Da jeg paa den berammede Dag kom tilbage, meddelte den første Bekendt, jeg mødte paa Gaden, mig med synlig Fryd, at der ingen Konkurrence blev af. Imidlertid sagde min og Ministerens Ven, den gamle Botaniker, Professor Didrichsen[I] mig, at Fischer[II] til ham havde udtalt, han vilde lirke mig igennem, da han ikke kunde trumfe mig igennem. |193| Samtidigt hørte jeg dog til min Forbauselse, at Ministeren baade til Biskop Martensen[III] og til min tidligere Modstander Professor Rasmus Nielsen[IV] havde sagt – ret som vilde han indynde sig hos dem – at jeg ikke skulde blive ansat, saa længe han var Minister.
Jeg kunde ikke tro mine egne Øren, da jeg jo huskede, med hvilken Sikkerhed han til mig havde berammet Konkurrencen. Jeg søgte ham da i hans Audienstid.
Fischer[V] modtog mig med nogen Forlegenhed. »Ja, Rygtet er sandt; der bliver ingen Konkurrence af. Jeg vilde ved at tvinge den igennem kun opnaa min egen Afskedigelse.« – »Men Universitetet har jo selv udtalt sig for Konkurrencen, selv krævet den.« – »Ja, hvad Universitetet i den Sag vil og ikke vil, det er ikke let at konstatere. Der gives jo to Slags Trapper, Fortrapper og Bagtrapper. Der gives Professorer, som har sat sig stærkt i Bevægelse ad Bagtrappen, de samme, der officielt var for Konkurrencen.« Og paa min Bøn om blot at nævne mig en af disse Professorer, svarte Ministeren[VI]: »Hvor véd jeg det saa nøje! Alt hvad jeg kan sige er, at Professor Ussing[VII] har været meget virksom.«
Da jeg paa Brøchners[VIII] Opfordring meddelte ham Resultatet af Audiensen, sagde den sengeliggende, snart døende Mand smerteligt: »Aa, at man skal ligge her!«
Paa mig selv gjorde det et vist Indtryk, at man end ikke turde lade mig møde til en Konkurrence, som man for at undgaa min Ansættelse selv havde krævet, da man dog altid havde det i sin Magt at lade mig falde igennem for den første, den bedste Paludan[IX] eller Rosenberg[X].
Digteren Frederik Paludan-Müller[XI], hvem jeg paa dette Tidspunkt ingenlunde stod nær, sagde ikke desmindre til mig, at der efter hans Opfattelse ved den Lejlighed var blevet gjort mig blodig Uret. Han var Idealist.
|194| Pressen tav som en Mur. Da en af mine Bekendte i Anledning af Sagen bragte Redaktør Topsø[XII]e en Artikel, svarte denne: »Jeg har en hel Literatur liggende om denne Mand; men jeg vil intet optage for eller imod ham; jeg vil ikke støtte ham, heller ikke lægge ham et Halmstraa i Vejen.« Senere, da hele Byen vidste, at Fischer[XIII] var bleven tvungen til at kalde Konkurrencen tilbage, skrev Topsøe en Artikel hvori han »trods mine Jammerskrig« og trods de udenlandske Angreb paa Fædrelandet, hvori jeg efter hans Paastand var Skyld, anbefalede min Ansættelse ved Universitetet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
