Da Dagbladsprojektet saa vanskeligt lod sig udføre, havde jeg allerede i to Aar ønsket at oprette et Maanedskrift for at komme i nærmere Forhold til Læseverdenen end det kunde ske gennem Bøger. Men her var jeg atter og atter strandet paa Umuligheden af at vinde Medarbejdere, med hvilke jeg kunde være tjent.
En ældre Mand af høj og uanfægtet Dannelse, der under |164| mit Misforhold til Universitetet havde vist stærk Overensstemmelse med mig og som med Hensyn til almene Ideer stod paa min Side, var Entomologen Professor J. C. Schiödte[I], der ikke blot var en selvstændig og udmærket Naturforsker, men en Stilist. Han var af de faa, paa hvis Medvirkning jeg troede at kunne regne. Men da jeg henvendte mig til ham i Sommeren 1872, fik jeg et ubetinget om end i venlige Former givet Afslag. »Enfant!« skrev han, »Mine Læsere er tyndt spredte over denne Klodes nordlige Halvkugle. Quid mihi cum Danis!«
Naar en saa tapper og stridbar Mand som Schiödte[II] negtede mig sin Medvirkning, indsaa jeg, det var spildt Ulejlighed at henvende mig til Andre, og Sagen blev foreløbigt opgivet. I December 1873 tog jeg Planen op paany, og da henvendte jeg mig først til Julius Lange[III] som til den eneste af min ældre Vennekres, der for Alvor sympatiserede med min Personlighed, om end ikke altid med mine Tanker. Jeg fremstillede ham, at Tidsskriftet skulde udkomme uden nogetsomhelst Program og at han som Medarbejder vilde bevare sin ubetingede Frihed. Men det Odium, for hvilket han mente at udsætte sig, var for stærkt; han turde ikke give sit Minde.
Nu i Sommeren 1874 maatte Planen forsøges virkeliggjort, ifald jeg ikke vilde forlade Landet; det var i Længden umuligt at lade sig gennemhaane som Personlighed og som Forfatter lade sig tie ihjel. Da det var mislykkedes for de mig fjendtlig sindede Dagblade at knuse det første Bind af min Bog ved Avisartikler, havde de valgt den virksommere Fremgangsmaade at tie som en Mur om de følgende Bind.
Mens jeg det halve Aar opholdt mig i Udlandet, kunde jeg daarligt starte Foretagendet. Det stilledes paa Benene ved min Broders[IV] Energi, der paa Titelbladet stod som Med|165|udgiver, men besørgede en rigelig Broderpart af det Arbejde, som gjordes fornødent.
Tidsskriftet fik det Navn, der havde været tiltænkt Dagbladet, Det nittende Aarhundrede og udkom paa det Gyldendalske Forlag.
Det var nødvendigt at træde op med stor Forsigtighed, da Modstanderne lurede paa hver Lejlighed til at kvæle Foretagendet i Spiren. Det første Heftes vigtigste Artikel var Indledningskapitlet af J. P. Jacobsens[V] Marie Grubbe, der aabenbarede en ny Digter og en stor.
Skønt Topsøe[VI] næsten straks var til Stede med Angreb af krænkende personlig Art, i hvilke min Afstamning ikke blev forglemt, blev der dog givet Maanedskriftet et saadant Tilsnit, at ansete Mænd ikke skræmmedes tilbage fra Medarbejderskab. Adolph Steen[VII], Universitetsprofessor i Matematik, en gammel Fritænker, leverede et Bidrag. Juristen Professor Goos[VIII], der i en Samtale betegnede sig som efter europæisk Sprogbrug Venstre Centrum, mens jeg maatte kaldes Venstre, gav ligeledes sin Tilslutning. Af andre Mænd, der allerede var ansete eller senere skulde vinde sig et betydeligt Navn, skrev deri: Henrik Ibsen[IX], J. P. Jacobsen[X], Holger Drachmann[XI], Sophus Schandorph[XII], Dr. Peter Heiberg[XIII] (Victor Norfelt), Matematikeren Julius Petersen[XIV], Thor Sundbye[XV], Troels-Lund[XVI], Kristian Erslev[XVII], Hans Brøchner[XVIII], Harald Høffding[XIX], E. Jessen[XX], Herman Trier[XXI], A. F. Mehren[XXII], A. D. Jørgensen[XXIII], Adolf Hansen[XXIV], J. A. Fridericia[XXV], E. Slomann[XXVI], H. Schwanenflügel[XXVII]. Selv Julius Lange[XXVIII] opgav straks sine Betænkeligheder, da han saa, hvad Tone Tidsskriftet anslog, og det virkede overhovedet beroligende, at Redaktionen villigt gav Repræsentanter for den ældre Literaturretning som Chr. Molbech[XXIX], Erik Bøgh[XXX] og Vilhelm Bergsøe[XXXI] Raaderum. Da der nu ogsaa straks meldte sig Abonnenter i tilstrækkeligt Antal, skulde det nye Maanedskrifts† Liv synes sikret, saa meget mere, som |166| man efter Datidens Forhold stod sig ved at skrive deri, da Udgiverne Intet beholdt for sig selv som Redaktionshonorar, men uddelte alt, hvad Forlaget bevilligede, til Medarbejderne.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
