Forsaavidt maatte da Holger Drachmann[I] sidenhen bestyrke mit Indtryk og vise sig i god Forstaaelse med hvad jeg havde udtalt.
I en anden Henseende misforstod han mig i sit Svar. Det var meget langt fra, at Paavirkning fra Paul Heyse[II] havde bibragt mig Tilbøjelighed til for Fremtiden at optræde mere imødekommende og forsonligt. Jeg havde aldrig følt mig mere stridbar tilmode. Netop i de Dage fik jeg paa tysk Grund det Indtryk, jeg meddelte min Moder, at jeg hjemme paa næsten uværdig Maade havde ladet mig kyse, og at det Rette, endog det politisk Kloge var det, straks at drage de yderste Følgeslutninger af sin Anskuelse. Folk slog da lidt af, og saaledes gled alt det ned, hvorpaa de ellers vilde have slaaet af. Derimod havde den Hensyntagen, jeg fra først af havde vist, ikke gavnet mig i ringeste Maade.
Heller ikke saa jeg netop da lyst paa Tilstandene, hverken ude eller hjemme. Jeg udarbejdede paa Biblioteket i München de første Kapitler af min Bog Reaktionen i Frankrig, det mest polemiske af alle mine Skrifter, og jeg udarbejdede det ikke uden Henblik paa Tidsforholdene. Til Brøchner[III] skrev jeg fra München i August 1873:
»Jeg har aldrig set Verden saa helt sort og led, som De maaske tror; men jeg har unegtelig været meget ilde tilmode over Forholdene hjemme som de i dette Øjeblik er. En vis Vemod kan jeg ikke blive Herre over. Jeg beder Dem tro, at jeg herved kun tænker meget lidt paa mig selv. Jeg mener Vemod over det Hele. Den skrækkelige Bølgegang i Verdenshistorien og i Folkenes Sind, den Omstændighed, at et enkelt Menneskeliv ikke naaer videre end til at stige eller synke med en af disse Bølger, er sørgelig, især | 144| for den, der synes, at Bølgen er ved at synke. Saadan Noget som den nuværende monarkisk-klerikale Sammensværgelse i Frankrig og den uhyre Fordummelse, den vil afstedkomme, er dog en smertelig Lære.«
»Tyskerne har i dette Øjeblik lettere ved at danne sig en lys og fortrøstningsfuld Livsbetragtning. De ser deres Land i en stor Opblomstren, højt anset paa Grund af dets krigerske Bedrifter og dets videnskabelige Storhed. Stoltheden deraf meddeler sig uvilkaarligt til de Enkelte. For en Mand som Heyse[IV], der næsten kan kaldes en Gudernes Yndling og som ved et ualmindelig frugtbart Talent, ved lykkelige Livsskæbner, ved kongelig Yndest, ved Rigdom, ved alle Menneskers Velvilje og manges Beundring har indtaget en begunstiget Stilling i Verden lige fra hans tidligste Ungdom, er det endnu naturligere at se den smukke og lyse Side ved alle Ting. Jeg kan ikke lade være at betænke disse personlige Bevæggrunde. Det er ligefuldt langt fra at jeg skulde føle mig selv som forurettet. Tvertimod, jeg har altid følt mig som et forholdsvis lykkeligt Menneske. Men da jeg rigtigt forstod, hvilken forfærdelig, ubevægelig Magt Uvidenheden er og hvilken uhyre virksom Magt Den har, der forstaar at lede Massen ved at smigre dens Instinkter og Fordomme, gik mit lyse Lune for bestandig tabt.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
