Den første December var jeg igen i Kjøbenhavn og udrustet med en ny Besluttethed til at genoptage og uddybe mit Arbejd. Jeg havde længe forinden begyndt at sætte mig ind i det umaadelige Stof, som Tysklands romantiske Skole afgav; men efter at have gennemlæst et halvhundred Bind og følt mig ude af Stand til at fastholde deres Væsen og forme dem i Grupper, havde jeg opgivet Ævred, og nu havde jeg glemt de da gennempløjede Bøger og maatte begynde forfra paany.
Jeg kunde ikke helt gaa op i mit Arbejd. Bl. A. gjorde Literaturselskabets Mathed mig mange Sorger; jeg holdt Foredrag deri og stræbte at foranledige Andre til det samme. Lidt forstyrrede ogsaa danske og nogle tyske Presse-Angreb mig. Men jeg arbejdede skarpt, samlede i December Maaned Stof og begyndte i Januar Udarbejdelsen. I de første Dage af 1873 skrev jeg Indledningsforedraget til Den romantiske Skole i Tydskland[0001], i Februar averterede jeg Forelæsningerne og sluttede dem i de sidste Dage af Marts; Anstrengelsen var meget stor, og neppe var den overstaaet, saa lod jeg Bogens Trykning begynde. Den var til Ende ved Slutningen af April.
I Maj skrev jeg min Afhandling om Carsten Hauch[I], |123| der sluttede sig til Bogen, men behandlede en indfødt Romantiker med den Kærlighed og Sympati, jeg alene havde kunnet vise Kleist[II] iblandt de tyske.
Fra 1. Juni til 1. Oktober var jeg paany i Tyskland.
Efter et længere Ophold i Berlin traf jeg som aftalt sammen med J. P. Jacobsen[III], min Broder[IV] og dennes unge Frue[V] i Dresden, hvorfra vi gjorde Udflugter i Omegnen. Vi spiste en Dag paa et af de smukkeste Punkter i sachsisk Schweiz ved Prebischthor, hvor Bjerget danner en naturlig Bue, og var i Øjeblikket de eneste, som opholdt os paa Pladsen. Vi nød den dejlige Udsigt, der indrammedes af Bjergbuen, og den fuldstændige Ro, da et skrattende Hornorkester lige i vor Nærhed gik løs paa Udførelsen af det ene Musiknummer efter det andet. De falske Toner forstyrrede Stemningen, fornærmede Naturen. Vi besluttede at give Musikanterne rigeligt Penge – imod at de holdt op med at spille, mens vi sad der.
De afslog ikke Pengene, men tog naturligvis Sagen ilde op, og da efterhaanden flere og flere Spadserende fra Dresden indfandt sig paa Plateau’et, og savnede Musiken, der var dem kærere end Naturen, beklagede Musikanterne sig os uafvidende til de Nyankomne over vort Forbud, der, alt eftersom Pladsen fyldtes, satte de Tilstedeværende i Raseri. Vi var uskyldige nok til at tro, vi havde handlet til fælles Bedste. Men vi blev revne ud af vor Vildfarelse, da vi saa os som Genstand for hadefulde Blikke og haanlig Pegen. Øjensynligt var der noget i Gære mod os i Folkemængden.
Man havde – ganske spirituelt af en tilfældig Hob – ladet hente et Par Lirekassemænd fra nærmeste By, og i det Øjeblik vi beredte os til at gaa ned ad Bjerget, var vi |124| omringede af en haangrinende Masse paa flere hundrede Sachsere, der anbragte en Lirekasse paa hver Side af vor lille Gruppe, som med forfærdelige Mislyd spillede hver sin Melodi lige i Ørene paa os den hele Vej ned. Forgæves forsøgte jeg en Forklaring; Lirekasserne og Brølet overdøvede min Stemme. Der var intet andet for end at væbne sig med Filosofi; men Vejen var lang, og bestandig forøgedes Antallet af dem, der indesluttede os. J. P. Jacobsen[VI] bevarede som vi andre sin Ligevægt; havde vi taget til Genmæle, var vi blevne overfaldne; thi, pudsigt nok, Forbitrelsen hos vore Forfølgere steg bestandig, alt som der kom flere til. End ikke paa Stationen slap de os, og da vi steg ind i en Jernbanevogn, sprang de, som forud sad i den, ud for ikke at forveksles med os eller blive slaaede sammen med os.
Jeg lærte her paany, hvad det fører til at ville reformere, at ville bringe falske Toner til Taushed.
Saa tidt jeg i de følgende Aar var Vidne til den danske Almenheds stadigt stigende Harme imod mig og læste Udgydelserne i de danske Aviser, var det mig, som tudede Lirekassemusiken fra sachsisk Schweiz paany i mine Øren, baaren af Hobens Hujen og Skraal.
Vi tog over München til Tirol, hvor vi tilbragte nogle Dage i en smuk Natur, der af Jacobsen[VII] dog føltes som fremmed og langsomt gennemtrængelig for ham. Vi overværede i Brixlegg en Opførelse af Passionshistorien, vistnok en Efterligning af de religiøse Skuespil i Oberammergau. Man sad paa Træbænke under aaben Himmel, tæt sammenpressede og ubekvemt. Forestillingen varede, med en Middagspause paa nogle Timer, hvorunder vi spiste i et |125| Værtshus, fra Morgen til Solnedgang. Men vi oplevede ogsaa som Tilskuere meget. I Forspillet optraadte Adam og Eva, som fristedes af Slangen og faldt. Ellers havde Frelsen jo ikke været nødvendig. Frelserens Lidelseshistorie blev ikke løsrevet fra dens mange Forudsætninger. Og den spiltes med hver bibelsk Enkelthed og med mange Tilføjelser efter Overleveringen f. Eks. den om Pontius Pilatus’[VIII] Hustrus Drøm. Det Hele havde været fængslende ved dets Barnlighed, ifald kun Hovedpersonen var bleven uskyldigt spillet. Men den Landsbyhaandværker, som forestillede Jesus, var lutter Affektation og grim at se paa med sine pomadiserede Hængelokker. Han skabede sig grueligt, da han vaskede de tolv Apostles temmelig rene Fødder.
Gudsmoder spilledes af en skikkelig Tirolertøs i en ildeklingende Mundart og med falske Betoninger f. Eks.: »O du mein geliebter Sonn, soll ich dich am Kreiz sehen!« Korføreren havde en Gang som en And. En naiv Tiroler-Pilatus hørte til de morsommere Figurer.
Men tilsidst var vi dødtrætte, og det var formelig en Lettelse, da Soldaten stødte sin Lanse i den Korsfæstedes[IX] Side og gennemstak en blodfyldt Okseblære, saa Blodet strømmede ud. Der kunde da ikke være langt tilbage.
Nok saa interessant som Opførelsen var Tilskuerskaren, der med faa Undtagelser bestod af Egnens Bønder og Bondekoner. Enkelte var hjertegrebne; en gammel Tirolerkone græd inderligt og syntes at erfare Historien for første Gang.
I Innsbruck, hvor mine Rejsefæller og jeg i Domkirken havde beundret Relieferne og de harniskklædte Fyrsters og Ridderes Statuer, skiltes vi ad.
Jeg rejste tilbage til München for at tilbringe nogen Tid i Paul Heyses[X] Selskab.
Hans Roman Kinder der Welt, der først udkom i Feuilleton til Spenersche Zeitung, havde fængslet mig saa stærkt, at den førte os sammen. Siden Oktober 1872 havde vi staaet i levende Brevveksling. Heyse, der med usvigelig Sikkerhed lod sig lede af sit Naturel, havde langsomt udviklet sig fra det Følelsesfulde, næsten Kvindelige, til det Faste og Mandige og fra altfor stærk Pietet til det Mod, der bekender en ilde hørt Overbevisning. Skønt mer end fyrretyveaarig havde han bevaret en ganske ungdommelig Modtagelighed for andre Mænds Væsen og Tanker. En Plads var netop da tom i hans Indre, da han lige havde mistet sin bedste Ven, en Sjæl af Guld og en sand Poet, Hermann Kurz[XI]. Det faldt i min Lod at tiltræde Arven efter ham. Forholdet mellem Paul Heyse[XII] og mig blev snart inderligt og besegledes ved det fortrolige Du, skønt Heyse[XIII] var tolv Aar ældre end jeg.
Han skrev til mig: »Af alt, hvad Frugtbringende mine Stjerner har skænket mig, takker jeg dem mest for min aldrig borttørrende Evne til Venskab og min lidenskabelige Trang dertil, som trods Alt, hvad der er blevet mig ranet, bevarer mig mod at forarmes. Ved din første Tilnærmelse fornam jeg hint hemmelighedsfulde Slag paa Døren til mit Inderste, som jeg ellers kun har oplevet, naar en ny Forelskelse meldte sig. Langt udover enhver Interesse for dit aandelige Arbejd har alt Menneskeligt i dig draget mig til dig, og denne stille Naturmagt er fra da af kun blevet stedse stærkere befæstet.«
Som adskillige Mænd udvikles gennem en Rækkefølge af Forbindelser med Kvinder, af hvem de lærer mindst lige |127| saa meget som de bringer dem, saaledes gives der Mænd, til hvis Udvikling det hører, at deres Aand en Tid lang indgaar Ægteskab med en anden Mands Aand. Her finder da en gensidig Befrugtning Sted. Paa denne Maade er ikke sjældent min personlige Udvikling foregaaet.
Det første, Paul Heyse[XIV] læste af mig, forekom ham altfor stærkt at betone Forholdet mellem Literaturen og Tidsalderen, hvori den opstod, og bragte ham til at opkaste det Spørgsmaal: Ved hvilke Kendetegn lader det sig skelne, om et Kunstværk er fremgaaet af en Tidstrømning eller overhovedet er ejendommeligt for den? Han skrev: »De fjernest liggende og mest personlige Tilskyndelser kan virke saa stærkt paa en Kunstnersjæl, at der opstaar et Værk, som river Tidsalderen med sig saa at sige mod dens Vilje, det vil sige uden noget Forhold til den øjeblikkelige Tidsaand, der da ogsaa snart ryster Kunstværket af sig. Falske Smagsretninger er blevne paatvungne Kulturen af blændende Talenter. Ensomme, højtragende Værker er naaede til os, hvorfra man aldeles ikke kan slutte til en beslægtet Retning hos de Samtidige, der ikke forstod deres Ophavsmand og neppe vidste af hans Tilværelse.«
Naar jeg hertil svarte, at Alt var betinget, saa Intet kunde staa udenfor Sammenhængen, gjorde Heyse[XV] gældende, at denne Sammenhæng i Aandslivet var meget løsere og lunefuldere end i Naturlivet, idet Kræfternes og Safternes Blanding fuldbyrdedes efter langt uberegneligere Love end i Fauna’en og Flora’en.
Naar jeg hævdede, at de Tanker hos et Geni, der har oplyst en Verden, ikke lød andre Love for Idé-Associationerne end dem, der raader i den enfoldigste Tankegang – lige|128|som den Gnist, der stak Moskva i Brand, ikke var kemisk forskellig fra den, ved hvilken en Landsbypræst tænder sin Pibe – saa svarte han, at der var stor Forskel paa de barnlige Tidsaldere, hvor den Enkelte endnu ikke gjorde sig gældende, saa Værkerne mest var navnløse, og de højtkultiverede Tider, hvor det geniale Individ isolerer sig i selsom og dog fuldt berettiget Frembringelsesdrift og saaledes bliver Ophav til Værker, der løfter sig op over deres Tid og det Folk, hvoraf de oprandt.
Naar jeg overfor ham gjorde gældende, at vi var tøjrede, skrev han til Svar, at det var sandt nok, men hvad det kom an paa var Tøjrets Længde. Hvis en Ged havde saa langt et Tøjr, at den kunde gaa fra Marken helt op paa Bjerget og fodre sig med Alpeurter, saa deres Aroma sporedes i dens Mælk, saa kunde ikke deraf sluttes, at disse Urter voksede paa det Lavland, hvor alle de andre Geder søgte deres Næring.
I Virkeligheden sagde jeg brevligt kun Heyse[XVI] saa meget imod som var nødvendigt for at bringe ham til fortsat Udfoldelse af hans Synsmaade; thi – som han ogsaa tidligt følte – vor Uenighed var kun en Ordstrid; inderst inde var jeg ikke mindre tilbøjelig end han til Tro paa den Enkeltes Magt og Ret, og forsaavidt den filosofiske Determinisme nogen Tid havde dulgt mig selv den lidenskabelige Individualisme, der slumrede i min Sjæl, saa blev den mig nu bevidst under det første Halvaars Brevveksling med Heyse[XVII].
Da vi endelig mødtes, opdagede vi derfor til vor Overraskelse, at hvad i al Verden vi end berørte, Forhold, Personer, videnskabelige Spørgsmaal, saa herskede der den latterligste Overensstemmelse mellem os.
Jeg stod nu i München for første Gang udenfor hans Dør. Hans sekstenaarige Datter lukkede op: Dr. Heyse[XVIII] ist nicht zu sprechen; hun tog saa mit Kort og udraabte: Für Sie freilich!
Heyse[XIX] var apollonisk smuk, havde baade Værdighed og Ynde, et dejligt Haar, bleg Lød, store blaa, blege, men lysende Øjne. Der var noget nervøs anstrengt over ham. – Vor første Samtale varede seks Timer, og da jeg sagde Farvel, udbrød Heyse[XX]: »Med Dem kunde jeg tale i hundrede Aar«. – Vi havde i den Grad talt hinanden efter Munden, at jeg, især paa Grund af det nyligt Oplevede hos Hettner[XXI], et Øjeblik fik det Indtryk: Alle fornuftige Mennesker paa Jorden er i Grunden enige og kun det meget Vrøvl, der siges om dem af Pakket, fremkalder Skinnet af en tilsyneladende Uenighed.
Grundlaget til vort Venskab lagdes i denne Sommer 1873, da Heyse[XXII] stadigt søgte mig paa mit Hotel og indførte mig i sin Kres, medens jeg paa det kongelige Bibliotek i München flittigt studerede til min Bog Reaktionen i Frankrig. Men i det følgende Aar opfordrede han mig stadigt til at vende tilbage. Han havde bygget sig et smukt Hus i Louisenstrasse, tæt op ad den store offentlige Have. Der ventede et Værelse paa mig midt i det Grønne, hvor Fuglene udenfor Vinduerne holdt godt Naboskab. Og i 1874 tilbragte jeg da to Gange en Maanedstid som Gæst i Heyses[XXIII] Hus og lærte ham selv og hans Venner endnu nøjere at kende. Da vi det Aar skiltes, forekom vort Samliv ham kun som Smörgåsbordet hos Svenskerne, hvorefter først det egentlige Maaltid skal finde Sted, og virkelig varede vor fortrolige Brevveksling en fuld Snes Aar.
Vore Naturer var dog højst forskelligartede, men netop |130| derpaa beroede vel den gensidige Tiltrækning. Naar jeg under vort Samliv fremkom med de mange kritiske Indvendinger, jeg havde paa Hjerte, angaaende Heyses[XXIV] Fremstillingsmaade og personlige Stil, indrømmede han mig mangt og meget, som han ikke kunde ændre uden at gøre Vold paa sin Natur, men forsvarede sig paa andre Punkter med overlegen Dygtighed.
Undertiden kunde det falde mig ind at spille Mérimée[XXV] ud imod ham; thi endnu paa dette Tidspunkt overvurderede jeg ikke lidet dennes forbeholdne Kunst. Heyse[XXVI] svarte da: Man maa gøre sig Rede for, paa hvilket Publikum Forfatteren har tænkt og for hvem han har skrevet, om for en Samfundsklasse som de fleste Franskmænd eller for en selskabelig Kres af Verdensmænd og Verdensdamer som Mérimée[XXVII] eller for sig selv og sin Genius som en Shelley[XXVIII] eller Hölderlin[XXIX]. Man kan jo desuden skrive for et helt Folk, for et Koteri, for sin Elskede, for en Flok fortrolige Venner.
Heyse[XXX] hævdede, at medens Mérimée[XXXI] skrev for Verdensmænd, skrev han selv i Grunden alene for sig selv. Han var gennemtrængt af den Overbevisning, at kun i sine store Instinkter var Massen bevæget af noget Guddommeligt; alt Kunstnerisk var blot for de Faa. Hans eget Publikum var mere og mere smeltet sammen. Hans unge Svoger, Maleren Johannes Kugler[XXXII], var den af hans Læsere, som havde det fineste Blik; men han led af en uhelbredelig, kvalfuld Sygdom. I Begyndelsen af December 1873 forsøgte han en Nat at gøre Ende paa sine uudholdelige Lidelser. Da det syntes, som vilde han ikke mere vaagne af Opiumssøvnen, drak hans Moder, der kun havde levet for ham, den Gift, han havde levnet i Flasken. Hun fandt Døden, men han vaagnede op paany og til Bevidstheden om at have voldet sin Moders Død. Otte Dage levede han endnu i frygtelig Sjælekval, og i den Tid gjorde han fire mislykkede Selvmords|131|forsøg. Kærlige Venner bragte det Offer at lægge Alt til Rette for ham til det femte Forsøg, der lykkedes ham. Heyse[XXXIII], der var det nærmeste Vidne til disse Rædsler, og der ikke mere i München havde nogen daglig Omgang af jævnbyrdig Art, følte sig mere og mere drevet tilbage til sig selv. Han arbejdede, som man iøvrigt altid bør arbejde, med Skyklapper for Øjnene, for ikke at adspredes.
Under disse Omstændigheder var det, at min kritiske Opfattelses Føletraade efter Heyses eget Udtryk naaede ind til hans Hjerte. Han havde fundet den Kritiker, der i det Store og Hele forstod ham, og han værgede for sit Væsen mod det Krav til Ufølsomhed, jeg i min Afsky for det Blødsødne stillede til ham som Digter.
Han sagde: »Om Mérimée[XXXIV] som Digter gælder ikke Goethes[XXXV] Ord:
Den, der er ene med sin Genius, føler det ikke som en Nedværdigelse at udtale sine Følelser for Mængden.«
»Det er sandt, at naar Jean Paul[XXXVI] græder med sine Helte og Heltinder, vender den moderne Læser sig med Uvilje bort. Men naar Goethe[XXXVII] i Valgslægtskaberne udbryder: »Jammervoller brachten kaum jemals in solcher Nähe Liebende eine Nacht zu«, saa er vi ham taknemmelige for, at han lod sig overmande af Følelsen. – Byron[XXXVIII] var visselig ikke følevorn, og han har dog fremstilt Haydee ganske anderledes blødt og ømt end Homer[XXXIX] Nausikaa. Hvorfor skulde Kunstneren give Afkald paa den Tiltrækning, som et stort Menneskes lidenskabeligt bevægede Sjæleflamme udøver paa Blikket!«
Af Venskab for mig lærte Heyse[XL] sig Dansk.
Han satte sig ind i mine hjemlige Forhold og mente, jeg ikke havde nogen Udsigt til Sejr, med mindre jeg kunde danne et Parti, om saa fra først af kun paa et Dusin Mennesker, der stod fast om en Fane. For mig ganske ene troede han det ikke muligt at føre en Kamp mod den Magt, mod hvilken efter Heines[XLI] Ord »selv Guderne kæmper forgæves«. Men han fandt med Rette Partisansen meget svagt udviklet hos mig. – »Du er«, sagde han, »for trodsig til at bruge de smaa demagogiske Midler og til at gøre dig gemen med de Gemene. Men du maa gøre det, ifald du vil stifte Parti. Saadan talte vise Mænd jo allerede til Coriolan; men han forblev den, han var, og vi føler med ham; al Sandhed er af aristokratisk Natur, selv om den gælder de Arbejdende og Nødlidende.«
En Oprejsning overfor de nedsættende Domme i Danmark fandt jeg langt mer end i den tyske Kritiks velvillige og anerkendende Udtalelser i Paul Heyses[XLII] private Domme. Da jeg sendte ham anden Del af Hovedstrømninger, skrev han: »Min første Dom er stadfæstet. Jeg kender ingen Skribent, hvis Esprit saaledes i hvert Øjeblik forbliver Karakter, og hos hvem der er saa lidet Overskud af Formen udover Indholdet, saa ringe Eftergivenhed overfor Stilkunster og dog saa megen Glans og Effekt.« Da han læste det første Udkast til min Lassalle, skrev han: »Her finder jeg din arte che studia di non parere, din lødige Prunkløshed, din Kunst at tale under fire Øjne med Læseren og samtidigt til Alverden, denne slanke, redelige og dog bøjelige Stil, af hvilken Pointerne springer ud med en saa stilfærdig Naturkraft som Knopperne af Grenen – kort sagt Alt, hvad der |133| ved Anlæg og ved alvorligt Arbejde er dit og hvad der er saa sjældent som Foreningen af Slange-Klogskab og Due-Enfold.«
Paul Heyse[XLIII] havde en Naturtilbøjelighed til at se Tingenes lyse og lykkelige Side, der stødte haardt imod den Vane, der uvilkaarligt havde udviklet sig hos mig til straks at se, hvor forbandet Alting i Grunden var. Han betragtede det som en Slags Pligt at skildre Menneskene bedre og større end de i Gennemsnit er; han vilde gerne styrke Enhvers Selvagtelse og give ham Mod til at fortsætte Livet. Al hans Higen gik ud paa at aflokke Tilværelsen, den tilsyneladende prosaiske, saa mange Glimt af Ynde og Skønhed som muligt, men især paa at vise, hvor højt vi kunde naa, naar vi anspændte alle vore Kræfter.
Heyse[XLIV] havde da noget ved sig, der meddelte Glæde ved Eksistensen. Han virkede mildnende paa Bitterhed og Skarphed, lægende paa Sindets aabne Saar. Skønt han ikke var bleven forskaanet for store Sorger og særlig var bleven haardt ramt ved Tabet af to Smaabørn, maatte han kaldes Typen paa en lykkelig Mand, udvortes smukt og indvortes rigt udstyret af Naturen, tidligt beskyttet og fremmet af en højsindet Fyrste, der ikke blot havde skænket ham sin Yndest og kaldt ham til den By, hvor Heyse[XLV] følte sig saa veltilpas, at han efter Kong Max’s[XLVI] Død ikke mere havde forladt den, men ogsaa bragt ham i tidlig Forbindelse med den lille Skare af udsøgte Talenter, Kongen[XLVII] havde samlet om sig.
Af dem var de fleste nu forspængte til andre Byer eller døde; enkelte var endnu i Live, som Hermann Lingg[XLVIII], et stort lyrisk og episk Talent, en uskyldig og værdig Digter, |134| hvis mindste Ytring havde Farve og Klang. Da jeg spurgte ham, hvorfor han havde indladt sig paa at skrive nogle Artikler for Paul Lindau[XLIX], det ikke kunde more ham at udarbejde, svarte han: »han giver mig haarde Dalere derfor.«
Som Naturelsker og Skønhedselsker havde Heyse[L] sit andet Fædreland i Italien, til hvilket Land han henlagde en Mængde af sine Digtninge, og hvor han ogsaa senerehen tog varigt Ophold. Han forherligede og forskønnede de italienske Folke-Egenskaber, fordi han i Italien fandt en af Refleksion uopløst Naturlighed, og medfødt Skønhed som medfødt Skønhedssans. Der var noget i hans Stiliseren af den italienske Kvinde, som mindede lidt om Leopold Roberts[LI].
Men ogsaa den baierske Stamme var ham kær ved det Saftige, Naturvoksede i Racen. Det morede ham, at en ung, ugift Tjenestepige, han fæstede, paa Spørgsmaalet, om hun havde noget Barn, fornærmet havde svaret: »Jeg er 21 Aar, og saa grim er jeg da ikke, at jeg ikke skulde have et.«
Det nordtyske Væsens Forstandskølighed og Forstandsskarphed tiltalte ham mindre; fransk Væsen var ham nærmest imod. Han havde aldrig været i nær personlig Berøring med Franske; af nyere franske Digtere var Victor Hugo[LII] ham en Gru, mens han neppe tilfulde vurderede nogen anden af dem end Musset[LIII].
Der udgik Harmoni fra Paul Heyse[LIV]; han var fredeligt og rent kunstnerisk anlagt. Men paa et enkelt Omraade var han uforsonlig og stridbar, det var med Hensyn til Spørgsmaalet: Tankefrihed mod Kristenhed. Han betragtede det som en Vanære for den moderne Kultur, at de Dan|135|nede mange Gange forholdt sig mindre frit til vore Dages Folkereligion end dannede Romere paa Ciceros[LV] Tid havde forholdt sig til Datidens. Han satte Buddhaismen over Kristendommen i dens Omsorg for Dyrene.
I sin Roman Kinder der Welt gjorde han opmærksom paa den Fare, der truede det ny Tyskland fra den bestaaende og anerkendte Kirkelighed som fra det skinhellige Væsen. Han undgik ikke at genfrembringe en oftere set Variant af Tartuffe-Skikkelsen i sin Lorinser; men Romanen kom netop i det rette Øjeblik, hvor den føltes som en Begivenhed, og den kom dem til Undsætning, der var stedte i Kamp mod den forældede Overtro, der endnu gjaldt for Religion. Jeg for min Del sørgede for at faa den oversat paa Dansk; men Oversættelsen kom til at forvolde mig mange Sorger og megen Tidsspilde. Hegel[LVI], der havde paataget sig Udgivelsen, men som nødigt vilde offentliggøre noget, der voldte Gejstligheden Anstød, skræmmedes ved enkelte uforsigtige Ytringer om Bogen, der var faldne fra aabenmundede Tilhængere af den nye Retning. Oversætteren, en ung begejstret Nordmand, viste sig, ikke at være Arbejdet voksen og maatte opgive det midti. Og imens udgav, trods Heyses[LVII] Protest en anden dansk Forlægger en konkurrerende Oversættelse. – Hvor dogmatisk Tankegangen dengang var, kan maales paa den Opsigt, Bogen i Danmark saavel som i Norge gjorde ved sin Aandsretning, og paa de platte Beskyldninger, en Faust-Oversætter i Norge rettede imod den.
Omgangslivet i München var storstadsagtigt og frit. Om Eftermiddagen traf en Mængde forskellige Mennesker, der havde Interesser tilfælles, hverandre i en Have Zum Achatz |136| hvor der udskænkedes ypperligt Øl fra Fadet, og hvor man samtalte en Times Tid eller mer. I Kunstner- og Forfatterverdenen var det Tonen, at man omgikkes uden at vise personlig Nysgerrighed, kun optaget af Formaal, Kunstspørgsmaal, Tanker og Teorier. Man kunde have kendt en Mand i flere Aar uden at vide, om han var gift eller ej.
Man havde Fordelen af et selskabeligt Samliv, der medførte en Krydsild af Ideer, uden at man behøvede at vise eller nyde Gæstfrihed. Man beholdt den fulde Raadighed over sin Tid som over sine Penge.
I Hjemmene modtoges kun de nærmeste Venner. Til Paul Heyses[LVIII] Omgangskres hørte den sære og lærde Michael Bernays[LIX], Universitetsprofessor i Literaturhistorie, der havde gennemført den samme strengt filologiske Metode overfor den nyere Tids Frembringelser, som saa længe havde været anvendt overfor de antike. Han havde skrevet en Bog om den Schlegelske[LX] Shakespeare[LXI]-Oversættelses Vorden paa Grundlag af Haandskrifterne. Han havde renset Goethes[LXII] Werther for oprindelige, som for senere tilkomne Trykfejl, ganske som Madvig[LXIII] havde renset Livius[LXIV] for Afskriverfejl. Han var den lidenskabeligste Goethedyrker, og da han var udrustet med Hukommelse som en Mnemotekniker, kunde han fremsige Egmont eller Iphigenie udenad fra Ende til anden, ikke at tale om Balladerne eller de mindre Digte. Han vidste paa en Prik, hvor hver Sætning, man vilde anføre, stod hos Goethe[LXV]. Som Literaturhistoriker kunde han ved sine Forelæsninger paa Universitetet glæde sig ved stærkt Tilløb.
Religiøst var han anderledes sindet end Heyse[LXVI]. Han betragtede Daaben efter Heines bekendte Udtryk som Adgangskortet til den moderne Kultur, og da han var født Jøde, havde han ladet sig døbe, en Sag, Heyse[LXVII] i sit stille Sind ikke agtede ham for. Ved sin grundige Lærdom kunde |137| han bibringe Samtalen et nyttigt Element, om han end frastødte ved et Stænk af Pedanteri.
En polar Modsætning til Bernays[LXVIII] var den unge Elsasser Ludwig Schneegans[LXIX], en sværmerisk og poetisk Sjæl, lyrisk og dramatisk anlagt, ligeligt fransk- og tyskdannet, som med Begejstring fremsagde Victor Hugos[LXX] Le Satyre, som han sandsynligvis var den eneste i München, der kendte. Fattig som han var, maatte han for at tjene sit Brød skrive Teaterstykker, hvis Æmne og Plan Kong Ludvig II[LXXI] opgav ham, saa Stakkelen arbejdede med paaholden Pen. Han forærede mig sine Skuespil, og de var overraskende læselige. De spiltes en enkelt Gang for Kong Ludvig[LXXII] alene, mens Teatrets Tilskuerplads laa nedsænket i Mørke, og opdagede Kongen trods Mørket, at en anden Dødelig, Mand eller Kvinde, havde faaet Indpas, blev den Paagældende uddrevet uden Naade, efter at Kongen havde sikret sig den Dumdristiges Navn. Schneegans[LXXIII] var forelsket og upraktisk, havde paa det erotiske Omraade ikke mere Held med sig end paa Dramaturgiens.
En tilrejsende Gæst, der hyppigt saas, var Wilhelm Hemsen[LXXIV], Bibliotekar ved det kongelige Bibliotek i Stuttgart, en smuk, skægget Mand, Nevø af Friedrich Theodor Vischer[LXXV]; han forestillede sig for mig som »en varm Beundrer af Hovedstrømningerne« og blev mig kær.
Omgangsven af Paul Heyse[LXXVI] var ogsaa den gamle Æstetiker, Moritz Carrière[LXXVII], hvem jeg kendte godt før jeg saa ham, da jeg i min Universitetstid, iøvrigt med ringe Udbytte, havde læst hans systematiske og kunstbegejstrede Skrifter. Han havde tilegnet sig de forskelligste Lærdes Meninger og bearbejdede dem uden synderlig Oprindelighed. Hans Stil bestod af Sætninger i Anførselstegn, gik, som Tyskerne siger, paa Gaasefødder. Men han var den elskværdigste Personlighed, uden det ringeste Stænk af Professor|138|-Selvfølelse, hensynsfuld mod Ungdommen og Kammerat med den, i Grunden en Lyriker, hvis Oversættelser af italienske Poesier klang smukt og rigt.
En stadig Gæst i Heyses[LXXVIII] Hus, snarere en Broder end en Ven, af Børnene kaldt Onkel, var Maleren Franz Lenbach[LXXIX]. Han var da ung, endnu ikke rig og anset, men livfuld, stræbende, indtagende ved det Præg af den forhenværende Haandværker, der stemplede hans Person og gav hans Tale paa en Gang noget Naivt og Zünftigt. Foer han en Dag ned ad Gaden med purret Haar og hastige Fagter, utilgængelig og adspredt, beroede det paa, at en bestemt fornem Dame, han sværmede for, den Dag var i München.
Han havde gjort fortræffelige Portræter saavel af Heyse[LXXX] som af Fru Heyse[LXXXI] og malte i de Dage Richard Wagner[LXXXII]. Han var ikke bange for til Heyse[LXXXIII] at kalde Wagner[LXXXIV] »ein famoser Kerl«, skønt han vidste, hvilken næsten fanatisk Uvilje Heyse[LXXXV] nærede mod Wagners[LXXXVI] Musik. Paul Heyse[LXXXVII] vurderede Lenbachs[LXXXVIII] maleriske Evner efter Fortjeneste, men saa hans Begrænsning deri, at han aldeles manglede Fantasi.
Det var en Egenskab, hvorpaa det mindst skortede Heyses anden nære Ven blandt Münchens Malere, Schweizeren Böcklin[LXXXIX]. Han var da endnu ikke naaet til Anseelse eller Ry, og Paul Heyse[XC] kæmpede med Mund og Pen for at skaffe ham den Hæder, der tilkom ham. Böcklin[XCI] havde da endnu ingen anden Køber end Baron (siden Grev) Schack[XCII], der trods sin Paaholdenhed da var ved at danne sit senere berømte Galleri; men Baronen[XCIII], der som poetisk Oversætter var en Formkunstner, havde en højst usikker Smag for Malerier og nøjedes i Almindelighed med at købe, hvad Andre, særligt Lenbach[XCIV], der fra først af var groet op under |139| hans Beskyttelse, raadede ham til. Han havde taget Lenbach[XCV] med sig paa Rejser og ladet ham udføre de smukke Kopier af gamle Mestere, hans Samling nu indeholdt.
Böcklin[XCVI] var i sin Kunst en stor og selvstændig Digter. Hans Arbejder hensatte En i en højere Verden end Dagliglivets; de bedste var Værker, man ikke kunde lade være at drømme over og betages af. Hans Farveglæde var overordentlig og hans Farvers straalende Styrke lod hans Billeder i bogstavelig Forstand overstraale, hvad der hængtes op i deres Nærhed. Men der var noget drøjt schweizerisk i hans Naturel. Han yndede skrigende Farvemodsætninger, kunde lægge et knaldrødt Klædebon om en nøgen Kvinde i et underfuldt Landskab, saa det skingrede som et forstyrrende Trompetstød.
Personligt var han sluttet, tilbøjelig til at give sig Luft i satirisk Lune.
Paa dette Tidspunkt befandt han sig i dødelig Pengeforlegenhed. Han havde netop da lagt sidste Haand paa sit Triton-Billede Im Spiel der Wellen.
For at komme ham til Hjælp lagde Heyse følgende Plan: Vi vidste, ad hvad Vej Baron Schack[XCVII] plejede at spadsere og hvor han drak sit Øl og indtog et Maaltid. Paa en og samme Dag skulde som tilfældigt først jeg, senere Heyse[XCVIII] og endelig Lenbach[XCIX] træffe Baronen[C] og begejstret udbrede os over Böcklins[CI] nu fuldendte Maleri som det ypperste han nogensinde havde frembragt; vi skulde dertil i forskellig Form knytte en Bemærkning om, at dette var et Billede, som det Schackske Galleri ikke turde lade undslippe sig.
Den begejstrede Skildring og den henkastede Opfordring Nr. l, 2 og 3 blev programagtigt gennemført; men Alt, hvad der opnaaedes, da den betænksomme Baron havde hørt Lenbach[CII] til Ende, var Udbruddet: »Ja, saa vil jeg tilbytte mig Billedet og give ham den ene Villa derfor.« Som |140| bekendt har Böcklin[CIII] udført to himmeldejlige Malerier, der forestiller den samme Villa nær Havet ved Dag og ved Nat; paa begge Billeder staar en Kvinde, fortabt i Forventning eller Savn, og stirrer ud for sig. Det gør, naar man har begge Malerier for Øje, et Indtryk, som havde hun staaet der Dag og Nat uafbrudt. De tør da slet ikke skilles ad. Men det var det ene af disse Malerier, Baronen nu var faldet paa at ville give i Bytte for det nye, overroste – hvad jo ikke vilde indbringe Böcklin[CIV] en Styver.
Saa maatte vi da efter Penelopes Mønster anvende de næste Dage til at oppille hele vort fine Spind og nøjes med foreløbigt at lade Forholdene blive som de var.
Der var blandt Heyses[CV] Arbejder et, i hvilket en Enkelthed da gjorde et ikke ringe Indtryk paa mig. Det var Dramaet Colberg, i hvilket det fremstilles, hvorledes, da under Colbergs Belejring Borgerne og Militæret forhandler, om Byen bør kapitulere eller ej, en simpel Skolemester tager Ordet, en brav Spidsborger, en Fredens Mand. Alle venter at han vil tage det spageste Parti. Men nej! med stille Fasthed hævder han, at der ikke tør være Tale om nogen Overgivelse; man bør holde Fæstningen til det yderste og foretrække Døden for Vanære. I den tilsyneladende Spidsborger boede der en Helt.
Dette betog mig, fordi jeg var tilbøjelig til ikke at vente andre Overraskelser af Livet end dem, hvorved mine Forventninger blev undertrufne, hvor ringe de end var. Jeg havde længe stadigt troet de Personer, jeg var traadt i Forhold til, værdifuldere end de, naar Prøven gjordes, viste sig at være. Jeg var talrige Gange blevet skuffet og mine Forventninger svegne. I Heyses[CVI] Skuespil forekom i Over|141|ensstemmelse med hans lyst anlagte Sind oftere den modsatte Bevægelse. Svage Forventninger blev overtrufne, uanselige Mennesker aabenbarede sig som strengt retsindige, ja en enkelt Gang som heroiske.
Det Spørgsmaal rejste sig for mig, om jeg ikke i Kraft af sørgelige og pinlige Erfaringer havde almindeliggjort for tidligt. Og da jeg af Naturen var paa min Post mod for hastige Almindeliggørelser, mønstrede jeg min samlede Erfaring, forsaavidt den lod sig overskue.
I de Dage sendte jeg Holger Drachmann[CVII] til Svar paa et Brev, hvori han klagede over hjemlig Usselhed, nogle Sætninger af det Indhold, at selv i det ringe Menneske kunde der findes ædle Spirer og selv i en Spidsborger slumre en Helt.
Han svarte:
Dit Brev viser mig en fuldstændig ny og ukendt Side hos dig: Du har jo drukket Münchener-Bier, dit Skarn, og er blevet som de Folk, hvorom Cæsar[CVIII] siger, at de ikke er farlige. Georg B[CIX]. som en godmodig, flegmatisk, rundkindet Münchener! voilà une chose très singulière! – Kan da Omgangen med den Mand, hvis Portræt du engang viste mig med de Ord: »Han bliver for rund, det tyske Øl gør ham fed« – kan Omgangen med denne brave Mand, med dette saa lidet energiske, saa »smukke«, men efter min ringe Mening saa lidet dygtige Ansigt, kan Samtalerne med denne Novelleforfatter have omstemt dig saa meget, dig, den stærke, smidige Kaardeklinge, dig, det lyse Hoved, gennem hvis urolige, skarpe Træk det 19. Aarhundredes Revolutionsidéer lyser?
O St. Georg! har du glemt Dragen?
O du brave Ridder med den altid fældede Lanse! Har du sat en Knap paa din Spydspids og vil du nu i Fremtiden bruge den til Turneringer, hvor du gratiøst kaster din Modstander, den dumme Forstokkethed, af Sadlen, gratiøst løfter ham op fra Sandet, medlidende bøjer dig over ham, tørrer ham Sveden af hans tykskallede Pande, og »heyser« ham igen op paa Hesten med et humant Smil, der siger saa meget som »Ædle, men tykskallede Spidsborger! Du have mig undskyldt, at jeg kastede dig af Sadlen; det er nu min Natur og min Kunst. Jeg har imidlertid lært, at der selv i et ringe, halvbegavet Menneske kan være de ædleste Spirer skjult, og derfor vil jeg ikke ødelægge dig, men agere den barmhjertige Samaritan, og lade dig komme til Kræfter igen – selv |142| om jeg maa formode, at du paany vil bruge dine indvundne Kræfter imod mig« ....
Du har paa din nuværende Udenlandsfart omgaaedes det store Tysklands bedste Selskab saavel intimt som i Frastand. Naar du da taler om, hvad vi bør gøre herhjemme og hvilken vor Fremgangsmaade bør være, glemmer du, at den klerikale Strøm hos os er en Rendesten, der løber vor private Dør lige forbi, og ikke er en Flod med mange Forgreninger, der bugter og spreder sig mellem nogle og fyrretyve Millioner Mennesker vidt ude omkring os. Du glemmer, kæreste Ven, at den Dannelse, (ↄ: den almene, europæiske) som du forudsætter hos dine Modstandere derhjemme, at denne Dannelse skal først bibringes dem gennem dig .... Har du glemt vor Presse, vor Literatur, vort Publikum? Her gælder den sørgelige Nødvendighed ligesom i en Kro paa Landet, at man enten maa opræbe den grundtvigianske Pærevælling i Flaben paa de Maabende eller ogsaa maa man slaa et ateistisk Donnerslag lige for Næserne af de Tykskallede. Det sidste har du gjort – derfor, men ogsaa kun derfor er du bleven hørt.
Du vil hjem for at opsøge »Helte« og »ædle Spirer« i de danske Spidsborgere!!! Jeg besværger dig ved vore Fædres Aske, skuf dig ikke med et sligt Haab. Jeg kender Bønder og Fiskere, Skolelærere og Præster, Kræmmere og Prangere, civile og militære Embedsmænd overalt, rundtomkring i Provinserne; og du og jeg kender jo tilsammen Befolkningen i Kjøbenhavn. Jeg har endnu ingen Helte fundet og kun meget faa Spirer. Lad os raadspørge Literaturselskabet. Det var jo Kærnen af »De Frisindede« i Hovedstaden. Du vil opløse dette Selskab (og heri er jeg enig med dig) men Heltene og Spirerne ....
Faa Aar derefter skrev imidlertid Holger Drachmann[CX] selv sin Bog Lars Kruse om en simpel Fisker, der som Helt 27 Aar igennem havde frelst vel hundrede Menneskeliv under Strandinger paa Skagens Kyst, og i hvem Helten var bleven saaledes miskendt, at han ikke havde modtaget den Ridderorden derfor, som gives hver en Stymper af Borgerstand, ja end ikke det Dannebrogsmændenes Hæderstegn, hvormed Menigmand, som udmærkes, maa lade sig nøje.
Forsaavidt maatte da Holger Drachmann[CXI] sidenhen bestyrke mit Indtryk og vise sig i god Forstaaelse med hvad jeg havde udtalt.
I en anden Henseende misforstod han mig i sit Svar. Det var meget langt fra, at Paavirkning fra Paul Heyse[CXII] havde bibragt mig Tilbøjelighed til for Fremtiden at optræde mere imødekommende og forsonligt. Jeg havde aldrig følt mig mere stridbar tilmode. Netop i de Dage fik jeg paa tysk Grund det Indtryk, jeg meddelte min Moder, at jeg hjemme paa næsten uværdig Maade havde ladet mig kyse, og at det Rette, endog det politisk Kloge var det, straks at drage de yderste Følgeslutninger af sin Anskuelse. Folk slog da lidt af, og saaledes gled alt det ned, hvorpaa de ellers vilde have slaaet af. Derimod havde den Hensyntagen, jeg fra først af havde vist, ikke gavnet mig i ringeste Maade.
Heller ikke saa jeg netop da lyst paa Tilstandene, hverken ude eller hjemme. Jeg udarbejdede paa Biblioteket i München de første Kapitler af min Bog Reaktionen i Frankrig, det mest polemiske af alle mine Skrifter, og jeg udarbejdede det ikke uden Henblik paa Tidsforholdene. Til Brøchner[CXIII] skrev jeg fra München i August 1873:
»Jeg har aldrig set Verden saa helt sort og led, som De maaske tror; men jeg har unegtelig været meget ilde tilmode over Forholdene hjemme som de i dette Øjeblik er. En vis Vemod kan jeg ikke blive Herre over. Jeg beder Dem tro, at jeg herved kun tænker meget lidt paa mig selv. Jeg mener Vemod over det Hele. Den skrækkelige Bølgegang i Verdenshistorien og i Folkenes Sind, den Omstændighed, at et enkelt Menneskeliv ikke naaer videre end til at stige eller synke med en af disse Bølger, er sørgelig, især | 144| for den, der synes, at Bølgen er ved at synke. Saadan Noget som den nuværende monarkisk-klerikale Sammensværgelse i Frankrig og den uhyre Fordummelse, den vil afstedkomme, er dog en smertelig Lære.«
»Tyskerne har i dette Øjeblik lettere ved at danne sig en lys og fortrøstningsfuld Livsbetragtning. De ser deres Land i en stor Opblomstren, højt anset paa Grund af dets krigerske Bedrifter og dets videnskabelige Storhed. Stoltheden deraf meddeler sig uvilkaarligt til de Enkelte. For en Mand som Heyse[CXIV], der næsten kan kaldes en Gudernes Yndling og som ved et ualmindelig frugtbart Talent, ved lykkelige Livsskæbner, ved kongelig Yndest, ved Rigdom, ved alle Menneskers Velvilje og manges Beundring har indtaget en begunstiget Stilling i Verden lige fra hans tidligste Ungdom, er det endnu naturligere at se den smukke og lyse Side ved alle Ting. Jeg kan ikke lade være at betænke disse personlige Bevæggrunde. Det er ligefuldt langt fra at jeg skulde føle mig selv som forurettet. Tvertimod, jeg har altid følt mig som et forholdsvis lykkeligt Menneske. Men da jeg rigtigt forstod, hvilken forfærdelig, ubevægelig Magt Uvidenheden er og hvilken uhyre virksom Magt Den har, der forstaar at lede Massen ved at smigre dens Instinkter og Fordomme, gik mit lyse Lune for bestandig tabt.«
Som sagt min Drift til Handling og min Kamplyst havde aldrig været større; den Uforsonlighed, der udkræves af den, der vil være en Mand, og ikke et Vrøvl, laa i min Natur og var ved den Strid, hvori jeg stod, og den Medfart, jeg havde faaet, kun bleven skærpet.
Men jeg havde mere end ét Register i min Sjæl, og under enhver krigerisk Melodi laa der et Accompagnement |145| af Naturdyrkelsens Orgeltoner. Tudede der en Storm foroven i mit Sind, var der dog altid en vis vellydende Samklang paa Bunden.
I Kjøbenhavn havde en Dag en meget alvorlig gammel Kristen sagt til mig: »At de Mennesker, som skriver saadan imod Dem, dog ikke betænker, hvilken Bitterhed og hvilket Had de avler i en ung Mands Sind, som faar en saadan Behandling. Han maa jo føle sig som et Umenneske og blive det. Jeg undser mig og skammer mig, naar jeg maa opleve, at al den Ondskab faar Luft i Kristendommens Navn!« Hans Bekymring var overflødig; jeg kunde aldrig gaa op i Bitterhed eller Surhed. Selv naar det var, som skulde jeg kvæles af Menneskeforagt, som slog dens Bølger sammen over mig – og den Tilstand kendte og kender jeg – vedblev jeg at have Følelsen af Kosmos, en Skønhedsverden.
Længe forinden jeg efter Evne var optraadt som Stridsmand, havde jeg grublet med Spinoza[CXV] og følt med Goethe[CXVI]. Derfor fornam jeg under den dybeste Lede ved Omgivelserne, en indre Ligevægt, Fornuftens, der søger og finder Harmoni. Der kom senere Tider, hvor jeg følte mig saa forurettet, at mit Indre var et eneste Hævnskrig. Men endnu holdt jeg ikke dér. Over Lassalle[CXVII] glemte jeg ikke Goethe[CXVIII], og naar Paul Heyses[CXIX] Væsen gjorde Indtryk paa mig, var det, fordi han som en af Goethes[CXX] mange Ætlinger, virkede paa mig som en Appel til Midten, til Goethe[CXXI]. Jeg havde faaet for tidligt og dybt et Indtryk af græsk Kosmostro og goethesk Levevisdom til at kunne gaa op i Hævngerrighed eller Stridslyst.
En Dag sagde Paul Heyse[CXXII] til mig: Du har endnu tilbage at lære den viseste blandt mine Venner at kende. – Hvem er det? – Lazarus[CXXIII] i Berlin.
Lazarus[CXXIV] var da Honorarprofessor (ↄ: Professor uden Gage) ved Universitetet dèr, efter i flere Aar at have doceret Filosofi ved Krigsskolen og have vundet sig mange Venner i Officersstanden. Han var den første dalevende tyske Lærde, hvis Navn jeg i Udlandet havde hørt; thi Fru Taine[CXXV] havde under sin Mands Ophold i Tyskland i Begyndelsen af 1870 nævnt ham for mig som den Videnskabsmand, med hvem Taine[CXXVI] havde Berøring i Berlin. Jeg vidste om ham, at han var Psykolog og mente at have grundlagt en ny Disciplin: Folkepsykologien. Han og hans Svoger Steinthal[CXXVII], der var Universitetsprofessor i almindelig Filologi, udgav i Forening et Tidsskrift for sammenlignende Sprogvidenskab og Folkepsykologi. Lazarus’s[CXXVIII] Hovedarbejde hed Das Leben der Seele, Steinthal[CXXIX] var Forfatter til en Række fortjenstfulde filologiske Arbejder og stærkt kritisk anlagt i Lessings[CXXX] Aand. Som Filolog nedstammede han fra Wilhelm v. Humboldt[CXXXI], hvis Værker han ærede og udgav.
I Lazarus’s[CXXXII] Hus blev jeg i 1873 gæstfrit optaget, og det følgende Aar tilbragte jeg efter Indbydelse nogle Uger hos ham paa hans Landsted i Schönefeld ved Leipzig, kom ham altsaa personligt nær.
Lazarus var en Mand med stilfærdigt Væsen og fuldendte Former, behersket, tænksom og velvillig. Aldrig kunde han komme ud af Ligevægt, bruse op, tale højt eller skænde. Han var sart af Helbred, saa han bevægede sig med en vis Langsomhed Et værdigt Væsen var ham medfødt. Han havde tænkt meget, og kendte Filosofiens Historie, talte gerne om Psykologi og udtrykte sig med Finhed. |147| Skønt han var forbeholden og uvillig mod al Larm, var der i hans Tale og Udtryk Varme, særlig naar han, som ofte skete, talte om Mennesker, der var ham kære. Han elskede Paul Heyse[CXXXIII].
Med al sin Forbeholdenhed og al sin aarvaagne Kritik over Lærdomme, han misbilligede, var han Mildheden i Menneskeskikkelse, fordragelig og dog fast.
Da han nu desuden var overmaade rig, idet han med sin Hustru havde faaet en mægtig Formue, kom Nathan den Vises Navn og Skikkelse En paa Læberne i hans Nærhed.
Han ejede ikke blot sit Landgods Schönefeld ved Leipzig men i Byen selv saa megen Grund foruden mange Huse, at han paa sit Terræn havde anlagt en hel ny Gade, Rossstrasse, og solgt alle Husene der med Undtagelse af de fire Hjørnehuse. Desuden havde han paa en stor Plads i Leipzig efter egen Tegning ladet opføre en kolossal og meget smuk Bygning i den Hensigt, som han sagde, at give Byen et Pragt- og Mønsterhus. I dette havde han selv indrettet og prøvet Alt, Ovnene og ethvert arkitektonisk Led; han havde f. Eks. ladet tre Arter Søjler opstille efter hverandre for ikke efter Tegningen men efter Øjemaal at afgøre, hvilken der tog sig bedst ud; da han vilde udfylde Gavlen med Billedhuggerarbejde, lod han flere Kunstnere konkurrere, alle deres Udkast udføre i Træ og derefter opstille for saa nedefra at bedømme, hvilket der virkede bedst. Da han i Schönefeld lod anlægge en lille Bro, forklarede han Haandværkerne, hvordan han ønskede den og hvorledes den bedst kunde udføres, sagde dem, naar Cementen maatte vædes og deslige, da han var lige saa godt inde i Kemi som i Fysiologi og i Filosofiens Historie.
I et af sine Huse havde han med sin praktiske Sans ikke blot opført seks, syv store Magasinrum til Brug |148| under Messen, men ladet bygge en græsk-rumænsk Kirke med Bolig for Præstefamilien. Rumænerne havde nemlig længe savnet en Kirke i Leipzig; saa lod Lazarus nogle Vægge slaa ind i dette umaadelige Hus og indrette en Kirke, som Menigheden betalte ham en god Leje af. Saa overordentlig velgørende han var, i Forretninger var han ganske Forretningsmand.
Han forvaltede sin store Formue stilfærdigt som han foretog Alt, rejste et Par Gange om Aaret til Leipzig for at hæve Lejen af sine mange Huse, og var Resten af Tiden Professor i Berlin. Hans dobbelte Stilling som Universitetslærer og Rigmand havde stillet ham i Spidsen for en Mængde Foretagender, Velgørenhedsinstitutioner, Opdragelsesanstalter, og andre; han sad i saa mange Bestyrelser, at han næsten daglig maatte spilde nogle Timer paa Møder.
En Del af hans Tanker optoges af det Formaal at reformere Jødedommen, som Mendelssohn[CXXXIV] i det 18. Aarhundrede havde reformeret Datidens. Han vilde sammensmelte den med den moderne Kultur, Religionsvidenskab og Bibelkritik ikke undtagne, og havde til den Ende med Steinthal[CXXXV], der var Fyr og Flamme for samme Formaal, grundlagt en Højskole for jødisk Videnskab i Berlin, der forsynede ikke blot Tyskland og Østerrigs forskellige Folk, men ogsaa Englænderne og andre Folkeslag med Rabbinere, der sad inde med moderne Videnskabelighed. Hans Hustru havde skænket denne Højskole dens hele Bogsamling.
Saavel han som Steinthal[CXXXVI] betragtede Jødedommen som en etisk Magt, der var fuldt i Stand til at overleve en saadan Hamskydning. De havde et idealt Begreb om den, som de ikke vilde slippe. Hettner[CXXXVII] havde i sin Tid talt til mig derom |149| og fundet de to Svogres Bestræbelser respektable, men selvmodsigende. De troede ikke paa Gud, men nærede et Sværmeri for Jahve. Steinthal[CXXXVIII] havde endog i en særlig Afhandling (oversat af mig paa Dansk) med Heftighed bekæmpet Troen paa en personlig Gud som falsk og forvirrende og kaldt det Pligt, at lade Folket i Fred for den. Ikke desmindre følte de sig religiøst som Israeliter og troede som James Darmesteter[CXXXIX] i hans Bog Les Prophètes d’Israël paa Jødefolkets blivende Betydning. Deres Sjælsliv var dem selv ubevidst stedt i en Spaltning mellem gennemført Pietet og gennemført Kritik.
Steinthal[CXL] var skønt ældre af Aar den yngre af Sind, heftig, og i høj Grad krigerisk anlagt, skarp i Angreb, ildfuld i Forsvar, overbevist om sin Ret og utilbøjelig til Agtelse for Modstandere, der gerne syntes ham uvidende eller uhæderlige. Hans Stil var langt mere ejendommelig og personlig end Lazarus’s[CXLI], kun at den var stærkt paavirket af Stilen i Lessings[CXLII] polemiske Skrifter. Som Politiker var han ultraradikal, mens Lazarus[CXLIII] ogsaa i sin Betragtning af Statssager var moderat og forsonlig.
Steinthal[CXLIV] var utvivlsomt den større Videnskabsmand; hans Værker om Sprogenes Oprindelse, om Sprogenes Klassification og det om Mande-Negersprogene var klassiske. Det var lærerigt at høre ham og hans nære Ven, den store Lærde i indiske Sprog og Videnskab, Professor Weber[CXLV], nu en gammel blind Mand, tale sammen i Timevis om filologiske Spørgsmaal. Men Lazarus[CXLVI] var en mærkeligere Personlighed. For dem, der ikke led ham, stod han som en Schönredner, en Mand, der satte Formen over Indholdet og hvis velklingende Qrd bevægede sig i Besmykkelse. Heri var der det Sande, at hans Veltalenhed – der var rolig og sikker – altid var conciliant og indsmigrende, dog hvad han indsmigrede, var ikke det Vedtagne, men i Reglen en ny Syns|150|maade. Rejste han sig for at holde en Bordtale, sad man nogle Minutter fortryllet; en saadan Ynde var der da over hans Væsen, og Talen lød som Musik. Denne vindende Form havde ogsaa hans Universitetsforedrag; men her kunde det indvendes, at der var for liden Kærne i hvert enkelt.
I mangfoldige Aar kunde Lazarus[CXLVII] synes lige dygtig som Forretningsmand og som Lærer. Et Dusin Aar derefter viste det sig, at han selv og hans Bekendte havde svævet i en Vildfarelse derom. Filosofen havde kun daarligt forstaaet at bestyre sin Formue. Ved et pludseligt Sammenbrud tabte han Alt, ja var en gældbunden Mand, der alene ved rundelig Hjælp fra Beundrere kunde bjerge Livet. Han havde endda den Smerte at volde Andre, der havde betroet ham Forvaltningen af deres Sparepenge, store Tab.
Dog paa dette Tidspunkt holdt intet Menneske en saadan Skæbnevending for mulig. Lazarus’s[CXLVIII] Hus var et af de interessanteste i Berlin, man traf der de største Kunstnere som Menzel[CXLIX], sjældne Skribenter som Forbundsraadets Medlem for Bremen, Otto Gildemeister[CL], fremragende Stabsofficerer som Max Jähns[CLI], Diplomater som Hr. von Radowitz[CLII] og som Hr. v. Spitzenberg[CLIII], endelig kvindelige Excellencer som dennes Frue, Varnbülers[CLIV] udmærkede og smukke Datter. Faderen[CLV], den württembergske Minister, havde ladet hende lære Latin og Græsk, da hun var Barn; hun var paa én Gang ligesom uerfaren og dog i høj Grad Verdensdame. Hun var frimodig og sikker, et klart Hoved og et fast Hjerte. I en skarlagensrød Festdragt med blottede Skuldre saa hun straalende ud, og det kælne sydtyske Tonefald klædte hende som ingen anden.
I Schönefeld levede Lazarus’s[CLVI] Familie temmelig ensomt, og der var dèr for mig desmere Lejlighed til Samtale med Lazarus[CLVII] om Filosofi og hvad han kaldte Folkepsykologi, en Videnskab, han holdt for mere exact end den kunde være. | 151| Jeg lærte adskilligt positivt af ham, men mest af hans Humanitet. Efter at jeg i Aaringer havde levet i en Kampstilling, som en, der maa spise og sove i en Skanse, altid beredt paa Overfald, virkede det dulmende paa mig at iagttage en moderne Lærd, der ikke tillod nogen Disharmoni fra Omverdenen at trænge ind i hans Stillelivs Tryllekres, men opløste den i det Øjeblik, den kom ham for Øre.
Fra 1. Oktober 1873 optoges mine næste fem Maaneder af Forelæsninger om Reaktionen i Frankrig og Bogens Trykning. Jeg arbejdede anstrengt, plaget af Mismod, Fattigdom og Omgivelsernes Fjendskhed. Dette Parti af Værket var efter dets Anlæg det mest negative, det, hvori der var rigest Anledning til at give den Bitterhed, der havde ophobet sig i mit Sind, og Hadet til Menneskehedens Fordummere og Undertrykkere Luft. Jeg tænkte paa Samtidens Reaktion i Frankrig, mens jeg skrev om Fortidens. Jeg var dog saa langt fra at inddele Menneskene efter deres Stilling til et bestemt System af Ideer, at jeg næsten var forelsket i Joseph de Maistre[CLVIII], den europæiske Reaktions ypperste Talsmand, fordi han aldrig, som de Reaktionære, jeg personligt havde lært at kende, hyklede Frisind eller veg tilbage fra Følgeslutninger, men stod der som en hel Mand, klar, uforsagt, følgestreng, hos hvem alle de Egenskaber var kraftigt udfoldede, der hos hans Sildefødninger var hæmmede i Væksten. Jeg havde desværre i det første Udkast til Værket umuliggjort mig at anbringe ham i dets Midtpunkt, idet jeg for at lovprise ham paa de tyske Reaktionæres Bekostning havde indført ham allerede paa de sidste Sider af andet Bind. Senere bødede jeg derpaa og gav ham den Hovedplads i tredie Bind, som han havde Krav paa.
Imens jeg holdt mine Forelæsninger, hørte jeg en Dag, |152| at der i Revue des deux mondes stod en Artikel om mig og Emigrantliteraturen. Det voldte mig et Øjeblik heftig Glæde. Med den overvældende Anseelse, som Revue des deux mondes i hin Tid nød, hvor der overhovedet ikke fandtes noget andet fransk Tidsskrift, betydede det at være omtalt deri for mig en stor Forfremmelse. Det pegede efter min Opfattelse paa, at jeg var over Tærskelen til europæisk Ry.
Men Glæden varede kun, indtil jeg fik Artiklen at se. Den var undertegnet af Blaze de Bury[CLIX], Direktøren Buloz’s[CLX] Svigersøn, en Forfatter, hvis Sagkundskab i tysk Literatur og i Musikens Historie ikke var ringe; men saa velment hans Artikel end var, den var overfladisk, indeholdt Trykfejl i Navnenes Skrivemaade og Fejltagelser i Fremstillingen af danske Forhold, der maatte skade mig ved den Ukyndighed, de røbede. Denne Ukyndighed blev da ogsaa grundigt udnyttet imod mig, som havde jeg Ansvaret for den Heftighed, hvormed Forfatteren tog mit Parti. Selv lagde man i Gengivelsen af Artiklen ikke ringere Uvidenhed for Dagen, som naar et Blad oversatte det Udtryk om mig, at jeg var de verte allure (kraftigt optrædende) ved at jeg var »noget grøn«.
Imidlertid begyndte der nu stedse oftere at fremkomme Artikler eller Afhandlinger om mig i tyske franske og engelske Organer, som udtalte Sympati med mine Bestræbelser, og indrømmede mig Talent, men som desværre ikke sjældent udtalte sig med Ringeagt om danske Tilstande, hvori Udtalelser som mine forkætredes, eller om den ældre danske Literatur, som havde den været gammeldags og aandløs.
Det blev nu Løsenet i den mig fjendske danske Presse, at man tillagde mig Ansvaret for enhver dadlende eller nedsættende Ytring om danske Forhold, der fremkom i Udlandet i Anledning af det danske Publikums og de danske Myn|153|digheders Stilling til mig. Jeg var den, der bagvaskede Danmark i Europa, den Fugl, der besudlede sin egen Rede, i manges Øjne simpelthen Landsforræderen.
Der var dem, som ikke vidste andet om mig end dette. Og saaledes havde Pressen nu overfor mig lettere Spil og friere Slag end nogensinde. De, der hadede mig personligt, var faa, men indflydelsesrige, fik Pøbelhadet imod mig til at skumme.
Det rørte mig lidet. Men da en Dag først i Januar 1874 Julius Lange[CLXI] under et langt Besøg i fuldt Alvor angreb mig for at jeg skadede Danmark i Udlandet, oplevede jeg en forfærdelig Skuffelse. Det var dog et stærkt Stykke, at Pakket først havde mishandlet mig saa grundigt, det formaaede, uden at tænke sig andet end at i Danmark Alt foretoges i et paa Grund af Sprogets Ubekendthed veltillukket Rum; naar det saa rygtedes udenfor, hvad her foregik, saa skulde den Mishandlede bære Ansvaret for det Vanry, hvori de Indskrænkede og Ondskabsfulde havde bragt deres Fædreland.
Da jeg energisk gjorde dette gældende overfor Lange og udbrød: »Eller er Ulykken den, at jeg er bleven rost?« svarte han, pludseligt velvillig: »Du skal roses, men du skal ikke roses alene, og det er det, som er sket.« Ogsaa ham havde man tudet Ørene fulde saa længe, at han en kort Tid var bleven usikker paa mig.
Han mente, min Sag nu var afgjort tabt. Jeg svarte: »Oh, oh, nous verrons. Naar blot jeg selv ikke giver tabt, skal du faa at se, jeg er stærkere end de alle.« – Jeg indrømmede ham kun, at Talentet led under denne stadige Kamp for Livet, var udsat for at blive bittert og sygt. Men jo mere jeg undervurderedes, des kraftigere følte jeg mig.
Til min Moder sagde jeg dengang: »Vær aldrig urolig for mig. Du kan trygt have samme Følelse overfor mig, som jeg har, naar jeg kører paa Jernbane. Jeg tror blindt |154| paa, at Lokomotivføreren passer sine Sager og ikke gør Dumheder.«
Det store engelske Tidsskrift Athenæum havde havt en Artikel om mig, Academy havde en anden, hvori der taltes om that vein of half-cynical, half sympathetic analysis, which is Dr. Brandes’ habit of mind – en Vending, der syntes mig træffende.
At mit Navn allerede nu, da jeg ikke var 32 Aar gammel, var kendt og anerkendt rundt om i Europa, tydede for mig paa, at Anerkendelsens Time ogsaa vilde slaa i Danmark. Og jeg fornam formelig, hvorledes Talentet dannede sig i mig, antog fastere Form. Der behøvedes efter min Følelse kun Ro og lidt Lykke til dets rette Udvikling.
Rigtignok havde jeg ikke stort af nogen af Delene.
Neppe havde jeg afsluttet Reaktionen i Frankrig, før jeg begyndte at forberede mig til det fjerde Bind ved Læsning af Byron[CLXII]. Efter nogle Maaneders Forarbejde holdt jeg da ogsaa i Foraaret 1874 en Række Forelæsninger om ham. Men jeg arbejdede under de ugunstigste Betingelser. Mine Forældre havde indrømmet mig et lille Værelse til Gaarden i deres Lejlighed. Der var kun Udsigt til en Gaardmur, Pladsen var snever, og de mange Bøger deri gjorde Luften plumret, saa jeg ogsaa om Vinteren maatte slaa Vinduerne op før jeg lagde mig. Men hertil kom, at der umiddelbart over mig var flyttet en Musiker ind, der levede af Undervisning i Klaverspil, og paa hvis Piano der derfor spiltes ustanseligt fra Morgen til Aften. Havde Hr. Jähnigen ikke Elever, saa øvede han sig selv. Min Arbejdsstue var forvandlet til et Larmhelved, og jeg var for fattig til at tænke paa Flytning. Jeg stræbte at opnaa en Overenskomst med Manden; |155| men han havde intet andet Rum. Og hans Arbejd umuliggjorde mit. Eller rettere sagt, jeg blev tvungen til at arbejde mine tolv Timer om Dagen med alle Klaverets Plageaander rasende over mit Hoved, forstyrrende enhver Sætnings paabegyndte Rytme, nødvendiggørende en Aandsanspændelse, der var tifold den normale og jog Blodet til Hovedet, saa det brændte i Panden og bankede i Tindingerne. I denne Situation udarbejdede jeg det udførlige Afsnit om Byron[CLXIII] til Hovedstrømningernes fjerde Bind. Mine Forelæsninger lykkedes og Tilhørerne var tilfredse.
Yderst faa Begivenheder afbrød i dette Foraar min stille Flid.
En ung Arbejderske bragte mig en Dag en Afhandling, hun havde skrevet om den socialistiske Bevægelse, hvis Sejr hun ansaa for nærforestaaende, og som vilde omforme Verden. Vi drøftede Afhandlingen sammen, og mine Tvivl berørte hende ilde. Men hun fik Interesse for min Person og kom hyppigt igen. Hun fortalte om sin Oprindelse og sit Liv. Hun var kommet til Verden under de sørgeligste Forhold og i den elendigste Armod. Faderen havde ingen Fader været for hende, og Moderen ingen Moder. Hun paastod, aldrig at have havt et lykkeligt Øjeblik og stadigt at maatte bekæmpe en Selvmordstilbøjelighed. Nu kastede hun al sin Lidenskab paa mig. Hun stod for mig i sin simple Sirtseskjole, der sad smukt om hendes ranke Skikkelse, høj, lyshaaret, godt udseende, hensynsløs og dog jævnligt rødmende, og udviklede mig, hvad jeg var kommet til at betyde for hende, der aldrig havde kendt en Mand af mit Dannelsestrin. Hun havde formentlig læst mine Bøger med |156| flammende Interesse; men hvad hun sagde om dem, røbede mig, at hun ikke havde forstaaet noget af dem. Saaledes fandt hun det Ord saa dejligt, jeg havde anført efter Taine[CLXIV]: »Geniet er et Resumée, og hvad det frembringer, er Resuméer«. Hun havde endog broderet disse Ord paa et Bogmærke, hun forærede mig; men da hun skulde forklare, hvori det Dejlige i Sætningen bestod, var hun naturligvis ude af Stand dertil.
Hun bestormede mig om at gengælde hendes Lidenskab om saa blot for en ganske kort Tid. Hendes Attraa var den ene, at faa et Barn med mig. Hun svor mig til, at saasnart det var undfanget, vilde hun indskibe sig til Australien, og jeg skulde aldrig have ringeste Bryderi af hende, aldrig mere høre Tale om hende. Jeg maatte afslaa hendes Tilbud.
Hun rejste fra Kjøbenhavn, kom tilbage, og et Aar derefter havde hun glemt mig for en anden. Det gik hende senere godt i Livet, og hun hævede sig over sin Stand.
I Maj 1874 kom Edmund Gosse[CLXV] til Kjøbenhavn, den første engelske Ven, jeg vandt. Han havde i nogle Aar sysselsat sig med nordiske Sprog og navnlig studeret Ibsen[CLXVI], først af alle Engelskmænd; nu kom han selv og var taget ind hos sin Faders gamle Ven Dr. Fog[CLXVII], senere Biskop, i hvis Hus det ikke maatte anes, at han kendte mig, og hvor mit Navn overhovedet ikke turde nævnes.
Da jeg ikke vidste deraf, gengældte jeg et Besøg af Gosse[CLXVIII] ved at lægge mit Kort i Dr. Fogs[CLXIX] Forstue; men da jeg erfor, hvilke Scener jeg havde forvoldt, ifald Kortet ikke var blevet fundet og fjernet i Tide, nøjedes jeg for Fremtiden med at se Edmund Gosse[CLXX] i mit Hjem.
|157| Man kunde ikke møde en finere, mere skælvende nordisk Sværmer for Poesi. Han var lutter Begejstring for lyrisk Digtning og Lyrikere. Mellem dem stod dengang Swinburne[CLXXI] for ham som en Halvgud. Han vurderede hos ham i lige Grad den strenge, fuldendte Kunst, den varme Sanselighed og de dristige Frihedstanker.
Selv var han som Digter inderlig, idyllisk, erotisk, manglede dog ikke den Kraft, som udkræves til Konstruktionen af et Drama. Som Kritiker røbede han allerede da de betydelige Evner, som skulde gøre ham til en af Englands fremragende Personligheder. Han var den første, som lærte mig, hvor højt det moderne Englands Kunstnere satte Shelley[CLXXII], Keats[CLXXIII] og Coleridge[CLXXIV] over Byron[CLXXV], og hvor stærkt Borgerstanden foretrak Wordsworth[CLXXVI] for ham. Gosses[CLXXVII] Besøg gav mine Studier i engelsk Poesi en ny Indvielse. Den Begejstring, han nærede, slog Funker i mig; det Venskab, han skænkede mig, gjorde mig det muligt, fra nu af at følge levende med de ny Talenter og Bestræbelser i engelsk Literatur.
Blandt danske Venner, der paa den Tid hang trofast ved mig, maa jeg nævne Pietro Krohn[CLXXVIII], skøndt han i den for mig mest bevægede Periode ikke var i Danmark. Jeg havde kendt ham lige fra den Tid, da han om Aftenen i sin Faders[CLXXIX] Hus sad og tegnede ved et stort rundt Bord sammen med sine Brødre Johan[CLXXX] og Mario[CLXXXI], sin Søster, sin Plejebroder Peter Købke[CLXXXII] og dennes Søster, medens Faderen, den gamle Medailleur, en Kunstkender og Kunstsamler af Rang, sad ved samme Bord og læste, røgende sin Pibe. Den yngste Broder, Mario, der døde som ganske ung Mediciner, var en Yngling, hvis Temperament var Ild og Flamme; Pietro Krohn[CLXXXIII] |158| var en begyndende Maler, men tillige i saa høj Grad Kunstelsker, at man maatte tvivle paa, om hans egentlige Talent var det, selv at frembringe Skønhedsværdier eller at gøre Andre opmærksomme paa de allerede frembragte. Han var entusiastisk og meddelsom af sit Sværmeri, men tillige grublende og teoretisk; det var snurrigt at se ham sammen med hans stadige Omgangsven, Kristian Zahrtmann[CLXXXIV], hvis Naivetet, der tilsidst næsten blev til Manér, stak heftigt af mod Krohns[CLXXXV] Færdighed i at tumle med Indtryk og Tanker.
Alt fra det Aar 1866 havde han staaet mig meget nær og næret stærk Interesse for den saakaldte Strid om Tro og Viden; i 1868 havde han forsynet en Bog af mig med en smuk Gengivelse af Kamma Rahbeks[CLXXXVI] Silhuet; fra 1872, da han opholdt sig i Italien, havde han staaet i livlig Brevveksling med mig om Liv og Kunst. Han var af de faa, som ganske havde billiget Aanden i Hovedstrømningernes første Bind, og i den Modstand, jeg mødte, alene havde set et Bevis paa mine Bestræbelsers Betydning for dansk Kultur.
Som Maler harmedes han over de literære Fordinger, der af Pressen stadigt stilledes til Kunsten, idet al Kritik gjaldt Billedernes »ideelle Indhold«, medens man lod haant om de kunstneriske Krav. Som han gerne sagde, paa hans Fane stod Ordet Øjenslyst; for den vilde han kæmpe med alle de Midler, der stod i hans Magt. Han vilde lære sine Landsmænd, at Øjnene skulde bruges til at se med og ikke til at tænke med. Derfor var han ogsaa senere i Livet paa sin Plads først som Teater-Regissør og Dekoratør, senere som Bestyrer for Kunstindustrimuseet i Kjøbenhavn. Han vilde bringe Folk til at glæde sig over det Kunstneriske lige fra den harmoniske Farvevirkning i et Teaters Fulddekoration til Linjeslyngningen i det mindste Broderi, for tilsidst at bringe dem til at kræve det. Et lille Ornament fra Italiens Femtenhundredaar var ham kærere end alenlange Mal|159|erier, som var malte for Publikum og beundredes af Snobber. Naar han opholdt sig i en By som Siena og studerede der, indsaa han, at kun fordi Byens gamle Kunstnere var begyndte som store i det Smaa, ganske hengav sig til Arbejdet og glemte sig selv derover, var de efterhaanden blevne Herrer ogsaa over det Store. Han fordybede sig i de gamle italienske Bogstavers Dekoration og Bøgernes Miniatyrmalerier og fandt mere Sandhed, derfor større Kunstværd, i en Miniatyr paa et Par Tommer end i den moderne Tids berømteste Fabrikata. »Vi Nordboer«, kunde han udbryde, »forstaar jo slet ikke at se.«
Min danske Omgangskres bestod iøvrigt paa dette Tidspunkt ikke blot af de bedste blandt Datidens unge Forfattere og Kunstnere, men af Jurister og Læger. Blandt Juristerne var den mest fremragende den senere, nu afdøde, Højesteretssagfører Frederik Salomon[CLXXXVII], hvem jeg netop da lærte at kende, et ypperligt Hoved med levende Interesse for Samfundsforhold og Politik, hvis største Lyst var livfuld Samtale; han havde fra først af megen Kampiver, men saa efterhaanden mørkere og mørkere paa danske Tilstande.
Blandt Lægerne stod den daværende unge medicinske Kandidat, senere Professor i Medicinen, Dr. Carl Salomonsen[CLXXXVIII], mig nær. Jeg havde kendt ham, fra han var Barn, ja endog dengang undervist ham i Latin, senere i Filosofi. Han sad nu paa sit lille Værelse i Forældrenes Hus, bøjet over Mikroskopet, med hvilket han undersøgte Videnskabens nyeste, forunderlige Genstand, Bacillerne, hvis Studium han skulde indføre i Danmark, saa han med god Grund senere blev Chef for bakteriologisk Institut. Han havde dem for sig i lange Glasrør, hvori han ernærede og |160| rendyrkede dem. Men han var ogsaa paa andre Omraader en Fremskridtets Mand, der glædede sig, naar den ny aandelige Bevægelse vandt Jordsmon, hvad den trods alle tilsyneladende og virkelige Nederlag maatte siges at gøre.
Stundom samledes vi hos en anden Mediciner, nuværende Korpslæge Johan Hempel[CLXXXIX], der lys og vennesæl af Sind saa paa Forholdene med Lune og aldrig mistede sit gode Humør, men meddelte det til andre. En tredie ung Læge, der lidenskabeligt optoges af Datidens politiske og literære Liv, var nu afdøde Professor Ferdinand Levison[CXC], som var af dem, der elskede Aandsfrihed, og indviede sit Liv til Arbejde for dens Fremgang. Han havde tidlig Menneskekundskab og ventede sig ikke hurtige Resultater. Der var den Modsætning i ham, som ikke er helt almindelig: hans Liv gled for en stærk Bør af Fremskridtstrang og Fremskridtstro, men med en Ballast af Resignation. Han var til Forskel fra mange andre Videnskabsmænd paa intet Punkt traditionsbunden. Der var i ham ingen følsom Tilbageskuen til Slægts-Overlevering; hans Aands Fædreland var Efterkommernes Land. Han havde Karakter og stor Evne til Hengivenhed.
I Sorger, der maatte forknytte Enhver, anførte han en Dag Swinburnes[CXCI] Ord af Proserpinas Have:
Men oftere var han oprømt, fuld af Virkelyst og besjælet af den sjældne og kostbare Magt, som det mandige Venskab er.
Først i Juni forlod jeg Danmark paany og opholdt mig |161| udenlands, mest i Tyskland, dels i Berlin, dels i München, i hvilke Byer jeg kom i nærmere Forhold til mine tidligere Bekendte og desuden stedse mere udvidede min Kres.
I denne Sommer var mine Tanker optagne af i Kjøbenhavn at grunde et Tidsskrift for endelig at skaffe den ny Aandsretning et Organ.
Nyt dansk Maanedskrift havde længe hverken kunnet leve eller dø. Det havde faa Abonnenter og kunde, tiltrods for at Redaktøren uegennyttigt arbejdede uden Vederlag, kun betale et ringe Honorar. Medarbejderne var udisciplinerte og upræcise, og Vilhelm Møller[CXCII] formaaede ikke at faa Tidsskriftet ud i rette Tid; tilsidst kunde det hænde, at Januarheftet udkom i April. Jeg maatte selv forsøge at tage Styret, og da jeg aabent meddelte Møller[CXCIII] Planen, optog han Meddelelsen paa den smukkeste Maade. Han svarte:
»Jeg forstaar saa fuldstændigt at vurdere de Grunde, der bevæger Dem til selv at danne et Tidsskrift, at jeg vilde have fundet det meget underligt, hvis De ikke havde begyndt paa et saadant Foretagende. At »Konkurrencen« (hvis der iøvrigt kommer nogen Konkurrence) skulde have blot den mindste Indvirkning paa min personlige Hengivenhed for Dem og Taknemmelighed imod Dem – det haaber jeg ikke, De antager, og De skal i alt Fald aldrig faa nogen Grund til at antage det. Jeg har ikke i Sinde at gøre mig bedre end jeg er, og De vil maaske – ogsaa uden nærmere Forklaring og Motivering – kunne forstaa, at den meddelte Underretning ligesom gav et lille Stik i Hjertet i første Øjeblik. Men jeg beder Dem dog tro mig, naar jeg siger, at jeg senere mere og mere har glædet mig ved, at der paa den periodiske Literaturs Omraade kommer Den, der med |162| større Evner, Kundskaber og under heldigere Forhold kan virke for en Sag, som jeg maaske ikke har havt Andet at ofre end en god, og i det Hele og Store ren, Vilje.«
Vilhelm Møller[CXCIV] grundede siden det ene literære Foretagende efter det andet Flyvende Blade, Nutiden og andre, som han dels skrev næsten ene, dels ledede med Talent. Hans større Arbejder derimod kom sjældent videre end til Indledningen og de første Kapitler. Adskillige af hans Planer stod paa Stabelen, til de gik i Spaaner. Besynderligt nok og ægte dansk endte den literære Oprørsmand som Teatrenes officielle Censor.
Lige siden den kjøbenhavnske Dagspresse i Marts 1872 havde lukket sig for mig, havde de unge Mænd, der sluttede sig til mig, næret det Forsæt at oprette et Dagblad. Vilhelm Møller[CXCV] var oprindeligt ivrigst derfor; han traf da ogsaa snurrige Aftaler snart med en, snart med en anden Forretningsmand, mest med Saadanne, der spekulerede i de nye Navne, vilde bruge Bladet til en storstilet Reklame for dem selv og intet Tryk vilde udøve paa Redaktionen, da det var dem usigelig ligegyldigt, hvad der kom til at staa i Avisen, blot den gik. Det viste sig desværre stadigt, naar det kom til Stykket, at den Paagældende Forretningsmand var ganske formueløs.
Men da fra Begyndelsen af 1873 min Broder[CXCVI] kunde raade over nogen Kapital, tog han med Iver Planen op paany, og det blev besluttet, at fra 1. Januar 1874 vilde han og jeg i Forening udgive et Dagblad. J. P. Jacobsen[CXCVII] var opfyldt af denne Plan og fuld af Tillid til dens Virkeliggørelse; han skulde kraftigt medvirke, saa lidet egnet han end var til Journalistik. Vi tænkte os Det nittende Aarhundrede som Titel. Bladet skulde fremfor Alt gaa ud paa i liden|163|skabsløs Form at meddele Kundskaber, og give anderledes paalidelig Underretning om hvad der skete i Verden end de slette Aviser, som forud fandtes.
Da imidlertid ud paa Sommeren min Broder[CXCVIII] bragte i Erfaring, at til Efteraaret to nye større Blade agtedes oprettede i Kjøbenhavn, et Venstreblad og et, der skulde repræsentere det saakaldte Mellemparti, fandt han Tidspunktet altfor ugunstigt og var tilbøjelig til at stille Sagen paany i Bero. Han gav mig denne Meddelelse, da jeg mødtes med ham og Jacobsen[CXCIX] i München. At Bladet saaledes efter al Sandsynlighed ikke vilde udkomme, beredte mig en stor og ikke behagelig Overraskelse. Jeg følte mig efter det indre Tilløb, jeg havde gjort, ret flov ved at Springet skulde udeblive. Men jeg prøvede aldeles ikke paa at faa ham til at se forhaabningsfuldere paa Foretagendet. Det syntes som om al Interesse i Danmark vilde komme til at dreje sig om den indre Politik, der dengang sysselsatte os mindst og hvori vi betydede mindst.
Planen blev da henlagt. Først otte Aar derefter indtraadte min Broder i Morgenbladets Redaktion, hvis Ledelse han i Forening med Berg[CC] og Hørup[CCI] overtog indtil 1883. Og først i Oktober 1884 grundede Hørup[CCII] Politiken.
Da Dagbladsprojektet saa vanskeligt lod sig udføre, havde jeg allerede i to Aar ønsket at oprette et Maanedskrift for at komme i nærmere Forhold til Læseverdenen end det kunde ske gennem Bøger. Men her var jeg atter og atter strandet paa Umuligheden af at vinde Medarbejdere, med hvilke jeg kunde være tjent.
En ældre Mand af høj og uanfægtet Dannelse, der under |164| mit Misforhold til Universitetet havde vist stærk Overensstemmelse med mig og som med Hensyn til almene Ideer stod paa min Side, var Entomologen Professor J. C. Schiödte[CCIII], der ikke blot var en selvstændig og udmærket Naturforsker, men en Stilist. Han var af de faa, paa hvis Medvirkning jeg troede at kunne regne. Men da jeg henvendte mig til ham i Sommeren 1872, fik jeg et ubetinget om end i venlige Former givet Afslag. »Enfant!« skrev han, »Mine Læsere er tyndt spredte over denne Klodes nordlige Halvkugle. Quid mihi cum Danis!«
Naar en saa tapper og stridbar Mand som Schiödte[CCIV] negtede mig sin Medvirkning, indsaa jeg, det var spildt Ulejlighed at henvende mig til Andre, og Sagen blev foreløbigt opgivet. I December 1873 tog jeg Planen op paany, og da henvendte jeg mig først til Julius Lange[CCV] som til den eneste af min ældre Vennekres, der for Alvor sympatiserede med min Personlighed, om end ikke altid med mine Tanker. Jeg fremstillede ham, at Tidsskriftet skulde udkomme uden nogetsomhelst Program og at han som Medarbejder vilde bevare sin ubetingede Frihed. Men det Odium, for hvilket han mente at udsætte sig, var for stærkt; han turde ikke give sit Minde.
Nu i Sommeren 1874 maatte Planen forsøges virkeliggjort, ifald jeg ikke vilde forlade Landet; det var i Længden umuligt at lade sig gennemhaane som Personlighed og som Forfatter lade sig tie ihjel. Da det var mislykkedes for de mig fjendtlig sindede Dagblade at knuse det første Bind af min Bog ved Avisartikler, havde de valgt den virksommere Fremgangsmaade at tie som en Mur om de følgende Bind.
Mens jeg det halve Aar opholdt mig i Udlandet, kunde jeg daarligt starte Foretagendet. Det stilledes paa Benene ved min Broders[CCVI] Energi, der paa Titelbladet stod som Med|165|udgiver, men besørgede en rigelig Broderpart af det Arbejde, som gjordes fornødent.
Tidsskriftet fik det Navn, der havde været tiltænkt Dagbladet, Det nittende Aarhundrede og udkom paa det Gyldendalske Forlag.
Det var nødvendigt at træde op med stor Forsigtighed, da Modstanderne lurede paa hver Lejlighed til at kvæle Foretagendet i Spiren. Det første Heftes vigtigste Artikel var Indledningskapitlet af J. P. Jacobsens[CCVII] Marie Grubbe, der aabenbarede en ny Digter og en stor.
Skønt Topsøe[CCVIII] næsten straks var til Stede med Angreb af krænkende personlig Art, i hvilke min Afstamning ikke blev forglemt, blev der dog givet Maanedskriftet et saadant Tilsnit, at ansete Mænd ikke skræmmedes tilbage fra Medarbejderskab. Adolph Steen[CCIX], Universitetsprofessor i Matematik, en gammel Fritænker, leverede et Bidrag. Juristen Professor Goos[CCX], der i en Samtale betegnede sig som efter europæisk Sprogbrug Venstre Centrum, mens jeg maatte kaldes Venstre, gav ligeledes sin Tilslutning. Af andre Mænd, der allerede var ansete eller senere skulde vinde sig et betydeligt Navn, skrev deri: Henrik Ibsen[CCXI], J. P. Jacobsen[CCXII], Holger Drachmann[CCXIII], Sophus Schandorph[CCXIV], Dr. Peter Heiberg[CCXV] (Victor Norfelt), Matematikeren Julius Petersen[CCXVI], Thor Sundbye[CCXVII], Troels-Lund[CCXVIII], Kristian Erslev[CCXIX], Hans Brøchner[CCXX], Harald Høffding[CCXXI], E. Jessen[CCXXII], Herman Trier[CCXXIII], A. F. Mehren[CCXXIV], A. D. Jørgensen[CCXXV], Adolf Hansen[CCXXVI], J. A. Fridericia[CCXXVII], E. Slomann[CCXXVIII], H. Schwanenflügel[CCXXIX]. Selv Julius Lange[CCXXX] opgav straks sine Betænkeligheder, da han saa, hvad Tone Tidsskriftet anslog, og det virkede overhovedet beroligende, at Redaktionen villigt gav Repræsentanter for den ældre Literaturretning som Chr. Molbech[CCXXXI], Erik Bøgh[CCXXXII] og Vilhelm Bergsøe[CCXXXIII] Raaderum. Da der nu ogsaa straks meldte sig Abonnenter i tilstrækkeligt Antal, skulde det nye Maanedskrifts† Liv synes sikret, saa meget mere, som |166| man efter Datidens Forhold stod sig ved at skrive deri, da Udgiverne Intet beholdt for sig selv som Redaktionshonorar, men uddelte alt, hvad Forlaget bevilligede, til Medarbejderne.
Ikke desmindre hang Det nittende Aarhundredes Eksistens i et Haar. Der blev virket kraftigt imod det aabenlyst, men kraftigere i det Skjulte, og med klog Taktik rettede Modstanderne deres Hovedangreb paa Maanedskriftets Forlægger, der som Nordens største kunde synes uafhængig, men var nødsaget til at tage mange Hensyn.
Frederik Hegel[CCXXXIV] var som Boghandler meget betydelig. Han var en stille Mand, dæmpet i hele sin Fremtræden og om ikke blød i Kærnen af sit Væsen, blid i alle Former. Han var ikke blot velgørende af sin betydelige Formue, men lagde ikke sjældent Gavmildhed for Dagen; det kostede ham neppe Overvindelse at rive det Gældsbevis i Stykker, ved hvilket en fattig Enke var ham forpligtet. Overfor dem blandt Skribenterne, der tyede til ham om Forskud, var han rundhaandet, og dem, der ikke henvendte sig til ham, kunde han gøre overraskende Tilbud: Vilde de gøre en Tur til Udlandet, behøvede de blot at opgive Summen, og flere hundrede Kroner skulde straks være til Raadighed. Man kunde ikke være mere redebon, og de, der ikke skyede den Afhængighed, der med Nødvendighed var Følgen, benyttede sig i stor Udstrækning deraf. Enhver, der ikke saarede ham, kunde være sikker paa, hos den berømte Forlægger at møde den slebneste Form, den ceremonielleste Høflighed, der tilmed ikke var kold, men havde et Skær af Hjertelighed og Elskværdighed over sig. Han afsendte ikke et Brev, i hvis Udskrift han ikke gav Adressaten enhver Titel eller Orden, der tilkom ham; han modtog ikke i sit |167| Kontor Besøg af den yngste Begynder med et Manuskript under Armen, uden at han fulgte ham ud gennem samtlige Døre, Skranker og Glasdøre til den aabne Trappe.
Hegel[CCXXXV] var en udmærket Forretningsmand, samvittighedsfuld til det Yderste i Arbejdet; han skrev egenhændigt hvert eneste Brev af det Gyldendalske Forlags uhyre Korrespondance. Han var Punktligheden selv. Med ham var en Aftale en Aftale, det henkastede mundtlige Ord af samme Vægt som en skreven Kontrakt. Aldrig Vaklen, aldrig Vrøvl. Han bestemte sig efter en kort Betænkningstid, og blev staaende ved sit Udsagn. Af en Forfatter, han en Gang kendte, tog han ethvert Manuskript ubeset; aldrig krævede han, som udenlandske Forlæggere næsten altid, Rettelser deri. Hans Hovedevne som Forlægger var hans saa overordentlige og saa kloge Dristighed. Han overtog Forlaget først af Bjørnsons[CCXXXVI], saa af Ibsens[CCXXXVII] Værker i det Øjeblik deres Navne trængte gennem hos Literaturyndere, men før de endnu havde havt det ringeste udvortes Held. Og saaledes overtog han efterhaanden al værdifuld dansk og norsk Literatur.
Den stilfærdige, beskedne, altid noget forlegne Mand var af Naturen anlagt til den største Regelmæssighed. Der var noget dristigt, men intetsomhelst oppositionelt i hans Natur. Han havde i sin Ungdom været en liberal Mand i Liberalismens moderate Former da. Han var en loyal Borger, med Aarene vistnok Højremand, dog ilde tilmode ved Højre-Agitation. Han var en rettroende Mand men med fuldstændig Taalsomhed overfor Anderledestænkende.
Skønt han stillede sig sympatetisk til dem, der startede den literære Bevægelse fra 1871 og skønt Angrebene ikke gjorde andet Indtryk paa ham end at vække hans Uvilje, viste det sig snart som en Nødvendighed for ham at tage Hensyn til Misstemningen hos det Publikum, hvoraf han |168| skulde leve, og til Forfølgelsen i den Presse, af hvilken han som Forretningsmand var afhængig. Adskillige især gejstlige Penne rettede sig direkte mod Forlæggeren, der maatte høre ilde for, at han, som var høje Gejstliges Tillidsmand, desuden selv en Mand, hvis Religiøsitet Ingen drog i Tvivl, vilde staa som Udgiver af et Foretagende, hvis Ledere opfattedes som Kirkens erklærede Fjender, der sad paa Spotteres Bænk. De to Udgivere havde jævnligt Kampe at bestaa for at faa en Artikel optaget og maatte tage mange Hensyn, ifald de ikke straks vilde opgive Ævred. Efterhaanden havde de det bestemte Indtryk, at Hefternes Indhold før Udgivelsen blev underkastet gejstlig Censur.
Men til denne Vanskelighed overfor Forlæggeren kom en anden, meget stor, vedrørende den literære Kritik af det danske og det norske Bogmarked. En stor Del af hvert Aars literære Grøde var skudt i Vejret paa det Gyldendalske Forlag. Fra først af tog min Broder[CCXXXVIII] intet Hensyn til, paa hvad Forlag en Bog var kommet ud, men bedømte den, som var den faldet ned paa hans Bord fra Himlen. Det viste sig dog snart, at var Dommen ugunstig eller affærdigende, saa passerede den ikke. Det forekom med Rette Forlæggeren ganske urimeligt, at han selv skulde udgive et Tidsskrift, hvori et stort Antal af hans andre Foretagender ret hyppigt blev overlegent misrekommanderte. Han nedlagde da en Protest, som man var nødsaget til at tage til Følge.
Der var endelig endnu en Vanskelighed. Langt pinligere end de fritænkerske Træk i den nyere Literatur var for Hegel[CCXXXIX] det relative Frisprog paa det kønslige Omraade. Han var blufærdig til det Yderste, som det senere viste sig i hans Afvisning af Amalie Skrams[CCXL] allerede antagne og trykte første Roman og af Erna Juel-Hansens[CCXLI] første større Fortælling. Han vilde ikke tillade Trykningen af noget, der i seksuel Henseende kunde give Anstød. Og saaledes |169| hændte det, at en lille Novelle om le droit du seigneur, der allerede var sat, maatte brækkes op i sidste Øjeblik, og erstattes med braadløst Stof.
Efter tre Aars Forløb viste det sig umuligt at holde Tidsskriftet oppe længere, skønt det økonomisk bar sig. De to Aviser, der faktisk regerede det lille Danmark, havde sejret. De havde endnu bestandig Læseverdenen med dem, naar de moraliserede, som de kunde bedst. End ikke deres tykke Uvidenhed var dem nogen Hindring. I Aarenes Løb var Plougs[CCXLII] Fædrelandet blevet distanceret af Dagbladet, som efter Billes[CCXLIII] Fratræden var overtaget af Topsøe[CCXLIV], der hilstes som den ny Tids Mand og hvis Forfatterbegavelse blev hyldet fra alle Sider. I hans Avis, der daglig læste hjemlige og fremmede Forfattere Teksten for Frivolitet, stod i 1874 en Artikel om en Bog af Herbert Spencer[CCXLV], hvori det om denne Englands berømteste Tænker i Datiden, dengang 54 Aar gammel, hed, at han gjorde Indtryk af at være en meget ung Mand med nogle titaniske Vuer, om hvem det maatte haabes, at Tiden vilde give ham større Modenhed; det var i alt Fald gaaet saadan med hans Forgænger Stuart Mill[CCXLVI].
Der var i ti Linjer om Spencer[CCXLVII] begaaet ti grove Fejl; men det skadede ikke Bladet en Døjt hos det kjøbenhavnske Publikum.
I Juni 1874 fik jeg under mit Ophold i München et Tilbud om Medarbejderskab ved et nyt Tidsskrift Deutsche Rundschau, der agtedes oprettet til den 1. Oktober, og dette Tilbud var min første Tilknytning til den tyske Literatur. Det kom mig saare vel tilpas, og jeg modtog det med Taknemmelighed.
Den stadige Kamp for Brødet i Danmark og den sta|170|dige Kamp for Livet med Pressen og dens Publikum gjorde mig det i høj Grad ønskeligt, personligt at vinde en ny Læseverden, som Oversættelser af mine for en anden Læsekres skrevne Bøger ikke kunde erobre mig. Jeg besluttede at lære Tysk saaledes, at jeg kunde skrive det til Trykning og jeg anvendte de nærmest følgende Aar bl. A. dertil.
Til Dr. Julius Rodenberg[CCXLVIII], overfor hvem vistnok Heyse[CCXLIX] havde banet mig Vejen, kom jeg snart i det bedste Forhold; han sendte mig det nye Tidsskrifts Program i Korrektur til Gennemlæsning og Drøftelse med ham, ja var endog saa imødekommende at tage Hensyn til mine Indvendinger. De forskellige Nationaliteter i Europa var noget ujævnt behandlede i Programmet. Saaledes forekom Italien i en Bisætning, hvor Hovedsætningen og tre tidligere Bisætninger handlede om England. Rusland og Frankrig var betegnede uden Nævnelse af deres Navne, Frankrig omtrent saaledes: det Land, som vi hidtil ikke har kunnet undvære og hvis Kultur vi haaber heller ikke i Fremtiden at overse. Om Skandinavien stod der i det oprindelige Udkast »da lykkeligvis i Danmark nu al Grund til Mistro er bortfalden«. Eftersom denne Sætning kun vilde virke opirrende Nord for Kongeaaen, opnaaede jeg, at den ændredes til »da en forsonligere Stemning nu er indtraadt«. Alligevel var jeg naturligvis forberedt paa at Bladene hjemme vilde slaa Mynt af mit Tyskeri, naar jeg begyndte min Medarbejden; jeg kendte den Art Artikler saa godt, at jeg kunde lave dem selv: »Han skriver i vore Undertrykkeres Organer« osv.; men jeg kunde ikke tage Hensyn dertil.
Jeg kunde kun glæde mig over den gode Modtagelse, min Bog om den tyske Romantik, der dog var denne Literaturgruppe saa ugunstig, fik i Tyskland. Digteren Adolf Stern[CCL], Professor i Literaturhistorie ved Polytechnikum i Dresden, skrev anerkendende og vægtigt om Bogen i Ugeskriftet Europa-Chronik, som han udgav.
Paa det Tidspunkt var Bismarcks[CCLI] (og paa hans Vink de Liberales) Kamp mod den katolske Kirke paa sit Højdepunkt. Henrik Ibsen[CCLII], der lige havde udgivet sin Kejser og Galilæer, saa selvfølgelig et Misgreb i den Anvendelse af ydre Magtmidler, med hvilken Striden fra Bismarcks[CCLIII] Side blev ført, og troede aldeles ikke paa at disse kunde hidføre nogen Sejr. Men til min Forundring opdagede jeg, at Tysklands Liberale tænkte anderledes. Med en dyb Glæde var de fra Amerika tilbagevendte gamle Revolutionære Vidner til den saakaldte Kulturkamp. De tvivlede intet Øjeblik paa, at den vilde blive gennemført, og saa deri den længe ventede og attraaede praktiske Fuldførelse af den Udløsningsgerning, som Tysklands store Frisindede, Kant[CCLIV] og Schiller[CCLV], Lessing[CCLVI] og Goethe[CCLVII], aandeligt havde sat i Gang. De upolitiske Universitetslærde var endnu ivrigere for Kampen imod Kirken i den temmelig plumpe Form, den havde antaget. En af de fineste og stilfærdigste sagde til mig: »Det er umuligt at knuse Kirkeligheden ved rent aandelige Vaaben, da Præsterne bruger lutter materielle. At Gejstligheden ikke en Gang i Posen har kunnet bringe det til en Demonstration, viser bedst, at den katolske Kirkes Modstand er lam og mat.«
Det var for disse Mænd et sandt Slag, da Bismarck[CCLVIII] faa Aar derefter følte sig tvungen til at indstille Kampen.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
