En af mine faa Adspredelser dengang var at aflægge smaa Besøg i en Familie, med hvilken jeg regnede mig en Smule i Slægt, skønt der intet Blodets Baand bestod mellem den og mig. Husets Frue, hvem jeg fra Barndommen af kaldte Kusine, havde som ung Pige været en sjælden Skønhed. Hun var, 16 eller 17 Aar gammel, bleven gift med en brav Købmand, og var nu i Trediverne, omgivet af en blomstrende Skare Sønner og Døtre. Hendes Navn var Frederikke |183| Bendix[I]. Blid, forstandig, munter, altid i Ligevægt og stadigt meget smuk, med Øjne, Ingen saa uden at føle et lille Pust af Lykke, var hun, enten man traf hende alene, eller de unge Døtre flokkedes om hende som Duer, der brusende sætter sig paa Duetæmmerskens Skuldre og Skød, den menneskevordne Harmoni i en jævn, ung Borgerkones Skikkelse. Tidt kom jeg til hende med adskillige Bekymringer i Sindet og følte dem sprede sig, mens jeg sad paa Stolen overfor hende, saa hendes Smil, og lyttede til hendes Pigebørns barnlige og kække Pludren.
Da jeg i Maj tog nogle Uger fra Kjøbenhavn, havde jeg en lille Oplevelse, som ligeledes adspredte mig. I nogen Tid havde jeg staaet i Brevveksling med den udmærkede Skuespiller ved Burgteatret i Wien, Josef Lewinsky[II], da i sin ypperste Kraft. Han havde læst Hovedstrømningernes første Bind med Entusiasme og udtalt sine varme Følelser for deres Forfatter. Nu hændte det, at jeg en Aften, vel ved Titiden, ankom til Berlin og at Lewinsky[III], som jeg af Plakaterne saa, den Aften spillede der i Byen med en østerrigsk Trup. Jeg kørte til Teatret, men det var allerede lukket, derfra til et Hotel, hvor jeg formodede, Skuespillerne var tagne ind, men fandt dem ikke dèr, kørte saa til endnu et Hotel, der blev mig anvist, et, der laa omme bag den store Kurfyrstes Monument. Jeg naaede først dertil ved Midnat, og ringede paa Portneren, der svarte, at de Wienske Skuespillere vel opholdt sig der, men ikke modtog nogen; han indvilligede dog i at afgive mit Kort. Saa blev jeg i Triumf af Lewinsky[IV] hentet ind til et natligt Selskab, der forekom mig det gladeste og mest poetiske, jeg i mange, mange Aar havde set. Det virkede paa mig som et Optrin af en fornem og dog picaresk Roman. I det store Hotelværelse, der var fuldt af glade Mennesker, sad eller laa henstrakt paa Divaner om et Bord med Champagneflasker |184| en Flok af Mænd med udmærket Holdning og intelligente Ansigter og af Damer, der var lige indtagende ved Skikkelse og Fysiognomi. En braadløs Munterhed besjælede dem. Saa sent det var, og skønt de den samme Aften havde spillet, var ingen Træthed at spore hos dem. Lystige Drillerier, Skemt og Spas, skarpsindige Ytringer om Skuespilkunst og Poesi fik Timerne til at flyve. Den Aften sluttede jeg med Lewinsky[V] et Venskab, der holdt ud en Menneskealder til hans Død.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
