Blandt danske Venner, der paa den Tid hang trofast ved mig, maa jeg nævne Pietro Krohn[I], skøndt han i den for mig mest bevægede Periode ikke var i Danmark. Jeg havde kendt ham lige fra den Tid, da han om Aftenen i sin Faders[II] Hus sad og tegnede ved et stort rundt Bord sammen med sine Brødre Johan[III] og Mario[IV], sin Søster, sin Plejebroder Peter Købke[V] og dennes Søster, medens Faderen, den gamle Medailleur, en Kunstkender og Kunstsamler af Rang, sad ved samme Bord og læste, røgende sin Pibe. Den yngste Broder, Mario, der døde som ganske ung Mediciner, var en Yngling, hvis Temperament var Ild og Flamme; Pietro Krohn[VI] |158| var en begyndende Maler, men tillige i saa høj Grad Kunstelsker, at man maatte tvivle paa, om hans egentlige Talent var det, selv at frembringe Skønhedsværdier eller at gøre Andre opmærksomme paa de allerede frembragte. Han var entusiastisk og meddelsom af sit Sværmeri, men tillige grublende og teoretisk; det var snurrigt at se ham sammen med hans stadige Omgangsven, Kristian Zahrtmann[VII], hvis Naivetet, der tilsidst næsten blev til Manér, stak heftigt af mod Krohns[VIII] Færdighed i at tumle med Indtryk og Tanker.
Alt fra det Aar 1866 havde han staaet mig meget nær og næret stærk Interesse for den saakaldte Strid om Tro og Viden; i 1868 havde han forsynet en Bog af mig med en smuk Gengivelse af Kamma Rahbeks[IX] Silhuet; fra 1872, da han opholdt sig i Italien, havde han staaet i livlig Brevveksling med mig om Liv og Kunst. Han var af de faa, som ganske havde billiget Aanden i Hovedstrømningernes første Bind, og i den Modstand, jeg mødte, alene havde set et Bevis paa mine Bestræbelsers Betydning for dansk Kultur.
Som Maler harmedes han over de literære Fordinger, der af Pressen stadigt stilledes til Kunsten, idet al Kritik gjaldt Billedernes »ideelle Indhold«, medens man lod haant om de kunstneriske Krav. Som han gerne sagde, paa hans Fane stod Ordet Øjenslyst; for den vilde han kæmpe med alle de Midler, der stod i hans Magt. Han vilde lære sine Landsmænd, at Øjnene skulde bruges til at se med og ikke til at tænke med. Derfor var han ogsaa senere i Livet paa sin Plads først som Teater-Regissør og Dekoratør, senere som Bestyrer for Kunstindustrimuseet i Kjøbenhavn. Han vilde bringe Folk til at glæde sig over det Kunstneriske lige fra den harmoniske Farvevirkning i et Teaters Fulddekoration til Linjeslyngningen i det mindste Broderi, for tilsidst at bringe dem til at kræve det. Et lille Ornament fra Italiens Femtenhundredaar var ham kærere end alenlange Mal|159|erier, som var malte for Publikum og beundredes af Snobber. Naar han opholdt sig i en By som Siena og studerede der, indsaa han, at kun fordi Byens gamle Kunstnere var begyndte som store i det Smaa, ganske hengav sig til Arbejdet og glemte sig selv derover, var de efterhaanden blevne Herrer ogsaa over det Store. Han fordybede sig i de gamle italienske Bogstavers Dekoration og Bøgernes Miniatyrmalerier og fandt mere Sandhed, derfor større Kunstværd, i en Miniatyr paa et Par Tommer end i den moderne Tids berømteste Fabrikata. »Vi Nordboer«, kunde han udbryde, »forstaar jo slet ikke at se.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
