Der var blandt Heyses[I] Arbejder et, i hvilket en Enkelthed da gjorde et ikke ringe Indtryk paa mig. Det var Dramaet Colberg, i hvilket det fremstilles, hvorledes, da under Colbergs Belejring Borgerne og Militæret forhandler, om Byen bør kapitulere eller ej, en simpel Skolemester tager Ordet, en brav Spidsborger, en Fredens Mand. Alle venter at han vil tage det spageste Parti. Men nej! med stille Fasthed hævder han, at der ikke tør være Tale om nogen Overgivelse; man bør holde Fæstningen til det yderste og foretrække Døden for Vanære. I den tilsyneladende Spidsborger boede der en Helt.
Dette betog mig, fordi jeg var tilbøjelig til ikke at vente andre Overraskelser af Livet end dem, hvorved mine Forventninger blev undertrufne, hvor ringe de end var. Jeg havde længe stadigt troet de Personer, jeg var traadt i Forhold til, værdifuldere end de, naar Prøven gjordes, viste sig at være. Jeg var talrige Gange blevet skuffet og mine Forventninger svegne. I Heyses[II] Skuespil forekom i Over|141|ensstemmelse med hans lyst anlagte Sind oftere den modsatte Bevægelse. Svage Forventninger blev overtrufne, uanselige Mennesker aabenbarede sig som strengt retsindige, ja en enkelt Gang som heroiske.
Det Spørgsmaal rejste sig for mig, om jeg ikke i Kraft af sørgelige og pinlige Erfaringer havde almindeliggjort for tidligt. Og da jeg af Naturen var paa min Post mod for hastige Almindeliggørelser, mønstrede jeg min samlede Erfaring, forsaavidt den lod sig overskue.
I de Dage sendte jeg Holger Drachmann[III] til Svar paa et Brev, hvori han klagede over hjemlig Usselhed, nogle Sætninger af det Indhold, at selv i det ringe Menneske kunde der findes ædle Spirer og selv i en Spidsborger slumre en Helt.
Han svarte:
Dit Brev viser mig en fuldstændig ny og ukendt Side hos dig: Du har jo drukket Münchener-Bier, dit Skarn, og er blevet som de Folk, hvorom Cæsar[IV] siger, at de ikke er farlige. Georg B[V]. som en godmodig, flegmatisk, rundkindet Münchener! voilà une chose très singulière! – Kan da Omgangen med den Mand, hvis Portræt du engang viste mig med de Ord: »Han bliver for rund, det tyske Øl gør ham fed« – kan Omgangen med denne brave Mand, med dette saa lidet energiske, saa »smukke«, men efter min ringe Mening saa lidet dygtige Ansigt, kan Samtalerne med denne Novelleforfatter have omstemt dig saa meget, dig, den stærke, smidige Kaardeklinge, dig, det lyse Hoved, gennem hvis urolige, skarpe Træk det 19. Aarhundredes Revolutionsidéer lyser?
O St. Georg! har du glemt Dragen?
O du brave Ridder med den altid fældede Lanse! Har du sat en Knap paa din Spydspids og vil du nu i Fremtiden bruge den til Turneringer, hvor du gratiøst kaster din Modstander, den dumme Forstokkethed, af Sadlen, gratiøst løfter ham op fra Sandet, medlidende bøjer dig over ham, tørrer ham Sveden af hans tykskallede Pande, og »heyser« ham igen op paa Hesten med et humant Smil, der siger saa meget som »Ædle, men tykskallede Spidsborger! Du have mig undskyldt, at jeg kastede dig af Sadlen; det er nu min Natur og min Kunst. Jeg har imidlertid lært, at der selv i et ringe, halvbegavet Menneske kan være de ædleste Spirer skjult, og derfor vil jeg ikke ødelægge dig, men agere den barmhjertige Samaritan, og lade dig komme til Kræfter igen – selv |142| om jeg maa formode, at du paany vil bruge dine indvundne Kræfter imod mig« ....
Du har paa din nuværende Udenlandsfart omgaaedes det store Tysklands bedste Selskab saavel intimt som i Frastand. Naar du da taler om, hvad vi bør gøre herhjemme og hvilken vor Fremgangsmaade bør være, glemmer du, at den klerikale Strøm hos os er en Rendesten, der løber vor private Dør lige forbi, og ikke er en Flod med mange Forgreninger, der bugter og spreder sig mellem nogle og fyrretyve Millioner Mennesker vidt ude omkring os. Du glemmer, kæreste Ven, at den Dannelse, (ↄ: den almene, europæiske) som du forudsætter hos dine Modstandere derhjemme, at denne Dannelse skal først bibringes dem gennem dig .... Har du glemt vor Presse, vor Literatur, vort Publikum? Her gælder den sørgelige Nødvendighed ligesom i en Kro paa Landet, at man enten maa opræbe den grundtvigianske Pærevælling i Flaben paa de Maabende eller ogsaa maa man slaa et ateistisk Donnerslag lige for Næserne af de Tykskallede. Det sidste har du gjort – derfor, men ogsaa kun derfor er du bleven hørt.
Du vil hjem for at opsøge »Helte« og »ædle Spirer« i de danske Spidsborgere!!! Jeg besværger dig ved vore Fædres Aske, skuf dig ikke med et sligt Haab. Jeg kender Bønder og Fiskere, Skolelærere og Præster, Kræmmere og Prangere, civile og militære Embedsmænd overalt, rundtomkring i Provinserne; og du og jeg kender jo tilsammen Befolkningen i Kjøbenhavn. Jeg har endnu ingen Helte fundet og kun meget faa Spirer. Lad os raadspørge Literaturselskabet. Det var jo Kærnen af »De Frisindede« i Hovedstaden. Du vil opløse dette Selskab (og heri er jeg enig med dig) men Heltene og Spirerne ....
Faa Aar derefter skrev imidlertid Holger Drachmann[VI] selv sin Bog Lars Kruse om en simpel Fisker, der som Helt 27 Aar igennem havde frelst vel hundrede Menneskeliv under Strandinger paa Skagens Kyst, og i hvem Helten var bleven saaledes miskendt, at han ikke havde modtaget den Ridderorden derfor, som gives hver en Stymper af Borgerstand, ja end ikke det Dannebrogsmændenes Hæderstegn, hvormed Menigmand, som udmærkes, maa lade sig nøje.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
