Paa det Tidspunkt var Bismarcks[I] (og paa hans Vink de Liberales) Kamp mod den katolske Kirke paa sit Højdepunkt. Henrik Ibsen[II], der lige havde udgivet sin Kejser og Galilæer, saa selvfølgelig et Misgreb i den Anvendelse af ydre Magtmidler, med hvilken Striden fra Bismarcks[III] Side blev ført, og troede aldeles ikke paa at disse kunde hidføre nogen Sejr. Men til min Forundring opdagede jeg, at Tysklands Liberale tænkte anderledes. Med en dyb Glæde var de fra Amerika tilbagevendte gamle Revolutionære Vidner til den saakaldte Kulturkamp. De tvivlede intet Øjeblik paa, at den vilde blive gennemført, og saa deri den længe ventede og attraaede praktiske Fuldførelse af den Udløsningsgerning, som Tysklands store Frisindede, Kant[IV] og Schiller[V], Lessing[VI] og Goethe[VII], aandeligt havde sat i Gang. De upolitiske Universitetslærde var endnu ivrigere for Kampen imod Kirken i den temmelig plumpe Form, den havde antaget. En af de fineste og stilfærdigste sagde til mig: »Det er umuligt at knuse Kirkeligheden ved rent aandelige Vaaben, da Præsterne bruger lutter materielle. At Gejstligheden ikke en Gang i Posen har kunnet bringe det til en Demonstration, viser bedst, at den katolske Kirkes Modstand er lam og mat.«
Det var for disse Mænd et sandt Slag, da Bismarck[VIII] faa Aar derefter følte sig tvungen til at indstille Kampen.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
