9.

I det Aar fik jeg det første stærke Indtryk af hvorledes Omgivelserne omkring En forvandles derved, at de mange uvilkaarligt eller vilkaarligt svige og sviges. Forbindelser mellem Mand og Kvinde, nyligt stiftede Ægteskaber, der syntes at maatte holde Livet ud, faldt fra hinanden; Kvinder, der lige havde erklæret, at de elskede for evigt, elskede knapt et Aar. Mænd, der nys gik op i ridderlig Elskov, pønsede paa at afhænde den Elskede fordelagtigt; unge Fruer, der løb bort fra deres Ægtefælle med en Mand, tog sig undervejs en anden Mand, og den forladte Nr. 2 trøstede sig en Maaned efter med en ny Veninde. I dansk Politik var Omslag og Smaaforræderier det daglige Brød, og danske Venskabsforbindelser Mand og Mand imellem viste sig saa upaalidelige, at man undredes, nogen indgik dem. Meningsfæller sveg uafbrudt hinanden, dels fordi de af uberegnelige Aarsager skiftede Mening, dels fordi den, der betegnedes som Fører, i denne Egenskab blev hadet ikke blot af Modstanderne, men af dem, han skulde føre, og især af dem.

I Marts skrev jeg i min Notitsbog: »Vrangen er ikke smuk, ikke nær saa smuk som Retten. Og i en Haandevending er saa Retten Uret og Uretten Ret. Traadenderne er ikke nær saa smukke som Broderiet; men nogle Aar! og Broderiet er fuldstændig opslidt, er selv blevet Traadender, og ser man rigtigt paa Traadenderne, udgør de jo |186| ogsaa en Slags Broderi. Traadenderne forgaar, og Kanevasset forgaar, og Gobelin’et bliver til Klude. Kun Svinelær bestaar. Derfor binder man de klassiske Værker ind i Svineskind. Bøgerne gaar ikke desmindre i Rotterne og til allersidst Svinelæderet med. Saa kun en Smule Rottegift, og Historien er ude.«

Skønt jeg i Reglen følte mig ret nedslaaet og snarere i bittert Lune end i godt, havde jeg Opsving af Selvfølelse. Saaledes skrev jeg Paaskemorgen: »Mine Herrer! De kan roligt holde paa mig; thi jeg er den Hest, som vinder«.

Men i Maj følger denne Notits, der tager sig besynderligt ud, naar man betænker, at den stammer fra en, som nylig var fyldt 33 Aar: »Et nyt Ord trænger sig stedse mere frem paa mine Læber. Det er Ordet gammel. Det er mig, som var jeg i denne Vinter blevet gammel. Glædesløs er gammel. Ene er gammel. Den, hvem Intet lykkes, er gammel. Den, som ser ned i et Dyb af Plager, som ikke kan udeblive, og af Glæder, der straks vil forbitres ham, er gammel. Der ligger en uafvæltelig Byrde af Mismod over mit Sind. Ensomheden gør mig elegisk, og saaledes skriver jeg Dagbogsnotitser, som da jeg var atten Aar. Den, der føler, at han lever og er blot tilnærmelsesvis lykkelig, skriver ikke Sligt«.