Levned, 2 (1907)

25.

Lige siden den kjøbenhavnske Dagspresse i Marts 1872 havde lukket sig for mig, havde de unge Mænd, der sluttede sig til mig, næret det Forsæt at oprette et Dagblad. Vilhelm Møller[I] var oprindeligt ivrigst derfor; han traf da ogsaa snurrige Aftaler snart med en, snart med en anden Forretningsmand, mest med Saadanne, der spekulerede i de nye Navne, vilde bruge Bladet til en storstilet Reklame for dem selv og intet Tryk vilde udøve paa Redaktionen, da det var dem usigelig ligegyldigt, hvad der kom til at staa i Avisen, blot den gik. Det viste sig desværre stadigt, naar det kom til Stykket, at den Paagældende Forretningsmand var ganske formueløs.

Men da fra Begyndelsen af 1873 min Broder[II] kunde raade over nogen Kapital, tog han med Iver Planen op paany, og det blev besluttet, at fra 1. Januar 1874 vilde han og jeg i Forening udgive et Dagblad. J. P. Jacobsen[III] var opfyldt af denne Plan og fuld af Tillid til dens Virkeliggørelse; han skulde kraftigt medvirke, saa lidet egnet han end var til Journalistik. Vi tænkte os Det nittende Aarhundrede som Titel. Bladet skulde fremfor Alt gaa ud paa i liden|163|skabsløs Form at meddele Kundskaber, og give anderledes paalidelig Underretning om hvad der skete i Verden end de slette Aviser, som forud fandtes.

Da imidlertid ud paa Sommeren min Broder[IV] bragte i Erfaring, at til Efteraaret to nye større Blade agtedes oprettede i Kjøbenhavn, et Venstreblad og et, der skulde repræsentere det saakaldte Mellemparti, fandt han Tidspunktet altfor ugunstigt og var tilbøjelig til at stille Sagen paany i Bero. Han gav mig denne Meddelelse, da jeg mødtes med ham og Jacobsen[V] i München. At Bladet saaledes efter al Sandsynlighed ikke vilde udkomme, beredte mig en stor og ikke behagelig Overraskelse. Jeg følte mig efter det indre Tilløb, jeg havde gjort, ret flov ved at Springet skulde udeblive. Men jeg prøvede aldeles ikke paa at faa ham til at se forhaabningsfuldere paa Foretagendet. Det syntes som om al Interesse i Danmark vilde komme til at dreje sig om den indre Politik, der dengang sysselsatte os mindst og hvori vi betydede mindst.

Planen blev da henlagt. Først otte Aar derefter indtraadte min Broder i Morgenbladets Redaktion, hvis Ledelse han i Forening med Berg[VI] og Hørup[VII] overtog indtil 1883. Og først i Oktober 1884 grundede Hørup[VIII] Politiken.

  • Forrige afsnit: 24.
  • Næste afsnit: 26.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.