20.

Yderst faa Begivenheder afbrød i dette Foraar min stille Flid.

En ung Arbejderske bragte mig en Dag en Afhandling, hun havde skrevet om den socialistiske Bevægelse, hvis Sejr hun ansaa for nærforestaaende, og som vilde omforme Verden. Vi drøftede Afhandlingen sammen, og mine Tvivl berørte hende ilde. Men hun fik Interesse for min Person og kom hyppigt igen. Hun fortalte om sin Oprindelse og sit Liv. Hun var kommet til Verden under de sørgeligste Forhold og i den elendigste Armod. Faderen havde ingen Fader været for hende, og Moderen ingen Moder. Hun paastod, aldrig at have havt et lykkeligt Øjeblik og stadigt at maatte bekæmpe en Selvmordstilbøjelighed. Nu kastede hun al sin Lidenskab paa mig. Hun stod for mig i sin simple Sirtseskjole, der sad smukt om hendes ranke Skikkelse, høj, lyshaaret, godt udseende, hensynsløs og dog jævnligt rødmende, og udviklede mig, hvad jeg var kommet til at betyde for hende, der aldrig havde kendt en Mand af mit Dannelsestrin. Hun havde formentlig læst mine Bøger med |156| flammende Interesse; men hvad hun sagde om dem, røbede mig, at hun ikke havde forstaaet noget af dem. Saaledes fandt hun det Ord saa dejligt, jeg havde anført efter Taine^[I]Hippolyte Taine (1828-1893): fransk historiker, litteraturforsker og æstetiker. : »Geniet er et Resumée, og hvad det frembringer, er Resuméer«. Hun havde endog broderet disse Ord paa et Bogmærke, hun forærede mig; men da hun skulde forklare, hvori det Dejlige i Sætningen bestod, var hun naturligvis ude af Stand dertil.

Hun bestormede mig om at gengælde hendes Lidenskab om saa blot for en ganske kort Tid. Hendes Attraa var den ene, at faa et Barn med mig. Hun svor mig til, at saasnart det var undfanget, vilde hun indskibe sig til Australien, og jeg skulde aldrig have ringeste Bryderi af hende, aldrig mere høre Tale om hende. Jeg maatte afslaa hendes Tilbud.

Hun rejste fra Kjøbenhavn, kom tilbage, og et Aar derefter havde hun glemt mig for en anden. Det gik hende senere godt i Livet, og hun hævede sig over sin Stand.