12.

I Almindelighed har en ung Mand i min daværende Stilling, En, der i det offentlige Liv er i afgjort Mindretal og dog stadigt kæmpende, en kraftig Modvægt mod sine Byrder i Privatlivet. Han holdes sikkert for det meste skadesløs af en eller anden Kvinde, hvis Ømhed daglig udjævner og bortglatter Rynkerne paa hans Pande, selv om den ikke kan fjerne Vejspærringerne fra hans Bane. Men det var ikke mit Tilfælde. Jeg var fuldstændigt ensom i Kjøbenhavn. Jeg havde ikke nogen kvindelig Hengivenhed |191| at ty til. Den Kvinde, der længe havde staaet mig nærmest, havde for Aar og Dag siden forladt mig. Hun havde blindt forelsket sig i en ung Mand af ringe Herkomst og uden Glimt af Kultur. Hun brugte om ham det Udtryk: »Det er umuligt ikke at elske ham; han er som Solen«, bragte ham de største Ofre, ogsaa materielle, og levede som i en Rus nogle Aar. Hendes Helbred blev haardt angrebet. En Nat, hun var paa Rejse, vaagnede hun, idet hendes Elskede, der stille var traadt ind i hendes Kammer, stod ved hendes Seng. Hun vilde række sine Arme ud imod ham, da hun til sin Rædsel saa ham bemægtige sig hendes Ur, hendes Tegnebog og hendes Pengepung, og fjerne sig med dem. Hun saa ham aldrig mere.