En Del af hans Tanker optoges af det Formaal at reformere Jødedommen, som Mendelssohn[I] i det 18. Aarhundrede havde reformeret Datidens. Han vilde sammensmelte den med den moderne Kultur, Religionsvidenskab og Bibelkritik ikke undtagne, og havde til den Ende med Steinthal[II], der var Fyr og Flamme for samme Formaal, grundlagt en Højskole for jødisk Videnskab i Berlin, der forsynede ikke blot Tyskland og Østerrigs forskellige Folk, men ogsaa Englænderne og andre Folkeslag med Rabbinere, der sad inde med moderne Videnskabelighed. Hans Hustru havde skænket denne Højskole dens hele Bogsamling.
Saavel han som Steinthal[III] betragtede Jødedommen som en etisk Magt, der var fuldt i Stand til at overleve en saadan Hamskydning. De havde et idealt Begreb om den, som de ikke vilde slippe. Hettner[IV] havde i sin Tid talt til mig derom |149| og fundet de to Svogres Bestræbelser respektable, men selvmodsigende. De troede ikke paa Gud, men nærede et Sværmeri for Jahve. Steinthal[V] havde endog i en særlig Afhandling (oversat af mig paa Dansk) med Heftighed bekæmpet Troen paa en personlig Gud som falsk og forvirrende og kaldt det Pligt, at lade Folket i Fred for den. Ikke desmindre følte de sig religiøst som Israeliter og troede som James Darmesteter[VI] i hans Bog Les Prophètes d’Israël paa Jødefolkets blivende Betydning. Deres Sjælsliv var dem selv ubevidst stedt i en Spaltning mellem gennemført Pietet og gennemført Kritik.
Steinthal[VII] var skønt ældre af Aar den yngre af Sind, heftig, og i høj Grad krigerisk anlagt, skarp i Angreb, ildfuld i Forsvar, overbevist om sin Ret og utilbøjelig til Agtelse for Modstandere, der gerne syntes ham uvidende eller uhæderlige. Hans Stil var langt mere ejendommelig og personlig end Lazarus’s[VIII], kun at den var stærkt paavirket af Stilen i Lessings[IX] polemiske Skrifter. Som Politiker var han ultraradikal, mens Lazarus[X] ogsaa i sin Betragtning af Statssager var moderat og forsonlig.
Steinthal[XI] var utvivlsomt den større Videnskabsmand; hans Værker om Sprogenes Oprindelse, om Sprogenes Klassification og det om Mande-Negersprogene var klassiske. Det var lærerigt at høre ham og hans nære Ven, den store Lærde i indiske Sprog og Videnskab, Professor Weber[XII], nu en gammel blind Mand, tale sammen i Timevis om filologiske Spørgsmaal. Men Lazarus[XIII] var en mærkeligere Personlighed. For dem, der ikke led ham, stod han som en Schönredner, en Mand, der satte Formen over Indholdet og hvis velklingende Qrd bevægede sig i Besmykkelse. Heri var der det Sande, at hans Veltalenhed – der var rolig og sikker – altid var conciliant og indsmigrende, dog hvad han indsmigrede, var ikke det Vedtagne, men i Reglen en ny Syns|150|maade. Rejste han sig for at holde en Bordtale, sad man nogle Minutter fortryllet; en saadan Ynde var der da over hans Væsen, og Talen lød som Musik. Denne vindende Form havde ogsaa hans Universitetsforedrag; men her kunde det indvendes, at der var for liden Kærne i hvert enkelt.
I mangfoldige Aar kunde Lazarus[XIV] synes lige dygtig som Forretningsmand og som Lærer. Et Dusin Aar derefter viste det sig, at han selv og hans Bekendte havde svævet i en Vildfarelse derom. Filosofen havde kun daarligt forstaaet at bestyre sin Formue. Ved et pludseligt Sammenbrud tabte han Alt, ja var en gældbunden Mand, der alene ved rundelig Hjælp fra Beundrere kunde bjerge Livet. Han havde endda den Smerte at volde Andre, der havde betroet ham Forvaltningen af deres Sparepenge, store Tab.
Dog paa dette Tidspunkt holdt intet Menneske en saadan Skæbnevending for mulig. Lazarus’s[XV] Hus var et af de interessanteste i Berlin, man traf der de største Kunstnere som Menzel[XVI], sjældne Skribenter som Forbundsraadets Medlem for Bremen, Otto Gildemeister[XVII], fremragende Stabsofficerer som Max Jähns[XVIII], Diplomater som Hr. von Radowitz[XIX] og som Hr. v. Spitzenberg[XX], endelig kvindelige Excellencer som dennes Frue, Varnbülers[XXI] udmærkede og smukke Datter. Faderen[XXII], den württembergske Minister, havde ladet hende lære Latin og Græsk, da hun var Barn; hun var paa én Gang ligesom uerfaren og dog i høj Grad Verdensdame. Hun var frimodig og sikker, et klart Hoved og et fast Hjerte. I en skarlagensrød Festdragt med blottede Skuldre saa hun straalende ud, og det kælne sydtyske Tonefald klædte hende som ingen anden.
I Schönefeld levede Lazarus’s[XXIII] Familie temmelig ensomt, og der var dèr for mig desmere Lejlighed til Samtale med Lazarus[XXIV] om Filosofi og hvad han kaldte Folkepsykologi, en Videnskab, han holdt for mere exact end den kunde være. | 151| Jeg lærte adskilligt positivt af ham, men mest af hans Humanitet. Efter at jeg i Aaringer havde levet i en Kampstilling, som en, der maa spise og sove i en Skanse, altid beredt paa Overfald, virkede det dulmende paa mig at iagttage en moderne Lærd, der ikke tillod nogen Disharmoni fra Omverdenen at trænge ind i hans Stillelivs Tryllekres, men opløste den i det Øjeblik, den kom ham for Øre.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
