Omgangslivet i München var storstadsagtigt og frit. Om Eftermiddagen traf en Mængde forskellige Mennesker, der havde Interesser tilfælles, hverandre i en Have Zum Achatz |136| hvor der udskænkedes ypperligt Øl fra Fadet, og hvor man samtalte en Times Tid eller mer. I Kunstner- og Forfatterverdenen var det Tonen, at man omgikkes uden at vise personlig Nysgerrighed, kun optaget af Formaal, Kunstspørgsmaal, Tanker og Teorier. Man kunde have kendt en Mand i flere Aar uden at vide, om han var gift eller ej.
Man havde Fordelen af et selskabeligt Samliv, der medførte en Krydsild af Ideer, uden at man behøvede at vise eller nyde Gæstfrihed. Man beholdt den fulde Raadighed over sin Tid som over sine Penge.
I Hjemmene modtoges kun de nærmeste Venner. Til Paul Heyses[I] Omgangskres hørte den sære og lærde Michael Bernays[II] , Universitetsprofessor i Literaturhistorie, der havde gennemført den samme strengt filologiske Metode overfor den nyere Tids Frembringelser, som saa længe havde været anvendt overfor de antike. Han havde skrevet en Bog om den Schlegelske[III] Shakespeare[IV] -Oversættelses Vorden paa Grundlag af Haandskrifterne. Han havde renset Goethes[V] Werther for oprindelige, som for senere tilkomne Trykfejl, ganske som Madvig[VI] havde renset Livius[VII] for Afskriverfejl. Han var den lidenskabeligste Goethedyrker, og da han var udrustet med Hukommelse som en Mnemotekniker, kunde han fremsige Egmont eller Iphigenie udenad fra Ende til anden, ikke at tale om Balladerne eller de mindre Digte. Han vidste paa en Prik, hvor hver Sætning, man vilde anføre, stod hos Goethe[VIII] . Som Literaturhistoriker kunde han ved sine Forelæsninger paa Universitetet glæde sig ved stærkt Tilløb.
Religiøst var han anderledes sindet end Heyse[IX] . Han betragtede Daaben efter Heines bekendte Udtryk som Adgangskortet til den moderne Kultur, og da han var født Jøde, havde han ladet sig døbe, en Sag, Heyse[X] i sit stille Sind ikke agtede ham for. Ved sin grundige Lærdom kunde |137| han bibringe Samtalen et nyttigt Element, om han end frastødte ved et Stænk af Pedanteri.
En polar Modsætning til Bernays[XI] var den unge Elsasser Ludwig Schneegans[XII] , en sværmerisk og poetisk Sjæl, lyrisk og dramatisk anlagt, ligeligt fransk- og tyskdannet, som med Begejstring fremsagde Victor Hugos[XIII] Le Satyre, som han sandsynligvis var den eneste i München, der kendte. Fattig som han var, maatte han for at tjene sit Brød skrive Teaterstykker, hvis Æmne og Plan Kong Ludvig II[XIV] opgav ham, saa Stakkelen arbejdede med paaholden Pen. Han forærede mig sine Skuespil, og de var overraskende læselige. De spiltes en enkelt Gang for Kong Ludvig[XV] alene, mens Teatrets Tilskuerplads laa nedsænket i Mørke, og opdagede Kongen trods Mørket, at en anden Dødelig, Mand eller Kvinde, havde faaet Indpas, blev den Paagældende uddrevet uden Naade, efter at Kongen havde sikret sig den Dumdristiges Navn. Schneegans[XVI] var forelsket og upraktisk, havde paa det erotiske Omraade ikke mere Held med sig end paa Dramaturgiens.
En tilrejsende Gæst, der hyppigt saas, var Wilhelm Hemsen[XVII] , Bibliotekar ved det kongelige Bibliotek i Stuttgart, en smuk, skægget Mand, Nevø af Friedrich Theodor Vischer[XVIII] ; han forestillede sig for mig som »en varm Beundrer af Hovedstrømningerne« og blev mig kær.
Omgangsven af Paul Heyse[XIX] var ogsaa den gamle Æstetiker, Moritz Carrière[XX] , hvem jeg kendte godt før jeg saa ham, da jeg i min Universitetstid, iøvrigt med ringe Udbytte, havde læst hans systematiske og kunstbegejstrede Skrifter. Han havde tilegnet sig de forskelligste Lærdes Meninger og bearbejdede dem uden synderlig Oprindelighed. Hans Stil bestod af Sætninger i Anførselstegn, gik, som Tyskerne siger, paa Gaasefødder. Men han var den elskværdigste Personlighed, uden det ringeste Stænk af Professor|138|-Selvfølelse, hensynsfuld mod Ungdommen og Kammerat med den, i Grunden en Lyriker, hvis Oversættelser af italienske Poesier klang smukt og rigt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.