En Dag indbød Goldschmidt[I] Henrik Ibsen[II] og mig til at spise Aftensmad hos ham i Hotel Berlin. Efter Maaltidet skænkede han Ananaspunsch, og Stemningen var den bedste. Han tilbød at læse noget højt for os, han nys havde skrevet, og læste da en fin lille Fortælling om hans eget og en engelsk Turists Besøg i Ferney, der udmundede i Englænderens Anerkendelse af Voltaires[III] Slutningsholdning overfor Marquisen af Châtelet[IV] som en Adfærd, hvortil han selv trods sine strenge Principer ikke havde været i Stand.
Vi udtalte os med Varme om den lille Histories Kunstform, og Aftenen syntes at skulle ende harmonisk som den begyndte, da det var som foer en Djævel i Goldschmidt[V] og han, henvendt til mig, i en skarp Tone sagde: Voltaire[VI] var ikke nogen Ateist. – Det er bekendt, faldt Svaret. – Han troede paa Gud og byggede ham en Kirke. – Jeg véd det; rigtignok var Voltaires[VII] Gudsbegreb meget ubestemt og kun en sidste Levning af det overleverte. – Ligemeget, han troede paa Gud. Troer De paa Gud, Henrik Ibsen[VIII]? – Ibsen[IX], som blev forlegen for meget mindre, svarte forlegen over denne Inkvisition: Ganske vist. – I saa Fald begriber jeg ikke, at De kan omgaas en Personlighed som Brandes, der ikke tror paa nogen Gud. – Jeg blev meget overrasket. I Øjeblikket var der ikke nogen Tvivl hos mig, om at vi var blevne indbudne for at Goldschmidt[X] kunde faa dette |108| Spørgsmaal anbragt. – Ibsen[XI] svarte med stigende Ubehag: Jeg véd ikke Noget om, hvad Brandes[XII] tror paa eller ikke tror paa, har aldrig talt med ham derom, og føler mig ikke foranlediget til det. – Tror De maaske paa Gud? spurgte Goldschmidt[XIII] nu mig. – Jeg bemærkede, at Spørgsmaalet for at besvares krævede en Forundersøgelse af, hvad Spørgeren forstod ved Gud: en gammel Mand i Himlen med hvidt Skæg? Jomfru Maries Brudgom og Søn? det Væsen, der skabte Kloderne af Intet? eller Alnaturen? eller det saakaldte Guddommelige i Naturen og Mennesket? o. s. v. Denne Forundersøgelse var jo for omfattende til at kunne afsluttes saa sent paa Aftenen; jeg foretrak da at bryde op. – Vi gik begge forstemte vor Vej.
Som sagt, den Gang tvivlede jeg ikke paa Goldschmidts[XIV] Hensigt at foranledige et Brud mellem Ibsen[XV] og mig. Senere har jeg tænkt, at han ikke dertil havde behøvet min Nærværelse, at han havde indbudt mig i velvillig Hensigt, men at senere paa Aftenen hans vanskelige Sind tog Magten fra ham.
Efter flere Aars Misstemning havde det i disse Uger været mig kært endelig at være kommet i et normalt Forhold til en Mand som Goldschmidt[XVI], hvis literære Talent var saa stort og uomtvisteligt; jeg indsaa nu, at Venskabet ikke lod sig holde.
Denne lille Episode foranledigede vel intet Brud; men dette udeblev dog ikke længe. Nogen Tid efter min Hjemkomst til Danmark var jeg i et kjøbenhavnsk Selskab paa Tale, og en eller anden nævnte, at der i et stort engelsk Tidsskrift havde staaet en anerkendende Artikel om mig. Goldschmidt bemærkede afvisende, at dette Ingenting betydede; man vidste, ved hvilke Midler en saadan Artikel opnaaedes. En nær og paalidelig Ven af mig, som var tilstede, sagde, han ønskede, mine Finanser var af den Be|109|skaffenhed, at de tillod mig Bestikkelse af de store engelske Organer; der vilde sikkert udkræves en klækkelig Sum.
Goldschmidt[XVII] havde vel neppe tænkt paa Penge; men i ethvert Tilfælde var Ytringen ondartet, og da han kort derefter mødte mig paa den dengang saakaldte Kærlighedssti, nu Dosseringen, hvor han altid spadserte, og gik mig imøde med et Smil paa Læberne og en Beklagelse over ikke at have set mig saa længe, sagde jeg ham med Ungdommens Heftighed, at jeg aldrig vilde besøge eller omgaas ham, og hvorfor. Han blev dygtigt flov derved og forsøgte stammende at snakke sig fra det; bebrejdede mig, at jeg troede paa »Mellembærere«; men jeg blev ved mit, og vi skiltes for bestandig. Fra da af havde jeg en Uven i ham; han talte ilde om mig, om han end iøvrigt aldrig har gjort mig det ringeste Ondt. Havde jeg været tyve Aar ældre, vilde jeg have ladet hin Ytring om Tidsskriftsartiklen gaa upaatalt hen, som jeg har gjort ved saa mange hundrede slige; men jeg var i den Alder, hvor man endnu ikke har naaet den suveræne Ligegyldighed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
