En stadig Gæst i Heyses[I] Hus, snarere en Broder end en Ven, af Børnene kaldt Onkel, var Maleren Franz Lenbach[II]. Han var da ung, endnu ikke rig og anset, men livfuld, stræbende, indtagende ved det Præg af den forhenværende Haandværker, der stemplede hans Person og gav hans Tale paa en Gang noget Naivt og Zünftigt. Foer han en Dag ned ad Gaden med purret Haar og hastige Fagter, utilgængelig og adspredt, beroede det paa, at en bestemt fornem Dame, han sværmede for, den Dag var i München.
Han havde gjort fortræffelige Portræter saavel af Heyse[III] som af Fru Heyse[IV] og malte i de Dage Richard Wagner[V]. Han var ikke bange for til Heyse[VI] at kalde Wagner[VII] »ein famoser Kerl«, skønt han vidste, hvilken næsten fanatisk Uvilje Heyse[VIII] nærede mod Wagners[IX] Musik. Paul Heyse[X] vurderede Lenbachs[XI] maleriske Evner efter Fortjeneste, men saa hans Begrænsning deri, at han aldeles manglede Fantasi.
Det var en Egenskab, hvorpaa det mindst skortede Heyses anden nære Ven blandt Münchens Malere, Schweizeren Böcklin[XII]. Han var da endnu ikke naaet til Anseelse eller Ry, og Paul Heyse[XIII] kæmpede med Mund og Pen for at skaffe ham den Hæder, der tilkom ham. Böcklin[XIV] havde da endnu ingen anden Køber end Baron (siden Grev) Schack[XV], der trods sin Paaholdenhed da var ved at danne sit senere berømte Galleri; men Baronen[XVI], der som poetisk Oversætter var en Formkunstner, havde en højst usikker Smag for Malerier og nøjedes i Almindelighed med at købe, hvad Andre, særligt Lenbach[XVII], der fra først af var groet op under |139| hans Beskyttelse, raadede ham til. Han havde taget Lenbach[XVIII] med sig paa Rejser og ladet ham udføre de smukke Kopier af gamle Mestere, hans Samling nu indeholdt.
Böcklin[XIX] var i sin Kunst en stor og selvstændig Digter. Hans Arbejder hensatte En i en højere Verden end Dagliglivets; de bedste var Værker, man ikke kunde lade være at drømme over og betages af. Hans Farveglæde var overordentlig og hans Farvers straalende Styrke lod hans Billeder i bogstavelig Forstand overstraale, hvad der hængtes op i deres Nærhed. Men der var noget drøjt schweizerisk i hans Naturel. Han yndede skrigende Farvemodsætninger, kunde lægge et knaldrødt Klædebon om en nøgen Kvinde i et underfuldt Landskab, saa det skingrede som et forstyrrende Trompetstød.
Personligt var han sluttet, tilbøjelig til at give sig Luft i satirisk Lune.
Paa dette Tidspunkt befandt han sig i dødelig Pengeforlegenhed. Han havde netop da lagt sidste Haand paa sit Triton-Billede Im Spiel der Wellen.
For at komme ham til Hjælp lagde Heyse følgende Plan: Vi vidste, ad hvad Vej Baron Schack[XX] plejede at spadsere og hvor han drak sit Øl og indtog et Maaltid. Paa en og samme Dag skulde som tilfældigt først jeg, senere Heyse[XXI] og endelig Lenbach[XXII] træffe Baronen[XXIII] og begejstret udbrede os over Böcklins[XXIV] nu fuldendte Maleri som det ypperste han nogensinde havde frembragt; vi skulde dertil i forskellig Form knytte en Bemærkning om, at dette var et Billede, som det Schackske Galleri ikke turde lade undslippe sig.
Den begejstrede Skildring og den henkastede Opfordring Nr. l, 2 og 3 blev programagtigt gennemført; men Alt, hvad der opnaaedes, da den betænksomme Baron havde hørt Lenbach[XXV] til Ende, var Udbruddet: »Ja, saa vil jeg tilbytte mig Billedet og give ham den ene Villa derfor.« Som |140| bekendt har Böcklin[XXVI] udført to himmeldejlige Malerier, der forestiller den samme Villa nær Havet ved Dag og ved Nat; paa begge Billeder staar en Kvinde, fortabt i Forventning eller Savn, og stirrer ud for sig. Det gør, naar man har begge Malerier for Øje, et Indtryk, som havde hun staaet der Dag og Nat uafbrudt. De tør da slet ikke skilles ad. Men det var det ene af disse Malerier, Baronen nu var faldet paa at ville give i Bytte for det nye, overroste – hvad jo ikke vilde indbringe Böcklin[XXVII] en Styver.
Saa maatte vi da efter Penelopes Mønster anvende de næste Dage til at oppille hele vort fine Spind og nøjes med foreløbigt at lade Forholdene blive som de var.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
