En Dag sagde Paul Heyse[I] til mig: Du har endnu tilbage at lære den viseste blandt mine Venner at kende. – Hvem er det? – Lazarus[II] i Berlin.
Lazarus[III] var da Honorarprofessor (ↄ: Professor uden Gage) ved Universitetet dèr, efter i flere Aar at have doceret Filosofi ved Krigsskolen og have vundet sig mange Venner i Officersstanden. Han var den første dalevende tyske Lærde, hvis Navn jeg i Udlandet havde hørt; thi Fru Taine[IV] havde under sin Mands Ophold i Tyskland i Begyndelsen af 1870 nævnt ham for mig som den Videnskabsmand, med hvem Taine[V] havde Berøring i Berlin. Jeg vidste om ham, at han var Psykolog og mente at have grundlagt en ny Disciplin: Folkepsykologien. Han og hans Svoger Steinthal[VI], der var Universitetsprofessor i almindelig Filologi, udgav i Forening et Tidsskrift for sammenlignende Sprogvidenskab og Folkepsykologi. Lazarus’s[VII] Hovedarbejde hed Das Leben der Seele, Steinthal[VIII] var Forfatter til en Række fortjenstfulde filologiske Arbejder og stærkt kritisk anlagt i Lessings[IX] Aand. Som Filolog nedstammede han fra Wilhelm v. Humboldt[X], hvis Værker han ærede og udgav.
I Lazarus’s[XI] Hus blev jeg i 1873 gæstfrit optaget, og det følgende Aar tilbragte jeg efter Indbydelse nogle Uger hos ham paa hans Landsted i Schönefeld ved Leipzig, kom ham altsaa personligt nær.
Lazarus var en Mand med stilfærdigt Væsen og fuldendte Former, behersket, tænksom og velvillig. Aldrig kunde han komme ud af Ligevægt, bruse op, tale højt eller skænde. Han var sart af Helbred, saa han bevægede sig med en vis Langsomhed Et værdigt Væsen var ham medfødt. Han havde tænkt meget, og kendte Filosofiens Historie, talte gerne om Psykologi og udtrykte sig med Finhed. |147| Skønt han var forbeholden og uvillig mod al Larm, var der i hans Tale og Udtryk Varme, særlig naar han, som ofte skete, talte om Mennesker, der var ham kære. Han elskede Paul Heyse[XII].
Med al sin Forbeholdenhed og al sin aarvaagne Kritik over Lærdomme, han misbilligede, var han Mildheden i Menneskeskikkelse, fordragelig og dog fast.
Da han nu desuden var overmaade rig, idet han med sin Hustru havde faaet en mægtig Formue, kom Nathan den Vises Navn og Skikkelse En paa Læberne i hans Nærhed.
Han ejede ikke blot sit Landgods Schönefeld ved Leipzig men i Byen selv saa megen Grund foruden mange Huse, at han paa sit Terræn havde anlagt en hel ny Gade, Rossstrasse, og solgt alle Husene der med Undtagelse af de fire Hjørnehuse. Desuden havde han paa en stor Plads i Leipzig efter egen Tegning ladet opføre en kolossal og meget smuk Bygning i den Hensigt, som han sagde, at give Byen et Pragt- og Mønsterhus. I dette havde han selv indrettet og prøvet Alt, Ovnene og ethvert arkitektonisk Led; han havde f. Eks. ladet tre Arter Søjler opstille efter hverandre for ikke efter Tegningen men efter Øjemaal at afgøre, hvilken der tog sig bedst ud; da han vilde udfylde Gavlen med Billedhuggerarbejde, lod han flere Kunstnere konkurrere, alle deres Udkast udføre i Træ og derefter opstille for saa nedefra at bedømme, hvilket der virkede bedst. Da han i Schönefeld lod anlægge en lille Bro, forklarede han Haandværkerne, hvordan han ønskede den og hvorledes den bedst kunde udføres, sagde dem, naar Cementen maatte vædes og deslige, da han var lige saa godt inde i Kemi som i Fysiologi og i Filosofiens Historie.
I et af sine Huse havde han med sin praktiske Sans ikke blot opført seks, syv store Magasinrum til Brug |148| under Messen, men ladet bygge en græsk-rumænsk Kirke med Bolig for Præstefamilien. Rumænerne havde nemlig længe savnet en Kirke i Leipzig; saa lod Lazarus nogle Vægge slaa ind i dette umaadelige Hus og indrette en Kirke, som Menigheden betalte ham en god Leje af. Saa overordentlig velgørende han var, i Forretninger var han ganske Forretningsmand.
Han forvaltede sin store Formue stilfærdigt som han foretog Alt, rejste et Par Gange om Aaret til Leipzig for at hæve Lejen af sine mange Huse, og var Resten af Tiden Professor i Berlin. Hans dobbelte Stilling som Universitetslærer og Rigmand havde stillet ham i Spidsen for en Mængde Foretagender, Velgørenhedsinstitutioner, Opdragelsesanstalter, og andre; han sad i saa mange Bestyrelser, at han næsten daglig maatte spilde nogle Timer paa Møder.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
