Levned, 2 (1907)

14.

Som sagt min Drift til Handling og min Kamplyst havde aldrig været større; den Uforsonlighed, der udkræves af den, der vil være en Mand, og ikke et Vrøvl, laa i min Natur og var ved den Strid, hvori jeg stod, og den Medfart, jeg havde faaet, kun bleven skærpet.

Men jeg havde mere end ét Register i min Sjæl, og under enhver krigerisk Melodi laa der et Accompagnement |145| af Naturdyrkelsens Orgeltoner. Tudede der en Storm foroven i mit Sind, var der dog altid en vis vellydende Samklang paa Bunden.

I Kjøbenhavn havde en Dag en meget alvorlig gammel Kristen sagt til mig: »At de Mennesker, som skriver saadan imod Dem, dog ikke betænker, hvilken Bitterhed og hvilket Had de avler i en ung Mands Sind, som faar en saadan Behandling. Han maa jo føle sig som et Umenneske og blive det. Jeg undser mig og skammer mig, naar jeg maa opleve, at al den Ondskab faar Luft i Kristendommens Navn!« Hans Bekymring var overflødig; jeg kunde aldrig gaa op i Bitterhed eller Surhed. Selv naar det var, som skulde jeg kvæles af Menneskeforagt, som slog dens Bølger sammen over mig – og den Tilstand kendte og kender jeg – vedblev jeg at have Følelsen af Kosmos, en Skønhedsverden.

Længe forinden jeg efter Evne var optraadt som Stridsmand, havde jeg grublet med Spinoza^[I] og følt med Goethe^[II]. Derfor fornam jeg under den dybeste Lede ved Omgivelserne, en indre Ligevægt, Fornuftens, der søger og finder Harmoni. Der kom senere Tider, hvor jeg følte mig saa forurettet, at mit Indre var et eneste Hævnskrig. Men endnu holdt jeg ikke dér. Over Lassalle^[III] glemte jeg ikke Goethe^[IV], og naar Paul Heyses^[V] Væsen gjorde Indtryk paa mig, var det, fordi han som en af Goethes^[VI] mange Ætlinger, virkede paa mig som en Appel til Midten, til Goethe^[VII]. Jeg havde faaet for tidligt og dybt et Indtryk af græsk Kosmostro og goethesk Levevisdom til at kunne gaa op i Hævngerrighed eller Stridslyst.

Forrige afsnit: 13.
Næste afsnit: 15.