Bravoraab idelig afbrudt ............ |211| Foredrag, hvoraf vi beklager, at vi kun kan levere en meget ufuldkommen Gengivelse. Taleren udtalte sin Glæde over den velvillige Modtagelse og de mange Beviser paa Sympati, han under sit Ophold her paa faa Undtagelser nær havde modtaget saavel af Modstandere som af Venner. Han havde i disse Dage fra mange Hold hørt udtale, at man heroppe nok kunde behøve en Mand som Taleren. Disse Udtalelser havde vakt hans Forundring. Han kunde ikke forstaa, hvorfor man i et Land, der stod saa højt, som Norge i mange Henseender gør, et Land, hvis Digtekunst var den første i Norden, hvis Malere og Billedhuggere indtog en saa fremragende Plads, og som til næsten alle Videnskabens Felter havde leveret fortrinlige Bidrag, – hvorfor man der kunde behøve en »Agitator« som Taleren[LXVII]. Jo, svarede man, – vi lider under et aandeligt Tryk heroppe; vi har ikke engang den simpleste Religionsfrihed; en frisindet aandelig Bevægelse nu vilde være til mere Skade end Gavn, Tiden er endnu ikke kommen. Taleren maatte her tænke paa en Anekdote, som han erindrede fra sin Ungdom. En liden Gut ved Navn Julius, Søn af en kjøbenhavnsk Professor, blev sat i en Skole, hvis Lærerpersonale bestod af gamle Jomfruer, der efter bedste Evne søgte at meddele Barnet sin Visdom og omhyggeligt sørgede for at notere de Fremskridt, Gutten gjorde i Ugens Løb, i hans Karakterbog. Imidlertid kom det allerede første Uge til at hedde: Julius kan ikke sin Tabel. Og saaledes Uge efter Uge: atter kan Julius ikke sin Tabel. Da skrev Guttens Fader, Professoren, tilsidst i Karakterbogen en Anmærkning, der vakte Jomfruernes højeste Forfærdelse; den lød saaledes: Vil De da ikke være af den Godhed at lære Julius hans Tabel? Denne Historie lod sig maaske anvende her. Man klagede og man klagede over det Tryk, hvorunder man heroppe led. Taleren maatte da spørge: Kan De da ikke være |212| af den Godhed at afryste dette Tryk? Der var intet andet for. Man fik tage Initiativet og gøre, som det store Dyr gør, naar det plages af mange smaa Dyr: det ryster Plagerne af sig. Taleren[LXVIII] maatte opfordre den norske Løve til at gøre dette Experiment. Han vilde her bede om ikke at blive misforstaaet. Det glædede Taleren at se saa mange ældre Mænd i Forsamlingen; det vilde bedrøvet ham kun at se unge Ansigter omkring sig. Han skulde forklare af hvad Grund. Det var ikke sjældent, han modtog Breve fra unge Mænd heroppe, der ønskede at berige hans Tidsskrift med Bidrag, der for en stor Del bestod af umodne Angreb paa Kirke og Gejstlighed. Naar Brevskriveren rigtig havde talt fra Leveren, kom han tilsidst med en indstændig Bøn til Udgiveren om endelig at fortie hans Navn. Taleren[LXIX] havde altid hørt de Norske omtale som modige og uforfærdede; dette forekom ham ikke at være Tilfældet med de unge Mænd, hvormed han saaledes var kommen i Berøring. Taleren vilde alvorlig advare de tilstedeværende Unge mod hin Art Tyveaars Radikalisme, fordi den gerne følges af Konservatisme i Trediverne, og Taleren[LXX] kendte ikke nogen sørgeligere Race end Højkonservative, der havde været blodrøde i sit tyvende Aar. Taleren mente, at hine unge Mænd manglede det rette Syn paa Forholdene; de skulde hellere vente med at udtale sig offentlig, indtil de kunde være sine Anskuelser bekendt og staa ved sin Overbevisning. Taleren vilde da sige: I tilhører et Land, som er i Besiddelse af en forholdsvis stor politisk Frihed, og dog har I en Bestemmelse i Eders Grundlov som dens Paragraf 92, at ingen Mand kan opnaa noget Embede i Norge, medmindre han tilhører den norske Statskirke, og dog er der liden Udsigt til, at I i en nogenlunde nær Fremtid kan opnaa blot en Institution som borgerligt Ægteskab. Men det afhænger af Eders eget personlige Initiativ, om disse Reformer overhovedet |213| skal komme, og naar de skal komme. Taleren[LXXI] maatte indstændig lægge Forsamlingen paa Hjerte, at al Frigørelse maatte begynde i Individet selv. Naar dette var sket, naar en Mand paa denne Maade havde tilegnet sig en Sandhed, – da vilde denne Sandhed brænde ham som en Glød paa Tungen, han maatte udtale den, arbejde for den, og sætte alle Hensyn tilside. Og til at gøre dette var Tiden altid bekvem; Udsættelse var her hverken nødvendig eller tilladelig. I det Bifald, hvormed Taleren[LXXII] var bleven modtaget, turde han maaske se en Indbydelse til at optage Kampen ogsaa heroppe. Taleren[LXXIII] havde brændt sine Fingre før, og han var ikke bange for at gøre det engang til; men han troede dog, at det af flere Grunde var bedst, om man saa smaat prøvede paa selv at rage sine Kastanier ud af Ilden, – man kunde jo benytte en forsvarlig Ildrager dertil! En saadan Stilstand, som den, der her raadede i Forholdet mellem Videnskab og Religion, var meget dyrekjøbt; der var Intet, som elektriserede Tanken, der var ingen alvorlig, omfattende og moden Debat om de aandelige Spørgsmaal. Og en saadan var det, Taleren[LXXIV] ønskede, og som man behøvede; den alene kunde føre til Kirkens Adskillelse fra Staten og til fuldstændig Religionsfrihed, saa enhver Mand kunde leve som en agtet Borger i Samfundet og indehave hvilket Embede som helst uden at være bunden ved nogen bestemt Troesbekendelse. Taleren[LXXV] vilde takke for den Anledning, der var bragt ham til at udbringe et Leve for den aandelige Frihed i Norge!«
Jeg havde Indtrykket af at have vundet Jordsmon for min Sag paa norsk Grund, langt anderledes end i Sverig. Her forstod man hvert Ord, jeg sagde, og her var i Sindene en stærkere Fremfærd.
Stor Glæde havde jeg af Forestillingerne i Kristiania Teater. Det lededes dengang af den udmærkede Dramaturg Ludvig Josephson[LXXVI], for hvis Evner Henrik Ibsen[LXXVII] nærede oprigtig Beundring. Han havde en fortvivlet Modstand at kæmpe med, fordi han var en svensk Mand, men jeg tror ikke, det norske Teater sidenhen er naaet højere end under ham. Han elskede sin Kunst, han gøs ikke tilbage for nogen i hin Tid for umulig anset Opgave, som f. Eks. at sætte Brand eller Peer Gynt i Scene. En Forestilling som Bjørnsons[LXXVIII] En Fallit var dengang en Mønsterforestilling. Der var Aftener, hvor der paa det lille, uanselige og grimme Teater ikke spiltes ringere Komedie end paa Théâtre Français. Johannes Bruun[LXXIX], Ægteparret Gundersen[LXXX], Reimers[LXXXI], Fru Juel[LXXXII] – det var en Lyst at se dem.
Betegnende for Hadet mod Josephson[LXXXIII] var det, at da jeg en Aften i en Tale havde ytret, der undertiden paa Kristiania Teater spiltes fuldt saa godt som paa selve den franske Nationalscene, blev denne Ytring af de dog ellers saa nationalstolte Nordmænd latterliggjort som en burlesk Overdrivelse. Som Josephson[LXXXIV] rigtigt sagde til mig: »De troer, der altid spilles udmærket paa Théâtre Français.« De fleste havde jo aldrig været der.
Ludvig Josephson[LXXXV] tilhørte en fremragende Kunstnerfamilie, hans Broder var en kendt Komponist, hans Brodersøn Ernst Josephson[LXXXVI] en af det unge Sverigs mest lovende Malere, der tilfulde holdt de Løfter han gav, før Sindssygen lammede hans Evner. Selv skrev Ludvig Josephson[LXXXVII] Skuespil, dels i historisk-romantisk Stil som Folkungalek og Thord Hasle, dels om ganske moderne Æmner som Dramet Paris, der foregaar 1870-71. Som Digter kommer han dog ikke i Betragtning; men en Bog som hans Skrift Våra Teater-Förhållanden viser hans Alvor og Indsigt som Dramaturg.
|215| I Kristiania tog man ham ikke blot hans svenske Fødsel, men hans ihærdige Bestræbelser for at skaffe Byen et Operateater ilde op. Man frygtede, det skulde fortrænge det nationale Skuespil.
Neppe havde jeg forladt Kristiania, før Teologerne arbejdede med at udslette Indtrykket af min Optræden. Den teologiske Professor F. Petersen[LXXXVIII] begyndte ikke en Maaned efter min Bortrejse en Række Modforedrag om Søren Kierkegaard[LXXXIX] i Universitetets Festivitetssal. De aabnedes med et mægtigt Angreb paa mine Forelæsninger, der havde været vildledende istedenfor vejledende. Samtidigt skrev Pastor I. B. Heuch[XC], Lærer ved det praktisk-teologiske Seminarium, snart derefter Biskop og som saadan højtanset, i det af ham udgivne Organ Luthersk Ugeskrift en lang Artikelrække imod mig, der senere blev omarbejdet og samlet til en Bog.
Den drejede sig udelukkende om min Afstamning og vilde udførligt hævde, at den antikristelige Strømning i den nyere Tid væsenligt var af jødisk Oprindelse og næredes af jødiske Kilder. Alt hvad han gjorde gældende mod mig var, som i Regelen Modstandernes Indfald, hentet fra mine egne Skrifter og kluntet anvendt paa mig. Saaledes tog han min Karakteristik af Ferdinand Lassalles[XCI] Ungdomsvæsen som en Blanding af Frækhed, Dumdristighed og Uforfærdethed, og forsøgte at stemple mit eget saa bundforskellige Væsen med den. Men jo mere kluntet han var, des mere behagede han Klodsmajorernes Horde. Mig tillagde det enfoldige, saa gudhengivne Uhyre Kristushad, som havde til Grund dels den Undertrykkelse, der var blevet øvet mod Jøderne i Kristendommens Navn, dels den jødiske Religion, som bragte Jøderne til i Kristus at se en Oprører mod Fædrenes Over|216|leveringer. Da ved et Tilfælde netop da Jules Simon[XCII] var Førsteminister i Frankrig og Lord Beaconsfield[XCIII] Førsteminister i England – begge af jødisk Æt – lod der sig fable en Del om det truende jødiske Verdensherredømme og den Fare, hvori Kristenheden befandt sig, nu da jeg uværdige – som desværre var langt fra Ministerstillingen – ogsaa var kommet til. Biskop Heuch[XCIV] blev jo ikke den eneste Teolog, der tillagde mig Kristushad, men han var den første. Intet skulde ogsaa synes at ligge naturligere for en Præstemand overfor en Fritænker. Alligevel tilstaar jeg, det altid har forekommet mig forbausende, at saadan en norsk Grosserersøn fra Kragerø, der jævnt avancerende opnaaede først Ornatets Silkemave, saa dets Fløjelsdito, end ikke et Øjeblik kom i Tvivl, om ikke jeg – trods alle mine Ufuldkommenheder, som han jo kendte bedre end nogen – fysisk og aandeligt var nærmere i Slægt med Jesus end han.
Interessant og betegnende i Flyveskriftet var bogstavelig Intet. Men yderst betegnende var den nordiske Presses dybt anerkendende, ja begejstrede Holdning. Topsøe[XCV] bebrejdede saaledes den danske Gejstlighed, at Den, der ønskede at se mig tilgavns bekæmpet, var nødsaget til at rette Blikket mod Norge. Hvorpaa forskellige Gejstlige, deriblandt Frederik Nielsen[XCVI], nødtes til selv at drage deres Angrebsskrifter i Erindring, som ellers var glemte.
Paa Tilbagevejen holdt jeg endnu et Par Forelæsninger i Gøteborg, hvor jeg gensaa gamle Venner og Veninder fra mit Ophold der i 1859, som ikke havde glemt mig, men modtog mig gæstfrit.
Dèr traf jeg personligt Victor Rydberg[XCVII], hvis Den sista |217| Atenaren ved sin hedenske Holdning havde gjort Indtryk paa mig, da jeg stod i Attenaarsalderen, og hvis Bibelens Lære om Kristus havde afsat et Gæringsstof i mit Sind og modarbejdet Kierkegaards[XCVIII] Indflydelse i hine første Ungdomsaar, da jeg stræbte at danne mig en Livsanskuelse. Han levede i Gøteborg som en Art Plejesøn i det Hedlundske Hus, forkælet og beundret næsten lige saa meget for sine Egenheder som for sit Talent. Han var saa pillen og korrekt, at han, som det fortaltes, tog hjem igen fra et Middagsselskab, ifald han i Forstuen opdagede, at han ved en Forglemmelse ikke havde lakerede Støvler paa, og tillige saa glemsom, at han ikke let kom, ifald man ikke mindede ham om den modtagne Indbydelse ved at hente ham i Vogn. Mod mig var han paa dette Tidspunkt yderst gunstigt sindet, skønt hans danske Oversætter havde gjort, hvad han formaaede for at ophidse ham imod mig. Rydberg[XCIX] underholdt sig længe med mig, hvorvel han havde vanskeligt ved at forstaa Dansk, spurgte mig lidt bekymret, om jeg ikke tidligere havde været Materialist, og blev glad beroliget, da jeg forsikrede ham, at jeg ikke fem Minutter i mit Liv havde været det. Han udbragte en Aften med Varme min Skaal som den frie Forsknings Talsmand, der havde mødt Modstand, fordi han attraaede Aandsfrihed. – Senere lykkedes det Øretudere at fjerne ham fra mig, saa han skyede mig, da jeg tretten Aar derefter kom næste Gang til Sverig.
Sinkede af en forrygende Snestorm naaede vi til Kjøbenhavn efter Jul og tog paany ind paa et Hotel, hvor jeg brugte de tre Maaneder, jeg blev i Danmark, til at udarbejde min Bog om Kierkegaard[C], omarbejde mine Afhandlinger om Winther[CI] og Bødtcher[CII], skrive mit andet Essay om Frederik |218| Paludan-Müller[CIII] og samtidigt rette Korrekturerne paa de to Bøger Søren Kierkegaard og Danske Digtere, der udkom efter Vinterens Slutning. I Forordet til den sidste Bog, der indeholdt de mest anerkendende Karakteristiker af Carsten Hauch[CIV], Ludvig Bødtcher[CV], Christian Winther[CVI] og Fr. Paludan-Müller[CVII], havde jeg med Benyttelse af et Udtryk, hentet fra David Strauss[CVIII], udtalt det Haab, at denne ene Bog maaske af Pressen kunde blive opfattet som fredelige Blade. Men nej! Dagbladet protesterede straks mod Benævnelsen: jeg var den samme, hvad jeg saa skrev om. Modtagelsen var saa ugunstig, at dette Skrift, som iøvrigt det andet om Kierkegaard[CIX], i 23 Aar ikke blev udsolgt i et eneste Oplag, før det optoges i mine Samlede Skrifter.
Paa dette Tidspunkt blev jeg Genstand for et ærekrænkende Overfald af Carl Ploug[CX]. Januarheftet af Det nittende Aarhundrede havde bragt tre Breve fra Søren Kierkegaard[CXI] til en Dame, der betegnedes som Fru I. T.[CXII] og i Brevene benævntes hans Kusine. Det var dialektiske Variationer over ganske smaa Motiver: Hvorfor han heller sendte et Brev end gjorde et Besøg, eller Hvor tidt han skrev et Brev og undlod at sende det af, eller Hvilken Trøst en Spøg kunde være under legemlige Smerter og Genvordigheder, eller Hvor gerne han blæste hele Verden et Stykke, men hvor nødigt han gjorde Uret mod et lille Barn, var Uretten end lille bitte, som at gaa saa rask med dets Moder, at det daarligt kunde følge med – og derfor sendtes en Æske Legetøj.
Det var det Hele. Brevene var blevne mig tilsendte af en af Tidsskriftets Medarbejdere, en Artilleriløjtnant August Wolff[CXIII], der interesserede sig for kinesisk Literatur, men iøvrigt var en stor Dyrker af Kierkegaard[CXIV]. I sit Brev bad han om at maatte fortie Modtagerindens Navn for Redaktionen, medens han iøvrigt indestod for Brevenes Autenticitet. Der opdukkede hos mig ikke nogen Tvivl om at han hand|219|lede paa Modtagerindens Vegne, ligesom han jo umuligt uden hendes Vilje kunde være kommet i Besiddelse af sin Afskrift.
Ploug[CXV], som fra Damen erfor, at hendes Samtykke til Offenliggørelsen ikke var erhvervet, mente Lejligheden kommet til et fældende Slag. Han udtalte sin Forundring over, at hine Breve var optagne i et Maanedskrift, »hvis Tendens var Søren Kierkegaards[CXVI] aldeles modsat«, erklærede, at det ikke faldt nogen hæderlig Mand ind at offenliggøre slige Papirer uden Ejerens Samtykke og spurgte mig, »hvorfor jeg ikke havde handlet som Mand af Ære«.
Da jeg i den Anledning anlagde Sag mod Fædrelandets Udgiver, gentog han Injurien i sin Meddelelse derom til Publikum, skønt han i Mellemtiden var bleven fuldt oplyst om den hele Sammenhæng.
Hvor stærkt denne Sag optog mig, viser den følgende Redegørelse, jeg afgav som Indlæg i Processen, men som ikke før er bleven trykt, da jeg ikke havde noget Organ til min Raadighed, eftersom mit Tidsskrift netop da gik ind. Det er det eneste juridiske Aktstykke, jeg har skrevet.
»Det forekommer mig, at Diskussionen mellem min Sagfører og Modparten er tilbøjelig til at skeje vel stærkt ud fra det fundamentale og afgørende Spørgsmaal. Spørgsmaalet er jo aldeles ikke det, om jeg som Udgiver af Det nittende Aarhundrede har begaaet en Uforsigtighed eller ikke, men om Hr. Ploug[CXVII] har havt nogensomhelst Ret til at spørge mig, hvorfor jeg ikke har handlet som en Mand af Ære. Dette Spørgsmaal er jo fremdeles ikke et simpelt Spørgsmaal. Det indeholder to Ting: en Paastand, at jeg har handlet æreløst – og et Spørgsmaal om mine Bevæg|220|grunde dertil; Paastanden er æreskændende og Spørgsmaalet en mig offenlig tilføjet Forhaanelse.
Hvormed forsvarer nu Hr. Ploug[CXVIII] sin Ret til at bruge slige Udtryk? Dermed, at den Handling, jeg sagligt har begaaet, den abstrakte Handling, Handlingen i og for sig uden Hensyn til dens Bevæggrunde, skal kunne betegnes som en i og for sig æreløs Handling.
Dette Forsvar er intet Forsvar. Thi Begrebet Ære og de deraf afledede Begreber ærefuld, æreløs osv. er, som det godtgøres i enhver videnskabelig Psykologi og som Sprogbrug viser, Begreber, der netop angaar Handlingens Forhold til det handlende Jeg. (Selv den tilsyneladende hæsligste Handling som f. Eks. den, ved et pludseligt Overfald at rive Klæderne af en fremmed Dame, er ikke i og for sig æreløs; den kan være meget ærefuld, hvis hendes Dragt staar i lys Lue). Og saa meget er vist, at Spørgsmaalet ikke opklares, men fordunkles, naar man borttager det brugte Udtryk »Mand af Ære« og erstatter det med et uoversætteligt engelsk Ord, der ikke svarer til det, nemlig gentlemanlike.
Ikke et Forsvar, men en Slags Undskyldning vilde kunne søges for Hr. Ploug[CXIX], hvis Tilfældet var et saadant, at kun vanærende Motiver til min Handling lod sig tænke. Men Muligheden for, at jeg havde handlet i god Tro og var bleven ført bag Lyset, var saa nærliggende, at den kun behøver at berøres, saa meget mere som det ikke lod sig se, hvad optænkelig Fordel jeg kunde have af her at begaa en »uhæderlig« Handling.
Dog, Hr. Ploug[CXX] har jo udfundet en saadan Fordel. »Enhver Læser af Det nittende Aarhundrede«, siger han, »maatte antage, at S. K.s Kusine[CXXI], Fru Julie Thomsen[CXXII], selv havde tilstillet Tidsskriftets Udgivere sine uden nogensomhelst Bemærkning optagne Breve af Henrykkelse over Dr. Brandes’[CXXIII] nylig i Kjøbenhavn, Stockholm og Kristiania holdte |221| og derpaa udgivne Forelæsninger over hendes Fætter. Dr. B.[CXXIV] har altsaa paaført hende det falske Skin af at dele om ikke alle hans literære og religiøse Anskuelser, saa dog i det Mindste hans Opfattelse af S. K.[CXXV] og at være tilfreds med hans Fremstilling af samme«.
Jeg tilstaar, at Argumentet forekommer mig for burlesk til at behøve en Gendrivelse. Kun derpaa vil jeg gøre opmærksom, at min Bog om Kierkegaard[CXXVI] udgaves næsten to Maaneder efter at Brevene forelaa trykte, hvad saa temmelig umuliggør min Tilsnigelse af Damens »Henrykkelse« over Bogen; men – det forstaar sig – »Henrykkelsen« over Forelæsningerne, især dem i Stockholm og Kristiania, staar jo endnu tilbage, og jeg raader Hr. Ploug[CXXVII] til at holde fast paa den.
Der var altsaa i hans Øjne følgende Fordel for mig ved at handle »uhæderligt«: jeg skaffede mig Skin af at en unavngiven Fru I. T.[CXXVIII] var »henrykt« over mine Forelæsninger – sandelig en ikke tilstrækkelig Bevæggrund til at begaa en »æreløs« Handling.
Parentetisk maa jeg paa dette Punkt fremhæve, at Hr. Ploug[CXXIX] i sin Skrivelse tager Anledning til at fremsætte en ny Sagen uvedkommende Sigtelse mod mig. Han indrømmer, at Brevene ingen Familiehemmeligheder indeholdt, men hævder, at dette »neppe vilde have generet Dr. B.[CXXX], da han ikke har betænkt sig paa i sine Forelæsninger om S. Kierkegaard[CXXXI] at paadigte dennes Fader en Forbrydelse, hvortil han ikke har den fjerneste Hjemmel«.
Da min Bog om Kierkegaard[CXXXII], som alt anført, er trykt længe efter de Kierkegaardske Breve, vilde denne Omstændighed, selv om den var sand, selvfølgelig ikke kunne have givet Hr. Ploug[CXXXIII] nogen Formodning om, at jeg ved disses Udgivelse havde overtraadt Ærens Bud. Men iøvrigt er denne nye Beskyldning mig kun et nyt og intet overraskende |222| Kendetegn paa dens Ophavsmands underordnede Dannelsestrin. Han giver sig neppe Tid til at læse, endnu mindre til at forstaa det Læste, før han er færdig med en fremfusende Dom. Langt fra at »paadigte« Kierkegaards Fader[CXXXIV] en Brøde, har jeg i mit Skrift kun fortolket de talrige Udtalelser om dette Punkt, som forekom i de paa Biskop Kierkegaards[CXXXV] Foranstaltning udgivne efterladte Kierkegaardske Papirer, og jeg har ikke draget nogen Slutning, som ikke den tænkende Læser og Kender af alle S. Kierkegaards[CXXXVI] øvrige Skrifter med Nødvendighed maatte føres til.
En Adkomst af hvilkensomhelst Art til at stemple Brevenes Offenliggørelse som sket er, vilde Hr. Ploug[CXXXVII] endelig kun have i det Tilfælde, at han var min beskikkede Dommer, der skulde og maatte fælde min Dom, selv om han udsatte sig for senere at maatte tilbagekalde eller ændre Dommen. Men, som Enhver véd, var Hr. Ploug[CXXXVIII] som Dommer selvbeskikket. Der var Ingen, som havde givet ham det Hverv at forsyne sin Paa-ankning af den skete Offenliggørelse med ærerørige Udfald.
Han gjorde det uden Opfordring. Det Poscimur, han fulgte, var et rent indre, Lysten og Viljen til at injuriere mig. Han har i mange Aar havt og fulgt denne Lyst. Han har gennem sit Blad, saavidt hans ringe Kundskabsforraad muliggjorde ham det, i en Række af Aar overfuset mig med personlige Angreb og Beskyldninger, der vilde have været mere farlige end de var, hvis de ikke i Regelen havde røbet lige saa stor Uvidenhed som redelig Vilje til at skade. Da jeg f. Eks. for et Par Aar siden havde oversat nogle Fortællinger af Schweizerforfatteren Gottfried Keller[CXXXIX], nøjedes Hr. Ploug[CXL] ikke med at stemple denne i Tyskland og Schweiz lige hædrede Digter paa en uhøvisk Maade, men han optog, i sin Iver for at sige mig noget ret Krænkende, fra et andet Blad den taabelige Beskyldning imod mig, at jeg havde løjet |223| i mit Udsagn om at have erhvervet Digterens Minde til min Oversættelse, da han, som et Konversationsleksikon udviste, var død allerede for mange Aar siden. At Hr. Ploug[CXLI] efter at være oplyst om den Uvidenhed, der laa til Grund for hans Beskyldning, ikke gjorde nogen Undskyldning for det Skete, er det overflødigt at udtale.
Jeg har ligefuldt aldrig, selv naar der for Andre syntes at kunne være Anledning dertil, stævnet Hr. Ploug[CXLII] til retligt Ansvar. Jeg var fast bestemt paa, saa længe Angrebene nogenledes holdt sig paa de literære Enemærker, at lade mig beskylde for Hvadsomhelst uden at kræve noget Regnskab, men anderledes er det, naar Fornærmelsen gaar helt ud over det literære og ind paa det borgerlige Omraade. Denne Gang tog Hr. Ploug[CXLIII] ikke tiltakke med at nedsætte min literære Virksomhed, han snakkede om min Ære. Og vistnok var det, han om den bemærkede, lidet vægtigt, men min Ære skal han ikke røre ved, min Ære taaler jeg ikke, at Fædrelandet forgriber sig paa, min Ære vil jeg ikke have besudlet af Hr. Plougs[CXLIV] Fingre. Hr. Ploug[CXLV] er en gammel Mand, og dette stemmer til Overbærenhed med ham; men naar en gammel Mand handler saa ubesindigt som en ung Spirrevip, saa bør han straffes derfor, og derfor er det, jeg har afslaaet ethvert Forlig med Hr. Ploug[CXLVI].
Og selv »ubesindigt« er for mildt et Ord. Thi han havde den bestemte Vilje til at injuriere. Var det ikke allerede godtgjort ved Alt, hvad jeg har anført, saa er det bevist ved hans Gentagelse af Injurien, da han nødtvungen optog min Meddelelse om Sags Anlæg.
Hr. Ploug[CXLVII] var i Mellemtiden oplyst om Sagens Sammenhæng. Han negter det ikke. Han negter ikke heller, at hans Anskuelse om min Handlemaade var derved væsenligt forandret. Men han negtede at optage Hr. Wolffs[CXLVIII] Erklæring, der fuldstændigt vilde have oplyst de Læsere, der |224| kendte Hr. Plougs[CXLIX] ærekrænkende Spørgsmaal til mig, om, hvorledes Sagen var gaaet til. Hr. Ploug vilde, siger han, ikke trykke »en anonym Erklæring«. Hertil er at bemærke, at Hr. Wolff[CL] ikke var anonym overfor Hr. Ploug, at Hr. Wolff[CLI] i egen Person bragte sin Erklæring til Hr. Ploug[CLII], der jo ogsaa gjorde Forsøg paa at bruge ham som Mægler og gennem ham vilde bevæge mig til at frafalde min ham – ikke uden Grund – højst pinlige Klage. Naar Hr. Ploug[CLIII] da i sit Blad kaldte Erklæringen »anonym«, var det naturligvis ikke hans Mening, at hans Læsere derved skulde ledes til den Tro, at det var en unavngiven Mand, der havde sendt ham den, men han maa tilstaa, at Formen var højst uheldig og ikke kunde have været synderlig forskellig, hvis Hensigten var at vildlede.
Istedenfor at optage Erklæringen, valgte da Hr. Ploug[CLIV] at optrykke Injurien (ikke engang som Citat; uden Citationstegn), øjensynligt for ret at slaa det fast, at jeg ikke havde handlet som Mand af Ære. Presselovens § 11 lyder saaledes: »Enhver, der i et periodisk Skrift anser sig for personlig angreben (...) kan i dette fordre uden Betaling optagen en Bekendtgørelse om Sags Anlæg i Anledning af Angrebet saavel som om Sagens Udfald (...)«
Prokurator Winthers[CLV] Paastand om Hr. Plougs[CLVI] Berettigelse til at gentage Injurien og hans Henvisning til at Hr. Ploug[CLVII] kunde kræve de fornærmelige Ord optagne i mit Inserat, er følgelig greben ud af Luften. Ordene »i Anledning af Angrebet« var tilstrækkelig fyldestgjorte ved Inseratets Betegnelse »ærerørige Udtryk, der indeholdes i en i Fædrelandet for 16de Februar 1877 optaget Artikel En uberettiget Offenliggørelse«, og selv hvis dette ikke var Tilfældet, saa kunde Hr. Ploug[CLVIII] i det Højeste have tilbagesendt Inseratet og krævet det udfyldt; men under ingen |225| Omstændigheder havde han Hjemmel for at handle, som han gjorde.
Modparten finder det Forlangende »naivt«, at Hr. Ploug[CLIX], da han optrykte Injurien, skulde indrømme, at han nu var bekendt med Sagens Sammenhæng; men dette viser kun, hvor forskellige Begreberne om Ære er hos ham og hos mig. Thi hvis jeg var bleven oplyst om, at jeg uden tilstrækkelig Føje havde gjort mig skyldig i et Angreb paa en Mand – og her maa det betones, at selv Hr. Ploug[CLX] indrømmer, der kun foreligger en Uforsigtighed, intet Æreløst – saa vilde det efter mine Begreber om Ære være ligefrem Pligt snarest muligt at bringe Sagens Sammenhæng til Publikums Kundskab.
Saa meget om Grundspørgsmaalet. Men da allerede det andet, underordnede Spørgsmaal er bleven draget frem, om jeg har gjort mig skyldig i en Uforsigtighed, saa maa den Bemærkning være mig tilladt: Alt hvad Hr. Ploug[CLXI] fortæller om, at en Redaktør ikke kan slippe for Ansvar, fordi han har en Indsender at beraabe sig paa, og om hans egne bitre Erfaringer i saa Henseende, røber meget ringe Skarphed i Tanken. Thi her er slet ikke Tale om Ansvar. Spørgsmaalet er ikke juridisk, men moralsk. Her er ikke Tale om Ansvar for Brevenes Indhold, men for Brevenes Offenliggørelse, og det maa Brevenes Indsender bære. En Anmodning om Optagelse, forsynet med Navns Underskrift af en Person, der ved Embedsstilling og Dannelsestrin frembød Garantier, maatte af Redaktionen anses for tilstrækkeligt Kautel. Indsenderen beder i sit Brev om at maatte fortie Modtagerindens Navn for Redaktionen, medens han forøvrigt indestaar for Brevenes Autencitet. Det var saa at sige umuligt at antage Andet end at hun – hvem jeg antog var en nær Slægtning af Indsenderen – havde bedet ham tie med sit Navn. Og det var, som jeg alt offentligt har |226| erklæret, først meget senere, at vi ved et Tilfælde erfarede, hvem Damen var, uden at jeg dog dermed var i mindste Maade oplyst om hendes mulige Forhold til Hr. Wolff[CLXII]. Hvis Brevenes Indhold nu havde syntes at gøre Trykningen til et riskant Foretagende, da vilde rimeligvis Redaktionen have udsat sig for at fornærme Indsenderen med det Spørgsmaal om han ogsaa havde Dispositionsretten over dem – og en Fornærmelse vilde, som Hr. Wolff[CLXIII] i sin Erklæring til Fædrelandet tilstaar, et saadant Spørgsmaal have været; men da der ikke lod sig indse nogensomhelst Grund til, at Indsenderen skulde ville have Brevene trykte mod Ejerindens Vilje, blev de antagne, og, da deres Tur kom, optagne i Tidsskriftet.
Til Slutning kun et Par Ord om mit Forhold til de to i Sagen inddragne Personligheder, Brevenes Ejerinde og deres Indsender.
Hvad den første angaar, da har jeg oprigtigt beklaget det skete Uheld. Jeg har personlig i et Brev til Fru Thomsen[CLXIV], hvem jeg meget mod mit Ønske er kommet til at foraarsage nogle ubehagelige Indtryk, udtalt, hvor ukært det Skete var mig, og jeg har tillige berørt det Uheldige i, at at hun ikke direkte havde henvendt sig til mig med sin Anke, jeg vilde da straks have udtalt en offentlig Beklagelse; kun med Hr. Ploug[CLXV] havde jeg Intet at skaffe.
Hvad Hr. Løjtnant Wolff angaar[CLXVI], maa jeg tilstaa, at Modpartens Holdning overfor ham har undret mig meget. Det forekommer mig lidet ridderligt af Hr. Ploug[CLXVII], der gjorde et Forsøg paa at fremtvinge Navns Underskrift under Hr. Wolffs[CLXVIII] Erklæring, at ville kaste Ansvaret for den mulige Fare, hvori Hr. Wolffs[CLXIX] Stilling ved denne Sag kunde bringes, over paa mig. Jeg nærer det Haab og det Ønske, at der ikke for denne Sags Skyld maa vederfares Hr. Wolff[CLXX] nogensomhelst Ulempe, og forsaavidt der er tænkt paa hans Stilling |227| som Officer i Artilleriet, har jeg til min Beroligelse af et Brev fra Hr. Wolff[CLXXI] til Redaktionen af Det nittende Aarhundrede set, at hans militære Løbebane er afsluttet; men jeg kunde ikke, for at skaane Tredjemand for en yderst fjern Fare, finde mig i at lade min Ære beklikke. Jeg stoler paa, at Dommerne vil give mig den Oprejsning, hvorpaa jeg mener at have Krav.«
Ved Landsoverretten i Kjøbenhavn blev Plougs[CLXXII] ærerørige Ytringer om mig erklærede for døde og magtesløse, Han blev idømt en Bøde af 400 Kroner foruden Sagens Omkostninger. Ploug[CLXXIII], hvis Stilling i Danmark da nøje svarede til Katkófs[CLXXIV] samtidige i Rusland, skældte i en Artikel sine Dommere Huden fuld, og appellerede Sagen. Højesteret, der politisk og socialt stod ham nærmere, nedsatte Bøden til en Fjerdedel.
Kort efter at jeg havde anlagt Sagen, hændte den følgende lille Begivenhed, der forøgede min Menneskekundskab.
En Dag, da jeg gik ned ad Gaden med Artilleriløjtnant Wolff[CLXXV], sagde jeg til ham: »Det er et Held for mig, at De er den Mand, De er; thi skulde jeg, mod Deres Benegtelse, for Retten bevise, at jeg har de Kierkegaardske Breve fra Dem, var jeg ilde stillet; ved et besynderligt Tilfælde er nemlig det Brev, De i sin Tid sendte mig, forsvundet for mig.« – Løjtnanten[CLXXVI] studsede, saa et Øjeblik frem for sig, sagde derpaa ligesom adspredt: »Jeg forstod Dem vist ikke rigtigt, om hvilket Brev taler De? jeg for min Del har aldrig sendt Dem noget Brev.« – Jeg betragtede ham et Øjeblik i højeste Forbavselse, hvorpaa han hastigt tog Afsked.
Faa Dage efter fandt jeg hans Brev mellem nogle af mine Haandskrifter, hvori det havde forputtet sig. Det blev derefter fremlagt i Retten.
I Begyndelsen af April rejste jeg udenlands; jeg vilde vise min Hustru[CLXXVII] Italien, hvor jeg seks Aar tidligere havde følt Livet pulsere saa stærkt i mig.
Vi tog først til Berlin, hvor vi næsten helt levede hos Loewes[CLXXVIII], der behandlede os som Børn af Huset, og hvor Berthold Auerbach[CLXXIX] overvældede mig med Artighed. Han var rørig og munter og ærværdig som en Patriark; vred paa Renan[CLXXX] for den efter hans Mening altfor fromladne Tale, han havde holdt over Spinoza[CLXXXI] ved Afsløringen af dennes Statue i Haag, begejstret for Prøjsen som en ægte Schwaber. Han skattede den praktiske Energi, der fattedes Sydtyskland, var mistænksom overfor Bismarck[CLXXXII], hvis formentlige Frisind han ingen Lid satte til, men samtidigt fuld af Beundring for ham: Paa sin Plads som Kansler er han overfor Frankrig saa meget værd som trehundredetusinde Mand.
I frisindede Krese beklagede man, at Bismarck[CLXXXIII] havde forlangt Orlov. Den almindelige Mening var, at Rigsforfatningen var ubrugbar, men at dette ikke kunde lægges Bismarck[CLXXXIV] til Last; thi han kunde, da han gav den, ikke opnaa en bedre: det gjaldt lige efter Krigen om at forsone alle Parter, Fyrsterne saa vel som Landene i Riget. I det nordtyske Forbund havde Prøjsen sikret sig saa mange Stemmer, at det var i født Flertal; i det nye tyske Rige maatte det nødtvungent vise sig mere ædelmodigt. Det var derfor nu i født Mindretal, men maatte stole paa Fyrsternes Rigsvenskab og Fædrelandskærlighed, en usikker Byggegrund. Efter Rigets Oprettelse var Fyrsterne en kort Tid matte; nu var de komne til Kræfter igen; de søgte i Forbundsraadet at lamme Bismarcks[CLXXXV] Foretagender, og han formaaede ikke at bryde deres Modstand.
Rigsdagens Formand sagde i de Dage til en af mine |229| Bekendte blandt Politikerne: Vi faar i overskuelig Tid ikke Fred for disse Fyrster. – Nej, sagde den Tiltalte, vi maa omdanne Forbundsraadet. – Det nytter ikke, svarte Præsidenten, vi maatte slaa Knappen af Fyrsterne; før faar vi ikke Ro.
Imellem Marineministeren[CLXXXVI] og Bismarck[CLXXXVII] havde der hersket langvarig Strid, da den første drev Politik paa egen Haand. Bismarck, der vanskeligt overholdt Formen, gav sin Uvilje mod ham Luft i selve Rigsdagen. Stosch[CLXXXVIII] udbad sig sin Afsked, og fik Afslag af Kejseren[CLXXXIX], der fandt Manden formelt forurettet. Men nu indgav Bismarck, træt af Intriger, han ikke kunde overvinde, til almindelig Bestyrtelse sin Afskedsbegæring. Kejseren[CXC] negtede at bevillige ham den, med den Motivering, at han selv var 80 Aar gammel og arbejdede endnu, Bismarck[CXCI] kun 62. Vred og træt vilde imidlertid Bismarck[CXCII] lade sig savne og trak sig tilbage fra Forretningerne med Orlov paa ubestemt Tid.
I Vossische Zeitung saa jeg (April 1877), at en provisorisk Finanslov var udstedt i Danmark af Ministeriet Estrup[CXCIII]. Saa lidet udæskende denne Lov var i Sammenligning med senere af samme Navn, følte jeg det dog med Rette, som om nu i Danmark, hvor Aandsfriheden var saa ringe, ogsaa den Lov, der skulde sikre den politiske Frihed, var sprængt.
I Wien stod Lewinskys[CXCIV] Hus mig gæstfrit aabent, og Adolf Wilbrandt[CXCV], der nylig havde ægtet Skuespillerinden Augusta Baudius[CXCVI] med de store udtryksfulde Øjne, aabnede mig sit. Han havde da endnu ikke afløst Dingelstedt[CXCVII] som Direktør for Burgteatret, men indtog som Forfatter og Digter en agtet Stilling. Hans Levnedsbeskrivelse af Heinrich von |230| Kleist[CXCVIII] og hans Tragedie Krimhield havde glædet mig. Han levede som Lewinsky[CXCIX] i Kresen af Burgteatrets udmærkede Kunstnere og Kunstnerinder, blandt hvilke Ægteparret Hr.[CC] og Fru Hartmann[CCI] var talentfulde paa Scenen og underholdende Omgangsvenner i Privatlivet.
Vi saa foruden Faust ypperligt spilte Smaastykker paa Burgteatret, og i Operaen Rigoletto med Adelina Patti[CCII] og Trebelli[CCIII] i Hovedrollerne. Efter Operaen var der et Aftensmaaltid hos Wilbrandt[CCIV], hvor Fruen[CCV] gav os nogle Prøver til Bedste af en Samling, hun (som samtidigt Flaubert[CCVI]) havde anlagt af morsomme Dumheder, hun havde hørt. Derefter foredrog Lewinsky[CCVII] paa min Anmodning Goppée’s[CCVIII] Smedenes Skrue. Det var en Kunstnydelse af Rang.
Mest optoges jeg i Wien, da jeg først havde set mig om i denne By, der virkede saa malerisk og naturgroet efter Berlin, af de Forhandlinger om min Ansættelse i Østerrig, som Ministeren Dr. Josef Unger[CCIX] allerede havde aabnet med mig, medens jeg endnu var i Kjøbenhavn. Da han havde erfaret min Nærværelse i Wien, bad han mig komme til sig og modtog mig yderst venligt. Han sagde, at Sagen paa ingen Maade var opgivet, men at der dels havde været finansielle Vanskeligheder, dels havde Ministeriets Tilværelse staaet saaledes paa Spil fra Dag til Dag, at der Intet kunde foretages. Undervisningsministeren, Hr. Carl Edler von Stremayr[CCX], var for Øjeblikket bortrejst, og han selv repræsenterede sin Kollega. Han vilde snarest besøge mig til Gengæld for mit Besøg. Tidligere havde han ment, jeg maatte debutere ved et af Østerrigs Universiteter udenfor Wien; det havde været hans Tanke, da han først nærmede sig mig igennem den for et Fjerdingaar siden afdøde Emil Kuh[CCXI]. Nu, da han havde lært mig personligt at kende, var denne Plan falden bort; han ønskede at be|231|holde mig i sin Nærhed for jævnlig at kunne underholde sig med mig. Jeg selv vilde føle mig mere tilfreds i Østerrig end i Prøjsen.
Medens vi næste Morgen sad ved vor Te i Hotellet, bragte Kellneren et Visitkort: Dr. Friedrich Uhl[CCXII], Chefredaktør for Wiener Abendpost (Regeringens officielle Organ). I Døren viste sig en mod Haarene i Forvirring afstrøgen Silkehat og straks derefter den, som holdt den i Haanden. Hatten havde virket saa pudsigt, og den Indtrædendes Fysiognomi med det uordentligt til Side strøgne Haar stemte saa morsomt overens med Hatten, at Manden blev modtaget med et stort Smil. Skønt Leder af en Statstidende havde Dr. Uhl[CCXIII] noget ved sig, der mindede om den højtbegavede og uforbederlige Bohémien Giboyer i Augiers [CCXIV]Komedie. Han kom fra Ministeren for at opfordre mig til, mod et efter nordiske Forhold glimrende Honorar, at levere Artikler til hans Blad; dets officielle Karakter skulde i ingensomhelst Henseende paalægge mig Baand. Jeg modtog Tilbudet med Tak. Dr. Uhl[CCXV] kendte Ungers[CCXVI] Planer med mig og udtalte til Afsked Forvisningen om et snarligt Gensyn i Wien.
Dagen efter kom Ministeren[CCXVII] selv, gjorde et langt Besøg og viste sig elskværdig. Et ganske bestemt Tilsagn kunde han ikke give mig; men foreløbig fastslog han følgende: Jeg blev overordentlig Professor ved Universitetet i Wien, Gage 2500 Gylden, fire Forelæsninger om Ugen. Stillingen skulde tiltrædes 15. Oktober. Havde jeg Held med mine Forelæsninger, skulde jeg hurtigt blive forfremmet til ordentlig Professor. Ferierne var: to Uger Juleferie, tre Uger Paaskeferie, tre Maaneder Sommerferie 15. Juli-15. Oktober. |232| Det var, sagde han, et Held, at overordentlige Professorer kunde ansættes af Ministeren[CCXVIII] uden at Professorkollegiet raadspurgtes; thi Professorerne vilde alle som en være imod mig; de var i mit Fag Middelmaadigheder og nærede stor Frygt for Konkurrence. – Sandsynligvis vilde Afgørelsen blive truffen allerede i Maj.
I et noget forskelligt Lys viste Sagen sig for mig, da jeg over Triest, hvor det italienske Sprog for første Gang paany slog mig i Møde, naaede til Venedig. Der traf jeg sammen med Orientalisten Eduard Sachau[CCXIX], da Professor ved Universitetet i Berlin, tidligere ved det i Wien, en trediveaarig Mand, fremragende Sprogforsker, der laa i Venedig for i Klosteret San Lazaro at studere Armenisk. Gondolen førte mig til ham en henrivende Majaften, medens Serenader lød fra Baadene, der laa under de Skønnes Vinduer.
Sachau[CCXX] advarede mig mod at fæste for stor Lid til den Udsigt, Ministeren havde stillet mig for Øje, skønt han upaatvivleligt kunde udnævne mig, ifald han alvorligt vilde. Men Sagen syntes ham vanskelig af følgende Grund: Der var allerede fire Professorer i Literaturhistorie, Tomaschek[CCXXI] for tysk Literatur, en mindre vel anset Privatdocent for fransk, en Professor for nordgermansk (ↄ: engelsk og af Navn ogsaa skandinavisk), en for italiensk og provençalsk. Ingen af disse Mænd var fremragende og alle var de rene Filologer; blev de adspurgte, om de ønskede mig ansat, vilde de selvfølgelig enstemmigt svare Nej. Vel kunde Ministeren ansætte mig ligefuldt og gjorde det maaske gerne, da der altid var Spænding mellem Ministeriet og Universitetet. Men dels blev da min Stilling yderst ubehagelig overfor Kollegerne, dels blev min Udsigt til Forfremmelse tilintetgjort, da den |233| mest afhang af dem. Foreslog Ministeriet Kejseren[CCXXII] min Ansættelse indrømmende, at Fakultetet ikke ønskede den, saa vilde en saadan Bestalling i bedste Tilfælde komme til at ligge meget længe, inden Kejseren[CCXXIII] underskrev den, og jeg fik da ikke Svar inden 15. Juni, som det var blevet mig lovet. Aarsagen, hvorfor Ministrene gerne foreslog fremmede Videnskabsmænd til Professorer, var især Kejserens[CCXXIV] Opirrelse over, at Lærerne jævnligt forlod Universitetet i Wien, der dog var det største paa Jorden, for at gaa til et, endog lille, Universitet i Tyskland; Ministrene vilde da gerne vise ham, hvad Tiltrækningskraft Universitetet udøvede paa ansete Fremmede.
Jeg maatte være forberedt paa, at Professorerne af Skinsyge vilde forsøge, ogsaa gennem Pressen, at forhindre min Ansættelse, og hvis jeg ligefuldt blev ansat, maatte jeg ikke vente mig mange Tilhørere, da i Wien kun Studenter besøgte Forelæsningerne og disse naturligvis i Regelen kun Brødforelæsninger.
Alt dette klang jo lidet fortrøstningsfuldt. Det Eneste deri, som var mig ligegyldigt, var den Uvilje, jeg fra Kollegernes Side eventuelt vilde møde; jeg var saa vant til enhver optænkelig Form af selskabelig Vrangvilje, at den forventede umuligt kunde maale sig med hvad jeg forud kendte.
Imidlertid fandt ogsaa Sachau[CCXXV], der havde tilbragt syv Aar som Professor i Wien, det usandsynligt, at Ministeren skulde have indladt sig saa stærkt med mig, med mindre det var hans Hensigt at gennemføre Sagen, og han ansaa det for utænkeligt, at han skulde møde nogen Modstand hos sin Kollega og Ven C. v. Stremayr[CCXXVI], som hvis Repræsentant han havde talt.
Saaledes kunde jeg da ikke lade være at betragte Wien som mit fremtidige Opholdssted, og uvilkaarligt følte jeg mine bestandigt opstigende Fremtidsbekymringer beroligede ved Udsigten til en hæderfuld Virksomhed under nogenledes betryggede Forhold. Selvfølgelig var Østerrig ikke det Land, jeg vilde have valgt at virke i, om jeg havde havt noget Valg; men som Forholdene laa, maatte jeg være det taknemmelig, siden dèr alene var en Mand, hvem min Velfærd laa paa Hjerte.
Jeg tænkte mig desuden ingenlunde mit Ophold i Wien som mere end midlertidigt. Det forekom mig utvivlsomt, at naar jeg havde udfyldt min Plads dèr en fem, seks Aar, maatte de Danske indse Urimeligheden af at de saa letsindigt havde vraget en Kraft, der formaaede at gøre sig gældende andetsteds, og kalde mig tilbage.
Stor var derfor min Skuffelse, da jeg sidst i Maj i Rom modtog et mægtigt, rekommanderet Brev fra det østerrigske Undervisningsministerium, og deri kun fandt den lakoniske Beklagelse af at der i Kassen desværre fattedes den fornødne Sum til Oprettelsen af et nyt Professorat.
Det havde man kunnet vide straks; men jeg havde jo intet Middel til at erfare, hvad der siden min Afrejse var foregaaet i Wien.
Jeg slog da alle Tanker paa Østerrig ud af mit Hoved og tog straks den Beslutning, at bosætte mig i Berlin.
Underligt nok var det tomme Spøgeri med min Ansættelse i Wien ikke dermed til Ende. I November 1878 døde Tomaschek[CCXXVII], og jeg, som da allerede længe havde fæstet Bo i Berlin, og dèr redeligt arbejdede paa Løsningen af den vanskelige Opgave at ernære mig med min Pen som Essayist, erfor til min Forundring, at man i Østerrig tænkte paa |235| mig til den ved hans Død ledigblevne Plads. Den østerrig-ungarnske Gesandt i Kjøbenhavn, Grev Kalnoky[CCXXVIII], havde spurgt sig for i det danske Udenrigsministerium, af hvad Grund jeg ikke var bleven ansat i Kjøbenhavn, og om det var Regeringen ukært, at man ansatte mig i Wien. Man havde derpaa anbefalet mig paa det Bedste. I Midten af December 1878 modtog jeg et Brev fra det østerrigske Undervisningsministerium med Spørgsmaal om, hvilke Betingelser jeg stillede for Overtagelsen af et ordentligt Professorat i Wien. Jeg svarte ufortøvet. – Dagen efter erfor jeg gennem Wilhelm Scherer[CCXXIX], at de Wienske Professorer havde erklæret sig for mig, da min Sag var bleven dem forelagt af Stremayr[CCXXX], kun at jeg ikke blev Professor i blot tysk Literatur, men i sammenlignende Literaturhistorie.
Sagen trak i Langdrag. Da saa et Par Maaneder derefter den danske Gesandt i Wien, Kammerherre Falbe[CCXXXI], spurgte, hvorledes den stod, fik han det Svar: Man havde betænkt sig, da man havde bragt i Erfaring, at jeg ikke beherskede det tyske Sprog saaledes, som en Docent maatte kunne det.
Jeg omgikkes paa den Tid i Berlin venskabeligt to Universitetslærere, der tidligere havde været Professorer ved Universitetet i Wien; de kom begge i mit Hus. Jeg havde utvivlsomt en af dem at takke for, hvad man i Wien havde bragt i Erfaring. Den ene af dem begyndte nu at vise en ganske paafaldende Forlegenhed og Kulde, naar vi mødtes i Selskabslivet, og trak sig snart derefter helt tilbage fra mig.
Denne Gang, da Udsigten til en Forbedring af mine Kaar havde forekommet mig sikker, ramte Slaget mig haardt. Jeg skrev for mig selv: »Den nagende Pengesorg er da uafhjulpen. Altsaa trætte Hest! Atter i dit Seletøj! Begynd paany den møjsomme Vandring fra Dag til Dag!«
Der gik næsten fem Aar, før jeg paany erindredes om den østerrigske Undervisningsminister. Den 30. Oktober 1884 skrev C. von Stremayr[CCXXXII], Præsident for den kejserligt kongelige Højesteret, som Formand for den Wienske Goethe-forening mig til for at bede mig, under mit tilstundende Ophold i Wien at holde et Foredrag i Foreningen til Bedste for Oprettelsen af et Goethe-Monument. Jeg gav mit Tilsagn og holdt Foredraget i Januar. Fra Wien rejste jeg til Warszawa og derfra hjem.
12. Februar 1885 skrev saa Hr. von Stremayr[CCXXXIII] til mig:
»Jeg kan ikke undlade at gentage min forbindtligste Tak til Dem for det aandfulde Foredrag, De havde den Godhed at holde i vor Goetheforening for en udsøgt Kres af Tilhørere. Jeg maa dertil knytte Udtrykket for min Beklagelse af at De maatte forlade Aftenselskabet hos Lobmeyr[CCXXXIV] [den bekendte store Industrielle, Skaberen af Bøhmens nye Glasindustri] saa tidligt, at De ikke traadte vor Kres saa nær og vi Dem saa nær, som vi ønskede.«
»Personligt havde jeg endnu en særlig Interesse i at holde Dem fast, da jeg følte en Trang til at opklare Dem Dr. Josef Ungers[CCXXXV] og mit desværre mislykkede Forsøg paa at kalde Dem til Wieneruniversitetet. Unger var med Liv og Sjæl traadt i Skranken for Deres Kaldelse, men fandt ikke Støtte i det filosofiske Fakultet. Man gik saa vidt at man fraskrev dem den tilstrækkelige Evne til Beherskelse af det tyske Sprog, en Paastand, De netop nylig paa saa glimrende Maade har forstaaet at gendrive; og medens jeg dengang ad diplomatisk Vej indhentede Oplysninger, traadte først min Ven Unger og derpaa jeg ud af Ministeriet. Dette Ministerium blev snart ledet ind paa andre Baner og opgav til vor mest levende Beklagelse uden Videre den skønne Plan at vinde vor Tidsalders første Literaturhistoriker for |237| Wien. – Modtag da nu, højstærede Herre, Udtrykket for den varme Sympati og sande Højagtelse, hvormed jeg er Deres hengivne C. von Stremayr.«
Georges Noufflard[CCXXXVI], der havde giftet sig med en slank og skøn Florentinerinde, havde allerede sørget for Værelser til mig i Florents. Det var en Glæde at gense den dejlige By i hans Selskab. Den havde, siden jeg saa den, faaet en ny Prydelse, idet den smukke Kørevej Viale dei Colli op til San Miniato nu førte til den i Anledning af Michelangelos[CCXXXVII] Firehundredaarsdag 1875 anlagte Piazzale Michelangiolo med hans David i Bronce og de fire Dagstider om Sokkelen, hvorfra Udsigten over Byen og Arnodalen var uforlignelig. Vi blev gæstfrit modtagne hos Noufflards[CCXXXVIII] Svigerfader, Advokaten Landrini[CCXXXIX], en fin og statelig Florentiner. De Venskaber jeg havde stiftet under mit første Ophold i Italien fornegtede sig ikke under det andet. Giuseppe Saredo[CCXL] viste mig i Rom det samme uforandrede Sindelag som Georges Noufflard[CCXLI] i Florents.
Pietro Krohn[CCXLII] havde lejet mig en Kvistetage med herlig Udsigt over Rom, i det Hjørnested, Via San Nicolo da Tolentino, som han selv beboede. Da det i ingen Henseende var os nogen Ulempe flere Gange om Dagen at stige fem Stokværk i Vejret, var Boligen ideal. Den laa kun faa Skridt fra det Sted, hvor jeg seks Aar forinden var bleven plejet af Maria og Filomena; men de fandtes ikke mere i Huset og Ingen vidste noget om dem. Menigmand forsvinder sporløst.
Pietro Krohn[CCXLIII] var en Cicerone uden Mage, altid oprømt og opvakt, skarpsindig i sin Dom om Mennesker, og en Kender af Kunst. Han nærede paa én Gang den videst gaaende Beundring for Renæssancens italienske Kunstnere – |238| det forekom ham, at de som Kong Midas havde havt Gaven til at forvandle alt, hvad de rørte, til Guld – og den hjerteligste Foragt for Datidens italienske Mænd. Han havde netop da gjort Myndighederne i Danmark det begribeligt, at vi maatte forskaffe os Afstøbninger af Renæssanceskulptur, og han havde faaet det Hverv at gøre Indkøb og hjemsende Sagerne med en dansk Korvet. Han kom til at holde dobbelt af de gamle Kunstnere, idet han saaledes fik Stykke efter Stykke af dem i Haanden og saa, hvor meget af Mandens bedste Kræfter og hvilken Indsats af hans Liv der var i slige Værker. Men han kom samtidigt til for hver Dag at ringeagte Datidens Italienere mere for deres lave og bedrageriske Adfærd under det sødeste Venskabs Maske. Han havde f. Eks. den største Nød med at faa dem til at skrive deres Regninger til ham lydende paa den Sum, som han virkelig betalte. Alle skrev Summen højere, indtil Tusind Lire højere; det skulde være hans Drikkepenge. Og omvendt, saa langt gik de ned, at en Advokat i Siena, der opsatte en Kontrakt for ham, skrev Regningen derfor fem Lire højere end den modtagne Sum, idet han med en Bøjning ytrede, at det var, hvad Mellemmanden sædvanligt erholdt.
Det var unægteligt saare grimt; men jeg var mindre sikker end Krohn[CCXLIV] paa at Sidestykker dertil ikke lod sig finde i Norden.
Mig personligt slog det under dette Ophold, at en mere gennemført Spidsborger end den romerske gaves der ikke. Skønt det var 35 Grader Réaumur i Skyggen, gik ikke én indfødt Romer med Straahat; det var nemlig endnu ikke Aarstiden dertil. De unge Romere af Borgerstand tilbragte deres Liv i stadig Omhu for at den smykkende Fold ikke gik ud af deres Bukser, og de ældre gifte Mænd stod i Venterække udenfor Poste-restante Kontoret for at hente Breve fra Elskerinderne. Stort mere fik hverken yngre eller ældre bestilt.
Medens jeg var i Rom, fik jeg Bud fra en berømt Videnskabsmand i Neapel, at jeg paa ingen Maade maatte forsømme at besøge ham, naar jeg ankom dertil; han var en varm Beundrer af mine Bøger. Jeg hilste paa Manden i hans Laboratorium og modtog en Indbydelse til med min Frue at besøge ham en hel Dag i Portici, hvor han havde en Sommerlejlighed i selve Slottet. Manden var en Entusiast, en stor videnskabelig Dygtighed, men ellers en upraktisk Mand. Han selv var Neapolitaner, hans Hustru russisk. Med største Iver paalagde han mig, at forlade Neapel med første Tog, der gik halvotte om Morgenen, for at vi kunde tilbringe Dagen uden Afkortning hos ham i den By, som Auber’s[CCXLV] Den Stumme har gjort berømt.
Det var nødvendigt at staa tidligt op, og der var akkurat Stunder til at sluge en Kop Te, før man maatte afsted. Men Turen var jo smuk og syntes lønnende. Ved Ankomsten gik jeg gennem store, tomme Sale, saa et dækket, halvt afspist Frokostbord, og glædede mig allerede til en Bid Brød, da der med en Undskyldning for Uordenen blev givet Ordre til at tage Alting ud. Husets unge og fornemme Frue syntes ellers ikke nogen Fjende af Uorden, thi hendes Morgendragt saa ud, som var der spildt en Kop Kaffe ned ad hendes højre Bryst og en Kop Chokolade ad hendes venstre. Men statelig og smuk var hun.
Vi samtalte, og jeg forsøgte at være underholdende; men jeg følte mig allerede Kl. 10 ret slunken. Kl. 11 sporede jeg en velsignet Appetit; Kl. 12 skreg mine Tarme, og jeg frygtede for at blive syg af Hovedpine, hvis der ikke nu blev anrettet Frokost. Min Hustru var mindre nervøs; men dog sulten. Ved Middagstid kunde jeg ikke længer holde et Spørgsmaal tilbage om, paa hvad Tid de spiste Frokost.
|240| Frokost? Kl. 8 om Morgenen. – Ja vel, men den anden Frokost? – Vi spiser slet ikke nogen anden Frokost, spiser først igen til Middag. – Og naar er Deres Middagstid med Forlov? – I Reglen ved Syvtiden.
Det var et Tordenbudskab. Jeg nødtes til den Meddelelse, at vi havde været oppe Kl. 6, endnu intet havde spist, men var tilfredse, hvis vi kunde faa lidt tør Mad, hvadsomhelst. – Damerne kan gaa ned i Haven og spise Frugt, lød Svaret. Har De ikke Lyst til Frugt, saa vil jeg bede Dem følge mig ud i Spisekamret; men jeg maa ærligt sige Dem, at jeg frygter, vort Udbytte ikke bliver stort. – Jeg er tilfreds med Brød. – Ak ja; men det er netop Brød, som jeg er bange for, vi ikke har liggende, det bliver jo saa hurtigt gammelt. – Og virkelig fandtes der i Spisekammer og Køkken tilsammen end ikke en Mundfuld Brød. Det eneste Spiselige, vi opdagede, var noget af den stærke og ramt lugtende italienske Ost, Gorgonzola. Paa den alene var jeg nødsaget til at stille min værste Hunger. Saa fik jeg siden i Haven nogle Appelsiner.
Om Eftermiddagen kørte vi alle i Forening med en ung engelsk Digter ad den skønne Vej fra Portici til Sorrento, for dèr at indtage Middagsmaaltidet i Hotel Victoria. Men ak! jeg var ude af Stand til at nyde det Ringeste af Naturens Pragt. Himlens, Jordens og Havets Skønhed var spildte paa mig. Jeg havde én eneste Tvangsforestilling: Mad. – Og da vi saa endelig kom til Hotellet, maatte vi vente syv lange og syv brede, til der blev rettet an.
Under disse Omstændigheder gensaa jeg Sorrento og Huset Rosa magra, hvor seks Aar forinden Rachela[CCXLVI] i tre paa hinanden følgende Aftener havde givet mig tre forskellige Versioner af sit Livs Historie.*
Ak Huset var ikke |241| mere det samme. Det syntes mig fattigt, med Værelser uden Møbler, og Rachela[CCXLVII] havde forladt Sorrento, var bortrejst uvist hvorhen.Min Velynder, der ikke havde vist sig som nogen forsynlig Mæcenas, tog med Vognen samme Aften tilbage til Portici. Men det var ikke saa let for mig at rive mig løs fra Sorrento. Blot det, at man for nogle Soldi fik en Gren med et fuldt Dusin Appelsiner, var en Tiltrækning. Dog i Sorrento svigtede Modet mig. Det ringe Honorar for de to danske Bøger var ved at slippe op; der var intet andet for end at tænke paa et ilsomt Tilbagetog. Et kort Besøg i Pompeii under glødende Sol; et hastigt Farvel til Rom, et endnu hastigere til Florents, hvor Georges Noufflard[CCXLVIII] viste mig sin sidste Velvilje, gav mig den sidste Olie – rigtignok ved et Afskedsmaaltid, og saa derfra i uafbrudt Fart til München.
Paul Heyse[CCXLIX] var i Tübingen for at raadspørge en Læge; men vi tilbragte en Aften hos Henrik Ibsen[CCL], som havde taget Ophold i Baiern, og til hvem Lykken i Skikkelse af Ry og Indtægt havde smilet siden sidst. Hans Hus var nu indrettet paa en større Fod; han var allerede den anerkendte Mester, hvem mange opsøgte, særligt mange Nordmænd. Han talte endnu saa barsk om Politikerne som før; særligt var en vordende Storthingsmand, der havde gjort ham sit Besøg, Genstand for hans Vrede og Spot, men han agtede Mænd som Francis Hagerup[CCLI], den senere Conseilpræsident, hvem vi da traf hos ham.
Snart derefter var jeg paany i Danmark for at ordne Alt til det endelige Opbrud.
I en Villa lige udenfor Kjøbenhavn, som jeg fik billigt overladt for et Par Sommermaaneder, foretog jeg med an|242|strengt Flid fra Slutningen af Juli til en Uge ind i September en grundig Omarbejdelse af Hovedstrømningernes første Del, som endelig var bleven udsolgt og som jeg længe havde ønsket at forbedre. Samtidigt omarbejdede og fuldstændiggjorde jeg paa F. L. Liebenbergs[CCLII] Bøn mit gamle Essay om Emil Aarestrup[CCLIII] til Brug for den første Udgave af dennes Samlede Digte. Straks derefter optog jeg paany det allerede tidligere paabegyndte Studium af alle de Skrifter, jeg maatte kende, før jeg kunde begynde Udarbejdelsen af Hovedstrømningernes femte Del. Det skulde desværre ikke gaa saa rask med Udførelsen af denne Del som af de foregaaende. Alt for meget kom imellem. Jeg blev i de følgende Aar nødt til at foretage mange mindre Arbejder, særligt paa Tysk, for under nye Forhold at fortjene mit Brød. Foreløbigt holdt jeg i September, medens jeg pakkede mine Bøger i Kasser, en lille Række Forelæsninger ved Universitetet i Kjøbenhavn over Grundtræk af den franske Romantik, dvælede særligt ved Saint-Simon[CCLIV], Lamennais[CCLV] og Victor Hugo[CCLVI].
Under Dato af 20. September 1877 blev der tilstillet mig følgende Adresse, underskrevet af 45 ansete danske Mænd:
Hr. Dr. phil. Georg Brandes[CCLVII]!
Efterretningen om, at De staar i Begreb med at forlade Danmark for lang Tid og bosætte Dem i Udlandet, bringer os Undertegnede til at henvende os til Dem med en Udtalelse af Paaskønnelse og Tak for den Virksomhed, som De har udfoldet iblandt os. De har ved Deres æstetiske og literaturhistoriske Arbejder ført en Række udmærkede Værker baade af vore egne og Udlandets Digtere og Tænkere frem for vor Betragtning; med sjælden psykologisk Indsigt har De paavist disse Værkers Udspring af de forskellige Forfatteres Individualitet; Forfatterne selv har De vist os baarne af de Strømninger, som behersker Menneskehedens Aandsliv, og i det Hele har De oprullet et storartet Billede af en Periode af den europæiske Kulturudvikling, der ligger os saa nær, at den endnu for- en stor Del savnede overskuende videnskabelig Bearbejdelse. Men |243| baade hvor De vandrede ad hidtil ubanede Veje, og hvor De meddelte det allerede mere Bekendte, har De i en sjælden Grad vidst at forene indtrængende, alvorligt Studium med glimrende Fremstillingskunst.
Dog – De har ikke indskrænket Dem til Udførelsen af dette fareløse Hverv. Under den altoptagende Kamp for Hævdelsen af sin Nationalitet mod et overmægtigt Nabofolk var vort Land blevet tilbage med Hensyn til livlig og alsidig Drøftelse af de store religiøse og filosofiske Spørgsmaal, som i vor Tid sætter Verden i Bevægelse, og som ethvert Folk, der vil have Del i den almindelige Kultur, maa arbejde med paa at løse. Disse Spørgsmaal har De den Fortjeneste at have sat i levende Bevægelse iblandt os. Det Standpunkt, som De under disse Bestræbelser har indtaget, er rigtignok mere yderligt, end Flere af os kan billige, og en noget sindigere og hensynsfuldere Optræden ligeoverfor det Overleverede og dets Forsvarere vilde maaske ogsaa i den Sags Interesse, som hvis Forkæmper De er optraadt, have været at foretrække. Men vi maa højt anerkende det Mod, den Fasthed og den pletfri Uegennyttighed, som De bestandig har lagt for Dagen, og vi glemmer ikke, at ingen stor aandelig Bevægelse kan rejses, ingen stor Kamp føres uden Lidenskab og dermed følgende Ensidighed og Hensynsløshed. Denne Betragtning indeholder ogsaa, idetmindste tildels, en Undskyldning for den bitre og personlige Maade, hvorpaa Striden ofte er bleven ført fra den anden Side. Men vi maa dybt beklage, at Vejen til en Lærestol ved vort Universitet, som De fremfor Nogen var kaldet til at beklæde, gennem denne Strid er bleven spærret for Dem, og at man har kastet Vrag paa saa sjældne Evner i et lille Land, hvor end ikke den mindste Kraft burde lades ubenyttet. Men ligesom vi hævder, at den Dom, som Modstandere nu fælder over Dem og Deres Virken, ikke er den sande og endelige, saaledes haaber vi, at den Tid snart vil komme, da Flertallet af vore Landsmænd vil forstaa Betydningen af Deres Virksomhed i det Hele og Store, og da man vil søge at vinde Dem tilbage for det Land, til hvis aandelige Liv og Udvikling De allerede har bidraget saa meget, og som vi er overbeviste om, De ikke vil ophøre at betragte som Deres rette Fædreland. Imidlertid skal vore bedste Ønsker følge Dem blandt de Fremmede, og den tomme Plads, som De efterlader i vor Literatur, skal stadig minde os om, hvad De allerede har været, og hvad De fremdeles kunde og burde være for vor Udviklings Fremme.
Adressen var velment, men gjorde hverken fra eller til i min Eksistens. Blandt Underskriverne var følgende, daværende eller senere, Professorer og Docenter ved Kjøbenhavns Universitet: Brynjulfson[CCLVIII], Deuntzer[CCLIX], Didrichsen[CCLX], Erslev[CCLXI], |244| Evaldsen[CCLXII], Falbe Hansen[CCLXIII], Fridericia[CCLXIV], Gertz[CCLXV], Goos[CCLXVI], Adolf Hansen[CCLXVII], Heegaard[CCLXVIII], Høffding[CCLXIX], Kroman[CCLXX], Carl Lange[CCLXXI], Julius Lange[CCLXXII], Julius Petersen[CCLXXIII], Schellerup[CCLXXIV], Schiødte[CCLXXV], Siesbye[CCLXXVI], Adolf Steen[CCLXXVII], Thiele[CCLXXVIII], Vilhelm Thomsen[CCLXXIX], Ludvig Wimmer[CCLXXX].
Enkelte af Underskriverne slog ikke mange Aar derefter aldeles om i deres Holdning overfor mig, saaledes de Herrer Borchsenius[CCLXXXI] og Goos[CCLXXXII]. Men Sligt er i Danmark ingen Tilfældighed, snarere en Naturlov. Hele fjorten Aar derefter var blandt Indbyderne til den største Festlighed, der har fundet Sted for mig i Kjøbenhavn, Ædlingene Robert Henriques[CCLXXXIII], Alfred Ipsen[CCLXXXIV], Henning Jensen[CCLXXXV], Johannes Jørgensen[CCLXXXVI], som snart derefter indtog et væsenlig forskelligt Standpunkt. Mer end i noget andet Land befinder i Danmark offentlige Personligheder sig under Forvandlingens Lov.
Meget underholdende var den danske Presses Holdning. Medens enkelte Blade var ærlige nok til at glæde sig over, at man blev Folkefjenden kvit, og sendte kraftige Salver efter mig, var der andre som Dagbladet, der nu, da jeg ikke længer kunde holde Stillingen, i omfangsrige Ledere udtalte vage Beklagelser over at man ikke havde givet mig »Absolution« og knyttet mig fast til Danmark, ja som nu endog altid vilde have forfægtet denne Løsning.
Af de Visdomsord, Bladet ved denne Lejlighed gav til Bedste, fortjener de følgende Linjer at anføres: »Den filosofiske Retning, som han repræsenterer, er jo fransk-engelsk Sensualisme og Empirisme, hvad man nu vil kalde det, om han end maaske tillige holder sig i et noget farligt Naboskab til den nye tyske Nihilisme, det universelle Selvmords Evangelium«. Der var, som man ser, ingen Grænser for, hvad man dengang endnu bildte Læseverdenen ind.
De, som mest havde bidraget til at drive mig bort, var de ivrigste til at lade utilfredse med Resultatet af deres Be|245|stræbelser. Men ogsaa dette er vist i slige Tilfælde en Art Naturlov.
Til Svar paa Angreb fra Carl Plougs[CCLXXXVII] Side, skrev Holger Drachmann[CCLXXXVIII] om mig:
»Jeg véd, at jeg taler paa fleres, paa manges Vegne. Han kom til mig med en Kærlighed for og en Forstaaelse af vort Sprog, vor Literatur og vor Kunst, som sagtens den Gang formaaede at overvælde en saa meget yngre, men som jeg senere ingensinde hos nogen her hjemme har fundet i nogen højere og neppe sideordnet Grad. Han har aldrig skrevet mig noget »Program« for min Tænken eller Digtning og aldrig mig bevidst uddelt nogen Recept for sine Tilhørere og Venner. Han stillede sit Hoved, sit Hjerte, sine glimrende Kundskaber, sin utrolige Energi, selv sin Pengepung til de mest forskellige Menneskers Raadighed, og blev aldrig heftig, kun sørgmodig, naar han opdagede, at man havde misbrugt hans Redebonhed. Han lærte os intet »Nyt«, som man stedse skraaler om; nej, men han henviste os til at søge Underholdning, Belæring, Spore til Arbejde i, hvad der var nyt for os; og idet han selv med en Iver uden Grænser og en eksempelløs Flid arbejdede sig ned i Strømmen af alle de aandelige Bevægelser, som den Gang rystede eller nylig havde rystet Europa, saa glemte han aldrig os, der stod ved Bredden, men kom med en »Samlers« straalende Ansigt dukkende op igen og havde altid en eller anden Overraskelse at bringe os fra Dybet dernede. Han kunde undertiden tage fejl af et Menneske, idet han takserede det for højt eller for lavt, alt eftersom hans Sympati eller Antipati tiltrak ham eller Fjernede ham; tidt har han da erkendt det og berigtiget det; undertiden var de deraf resulterende Svingninger hos ham – et saa stærkt udviklet Refleksionsmenneske – ledsaget af en Naivetet, som man elsker hos et Barn og tilbeder hos en Kvinde. Han var |246| elskværdig i sine Svagheder; – det er nok Hr. Ploug ikke. Men hvad han lærte os, det var at elske vort Modersmaal og igennem Respekten derfor at bruge det. Har Hr. Ploug kunnet dette? –«
Hele Oktober igennem vedblev Avisartiklerne at hagle ned over mig; de var det første, jeg fik tilsendt til Tyskland, mest Skældeartikler af lavtliggende Art, ogsaa kraftige Udtryk for den teologiske Patos som Ussings[CCLXXXIX], Schepelerns[CCXC], Frederik Nielsens[CCXCI], Biskop Fogs[CCXCII], og anonyme Teologers Artikler. Andreas Munch[CCXCIII], der før havde skrevet Vers imod mig, offentliggjorde endnu et Smædedigt. Den gamle norske Poet havde det at hævne, at jeg i sin Tid havde udtalt mig uden Henrykkelse om hans Skuespil William Russell og stiltiende havde foretrukket Henrik Ibsens[CCXCIV] Kongsæmnerne for hans Hertug Skule, der behandler samme Æmne med noget ringere Talent.
Den 5. Oktober holdt jeg min sidste Forelæsning. Om Aftenen gav en Snes Venner mig et lille Afskedsmaaltid. Julius Lange[CCXCV] holdt en elskværdig Tale og Holger Drachmann[CCXCVI] oplæste et muntert Afskedskvad med talrige Overgivenheder, hvori dog enkelte Linjer havde en alvorligere Klang. Da Digtet aldrig er offentliggjort, kan her en Passus følge:
Digtets Slutning var overmaade lystig. Ogsaa i Julius Langes[CCXCVII] Tale var trods den alvorlige Grundtone megen munter Skemt: »Du er et Natur-Element. Du er overalt Ild. Der var imidlertid altid et stiltiende Forbehold overfor dig. Du skulde være et Lys, et stort akademisk Lys. Man satte vel ogsaa Pris paa Ildens varmende Egenskaber, navnlig for saa vidt den vilde være saa venlig at koge al den gode Mad, der var blevet noget kold, op for os igen, saa vi kunde fortsætte Menagen indenfor fire Vægge, som vi havde begyndt. Men du maatte tage dig lidt iagt med dine Flammer, og først og fremmest maatte du ikke svide vore egne Fingre med dem. Saa forsvandt du fra Scenen og rejste udenlands som Doktor og vordende Professor i det mærkværdige Aar 1870-71. I det sidste af disse Aar blev Europa et forfærdet Vidne til den rædselsfulde Ildebrand i Paris, som nok kunde gøre Folk bange for Ildens Element i al Almindelighed. Du kom hjem, og du var Ild, ganske som da du drog ud – hvor kunde det være andet! Men der var kommet noget af den store europæiske Fart i dine Luer . . . Brandvæsenet maatte hentes, og der organiseredes et eget Korps af flinke og behjertede Mænd, med Masser af Vand til deres Raadighed for at slukke dig. Vore teologiske Samtidige fandt, at saa megen Ild ikke kunde komme noget andet Sted fra end fra det hede Helvede. De svage Røster, der udtalte sig for, at man skulde samle dig op med Ild|248|skuffer og lægge dig i Kakkelovnen, Universitetet, som nok kunde trænge til nogen Varme, overstemtes af det fornuftige Flertal, der frygtede for, at saa megen Ild skulde forvolde Brand i Kakkelovnsrøret, som unegtelig heller ikke trak synderlig godt og var daarligt renset. Thi nu skulde der ikke længer være Tale om at benytte dine Kræfter til Samfundets Arbejde; du skulde behandles som dets Fjende. Der var Tumult og Spektakel, du blev og forblev til denne Dag den mest bebladartiklede og overpiecede Mand, der fandtes indenfor Landets Grænser.«*
Aftenen sluttede, som den var begyndt, uden Følsomhed. Den næste Morgen forlod jeg Kjøbenhavn.
Efter nogle Dages Ophold i en stille Landsby i Hannover kom jeg, belæsset med Pakker og Bagage til Berlin, foreløbigt alene. Jeg havde den underligste Følelse, da jeg satte mig ned i mit fremtidige Sovekammer paa en Kasse som Stol ved en anden Kasse som Bord, med en ussel Stump Lys. Jeg var lige kommen hjem efter at have vandret ensom omkring i Gaderne, hvor Jernskodderne var rullede ned for Butikerne, og Folk i den fugtige Oktobertaage saa fremmede og ligegyldige ud. Jeg sad nu og spurgte mig selv: Kan jeg erhverve mig en Plads i dette Land? Hvorfra skal jeg faa de nødvendige Penge? – De første uundgaaelige Udgifter forekom mig kolossale. Og Alt, hvad jeg besad, var et Laan paa 3000 Kroner, som min Broder[CCXCVIII] ædelmodigt havde forstrakt mig med. Aandeligt følte jeg mig fuldstændigt alene; dog det plagede mig ikke, styrkede mig snarere; jeg var vant til Isolerthed. Jeg skrev disse Ord: |249| »Da jeg ifjor kom til Kristiania, sagde jeg til mig selv: Den Stad vil jeg vinde, og maaske kan jeg det med Tiden; men denne! denne! hvad vejer jeg her!«
Jeg vilde nu for tredie Gang begynde forfra og lære mig Tysk, saa jeg beherskede det til Fuldkommenhed, og kunde skrive det med personlig Stil, men følte vel, at jeg stod for en næsten uløselig Opgave.
Imens havde jeg intet Andet at opbygge mig ved end de tilsendte danske Aviser, der strømmede over af Smædeord.
Det var mig derfor en stor Tilfredsstillelse, da jeg den 21. Oktober modtog Bjørnstjerne Bjørnsons[CCXCIX] Manifest til Gunst for mig, en Erklæring, der hurtigt gik over i tyske Blade og maatte styrke min Stilling i det nye Land.*
Jeg følte mig Bjørnson[CCC] taknemmelig, da jeg læste disse Linjer:Med lidenskabelig Kraft, med et usædvanligt Opbud af Læsning og i en farverig, smidig Fremstilling har han forfulgt sit Maal – og den første Virkning paa mig selv har været den, at jeg har lært Ærbødighed for Anderledestænkende iblandt os; thi jeg behøvede at lære det. Ved hver ny Bog, han har udgivet, har han øget min Indsigt, fremdrevet min Tænkning – og hvad der nu staar for mig som det vigtigste – ved sin ofte herlige Skildring af overbevisningstro Mænd og deres Skæbne styrket min Vilje. Han har gjort mig til en fortrøstningsfuldere Arbejder i det evig unge Aandssamfund, som jeg tror at tilhøre. Det vilde dog være en Skam, ikke offentlig at udtale dette, naar der gøres Forsøg paa at undertrykke den Tak, som vitterlig skyldes ham.
I de samme Oktoberdage udkom saa det sidste Hefte af Tidsskriftet Det nittende Aarhundrede i Kjøbenhavn. Dette sluttede med et smukt, aldrig optrykt Digt af Holger Drachmann[CCCI], Den sidste Skanse, en sindbilledlig Fremstilling af Kamp og Nederlag, som de var lidte af den lille Gruppe, der havde holdt sammen. Digtet skildrede, hvorledes en faatallig, sluttet Trop drager sig tilbage gennem et Pas op til en |250| Bjergkam. For hver en Snes Skridt, vender Mændene sig, smider Musketten til Kinden og skyder; Fjenden er nemlig bestandig i Hælene:
|251| Dog, den lille Flok bliver bestandig tyndere og er for svag til at kunne holde Pladsen:
Der gik desværre ikke lang Tid, før Drachmann[CCCII] selv for et Tiaar befandt sig i Modstandernes Lejr.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
