Paul Heyse[I] havde en Naturtilbøjelighed til at se Tingenes lyse og lykkelige Side, der stødte haardt imod den Vane, der uvilkaarligt havde udviklet sig hos mig til straks at se, hvor forbandet Alting i Grunden var. Han betragtede det som en Slags Pligt at skildre Menneskene bedre og større end de i Gennemsnit er; han vilde gerne styrke Enhvers Selvagtelse og give ham Mod til at fortsætte Livet. Al hans Higen gik ud paa at aflokke Tilværelsen, den tilsyneladende prosaiske, saa mange Glimt af Ynde og Skønhed som muligt, men især paa at vise, hvor højt vi kunde naa, naar vi anspændte alle vore Kræfter.
Heyse[II] havde da noget ved sig, der meddelte Glæde ved Eksistensen. Han virkede mildnende paa Bitterhed og Skarphed, lægende paa Sindets aabne Saar. Skønt han ikke var bleven forskaanet for store Sorger og særlig var bleven haardt ramt ved Tabet af to Smaabørn, maatte han kaldes Typen paa en lykkelig Mand, udvortes smukt og indvortes rigt udstyret af Naturen, tidligt beskyttet og fremmet af en højsindet Fyrste, der ikke blot havde skænket ham sin Yndest og kaldt ham til den By, hvor Heyse[III] følte sig saa veltilpas, at han efter Kong Max’s[IV] Død ikke mere havde forladt den, men ogsaa bragt ham i tidlig Forbindelse med den lille Skare af udsøgte Talenter, Kongen[V] havde samlet om sig.
Af dem var de fleste nu forspængte til andre Byer eller døde; enkelte var endnu i Live, som Hermann Lingg[VI], et stort lyrisk og episk Talent, en uskyldig og værdig Digter, |134| hvis mindste Ytring havde Farve og Klang. Da jeg spurgte ham, hvorfor han havde indladt sig paa at skrive nogle Artikler for Paul Lindau[VII], det ikke kunde more ham at udarbejde, svarte han: »han giver mig haarde Dalere derfor.«
Som Naturelsker og Skønhedselsker havde Heyse[VIII] sit andet Fædreland i Italien, til hvilket Land han henlagde en Mængde af sine Digtninge, og hvor han ogsaa senerehen tog varigt Ophold. Han forherligede og forskønnede de italienske Folke-Egenskaber, fordi han i Italien fandt en af Refleksion uopløst Naturlighed, og medfødt Skønhed som medfødt Skønhedssans. Der var noget i hans Stiliseren af den italienske Kvinde, som mindede lidt om Leopold Roberts[IX].
Men ogsaa den baierske Stamme var ham kær ved det Saftige, Naturvoksede i Racen. Det morede ham, at en ung, ugift Tjenestepige, han fæstede, paa Spørgsmaalet, om hun havde noget Barn, fornærmet havde svaret: »Jeg er 21 Aar, og saa grim er jeg da ikke, at jeg ikke skulde have et.«
Det nordtyske Væsens Forstandskølighed og Forstandsskarphed tiltalte ham mindre; fransk Væsen var ham nærmest imod. Han havde aldrig været i nær personlig Berøring med Franske; af nyere franske Digtere var Victor Hugo[X] ham en Gru, mens han neppe tilfulde vurderede nogen anden af dem end Musset[XI].
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
