I Efteraaret og Vinteren 1874 skrev jeg i Udlandet nogle Essays, et omfangsrigere om Paul Heyse[I], hvori jeg forsøgte at udfolde hans Evner fra Cellen, et lille om Ludvig Bödtcher[II], for at modarbejde den ondskabsfulde Snak om min dybe Ringeagt for dansk Poesi, og to store Essays om Lassalle[III], der dannede Grundlaget for min seks Aar senere udgivne Bog. Jeg nøjedes ikke med at studere Lassalles[IV] dengang utilgængelige Skrifter paa Bibliotekerne, jeg havde lange Samtaler med de Mænd, der havde kendt ham, saaledes i Berlin med Franz Duncker[V], Friedrich Spielhagen[VI], Ernst Dohm[VII], Dr. Oldenberg[VIII]. Jeg samtalte ikke mindre med Kvinder, der havde omgaaedes ham til Stadighed, som Fanny Lewald[IX]; men opdagede til min Overraskelse, at selv de iblandt dem, der havde staaet ham nær og hvem han havde hyldet, som Fru Duncker[X], aldrig havde læst en Linje af ham. Som en af dem sagde, de havde hørt, at der ikke var nogen Næring i hvad han skrev. Skønt mit Arbejde om Lassalle[XI] i sit oprindelige Udkast var afsluttet i December, tog Gennemarbejdelsen saa megen Tid, at jeg først fik det færdigt i Maj.
Dermed var dog ikke Arbejdet til Ende. Thi neppe |173| var det fuldendt paa Dansk, før jeg begyndte Oversættelsen paa Tysk. Fra Efteraaret 1874 havde jeg nemlig i Regelen dobbelt Arbejd. Saasnart et Essay var færdigt paa Dansk, tog jeg fat paa Oversættelsen eller rettere Omarbejdelsen paa Tysk, da en Tilpasning oftest var nødvendig.
Mit første Forsøg var den besværlige Overførelse af min Artikel om Paul Heyse[XII] paa det fremmede Sprog. Det var mig en overordentlig Skuffelse, da Dr. Rodenberg[XIII] sendte mig Afhandlingen tilbage med den Bemærkning, at Tysken desværre var umulig. Saa maatte jeg da begynde Sprogstudiet forfra og paa mere indtrængende Maade, indtil jeg langt om længe naaede saa vidt, at hvad jeg skrev, uden Rettelser eller med ganske ubetydelige, lod sig trykke. Da jeg i Grunden manglede Sprogtalent, var en ikke ringe Paapassenhed nødvendig.
Ved Juletid vendte jeg tilbage til Danmark og optog fra 1. Januar mit Arbejde. Aaret 1875 blev et Arbejdsaar. Med Undtagelse af nogle Uger i Maj og i November, da jeg opholdt mig paa Landet i Sachsen og i Hannover, tilbragte jeg det hele Aar i Danmark. Jeg studerede og skrev uafbrudt, skønt under ugunstige Betingelser.
Ovenover det lille Værelse i mine Forældres[XIV] Hus, der var indrømmet mig, sad endnu bestandig fra Morgen til Aften Musiklæreren Hr. Jähnigen og indøvede sine Elever, ledsagende Skalaer og Fingerøvelser med kraftige Taktslag af Foden mod Gulvet lige over mit Hoved. Der spiltes desuden jævnligt Piano under mig, og kom saa en Lirekasse i Gaarden til, var det vanskeligt, ikke at fare ud paa Gaden. Nu forstaar jeg neppe, at jeg hellere underkastede mig Pinen end lejede mig et Arbejdsværelse andensteds; |174| men jeg var upraktisk og desuden sikker paa, at Forholdene i Kjøbenhavn, hvor Musikens skønne Kunst bliver elsket og dyrket, allevegne var omtrent de samme. – Og naar jeg saa tænkte paa, hvad Musiken skulde være: den overjordiske Trøsterinde, den opflammende Undergører, der griber om alle Nerver og løfter Sjælen.
Jeg var i daarlig Kondition, Aaret igennem plaget af vekslende, halvt latterlige Smaa-Genvordigheder. Først havde jeg en let Difteritis, der nogen Tid lammede Ganen paa mig, saa jeg forstummede eller kun med yderste Vanskelighed kunde sige nogle Ord. Komisk nok fik jeg Mælet igen en Dag, Julius Lange[XV] besøgte mig og da hans Tunghørhed tvang mig til at raabe. Saa led jeg af Tandpine, der kronisk vendte tilbage, endelig af et Hul i min Vrist, der forhindrede mig fra at gaa og som bandt mig† saa længe, at det tilsidst forekom mig, som havde jeg altid været forhindret i at gaa af et Hul i Vristen; jeg havde og har nemlig den uheldige Egenskab, at et Saar, der hos andre læges paa otte Dage, tager otte Uger hos mig.
Fra Januar 1875 havde jeg lidenskabeligt optaget mine Studier af engelsk Litteratur fra det 19. Aarhundredes Begyndelse, der havde ligget brak, siden jeg i Foraaret 1874 afsluttede mine Forelæsninger om Byron[XVI].
Da jeg modtog en Opfordring til for første Gang at holde et Foredrag i Studenterforeningen, valgte jeg Æmnet Shelley, hvilket Æmne Senioratet, betegnende nok for Datidens Uvidenhed om den engelske Digter, bekendtgjorde som Schelling[XVII], da man ansaa det andet for en Skrivefejl. Foredraget blev holdt i Begyndelsen af April, og efter I. P. Jacobsens[XVIII] Udsagn, »tog det sig ud«.
|175| Aaret igennem sad jeg fordybet i Coleridge[XIX], Wordsworth[XX], Keats[XXI], Scott[XXII], Moore[XXIII], Shelley[XXIV] og Landor[XXV] under store Vanskeligheder ved at faa Lov til at beholde de Bøger, jeg havde Brug for, fra det kongelige Bibliotek, hvis Overbibliotekar, Christian Bruun[XXVI], var en af mine mange Avindsmænd.
Da jeg var naaet til Lord Byron[XXVII] og tog mine Forelæsninger fra 1874 for mig paany, opdagede jeg til min Sorg, at Skildringen i denne Form slet ikke duede, men krævede at omarbejdes fra først til sidst. Jeg gav mig ufortrødent i Lag dermed. En Dag stødte jeg paa den lille Hindring, at mit Bud, hvem jeg havde sendt til Biblioteket for at skaffe mig Thomas Moore’s[XXVIII] Byronbiografi, kom tilbage med den Besked, at Bogen ikke havdes paa Biblioteket. Da jeg Aaret forud havde læst og benyttet Bogen i Bibliotekets Eksemplar, sendte jeg Dagen efter Buddet op paany med en Billet, hvori jeg høfligt bemærkede, man maatte tage fejl, Biblioteket ejede Bogen. Karlen kom ikke desmindre tilbage med samme Besked. Næste Dag gik jeg selv derop, bad en af Assistenterne aabne Bogsamlingen for mig og føre mig til den engelske Afdeling; jeg søgte Bogen, fandt den i dens Hylde, og sagde: »Dér ser De selv; den staar der. Tjen mig altsaa i, uden Vanskeligheder at give de tre Bind til mit Bud imorgen.« Jeg sendte Karlen, men til min Forbauselse kom han endnu en Gang tomhændet tilbage med Beskeden, at den Bog fandtes ikke paa det kongelige Bibliotek.
Samme Dags Aften modtog jeg et Brev fra den Mand, der i Almindelighed overgav de Laanende deres Bøger, Carit Etlar[XXIX] (Carl Brosbøll); han betroede mig – under Anmodning om ikke at bruge Meddelelsen til hans Skade – hvad Sammenhængen med den fortsatte Negtelse var. Jeg havde paa Laaneseddelen skrevet Værkets Titel saaledes: Thomas Moore[XXX]: Byrons[XXXI] life and letters. 3 vol., medens den fuld|176|stændige og rette Titel var: Byrons[XXXII] life, letters and journals og Overbibliotekar Bruun[XXXIII] havde svoret, at saa længe jeg ikke skrev Titelen rigtigt, skulde mit Bud faa Lov at gaa forgæves.
Jeg var Carit Etlar[XXXIV] taknemmelig for Meddelelsen og har, saalænge han var i Live, heller ikke røbet denne hans uskyldige Gaaen bag om sin Chef. Mit Bekendtskab med Carit Etlar[XXXV] var gammelt; da jeg kun var 24 Aar gammel, havde han søgt mig for at bede mig anmode Ploug[XXXVI] om at turde anmelde hans Skuespil Trælleæt, som da opførtes første Gang, eftersom Fædrelandets stadige Recensent efter hans Paastand var ham ildesindet. Skønt jeg mødte Afslag, huskede han min Imødekommen. Senere kom der et Øjeblik en Kurre paa Traaden imellem os, da han i temmelig barske Udtryk lod mig vide, han ventede en Anmeldelse til Tak, naar han sendte mig sine Bøger, og den var udeblevet. Snart blev dog hin Misstemning udjævnet. Adskillige omtalte ham ikke synderlig gunstigt. Saaledes Ploug[XXXVII]. Brøchner[XXXVIII], der havde gaaet i Skole med ham, paastod kun, at han gjorde sig fire Aar yngre end han var, hvad utvivlsomt var rigtigt; thi da Brosbøll[XXXIX] en Menneskealder derefter skulde fylde de 76 Aar, lod han i Aviserne bekendtgøre, at han til sin Forundring af gamle Papirer havde opdaget, han nu fyldte 80. Saalænge han var ung vilde han nødigt bære sin Alder; nu da han var gammel, gav de fire Aar en Anseelse mere, og han vilde ikke gaa glip af de Festligheder og Udmærkelser, der fulgte med Opnaaelsen af saa højt et Aaremaal.
Carit Etlar[XL], der som folkelig Fortæller glædede sig ved en umaadelig Læsekres i de brede Lag, passede som Biblioteksassistent ikke synderligt til den som historisk Forsker nøjagtige og pertentlige Overbibliotekar, der var gnaven og mistænksom.
Da Bruun[XLI] i sin Tid blev ansat, angreb hans Medansøger, |177| den fortjente Filolog Professor Lyngbye[XLII], i en Dagbladsartikel Monrad[XLIII] som Minister, fordi han havde foretrukket en Lærd, der til Embedseksamen havde Non contemnendus, for en Videnskabsmand, der til sin Eksamen havde faaet Præ ceteris, og det hed sig siden, at Bruun[XLIV] afskyede Alle, hvem han mistænkte for at have læst hin Lyngbyes Artikel. Jeg havde ganske vist læst den, men ikke agtet paa den, og har ikke nævnt den til nogen før nu. Saa det maatte være af andre Grunde, at Overbibliotekaren[XLV] forfulgte mig med sin særlige Uvilje. Endnu tyve Aar derefter drillede han mig, mens jeg udarbejdede en større Bog om Shakespeare[XLVI], med stadige brevlige Beklagelser over at jeg benyttede for mange Bøger og med pludselig at kræve Alt tilbage, hvad jeg efterhaanden havde samlet fra Biblioteket til Udarbejdelse af mit Værk. Han fastsatte tillige et meget lille Maximum af Bøger, han tillod mig samtidigt at have hjemme. Jeg nødtes ved den Lejlighed til at afbryde Bogens Trykning.
I mine unge Aar plejede jeg at sige, der var to Magter i Danmark, med hvilke jeg ikke vilde eller kunde lægge mig ud, det kongelige Bibliotek og det Gyldendalske Forlag, thi uden det første kunde jeg ikke lære noget og uden det andet ikke udgive noget. Overfor begge blev jeg netop i det Aar sat paa Prøve. Thi med Hegel[XLVII] som Udgiver af Det nittende Aarhundrede var i Aarets Løb Bruddet mer end én Gang overhængende og blev kun forhindret ved Ændring eller Tilbagedragning af Artikler, han negtede sit Imprimatur.
Da Tidskriftet blot gav en Masse utaknemmeligt Redaktionsarbejde, maatte det være mig magtpaaliggende, ad andre Veje at fortjene noget. Men Professor Goos[XLVIII], hvem jeg i |178| hine Dage ofte saa og som dengang stillede sig yderst venskabeligt til mig, udtalte i Juli til mig den Overbevisning, at Biskop Martensen[XLIX], eventuelt ved direkte Henvendelse til Kongen[L], vilde forhindre min Ansættelse ved Universitetet. Han beklagede inderligt dette. (Pudsigt nok gav han selv sytten Aar derefter en anden den da endnu ubesatte Plads). Og samtidigt udtalte netop Hans Majestæt[LI] til en af mine tidligere nærmeste Venner sin Misfornøjelse med »Filosofernes Ukristelighed.«
Det blev mig da med hver Dag mere vanskeligt at fortjene, hvad jeg behøvede til Livets Ophold.
Samme Sommer og Efteraar havde jeg et mindre Arbejde for, der tog mig mere Tid end jeg havde ventet.
Umuligt som det var mig ved egne Frembringelser at komme ud af min ubetydelige Gæld paa 500 Kroner, besluttede jeg at fortjene mit Brød som Oversætter. Det var min Agt til en Begyndelse at overføre Gottfried Kellers[LII] Noveller paa Dansk, da jeg ikke blot selv fandt dem fremragende, men under mine Ophold i Tyskland havde erfaret, hvilken ganske særlig Beundring denne Schweizerdigter nød ogsaa udenfor sit Hjemland, idet der i tyske Forfatter- og Kunstnerkrese altid taltes om Keller[LIII] som om den, mod hvis Kraft og Anskuelighed ingen anden kunde komme op.
Da jeg fra Keller[LIV] havde opnaaet Eneret til Gengivelse af hans Værker paa Dansk, ansaa jeg mig for sikret mod Næringssorg i den nærmeste Fremtid.
Jeg valgte til en Begyndelse Kellers[LV] mest beundrede Novelle, Romeo og Julie i Landsbyen, den om hvilken Heyse[LVI] en Dag havde sagt til mig: »Jeg vilde give Alt, hvad jeg har frembragt, for at have skrevet den«. Dertil føjede jeg for at |179| vælge noget ret Populært og tillige Ubekendt en lille i Kellers[LVII] Bøger endnu ikke optaget Fortælling, som jeg havde fundet i en Folkekalender, De syv støtte Mænd og deres Fane. Denne Maade at aabne min Oversættervirksomhed paa, fandt jeg selv saa fortræffelig, at jeg under Trykket af min Pengenød levede i Fremtidsforventninger, der ikke stod tilbage for Konens med Æggene. Jeg vilde hurtigt kunne betale min Gæld; jeg vilde helt kunne leve af denne Virksomhed; jeg kunde endogsaa gifte mig paa den; jeg kunde lægge Penge op. Oversatte jeg et Ark om Dagen, hvad meget vel lod sig gøre, altsaa c. 350 Ark om Aaret, saa gav dette mig en Indtægt af 14,000 Kroner, hvad der var Rigdom. Drev jeg det kun til et halvt Ark om Dagen, havde jeg altid 7000 Kroner, hvad der var Velstand. Foreløbig udgjorde det Bind, jeg til Jul fik færdigt, kun tolv Ark, saa det ledede just ikke nogen Guldstrøm ind til mig. Og dette Bind blev det eneste, jeg overhovedet kom til at oversætte.
Naturalismen i England og Schweizernoveller udkom paa én Gang. Da Pressen saa lidet vilde anmelde det fjerde Bind af Hovedstrømninger som andet og tredie, saa kastede man sig nu med Lidenskab over Schweizernovellerne. Det gjaldt om at rakke dem ned og samtidigt latterliggøre dem, som endnu aldrig Noveller var latterliggjorte.
Hvem Keller[LVIII] var, vidste man ikke; men netop i sin Uvidenhed havde man da som altid en Styrke. Bogens første Anmelder bemærkede, at det var temmelig vildledende, naar Keller[LIX] i Fortalen betegnedes som en levende Skribent, da han efter det og det Konversationsleksikon var død for 15 Aar siden. Glad over dette Fund optog Ploug[LX] Beskyldningen mod Oversætteren for at have faret med vitterlig Usandhed i den Meddelelse, at Keller[LXI] ønskede sig oversat af ham; Ønsket maatte vel være udtalt ved Testamente, da |180| Manden forlængst var død. Hans Talent var iøvrigt for ringe til at man behøvede at faa ham indført. En Dansk som Bendix Hansen[LXII] (hvem jeg for min Del aldrig havde hørt nævne og hvem Ingen sidenhen har nævnt) var i Stand til at skrive fuldt saa gode Noveller.
I Blade og Tidsskrifter overbød Anmelderne hinanden desuden i Paavisning af at jeg ikke forstod Tysk og ikke kunde skrive Dansk. Et Par lidt ualmindelige Udtryk, jeg havde brugt, blev stadigt anførte som Beviser paa, at jeg ikke havde forstaaet Tysken. Ja, saaledes blev Anklagerne efterhaanden sat i Stil, at Folk mente, Sagen var in confesso, saa jeg end ikke selv vilde nedlægge nogen Indsigelse mod den almindelig anerkendte Sandhed, at jeg skrev et daarligt Dansk. Som en ældre Herre i Selskab sagde til mig: Det er Dem, ikke sandt, der skriver saaledes: »Født i Paris var han tidlig bleven sat i Skole i Verdun« og, ikke sandt, det er Dem, der kalder »Vinduer« for »Skiver«.
Dog særligt styrtede Anmelderne sig over Kellers[LXIII] »Usædelighed«. Den Omstændighed, at i Romeo og Julie de to Unge, efter en eneste Gang at have favnet hinanden, i deres Fattigdom og Udsigtsløshed lader sig glide fra det Høskib, der bærer dem, ned i Flodens kolde Vande, satte Anmelderne i et Delirium, der meddelte sig til Læseverdenen. Novellerne prækede »den frie Kærlighed« (hvilken alle disse Journalister, der privat levede som glade Bavianer, offentlig aldrig forsømte at korse sig over); den prækede desuden Selvmords Berettigelse ligesom første Del af Hovedstrømninger. Og det i et Land, hvor Selvmord var saa hyppige som i Danmark!
Ploug[LXIV] hævdede da med Styrke i Fædrelandet, at hvad Oversætteren mest af Alt syntes at ligne, var »en literær Forretningsmand, der gør i Tidens Modevarer, eller en rodløs Plante, som driver med Strømmen«. Dagbladet tog her |181| til Genmæle. Benævnelsen »rodløs Plante« var urigtig: »der gives Planter, som er endnu værre farne; det er dem, som har fæstet Rod i Urenhed og Raadenskab«.
Studenterforeningen, der altid fik sin Parole fra de to Aviser, havde blandt sine Juleforæringer til Tombolaen det Aar ogsaa Schweizernovellerne og gjorde sig i de Vers, der ledsagede Bogen, yderst lystig over Salis og Verenas sidste Favntag, der vittigt betegnedes som »Kogning i Hø«.
Ikke et Menneske i Landet ytrede Sans for Novellens fine og sjældne Poesi.
Da Keller[LXV] erfor sine Novellers Nederlag, skrev han til mig: »Oversættelsens Skæbne har i høj Grad overrasket mig; jeg vidste tilfældigvis intet om, at et saa fordrejet og forgiftet Bigotteri eksisterede i Danmark. Efterat Fortællingen nu i snart tyve Aar er blevet eftertrykt i en Mængde Feuilletoner og saavel i Schweiz som i Tyskland optaget i flere større Samlinger, af hvilke mere end én udtrykkeligt er bestemt for Familien eller for Hjemmet, lyder nu for første Gang denne enfoldige Anklage for Usædelighed.« Som artig Mand udlede han Angrebene paa Romeo og Julie ikke af hans »ubetydelige Historie«, men af »den frie og suveræne Aand« i mine Skrifter, der paadrog mig Forfølgelse.
Ak, denne »frie og suveræne« Aand var for Tiden en Suveræn i stadig Feber.
Som Dreng i Tretten-Fjortenaars Alderen havde jeg plejet at tage en Blyant og et Stykke Papir med i min Seng for, naar jeg ikke kunde sove, da at notere, hvad der faldt mig ind. Da jeg ikke laa alene i Sovekammeret, turde jeg ikke tænde Lys, men jeg lærte mig at skrive i Mørke. I Begyndelsen dækkede Linjerne hinanden eller gik ind i |182| hverandre, saa Resultatet blev ulæseligt; men efterhaanden lod jeg med en vis Færdighed Fingrene glide saadan over Papiret, at Linjerne kom til at staa i rette Afstand. I disse Maaneder, da det finere Arbejde om Dagen umuliggjordes mig ved den Helvedes Musik, der fyldte Huset, blev det Natten, hvori jeg lagde Planer og havde Indfald, som jeg da ikke sjældent optegnede i Mørke, for ikke at glemme dem. Tidt lod Arbejdet mig dog ingen Ro; jeg stod op, satte mig ved mit Skrivebord, skrev en halv eller hel Side og gik i Seng paany. Og var min Hjerne ikke til at berolige, gentog dette sig tre, fire Gange, saa min Søvn blev meget inskrænket. Hvad man skriver ved Nattetid, synes En altid i Øjeblikket straalende godt, langt overlegent hvad man ellers finder paa. Desværre blegner det ved Dagslys; det er i Regelen en smertelig Skuffelse at gennemlæse det med koldere Hjerne.
Imidlertid arbejdede jeg Dag og Nat saa feberagtigt, at jeg end ikke ved Foraarstid forlod Kjøbenhavn og henad St. Hansdag saa Dyrehaven for første Gang. Skoven var den Dag fuld af glade Kjøbenhavnere; jeg traf adskillige elskende Par, som jeg kendte, og jeg sagde til mig selv: Hvor mange hundrede Mile lever vel jeg fra Kjøbenhavn!
En af mine faa Adspredelser dengang var at aflægge smaa Besøg i en Familie, med hvilken jeg regnede mig en Smule i Slægt, skønt der intet Blodets Baand bestod mellem den og mig. Husets Frue, hvem jeg fra Barndommen af kaldte Kusine, havde som ung Pige været en sjælden Skønhed. Hun var, 16 eller 17 Aar gammel, bleven gift med en brav Købmand, og var nu i Trediverne, omgivet af en blomstrende Skare Sønner og Døtre. Hendes Navn var Frederikke |183| Bendix[LXVI]. Blid, forstandig, munter, altid i Ligevægt og stadigt meget smuk, med Øjne, Ingen saa uden at føle et lille Pust af Lykke, var hun, enten man traf hende alene, eller de unge Døtre flokkedes om hende som Duer, der brusende sætter sig paa Duetæmmerskens Skuldre og Skød, den menneskevordne Harmoni i en jævn, ung Borgerkones Skikkelse. Tidt kom jeg til hende med adskillige Bekymringer i Sindet og følte dem sprede sig, mens jeg sad paa Stolen overfor hende, saa hendes Smil, og lyttede til hendes Pigebørns barnlige og kække Pludren.
Da jeg i Maj tog nogle Uger fra Kjøbenhavn, havde jeg en lille Oplevelse, som ligeledes adspredte mig. I nogen Tid havde jeg staaet i Brevveksling med den udmærkede Skuespiller ved Burgteatret i Wien, Josef Lewinsky[LXVII], da i sin ypperste Kraft. Han havde læst Hovedstrømningernes første Bind med Entusiasme og udtalt sine varme Følelser for deres Forfatter. Nu hændte det, at jeg en Aften, vel ved Titiden, ankom til Berlin og at Lewinsky[LXVIII], som jeg af Plakaterne saa, den Aften spillede der i Byen med en østerrigsk Trup. Jeg kørte til Teatret, men det var allerede lukket, derfra til et Hotel, hvor jeg formodede, Skuespillerne var tagne ind, men fandt dem ikke dèr, kørte saa til endnu et Hotel, der blev mig anvist, et, der laa omme bag den store Kurfyrstes Monument. Jeg naaede først dertil ved Midnat, og ringede paa Portneren, der svarte, at de Wienske Skuespillere vel opholdt sig der, men ikke modtog nogen; han indvilligede dog i at afgive mit Kort. Saa blev jeg i Triumf af Lewinsky[LXIX] hentet ind til et natligt Selskab, der forekom mig det gladeste og mest poetiske, jeg i mange, mange Aar havde set. Det virkede paa mig som et Optrin af en fornem og dog picaresk Roman. I det store Hotelværelse, der var fuldt af glade Mennesker, sad eller laa henstrakt paa Divaner om et Bord med Champagneflasker |184| en Flok af Mænd med udmærket Holdning og intelligente Ansigter og af Damer, der var lige indtagende ved Skikkelse og Fysiognomi. En braadløs Munterhed besjælede dem. Saa sent det var, og skønt de den samme Aften havde spillet, var ingen Træthed at spore hos dem. Lystige Drillerier, Skemt og Spas, skarpsindige Ytringer om Skuespilkunst og Poesi fik Timerne til at flyve. Den Aften sluttede jeg med Lewinsky[LXX] et Venskab, der holdt ud en Menneskealder til hans Død.
I Norden oplevede jeg lidet Glædeligt. En Begivenhed, der gjorde et ansporende Indtryk, var imidlertid den nye Udvikling af Bjørnsons[LXXI] Digtning i Retning af Virkelighedsgengivelse. Han udgav samtidigt En Fallit og Redaktøren. Skønt intet af disse Skuespil betegner et Højdepunkt i hans Poesi, betydede de en Signalforandring, røbede, at Bjørnson[LXXII] havde gjort Skridtet fra romantisk til moderne Aandsliv. Hvad der samtidigt erfores om den Gæring og Udvikling, hvori hans længe nærede Rettroenhed befandt sig, gav desuden et Haab om, at Ibsen[LXXIII] ikke mere vilde komme til at staa ene i Norge som en ny Tids Talsmand.
I de Dage fik jeg i Kjøbenhavn meget jævnligt Besøg af en gammel udmærket Mand, en af Grundtvigs[LXXIV] ældste Tilhængere ved Navn Knudsen[LXXV], som første Gang bragte mig sammenheftet i stort Format et forstandigt Tidsskrift, han havde udgivet, kaldet Vore Ordførere. Han var alvorligt religiøs og dog besjælet af det inderligste Frisind. Han holdt overfor de Grundtvigianere, der var gaaede paa Akkord med Statskirken, fast ved Grundtvigs[LXXVI] ældre Krav paa fuld Aandsfrihed. Omgangen med ham kunde være lidt trættende; men der var noget Forfriskende ved |185| hans aldrig svækkede Begejstring og sjældne Hæderlighed. Jeg nærede vel intet Øjeblik nogen Tro til, at han skulde kunne paavirke og dreje Grundtvigianernes Kurs i Datiden. Men jeg paaskønnede ham personligt af fuldt Hjerte og ærede ham mere for hans Holdning overfor mig, end om han havde været en afgjort Meningsfælle.
I det Aar fik jeg det første stærke Indtryk af hvorledes Omgivelserne omkring En forvandles derved, at de mange uvilkaarligt eller vilkaarligt svige og sviges. Forbindelser mellem Mand og Kvinde, nyligt stiftede Ægteskaber, der syntes at maatte holde Livet ud, faldt fra hinanden; Kvinder, der lige havde erklæret, at de elskede for evigt, elskede knapt et Aar. Mænd, der nys gik op i ridderlig Elskov, pønsede paa at afhænde den Elskede fordelagtigt; unge Fruer, der løb bort fra deres Ægtefælle med en Mand, tog sig undervejs en anden Mand, og den forladte Nr. 2 trøstede sig en Maaned efter med en ny Veninde. I dansk Politik var Omslag og Smaaforræderier det daglige Brød, og danske Venskabsforbindelser Mand og Mand imellem viste sig saa upaalidelige, at man undredes, nogen indgik dem. Meningsfæller sveg uafbrudt hinanden, dels fordi de af uberegnelige Aarsager skiftede Mening, dels fordi den, der betegnedes som Fører, i denne Egenskab blev hadet ikke blot af Modstanderne, men af dem, han skulde føre, og især af dem.
I Marts skrev jeg i min Notitsbog: »Vrangen er ikke smuk, ikke nær saa smuk som Retten. Og i en Haandevending er saa Retten Uret og Uretten Ret. Traadenderne er ikke nær saa smukke som Broderiet; men nogle Aar! og Broderiet er fuldstændig opslidt, er selv blevet Traadender, og ser man rigtigt paa Traadenderne, udgør de jo |186| ogsaa en Slags Broderi. Traadenderne forgaar, og Kanevasset forgaar, og Gobelin’et bliver til Klude. Kun Svinelær bestaar. Derfor binder man de klassiske Værker ind i Svineskind. Bøgerne gaar ikke desmindre i Rotterne og til allersidst Svinelæderet med. Saa kun en Smule Rottegift, og Historien er ude.«
Skønt jeg i Reglen følte mig ret nedslaaet og snarere i bittert Lune end i godt, havde jeg Opsving af Selvfølelse. Saaledes skrev jeg Paaskemorgen: »Mine Herrer! De kan roligt holde paa mig; thi jeg er den Hest, som vinder«.
Men i Maj følger denne Notits, der tager sig besynderligt ud, naar man betænker, at den stammer fra en, som nylig var fyldt 33 Aar: »Et nyt Ord trænger sig stedse mere frem paa mine Læber. Det er Ordet gammel. Det er mig, som var jeg i denne Vinter blevet gammel. Glædesløs er gammel. Ene er gammel. Den, hvem Intet lykkes, er gammel. Den, som ser ned i et Dyb af Plager, som ikke kan udeblive, og af Glæder, der straks vil forbitres ham, er gammel. Der ligger en uafvæltelig Byrde af Mismod over mit Sind. Ensomheden gør mig elegisk, og saaledes skriver jeg Dagbogsnotitser, som da jeg var atten Aar. Den, der føler, at han lever og er blot tilnærmelsesvis lykkelig, skriver ikke Sligt«.
Aaret igennem haglede fjendtlige Bladartikler ned over mig i nu glemte Blade som Dagstelegrafen, ogsaa i Dagbladet og Fædrelandet. Jeg brugte disse Artikler imod mig som Slambade; de var smudsige og styrkende. En Dag henvendte en af mine nærmeste Bekendte, en Jurist, sig til mig, og mente, det var nødvendigt at jeg svarte paa et ærerørigt Angreb. Jeg skrev til ham: »Hvorfor skal |187| man indlade sig med den rene Pøbelagtighed? Jeg vil det ikke. Jeg foragter mine Angribere altfor ubeskriveligt, og de forstyrrer mig slet ikke.« Redaktør N. J. Larsen[LXXVII] udtalte samtidigt den Mening, at jeg rundt om i Landet nu var saa forhadt, at dersom En kaldtes en Tilhænger af mig, vilde Bønderne hellere stene ham end høre paa ham. – Dette sidste varede nu vistnok ikke mange Aar; men saa længe det stod paa, var det Frugten af ihærdig Presse-Agitation. Den samme Redaktør sagde en anden Dag: »De maa huske, man har sagt det Værste om Dem«.
Det Værste blev naturligvis oprindeligt ikke sagt paa Landet, men i Kjøbenhavn, hvor det Had, som modsatte Anskuelser fremkaldte, fik sin Hovedstadstilsætning af den Gift, som personligt Nag i Forening med Kafévittigheden brygger. Der var f. Eks. En, der skrev imod mig tredive Aar i Træk, i korte Artikler som i bindstærke Værker, og som hadede mig tilblods, fordi han engang havde været dødelig forelsket i en Dame, som, da jeg var 24 Aar, foretrak mig for ham. Han er nu død, men Livet igennem fældede han sine Domme over mig med den strenge og haardnakkede Saglighed, der altid gør et overbevisende Indtryk paa en svaghjernet Læser.
Selv havde jeg og har jeg, fra jeg begyndte at skrive som Kritiker og indtil nu, aldrig kritiseret nogen Mand eller nogen Bog uden at fremhæve deres Fortrin. Hvor der intet var at rose, der tav jeg. Hvor Manden var værdiløs eller mig personligt aldeles imod, dèr lod jeg ham i Ro, rettede aldrig Pen imod ham. Min Kritik var bekræftende og har aldrig været andet. Al Kritik imod mig var negativ; mine Kritikere fulgte altsaa ikke det Eksempel, jeg havde givet. End mindre holdtes en eneste af dem nogensinde tilbage af det Spørgsmaal, om han som Kritiker nu virkelig var mig overlegen.
|188| Midt under den hidsige Bekæmpen af min landsskadelige Virksomhed kom iøvrigt pudsigt nok Dagbladets nye Redaktør i Tanker om, at det maaske trods Alt var fordelagtigt at vinde mig for Bladet.
En Dag traadte en mig ubekendt Herre, Journalisten Godske-Nielsen[LXXVIII], ufordelagtigt bekendt som afskediget Bestyrer af den store Drewsenske Papirfabrik paa Strandmøllen, ind til mig og forestillede sig. Han saa uhyggelig ud; der var hjertelig Falskhed i hans Øjne og oprigtig Upaalidelighed i hans Smil. »Jeg kommer til Dem for at bevidne Dem min Tilbedelse«. – »Ordet klinger noget besynderligt, særligt i Munden paa en Medarbejder af Dagbladet«. – »Det er det rette Ord. Jeg har altid sværmet for Deres Stil. Jeg har ogsaa altid i Redaktionen hævdet, at De jo slet ikke paa Universitetet har sagt andet, end hvad De ogsaa før mange Gange har udtalt eller antydet, dengang De skrev i Bladet. Derfor sender man ogsaa mig til Dem. Baade Bille[LXXIX] og Topsøe[LXXX] var imidlertid enige om, at som De var optraadt, maatte De stækkes. Bille[LXXXI] stillede sig ikke saa stejlt imod Dem uden først at have spurgt Topsøe[LXXXII] om hans Mening, da han jo havde afkøbt Bille Bladet og snart skulde lede det. Men nu kommer jeg for at spørge Dem, om De ikke fra nu af vil overtage Literatur-anmeldelserne. Det forstaar sig, at Angrebene paa Dem saa hører op af sig selv. Jeg mener, De i alle Maader staar Dem ved at tage imod Tilbuddet.«
Det er unødigt at meddele mit Svar.
Godske-Nielsen[LXXXIII] overtog derefter Redaktionen af det slesvigske Blad Danevirke, og jeg kan med Sandhed sige, at Gemenheder angaaende mine Forhold som de, dette Blad bragte, har hverken da eller siden nogen dansk Avis indeholdt.
Medens adskillige af mine Angribere vistnok blot fulgte |189| deres Instinkt, var der andre, der rimeligvis oprigtigt ansaa mig for et Skadedyr. Og er en Mand dette, da er, som Kierkegaard[LXXXIV] siger, »enhver skjult Modstand, enhver Frækhed mod ham og Mishandling af ham ikke blot tilladelig, nej den er Pligt mod Gud.« Kierkegaard[LXXXV] slutter med en bitter Henvendelse til Kjøbenhavn: »O uskatterlige Købstad, hvor er du ubetalelig, naar du faar Adriene paa og bliver hellig, naar det, at hengive sig til enhver Misundelsens, Raahedens Pøbelagtighedens væmmelige Lyst, tillige bliver Udtrykket for at gøre Gud en Dyrkelse!«
Bekæmpelsen af mig var selvfølgelig langt mere afgjort en Gudsdyrkelse end Angrebene paa den strengt kristelige Søren Kierkegaard[LXXXVI]. Det Udtryk, jeg i hine Aar og længe derefter oftest saa i danske Øjne, var Udtrykket af det gnistrende Had. Bag det laa ubevidst eller bevidst en sur Misundelse forvaret. – En Dag, da Louis Blanc[LXXXVII] i det franske Kammer gav sin Galde Luft, blev det sagt om ham, der var meget lille af Vækst: Il ne serait pas si méchant, s’il n’était pas si petit. Det Ord rinder En uvilkaarligt i Hu, naar man iagttager den Art Ondskab, der undertiden rejser Hovedet i det moderne Danmark. Der gives en Art af Skadefryd, en Istemmen af Jubelhyl, naar den Forhadte begaar en Fejl, var det end blot en Hukommelsesfejl, som er afgjort dansk. Der gives ogsaa en sjælelig Blanding af Skinhellighed og Lumskhed, et Had i Religionens, Moralens og alle ærværdige Magters Navn, som har lettere ved at trives i Smaabyer end i Storstæder, og som har flere Betingelser for at blomstre i de smaa Landes Presse end i Stormagternes.
Den overordentlige og indtagende Godmodighed, der |190| betegner den menige Befolkning i Kjøbenhavn og som bl. A. faar sit Udtryk i dens store og sjældne Høflighed overfor Fremmede som overfor Hjemlige, suppleres forunderligt af den Ondskabsfuldhed, som raader i det offentlige Liv eller i alt Fald i lange Tider har raadet deri. Da Duellerne blev afskaffede her som i England, burde en tilsvarende Selvbeherskelse i den offentlige Tone have været indført her som der. Nu har den utvivlsomste Følge af Sædernes Fredelighed været Tøjlesløsheden af de personlige Angreb, for hvilke der ikke gives nogen Straf.
Selvfølgelig var de Genvordigheder, jeg havde at kæmpe med, i og for sig ikke af dem, for hvilke en Mand bukker under. Hvad betydede de vel i Sammenligning med dem, en Mand med mit Sæt af Ideer i et Land som Rusland havde maattet udstaa! – Vanskeligheden er imidlertid større for en frembringende Aand end for en, der udelukkende er anlagt paa Handling. Den første behøver et Overskud af Stemning og relativ Tryghed eller Fred for at kunne producere, og det Liv, jeg førte i stadige Sindsbevægelser, som næredes af lutter Jobsposter, var mere oprivende end det syntes.
I Almindelighed har en ung Mand i min daværende Stilling, En, der i det offentlige Liv er i afgjort Mindretal og dog stadigt kæmpende, en kraftig Modvægt mod sine Byrder i Privatlivet. Han holdes sikkert for det meste skadesløs af en eller anden Kvinde, hvis Ømhed daglig udjævner og bortglatter Rynkerne paa hans Pande, selv om den ikke kan fjerne Vejspærringerne fra hans Bane. Men det var ikke mit Tilfælde. Jeg var fuldstændigt ensom i Kjøbenhavn. Jeg havde ikke nogen kvindelig Hengivenhed |191| at ty til. Den Kvinde, der længe havde staaet mig nærmest, havde for Aar og Dag siden forladt mig. Hun havde blindt forelsket sig i en ung Mand af ringe Herkomst og uden Glimt af Kultur. Hun brugte om ham det Udtryk: »Det er umuligt ikke at elske ham; han er som Solen«, bragte ham de største Ofre, ogsaa materielle, og levede som i en Rus nogle Aar. Hendes Helbred blev haardt angrebet. En Nat, hun var paa Rejse, vaagnede hun, idet hendes Elskede, der stille var traadt ind i hendes Kammer, stod ved hendes Seng. Hun vilde række sine Arme ud imod ham, da hun til sin Rædsel saa ham bemægtige sig hendes Ur, hendes Tegnebog og hendes Pengepung, og fjerne sig med dem. Hun saa ham aldrig mere.
Den ved Hauchs[LXXXVIII] Død ledigblevne Professorplads ved Kjøbenhavns Universitet, som man ikke havde villet give mig, stod nu ledig paa fjerde Aar, skønt den var normeret, altsaa skulde besættes. I Efteraaret 1875 erfor jeg, medens jeg holdt mine Forelæsninger, at den ny Kultusminister, en naturvidenskabeligt dannet Mand ved Navn Fischer[LXXXIX], i et Hus, hvor vi begge var ret hyppige Gæster, med stor Bestemthed havde udtalt, at nu skulde denne skandaløse Tilstand have en Ende; han vilde ansætte mig. Samtidigt erfor jeg af† den dødeligt syge Brøchner[XC], hvem jeg besøgte, at min Sag allerede var sat i Bevægelse fra Ministeriets Side; der var berammet et Fakultetsmøde og et Konsistoriumsmøde i den Anledning.
Da jeg netop havde fuldendt min Bog, Naturalismen i England, og agtede at rejse bort en Maanedstid, opsøgte jeg Ministeren[XCI] en af de sidste Dage af Oktober og spurgte ham om det Rygte, at han vilde ansætte mig, talte sandt. |192| Han svarte: »Min oprindelige Hensigt var at ansætte Dem uden videre; men da jeg spurgte mig for hos det filosofiske Fakultet, om dette var Falkultetet ret, svarte det, at det ønskede Pladsen besat ved Konkurrence. Man har«, tilføjede han, »rimeligvis gjort Regning paa, at De vilde være for stolt til at konkurrere. Men dersom De vil indstille Dem til Konkurrence, saa bliver dette jo ganske det Samme som om jeg paa Forhaand ansatte Dem; thi De sejrer selvfølgelig; der er jo Ingen at konkurrere med.«
»Deres Excellence tager fejl«, svarte jeg. »Jeg risikerer i høj Grad at falde ved Konkurrencen, ligegyldigt hvem der stiller sig imod mig. Udfaldet beror paa Dommerne. Men der er Ingen her i Landet, hvem jeg i dette Tilfælde kan anerkende som Dommer over mig, og der er ganske sikkert Ingen, der vil mig vel. Ved de medicinske Konkurrencer stemmer i Reglen hver Professor paa sin Reservelæge; jeg er Ingens Reservelæge. Der bliver ikke valgt andre Dommere end Saadanne, som efter al Sandsynlighed afgiver deres Stemme imod mig. Jeg vil dog ikke derfor holde mig tilbage. Naar afholdes Konkurrencen? Jeg spørger, fordi jeg staar i Begreb med at rejse udenlands.« – Han svarte: »De maa være her tilbage den 1. December, forberedt til at konkurrere.«
Da jeg paa den berammede Dag kom tilbage, meddelte den første Bekendt, jeg mødte paa Gaden, mig med synlig Fryd, at der ingen Konkurrence blev af. Imidlertid sagde min og Ministerens Ven, den gamle Botaniker, Professor Didrichsen[XCII] mig, at Fischer[XCIII] til ham havde udtalt, han vilde lirke mig igennem, da han ikke kunde trumfe mig igennem. |193| Samtidigt hørte jeg dog til min Forbauselse, at Ministeren baade til Biskop Martensen[XCIV] og til min tidligere Modstander Professor Rasmus Nielsen[XCV] havde sagt – ret som vilde han indynde sig hos dem – at jeg ikke skulde blive ansat, saa længe han var Minister.
Jeg kunde ikke tro mine egne Øren, da jeg jo huskede, med hvilken Sikkerhed han til mig havde berammet Konkurrencen. Jeg søgte ham da i hans Audienstid.
Fischer[XCVI] modtog mig med nogen Forlegenhed. »Ja, Rygtet er sandt; der bliver ingen Konkurrence af. Jeg vilde ved at tvinge den igennem kun opnaa min egen Afskedigelse.« – »Men Universitetet har jo selv udtalt sig for Konkurrencen, selv krævet den.« – »Ja, hvad Universitetet i den Sag vil og ikke vil, det er ikke let at konstatere. Der gives jo to Slags Trapper, Fortrapper og Bagtrapper. Der gives Professorer, som har sat sig stærkt i Bevægelse ad Bagtrappen, de samme, der officielt var for Konkurrencen.« Og paa min Bøn om blot at nævne mig en af disse Professorer, svarte Ministeren[XCVII]: »Hvor véd jeg det saa nøje! Alt hvad jeg kan sige er, at Professor Ussing[XCVIII] har været meget virksom.«
Da jeg paa Brøchners[XCIX] Opfordring meddelte ham Resultatet af Audiensen, sagde den sengeliggende, snart døende Mand smerteligt: »Aa, at man skal ligge her!«
Paa mig selv gjorde det et vist Indtryk, at man end ikke turde lade mig møde til en Konkurrence, som man for at undgaa min Ansættelse selv havde krævet, da man dog altid havde det i sin Magt at lade mig falde igennem for den første, den bedste Paludan[C] eller Rosenberg[CI].
Digteren Frederik Paludan-Müller[CII], hvem jeg paa dette Tidspunkt ingenlunde stod nær, sagde ikke desmindre til mig, at der efter hans Opfattelse ved den Lejlighed var blevet gjort mig blodig Uret. Han var Idealist.
|194| Pressen tav som en Mur. Da en af mine Bekendte i Anledning af Sagen bragte Redaktør Topsø[CIII]e en Artikel, svarte denne: »Jeg har en hel Literatur liggende om denne Mand; men jeg vil intet optage for eller imod ham; jeg vil ikke støtte ham, heller ikke lægge ham et Halmstraa i Vejen.« Senere, da hele Byen vidste, at Fischer[CIV] var bleven tvungen til at kalde Konkurrencen tilbage, skrev Topsøe en Artikel hvori han »trods mine Jammerskrig« og trods de udenlandske Angreb paa Fædrelandet, hvori jeg efter hans Paastand var Skyld, anbefalede min Ansættelse ved Universitetet.
Straks i Januar tog jeg den Beslutning at forlade Danmark. Universitetets Holdning og Ministerens Svaghed slog for mig Sømmet paa Hovedet. Min eneste Beskytter Hans Brøchner[CV] havde jeg fulgt til Jorden. I Midten af December havde Det nittende Aarhundredes Forlægger paany fremtvunget Udeladelsen af en Artikel, jeg havde optaget, og Tidsskriftet indbragte desuden Intet. Nogen Udsigt til som Universitetsprofessor eller som Forfatter eller som Oversætter at kunne tjene mit Brød i Danmark havde jeg ikke længer. Jeg maatte altsaa bort.
Hvor ofte var ikke i Aarene 1870-71 den Opfordring bleven rettet til mig at slaa mig ned i Paris eller i Rom, tage Ophold i en af disse Byer, der begge var mig dyrebare, og skrive paa et af de romanske Sprog, der var mig saa kære. Dengang havde jeg atter og atter afvist Tanken af Fædrelandskærlighed. Den Kærlighed var ikke bleven gengældt.
Siden havde jeg ærligt stræbt at udfylde hvad jeg besad af romansk Kultur med Indsigt i det germanske Væsen. Min tidligere Ensidighed havde skræmmet mig. Nu var Øje|195|blikket kommet, da jeg maatte sætte Alt ind paa at blive Forfatter i et fremmed Sprog. Men siden Krigen hengav Franskmændene sig for hvert Aar, der gik, til skarpere Udelukkelse af Fremmede, fremmed Aand og Literatur, mens Tyskerne aabnede sig stedse mere for det Fremmede, særligt for Norden, og i Tyskland havde jeg gjort en Begyndelse.
For mig blev Spørgsmaalet da i Grunden kun det, om jeg skulde bosætte mig i Wien eller Berlin. Jeg heldede til Wien. Thi Forfatteren Emil Kuh[CVI], Hebbels[CVII] fortjenstfulde Biograf, der havde skrevet om mig og stod i Brevveksling med mig, havde bragt mig i Forbindelse med den udmærkede Jurist, Josef Unger[CVIII], da Minister, og denne havde udtalt Ønsket om at knytte mig til et østerrigsk Universitet, efter med levende Anerkendelse at have udtalt sig om mine Evner. Paul Heyse[CIX] raadede mig vel afgjort til at foretrække Berlin for Wien; men Spørgsmaalet var for mig svævende mere end et Aar endnu.
Julius Lange[CX], hvem jeg meddelte mit Forsæt, mente, jeg burde holde ud i Kjøbenhavn i endnu tyve Aar. Han som de faa andre, der nærede Interesse for mig, var i deres Tanker saa bundne til Danmark, at de neppe forstod, jeg ikke evigt vilde leve indenfor en Horisont, hvor Angreb af Dagstelegrafen, Fædrelandet, Dagbladet, Nationaltidende, Nær og Fjern osv. var Fænomener, med hvilke der maatte regnes.
Selv følte jeg det tydeligt, som der staar i Sigurd Slembe,
Jeg maalte mit Nederlags Omfang med Ro og var ikke |196| i nogen Tvivl om, at jeg nu var en slagen Mand. Men paa samme Tid var det mig, som blev der gydt ny Energi i mine Aarer ved den Tanke, at jeg ikke skulde ihjelpines i denne Afkrog. Der var en Verden udenfor.
Om Aftenen den 3. Februar, som jeg næste Dag skulde fylde 34 Aar, sad jeg paa mit lille Værelse fordybet i Udarbejdelsen af mit Essay om Christian Winther[CXI] og var naaet til en Sammenligning mellem hans og Oehlenschlägers[CXII] Naturbetragtning, da jeg saa, at Viseren nærmede sig 12. Jeg gik ind i Dagligstuen til min Moder[CXIII], der som sædvanlig sad ene i sin Sofa under sin Lampe, og drak et Glas Vin med hende. Det var et fortryllende Øjeblik. Vi vidste begge, at vi aldrig mer paa min Fødselsdag vilde bo i samme Hus, og at der rimeligvis nu vilde gaa mange Aar, før vi atter var sammen paa den Dag. Vi følte i det Øjeblik saa fuldstændigt med hinanden, som to Mennesker kan paa denne Jord. Vi talte ikke et overflødigt Ord, og ikke et Ord om hvad der bevægede os. Hun spurgte, hvad jeg syslede med, og jeg sagde hende, hvad jeg skrev paa. Saa sagde hun: »Til Lykke!« og vi stødte Glassene sammen.
Det var det Tidspunkt, da det literære Venstre og det politiske Venstre i Danmark begyndte at stifte personligt Bekendtskab. Jeg var en Aften indbudt sammen med Redaktøren[CXIV] af Morgenbladet og Grev Holstein-Lethraborg[CXV], der da lige nyligt var slaaet om fra Højre til Venstre, i hvilken Anledning han var udsat for djærve Drillerier fra Redaktørens[CXVI] Side, hvilke han besvarede med en let Ironi over sin Kontrapart og med bidende Spot over selve det Parti, |197| hvortil han havde sluttet sig. Skemtende sagde han f. Eks. om nogle nye Overtræksstøvler, han havde anskaffet sig: »Saadanne maa man have, naar man skal trampe i det fordømte Føre, som kaldes det forenede Venstre.« N. J. Larsens[CXVII] Skemt bestod mest i en Undersøgelse af, hvilke Midler han sad inde med til at skade Grev Holstein[CXVIII], ifald deres politiske Venskab ikke skulde holde Stand. Men da han tilsidst sagde: »De vilde ikke tage Dem ud paa en Valgtribune, ifald jeg dèr sagde om Dem, at De har spist til Aften med Fritænkeren Brandes[CXIX]«, fik jeg Indtrykket af, ikke at være i rigtig godt Selskab. Grev Holsteins Verdensmandstone fornegtede sig intet Øjeblik; men det føltes tydeligt, at det eneste virkeligt Blivende under hans politiske Omskiftning var hans Interesse for den katolske Kirke og dens Udbredelse i Danmark. Naar han brugte det Udtryk: »Nej, jeg talte forleden Dag med en alvorlig Mand«, saa mente han dermed en Gejstlig af den romersk-katolske Bekendelse. Med de protestantiske Præster laa han i Strid, udgav ogsaa senere Flyveskrifter imod dem og satte dem til Vægs i Anledning af nedsættende Ytringer om Katolicismen, der røbede Uvidenhed om dens Væsen.
Nogen Begejstring for det danske Venstre og nogen større Tro til Resultaterne af en Samvirken mellem det og den yngre Forfatterkres indgød hvad jeg saaledes personligt erfor mig ingenlunde. Men der var for det saakaldte literære Venstre øjensynligt intet andet Forbund muligt. Jeg saa paa denne Mulighed med en Afskedtagendes Blik.
Lovende forekom mig alene de mesterlige og overmodige Artikler, med hvilke Hørup[CXX] da debuterede eller i ethvert Tilfælde for første Gang fik Opmærksomheden hendraget paa sig. Han var en ny og virkelig Kraft, dog foreløbigt kun anonym Journalist i et Blad, Ingen læste. Hans |198| Ironi var ikke den gamle Studenterforenings-Ironi, som trivedes i Dagbladet, og han larmede og rumlede ikke som Fædrelandet, naar det fordømte. Hans Skud var larmfri som en Vindbøsses; men de ramte.
Han var den Mand, der skulde bidrage mest til Omformningen af det gamle Kjøbenhavn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
