Min danske Omgangskres bestod iøvrigt paa dette Tidspunkt ikke blot af de bedste blandt Datidens unge Forfattere og Kunstnere, men af Jurister og Læger. Blandt Juristerne var den mest fremragende den senere, nu afdøde, Højesteretssagfører Frederik Salomon[I], hvem jeg netop da lærte at kende, et ypperligt Hoved med levende Interesse for Samfundsforhold og Politik, hvis største Lyst var livfuld Samtale; han havde fra først af megen Kampiver, men saa efterhaanden mørkere og mørkere paa danske Tilstande.
Blandt Lægerne stod den daværende unge medicinske Kandidat, senere Professor i Medicinen, Dr. Carl Salomonsen[II], mig nær. Jeg havde kendt ham, fra han var Barn, ja endog dengang undervist ham i Latin, senere i Filosofi. Han sad nu paa sit lille Værelse i Forældrenes Hus, bøjet over Mikroskopet, med hvilket han undersøgte Videnskabens nyeste, forunderlige Genstand, Bacillerne, hvis Studium han skulde indføre i Danmark, saa han med god Grund senere blev Chef for bakteriologisk Institut. Han havde dem for sig i lange Glasrør, hvori han ernærede og |160| rendyrkede dem. Men han var ogsaa paa andre Omraader en Fremskridtets Mand, der glædede sig, naar den ny aandelige Bevægelse vandt Jordsmon, hvad den trods alle tilsyneladende og virkelige Nederlag maatte siges at gøre.
Stundom samledes vi hos en anden Mediciner, nuværende Korpslæge Johan Hempel[III], der lys og vennesæl af Sind saa paa Forholdene med Lune og aldrig mistede sit gode Humør, men meddelte det til andre. En tredie ung Læge, der lidenskabeligt optoges af Datidens politiske og literære Liv, var nu afdøde Professor Ferdinand Levison[IV], som var af dem, der elskede Aandsfrihed, og indviede sit Liv til Arbejde for dens Fremgang. Han havde tidlig Menneskekundskab og ventede sig ikke hurtige Resultater. Der var den Modsætning i ham, som ikke er helt almindelig: hans Liv gled for en stærk Bør af Fremskridtstrang og Fremskridtstro, men med en Ballast af Resignation. Han var til Forskel fra mange andre Videnskabsmænd paa intet Punkt traditionsbunden. Der var i ham ingen følsom Tilbageskuen til Slægts-Overlevering; hans Aands Fædreland var Efterkommernes Land. Han havde Karakter og stor Evne til Hengivenhed.
I Sorger, der maatte forknytte Enhver, anførte han en Dag Swinburnes[V] Ord af Proserpinas Have:
Men oftere var han oprømt, fuld af Virkelyst og besjælet af den sjældne og kostbare Magt, som det mandige Venskab er.
Først i Juni forlod jeg Danmark paany og opholdt mig |161| udenlands, mest i Tyskland, dels i Berlin, dels i München, i hvilke Byer jeg kom i nærmere Forhold til mine tidligere Bekendte og desuden stedse mere udvidede min Kres.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
