I Maj 1874 kom Edmund Gosse[I] til Kjøbenhavn, den første engelske Ven, jeg vandt. Han havde i nogle Aar sysselsat sig med nordiske Sprog og navnlig studeret Ibsen[II], først af alle Engelskmænd; nu kom han selv og var taget ind hos sin Faders gamle Ven Dr. Fog[III], senere Biskop, i hvis Hus det ikke maatte anes, at han kendte mig, og hvor mit Navn overhovedet ikke turde nævnes.
Da jeg ikke vidste deraf, gengældte jeg et Besøg af Gosse[IV] ved at lægge mit Kort i Dr. Fogs[V] Forstue; men da jeg erfor, hvilke Scener jeg havde forvoldt, ifald Kortet ikke var blevet fundet og fjernet i Tide, nøjedes jeg for Fremtiden med at se Edmund Gosse[VI] i mit Hjem.
|157| Man kunde ikke møde en finere, mere skælvende nordisk Sværmer for Poesi. Han var lutter Begejstring for lyrisk Digtning og Lyrikere. Mellem dem stod dengang Swinburne[VII] for ham som en Halvgud. Han vurderede hos ham i lige Grad den strenge, fuldendte Kunst, den varme Sanselighed og de dristige Frihedstanker.
Selv var han som Digter inderlig, idyllisk, erotisk, manglede dog ikke den Kraft, som udkræves til Konstruktionen af et Drama. Som Kritiker røbede han allerede da de betydelige Evner, som skulde gøre ham til en af Englands fremragende Personligheder. Han var den første, som lærte mig, hvor højt det moderne Englands Kunstnere satte Shelley[VIII], Keats[IX] og Coleridge[X] over Byron[XI], og hvor stærkt Borgerstanden foretrak Wordsworth[XII] for ham. Gosses[XIII] Besøg gav mine Studier i engelsk Poesi en ny Indvielse. Den Begejstring, han nærede, slog Funker i mig; det Venskab, han skænkede mig, gjorde mig det muligt, fra nu af at følge levende med de ny Talenter og Bestræbelser i engelsk Literatur.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
