Ikke desmindre hang Det nittende Aarhundredes Eksistens i et Haar. Der blev virket kraftigt imod det aabenlyst, men kraftigere i det Skjulte, og med klog Taktik rettede Modstanderne deres Hovedangreb paa Maanedskriftets Forlægger, der som Nordens største kunde synes uafhængig, men var nødsaget til at tage mange Hensyn.
Frederik Hegel[I] var som Boghandler meget betydelig. Han var en stille Mand, dæmpet i hele sin Fremtræden og om ikke blød i Kærnen af sit Væsen, blid i alle Former. Han var ikke blot velgørende af sin betydelige Formue, men lagde ikke sjældent Gavmildhed for Dagen; det kostede ham neppe Overvindelse at rive det Gældsbevis i Stykker, ved hvilket en fattig Enke var ham forpligtet. Overfor dem blandt Skribenterne, der tyede til ham om Forskud, var han rundhaandet, og dem, der ikke henvendte sig til ham, kunde han gøre overraskende Tilbud: Vilde de gøre en Tur til Udlandet, behøvede de blot at opgive Summen, og flere hundrede Kroner skulde straks være til Raadighed. Man kunde ikke være mere redebon, og de, der ikke skyede den Afhængighed, der med Nødvendighed var Følgen, benyttede sig i stor Udstrækning deraf. Enhver, der ikke saarede ham, kunde være sikker paa, hos den berømte Forlægger at møde den slebneste Form, den ceremonielleste Høflighed, der tilmed ikke var kold, men havde et Skær af Hjertelighed og Elskværdighed over sig. Han afsendte ikke et Brev, i hvis Udskrift han ikke gav Adressaten enhver Titel eller Orden, der tilkom ham; han modtog ikke i sit |167| Kontor Besøg af den yngste Begynder med et Manuskript under Armen, uden at han fulgte ham ud gennem samtlige Døre, Skranker og Glasdøre til den aabne Trappe.
Hegel[II] var en udmærket Forretningsmand, samvittighedsfuld til det Yderste i Arbejdet; han skrev egenhændigt hvert eneste Brev af det Gyldendalske Forlags uhyre Korrespondance. Han var Punktligheden selv. Med ham var en Aftale en Aftale, det henkastede mundtlige Ord af samme Vægt som en skreven Kontrakt. Aldrig Vaklen, aldrig Vrøvl. Han bestemte sig efter en kort Betænkningstid, og blev staaende ved sit Udsagn. Af en Forfatter, han en Gang kendte, tog han ethvert Manuskript ubeset; aldrig krævede han, som udenlandske Forlæggere næsten altid, Rettelser deri. Hans Hovedevne som Forlægger var hans saa overordentlige og saa kloge Dristighed. Han overtog Forlaget først af Bjørnsons[III], saa af Ibsens[IV] Værker i det Øjeblik deres Navne trængte gennem hos Literaturyndere, men før de endnu havde havt det ringeste udvortes Held. Og saaledes overtog han efterhaanden al værdifuld dansk og norsk Literatur.
Den stilfærdige, beskedne, altid noget forlegne Mand var af Naturen anlagt til den største Regelmæssighed. Der var noget dristigt, men intetsomhelst oppositionelt i hans Natur. Han havde i sin Ungdom været en liberal Mand i Liberalismens moderate Former da. Han var en loyal Borger, med Aarene vistnok Højremand, dog ilde tilmode ved Højre-Agitation. Han var en rettroende Mand men med fuldstændig Taalsomhed overfor Anderledestænkende.
Skønt han stillede sig sympatetisk til dem, der startede den literære Bevægelse fra 1871 og skønt Angrebene ikke gjorde andet Indtryk paa ham end at vække hans Uvilje, viste det sig snart som en Nødvendighed for ham at tage Hensyn til Misstemningen hos det Publikum, hvoraf han |168| skulde leve, og til Forfølgelsen i den Presse, af hvilken han som Forretningsmand var afhængig. Adskillige især gejstlige Penne rettede sig direkte mod Forlæggeren, der maatte høre ilde for, at han, som var høje Gejstliges Tillidsmand, desuden selv en Mand, hvis Religiøsitet Ingen drog i Tvivl, vilde staa som Udgiver af et Foretagende, hvis Ledere opfattedes som Kirkens erklærede Fjender, der sad paa Spotteres Bænk. De to Udgivere havde jævnligt Kampe at bestaa for at faa en Artikel optaget og maatte tage mange Hensyn, ifald de ikke straks vilde opgive Ævred. Efterhaanden havde de det bestemte Indtryk, at Hefternes Indhold før Udgivelsen blev underkastet gejstlig Censur.
Men til denne Vanskelighed overfor Forlæggeren kom en anden, meget stor, vedrørende den literære Kritik af det danske og det norske Bogmarked. En stor Del af hvert Aars literære Grøde var skudt i Vejret paa det Gyldendalske Forlag. Fra først af tog min Broder[V] intet Hensyn til, paa hvad Forlag en Bog var kommet ud, men bedømte den, som var den faldet ned paa hans Bord fra Himlen. Det viste sig dog snart, at var Dommen ugunstig eller affærdigende, saa passerede den ikke. Det forekom med Rette Forlæggeren ganske urimeligt, at han selv skulde udgive et Tidsskrift, hvori et stort Antal af hans andre Foretagender ret hyppigt blev overlegent misrekommanderte. Han nedlagde da en Protest, som man var nødsaget til at tage til Følge.
Der var endelig endnu en Vanskelighed. Langt pinligere end de fritænkerske Træk i den nyere Literatur var for Hegel[VI] det relative Frisprog paa det kønslige Omraade. Han var blufærdig til det Yderste, som det senere viste sig i hans Afvisning af Amalie Skrams[VII] allerede antagne og trykte første Roman og af Erna Juel-Hansens[VIII] første større Fortælling. Han vilde ikke tillade Trykningen af noget, der i seksuel Henseende kunde give Anstød. Og saaledes |169| hændte det, at en lille Novelle om le droit du seigneur, der allerede var sat, maatte brækkes op i sidste Øjeblik, og erstattes med braadløst Stof.
Efter tre Aars Forløb viste det sig umuligt at holde Tidsskriftet oppe længere, skønt det økonomisk bar sig. De to Aviser, der faktisk regerede det lille Danmark, havde sejret. De havde endnu bestandig Læseverdenen med dem, naar de moraliserede, som de kunde bedst. End ikke deres tykke Uvidenhed var dem nogen Hindring. I Aarenes Løb var Plougs[IX] Fædrelandet blevet distanceret af Dagbladet, som efter Billes[X] Fratræden var overtaget af Topsøe[XI], der hilstes som den ny Tids Mand og hvis Forfatterbegavelse blev hyldet fra alle Sider. I hans Avis, der daglig læste hjemlige og fremmede Forfattere Teksten for Frivolitet, stod i 1874 en Artikel om en Bog af Herbert Spencer[XII], hvori det om denne Englands berømteste Tænker i Datiden, dengang 54 Aar gammel, hed, at han gjorde Indtryk af at være en meget ung Mand med nogle titaniske Vuer, om hvem det maatte haabes, at Tiden vilde give ham større Modenhed; det var i alt Fald gaaet saadan med hans Forgænger Stuart Mill[XIII].
Der var i ti Linjer om Spencer[XIV] begaaet ti grove Fejl; men det skadede ikke Bladet en Døjt hos det kjøbenhavnske Publikum.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
