I denne Stemning var jeg, da jeg i Berlin for første Gang gennemløb nogle af Ferdinand Lassalles[I] Flyveskrifter. Som Indledning til Studiet af dem gennemlæste jeg Spielhagens[II] udmærkede Roman In Reih’ und Glied, til hvis Hovedperson, Leo, Lassalle[III] har staaet Model. Jeg havde da lige lært Friedrich Spielhagen[IV] personligt at kende. Han stod paa Højden af sin Almenyndest, var frisk, veltalende og gæstfri. Den røde Radikalisme i hans Bøger tiltalte mig, især som den kom til Orde i Romanen om Lassalle[V], fast og fri for Deklamation.
Lassalles[VI] egne Smaaskrifter ramte mig personligt, slog ned i mig som længe ikke noget Trykt havde gjort. Ikke ved deres Form; thi den var ofte smagløs; ikke ved deres Indhold; thi hverken ældre tysk Politik eller Statsøkonomi laa mig særligt paa Hjerte; men ved den Personlighed, som her fik Udtryk, jernhaard, derfor ubøjelig, overlegen ved Kundskab og Klarhed, derfor skridende hen over officielle Anklageres og private Angriberes Modstand, som eksisterede den ikke, ikke desmindre i høj Grad politisk, og |121| endelig ridderlig, elegant, genial – paavirkende selve Bismarck[VII], profetisk forudskuende Begivenhedernes Gang.
Lassalle[VIII] styrkede mit Indtryk af, at Datidens Borgerskab var gaaet til Grunde i Filisteri, og at ingen Skribent, der vilde udøve nogen Indflydelse, maatte forsømme at henvende sig til Arbejderstanden.
Ogsaa hos ham var Grundtrækket: Hensynsløs Fasthed. Det samme Grundtræk skulde, trods min gennemgribende Ulighed med ham som Personlighed, ogsaa blive mit. Min Skæbne havde den Lighed med hans, at jeg havde faaet talløse Hadere at tumle.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
