Fra 1. Juni til 1. Oktober var jeg paany i Tyskland.
Efter et længere Ophold i Berlin traf jeg som aftalt sammen med J. P. Jacobsen[I], min Broder[II] og dennes unge Frue[III] i Dresden, hvorfra vi gjorde Udflugter i Omegnen. Vi spiste en Dag paa et af de smukkeste Punkter i sachsisk Schweiz ved Prebischthor, hvor Bjerget danner en naturlig Bue, og var i Øjeblikket de eneste, som opholdt os paa Pladsen. Vi nød den dejlige Udsigt, der indrammedes af Bjergbuen, og den fuldstændige Ro, da et skrattende Hornorkester lige i vor Nærhed gik løs paa Udførelsen af det ene Musiknummer efter det andet. De falske Toner forstyrrede Stemningen, fornærmede Naturen. Vi besluttede at give Musikanterne rigeligt Penge – imod at de holdt op med at spille, mens vi sad der.
De afslog ikke Pengene, men tog naturligvis Sagen ilde op, og da efterhaanden flere og flere Spadserende fra Dresden indfandt sig paa Plateau’et, og savnede Musiken, der var dem kærere end Naturen, beklagede Musikanterne sig os uafvidende til de Nyankomne over vort Forbud, der, alt eftersom Pladsen fyldtes, satte de Tilstedeværende i Raseri. Vi var uskyldige nok til at tro, vi havde handlet til fælles Bedste. Men vi blev revne ud af vor Vildfarelse, da vi saa os som Genstand for hadefulde Blikke og haanlig Pegen. Øjensynligt var der noget i Gære mod os i Folkemængden.
Man havde – ganske spirituelt af en tilfældig Hob – ladet hente et Par Lirekassemænd fra nærmeste By, og i det Øjeblik vi beredte os til at gaa ned ad Bjerget, var vi |124| omringede af en haangrinende Masse paa flere hundrede Sachsere, der anbragte en Lirekasse paa hver Side af vor lille Gruppe, som med forfærdelige Mislyd spillede hver sin Melodi lige i Ørene paa os den hele Vej ned. Forgæves forsøgte jeg en Forklaring; Lirekasserne og Brølet overdøvede min Stemme. Der var intet andet for end at væbne sig med Filosofi; men Vejen var lang, og bestandig forøgedes Antallet af dem, der indesluttede os. J. P. Jacobsen[IV] bevarede som vi andre sin Ligevægt; havde vi taget til Genmæle, var vi blevne overfaldne; thi, pudsigt nok, Forbitrelsen hos vore Forfølgere steg bestandig, alt som der kom flere til. End ikke paa Stationen slap de os, og da vi steg ind i en Jernbanevogn, sprang de, som forud sad i den, ud for ikke at forveksles med os eller blive slaaede sammen med os.
Jeg lærte her paany, hvad det fører til at ville reformere, at ville bringe falske Toner til Taushed.
Saa tidt jeg i de følgende Aar var Vidne til den danske Almenheds stadigt stigende Harme imod mig og læste Udgydelserne i de danske Aviser, var det mig, som tudede Lirekassemusiken fra sachsisk Schweiz paany i mine Øren, baaren af Hobens Hujen og Skraal.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
