I Norden oplevede jeg lidet Glædeligt. En Begivenhed, der gjorde et ansporende Indtryk, var imidlertid den nye Udvikling af Bjørnsons[I] Digtning i Retning af Virkelighedsgengivelse. Han udgav samtidigt En Fallit og Redaktøren. Skønt intet af disse Skuespil betegner et Højdepunkt i hans Poesi, betydede de en Signalforandring, røbede, at Bjørnson[II] havde gjort Skridtet fra romantisk til moderne Aandsliv. Hvad der samtidigt erfores om den Gæring og Udvikling, hvori hans længe nærede Rettroenhed befandt sig, gav desuden et Haab om, at Ibsen[III] ikke mere vilde komme til at staa ene i Norge som en ny Tids Talsmand.
I de Dage fik jeg i Kjøbenhavn meget jævnligt Besøg af en gammel udmærket Mand, en af Grundtvigs[IV] ældste Tilhængere ved Navn Knudsen[V], som første Gang bragte mig sammenheftet i stort Format et forstandigt Tidsskrift, han havde udgivet, kaldet Vore Ordførere. Han var alvorligt religiøs og dog besjælet af det inderligste Frisind. Han holdt overfor de Grundtvigianere, der var gaaede paa Akkord med Statskirken, fast ved Grundtvigs[VI] ældre Krav paa fuld Aandsfrihed. Omgangen med ham kunde være lidt trættende; men der var noget Forfriskende ved |185| hans aldrig svækkede Begejstring og sjældne Hæderlighed. Jeg nærede vel intet Øjeblik nogen Tro til, at han skulde kunne paavirke og dreje Grundtvigianernes Kurs i Datiden. Men jeg paaskønnede ham personligt af fuldt Hjerte og ærede ham mere for hans Holdning overfor mig, end om han havde været en afgjort Meningsfælle.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
