Fra Januar 1875 havde jeg lidenskabeligt optaget mine Studier af engelsk Litteratur fra det 19. Aarhundredes Begyndelse, der havde ligget brak, siden jeg i Foraaret 1874 afsluttede mine Forelæsninger om Byron[I].
Da jeg modtog en Opfordring til for første Gang at holde et Foredrag i Studenterforeningen, valgte jeg Æmnet Shelley, hvilket Æmne Senioratet, betegnende nok for Datidens Uvidenhed om den engelske Digter, bekendtgjorde som Schelling[II], da man ansaa det andet for en Skrivefejl. Foredraget blev holdt i Begyndelsen af April, og efter I. P. Jacobsens[III] Udsagn, »tog det sig ud«.
|175| Aaret igennem sad jeg fordybet i Coleridge[IV], Wordsworth[V], Keats[VI], Scott[VII], Moore[VIII], Shelley[IX] og Landor[X] under store Vanskeligheder ved at faa Lov til at beholde de Bøger, jeg havde Brug for, fra det kongelige Bibliotek, hvis Overbibliotekar, Christian Bruun[XI], var en af mine mange Avindsmænd.
Da jeg var naaet til Lord Byron[XII] og tog mine Forelæsninger fra 1874 for mig paany, opdagede jeg til min Sorg, at Skildringen i denne Form slet ikke duede, men krævede at omarbejdes fra først til sidst. Jeg gav mig ufortrødent i Lag dermed. En Dag stødte jeg paa den lille Hindring, at mit Bud, hvem jeg havde sendt til Biblioteket for at skaffe mig Thomas Moore’s[XIII] Byronbiografi, kom tilbage med den Besked, at Bogen ikke havdes paa Biblioteket. Da jeg Aaret forud havde læst og benyttet Bogen i Bibliotekets Eksemplar, sendte jeg Dagen efter Buddet op paany med en Billet, hvori jeg høfligt bemærkede, man maatte tage fejl, Biblioteket ejede Bogen. Karlen kom ikke desmindre tilbage med samme Besked. Næste Dag gik jeg selv derop, bad en af Assistenterne aabne Bogsamlingen for mig og føre mig til den engelske Afdeling; jeg søgte Bogen, fandt den i dens Hylde, og sagde: »Dér ser De selv; den staar der. Tjen mig altsaa i, uden Vanskeligheder at give de tre Bind til mit Bud imorgen.« Jeg sendte Karlen, men til min Forbauselse kom han endnu en Gang tomhændet tilbage med Beskeden, at den Bog fandtes ikke paa det kongelige Bibliotek.
Samme Dags Aften modtog jeg et Brev fra den Mand, der i Almindelighed overgav de Laanende deres Bøger, Carit Etlar[XIV] (Carl Brosbøll); han betroede mig – under Anmodning om ikke at bruge Meddelelsen til hans Skade – hvad Sammenhængen med den fortsatte Negtelse var. Jeg havde paa Laaneseddelen skrevet Værkets Titel saaledes: Thomas Moore[XV]: Byrons[XVI] life and letters. 3 vol., medens den fuld|176|stændige og rette Titel var: Byrons[XVII] life, letters and journals og Overbibliotekar Bruun[XVIII] havde svoret, at saa længe jeg ikke skrev Titelen rigtigt, skulde mit Bud faa Lov at gaa forgæves.
Jeg var Carit Etlar[XIX] taknemmelig for Meddelelsen og har, saalænge han var i Live, heller ikke røbet denne hans uskyldige Gaaen bag om sin Chef. Mit Bekendtskab med Carit Etlar[XX] var gammelt; da jeg kun var 24 Aar gammel, havde han søgt mig for at bede mig anmode Ploug[XXI] om at turde anmelde hans Skuespil Trælleæt, som da opførtes første Gang, eftersom Fædrelandets stadige Recensent efter hans Paastand var ham ildesindet. Skønt jeg mødte Afslag, huskede han min Imødekommen. Senere kom der et Øjeblik en Kurre paa Traaden imellem os, da han i temmelig barske Udtryk lod mig vide, han ventede en Anmeldelse til Tak, naar han sendte mig sine Bøger, og den var udeblevet. Snart blev dog hin Misstemning udjævnet. Adskillige omtalte ham ikke synderlig gunstigt. Saaledes Ploug[XXII]. Brøchner[XXIII], der havde gaaet i Skole med ham, paastod kun, at han gjorde sig fire Aar yngre end han var, hvad utvivlsomt var rigtigt; thi da Brosbøll[XXIV] en Menneskealder derefter skulde fylde de 76 Aar, lod han i Aviserne bekendtgøre, at han til sin Forundring af gamle Papirer havde opdaget, han nu fyldte 80. Saalænge han var ung vilde han nødigt bære sin Alder; nu da han var gammel, gav de fire Aar en Anseelse mere, og han vilde ikke gaa glip af de Festligheder og Udmærkelser, der fulgte med Opnaaelsen af saa højt et Aaremaal.
Carit Etlar[XXV], der som folkelig Fortæller glædede sig ved en umaadelig Læsekres i de brede Lag, passede som Biblioteksassistent ikke synderligt til den som historisk Forsker nøjagtige og pertentlige Overbibliotekar, der var gnaven og mistænksom.
Da Bruun[XXVI] i sin Tid blev ansat, angreb hans Medansøger, |177| den fortjente Filolog Professor Lyngbye[XXVII], i en Dagbladsartikel Monrad[XXVIII] som Minister, fordi han havde foretrukket en Lærd, der til Embedseksamen havde Non contemnendus, for en Videnskabsmand, der til sin Eksamen havde faaet Præ ceteris, og det hed sig siden, at Bruun[XXIX] afskyede Alle, hvem han mistænkte for at have læst hin Lyngbyes Artikel. Jeg havde ganske vist læst den, men ikke agtet paa den, og har ikke nævnt den til nogen før nu. Saa det maatte være af andre Grunde, at Overbibliotekaren[XXX] forfulgte mig med sin særlige Uvilje. Endnu tyve Aar derefter drillede han mig, mens jeg udarbejdede en større Bog om Shakespeare[XXXI], med stadige brevlige Beklagelser over at jeg benyttede for mange Bøger og med pludselig at kræve Alt tilbage, hvad jeg efterhaanden havde samlet fra Biblioteket til Udarbejdelse af mit Værk. Han fastsatte tillige et meget lille Maximum af Bøger, han tillod mig samtidigt at have hjemme. Jeg nødtes ved den Lejlighed til at afbryde Bogens Trykning.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
