6.

Ak, denne »frie og suveræne« Aand var for Tiden en Suveræn i stadig Feber.

Som Dreng i Tretten-Fjortenaars Alderen havde jeg plejet at tage en Blyant og et Stykke Papir med i min Seng for, naar jeg ikke kunde sove, da at notere, hvad der faldt mig ind. Da jeg ikke laa alene i Sovekammeret, turde jeg ikke tænde Lys, men jeg lærte mig at skrive i Mørke. I Begyndelsen dækkede Linjerne hinanden eller gik ind i |182| hverandre, saa Resultatet blev ulæseligt; men efterhaanden lod jeg med en vis Færdighed Fingrene glide saadan over Papiret, at Linjerne kom til at staa i rette Afstand. I disse Maaneder, da det finere Arbejde om Dagen umuliggjordes mig ved den Helvedes Musik, der fyldte Huset, blev det Natten, hvori jeg lagde Planer og havde Indfald, som jeg da ikke sjældent optegnede i Mørke, for ikke at glemme dem. Tidt lod Arbejdet mig dog ingen Ro; jeg stod op, satte mig ved mit Skrivebord, skrev en halv eller hel Side og gik i Seng paany. Og var min Hjerne ikke til at berolige, gentog dette sig tre, fire Gange, saa min Søvn blev meget inskrænket. Hvad man skriver ved Nattetid, synes En altid i Øjeblikket straalende godt, langt overlegent hvad man ellers finder paa. Desværre blegner det ved Dagslys; det er i Regelen en smertelig Skuffelse at gennemlæse det med koldere Hjerne.

Imidlertid arbejdede jeg Dag og Nat saa feberagtigt, at jeg end ikke ved Foraarstid forlod Kjøbenhavn og henad St. Hansdag saa Dyrehaven for første Gang. Skoven var den Dag fuld af glade Kjøbenhavnere; jeg traf adskillige elskende Par, som jeg kendte, og jeg sagde til mig selv: Hvor mange hundrede Mile lever vel jeg fra Kjøbenhavn!