I mine unge Aar plejede jeg at sige, der var to Magter i Danmark, med hvilke jeg ikke vilde eller kunde lægge mig ud, det kongelige Bibliotek og det Gyldendalske Forlag, thi uden det første kunde jeg ikke lære noget og uden det andet ikke udgive noget. Overfor begge blev jeg netop i det Aar sat paa Prøve. Thi med Hegel[I] som Udgiver af Det nittende Aarhundrede var i Aarets Løb Bruddet mer end én Gang overhængende og blev kun forhindret ved Ændring eller Tilbagedragning af Artikler, han negtede sit Imprimatur.
Da Tidskriftet blot gav en Masse utaknemmeligt Redaktionsarbejde, maatte det være mig magtpaaliggende, ad andre Veje at fortjene noget. Men Professor Goos[II], hvem jeg i |178| hine Dage ofte saa og som dengang stillede sig yderst venskabeligt til mig, udtalte i Juli til mig den Overbevisning, at Biskop Martensen[III], eventuelt ved direkte Henvendelse til Kongen[IV], vilde forhindre min Ansættelse ved Universitetet. Han beklagede inderligt dette. (Pudsigt nok gav han selv sytten Aar derefter en anden den da endnu ubesatte Plads). Og samtidigt udtalte netop Hans Majestæt[V] til en af mine tidligere nærmeste Venner sin Misfornøjelse med »Filosofernes Ukristelighed.«
Det blev mig da med hver Dag mere vanskeligt at fortjene, hvad jeg behøvede til Livets Ophold.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
