2.

Ved Juletid vendte jeg tilbage til Danmark og optog fra 1. Januar mit Arbejde. Aaret 1875 blev et Arbejdsaar. Med Undtagelse af nogle Uger i Maj og i November, da jeg opholdt mig paa Landet i Sachsen og i Hannover, tilbragte jeg det hele Aar i Danmark. Jeg studerede og skrev uafbrudt, skønt under ugunstige Betingelser.

Ovenover det lille Værelse i mine Forældres^[I]emilie-brandes;herman-brandes Hus, der var indrømmet mig, sad endnu bestandig fra Morgen til Aften Musiklæreren Hr. Jähnigen og indøvede sine Elever, ledsagende Skalaer og Fingerøvelser med kraftige Taktslag af Foden mod Gulvet lige over mit Hoved. Der spiltes desuden jævnligt Piano under mig, og kom saa en Lirekasse i Gaarden til, var det vanskeligt, ikke at fare ud paa Gaden. Nu forstaar jeg neppe, at jeg hellere underkastede mig Pinen end lejede mig et Arbejdsværelse andensteds; |174| men jeg var upraktisk og desuden sikker paa, at Forholdene i Kjøbenhavn, hvor Musikens skønne Kunst bliver elsket og dyrket, allevegne var omtrent de samme. – Og naar jeg saa tænkte paa, hvad Musiken skulde være: den overjordiske Trøsterinde, den opflammende Undergører, der griber om alle Nerver og løfter Sjælen.

Jeg var i daarlig Kondition, Aaret igennem plaget af vekslende, halvt latterlige Smaa-Genvordigheder. Først havde jeg en let Difteritis, der nogen Tid lammede Ganen paa mig, saa jeg forstummede eller kun med yderste Vanskelighed kunde sige nogle Ord. Komisk nok fik jeg Mælet igen en Dag, Julius Lange^[II]Julius Lange (1838-1896): dansk kunsthistoriker. besøgte mig og da hans Tunghørhed tvang mig til at raabe. Saa led jeg af Tandpine, der kronisk vendte tilbage, endelig af et Hul i min Vrist, der forhindrede mig fra at gaa og som bandt mig† mig] sig A. saa længe, at det tilsidst forekom mig, som havde jeg altid været forhindret i at gaa af et Hul i Vristen; jeg havde og har nemlig den uheldige Egenskab, at et Saar, der hos andre læges paa otte Dage, tager otte Uger hos mig.