Aaret igennem haglede fjendtlige Bladartikler ned over mig i nu glemte Blade som Dagstelegrafen, ogsaa i Dagbladet og Fædrelandet. Jeg brugte disse Artikler imod mig som Slambade; de var smudsige og styrkende. En Dag henvendte en af mine nærmeste Bekendte, en Jurist, sig til mig, og mente, det var nødvendigt at jeg svarte paa et ærerørigt Angreb. Jeg skrev til ham: »Hvorfor skal |187| man indlade sig med den rene Pøbelagtighed? Jeg vil det ikke. Jeg foragter mine Angribere altfor ubeskriveligt, og de forstyrrer mig slet ikke.« Redaktør N. J. Larsen[I] udtalte samtidigt den Mening, at jeg rundt om i Landet nu var saa forhadt, at dersom En kaldtes en Tilhænger af mig, vilde Bønderne hellere stene ham end høre paa ham. – Dette sidste varede nu vistnok ikke mange Aar; men saa længe det stod paa, var det Frugten af ihærdig Presse-Agitation. Den samme Redaktør sagde en anden Dag: »De maa huske, man har sagt det Værste om Dem«.
Det Værste blev naturligvis oprindeligt ikke sagt paa Landet, men i Kjøbenhavn, hvor det Had, som modsatte Anskuelser fremkaldte, fik sin Hovedstadstilsætning af den Gift, som personligt Nag i Forening med Kafévittigheden brygger. Der var f. Eks. En, der skrev imod mig tredive Aar i Træk, i korte Artikler som i bindstærke Værker, og som hadede mig tilblods, fordi han engang havde været dødelig forelsket i en Dame, som, da jeg var 24 Aar, foretrak mig for ham. Han er nu død, men Livet igennem fældede han sine Domme over mig med den strenge og haardnakkede Saglighed, der altid gør et overbevisende Indtryk paa en svaghjernet Læser.
Selv havde jeg og har jeg, fra jeg begyndte at skrive som Kritiker og indtil nu, aldrig kritiseret nogen Mand eller nogen Bog uden at fremhæve deres Fortrin. Hvor der intet var at rose, der tav jeg. Hvor Manden var værdiløs eller mig personligt aldeles imod, dèr lod jeg ham i Ro, rettede aldrig Pen imod ham. Min Kritik var bekræftende og har aldrig været andet. Al Kritik imod mig var negativ; mine Kritikere fulgte altsaa ikke det Eksempel, jeg havde givet. End mindre holdtes en eneste af dem nogensinde tilbage af det Spørgsmaal, om han som Kritiker nu virkelig var mig overlegen.
|188| Midt under den hidsige Bekæmpen af min landsskadelige Virksomhed kom iøvrigt pudsigt nok Dagbladets nye Redaktør i Tanker om, at det maaske trods Alt var fordelagtigt at vinde mig for Bladet.
En Dag traadte en mig ubekendt Herre, Journalisten Godske-Nielsen[II], ufordelagtigt bekendt som afskediget Bestyrer af den store Drewsenske Papirfabrik paa Strandmøllen, ind til mig og forestillede sig. Han saa uhyggelig ud; der var hjertelig Falskhed i hans Øjne og oprigtig Upaalidelighed i hans Smil. »Jeg kommer til Dem for at bevidne Dem min Tilbedelse«. – »Ordet klinger noget besynderligt, særligt i Munden paa en Medarbejder af Dagbladet«. – »Det er det rette Ord. Jeg har altid sværmet for Deres Stil. Jeg har ogsaa altid i Redaktionen hævdet, at De jo slet ikke paa Universitetet har sagt andet, end hvad De ogsaa før mange Gange har udtalt eller antydet, dengang De skrev i Bladet. Derfor sender man ogsaa mig til Dem. Baade Bille[III] og Topsøe[IV] var imidlertid enige om, at som De var optraadt, maatte De stækkes. Bille[V] stillede sig ikke saa stejlt imod Dem uden først at have spurgt Topsøe[VI] om hans Mening, da han jo havde afkøbt Bille Bladet og snart skulde lede det. Men nu kommer jeg for at spørge Dem, om De ikke fra nu af vil overtage Literatur-anmeldelserne. Det forstaar sig, at Angrebene paa Dem saa hører op af sig selv. Jeg mener, De i alle Maader staar Dem ved at tage imod Tilbuddet.«
Det er unødigt at meddele mit Svar.
Godske-Nielsen[VII] overtog derefter Redaktionen af det slesvigske Blad Danevirke, og jeg kan med Sandhed sige, at Gemenheder angaaende mine Forhold som de, dette Blad bragte, har hverken da eller siden nogen dansk Avis indeholdt.
Medens adskillige af mine Angribere vistnok blot fulgte |189| deres Instinkt, var der andre, der rimeligvis oprigtigt ansaa mig for et Skadedyr. Og er en Mand dette, da er, som Kierkegaard[VIII] siger, »enhver skjult Modstand, enhver Frækhed mod ham og Mishandling af ham ikke blot tilladelig, nej den er Pligt mod Gud.« Kierkegaard[IX] slutter med en bitter Henvendelse til Kjøbenhavn: »O uskatterlige Købstad, hvor er du ubetalelig, naar du faar Adriene paa og bliver hellig, naar det, at hengive sig til enhver Misundelsens, Raahedens Pøbelagtighedens væmmelige Lyst, tillige bliver Udtrykket for at gøre Gud en Dyrkelse!«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
