Min Bog om Emigrantliteraturen var lige bleven udgivet paa Tysk, og der var i Dresden en eneste Mand, til hvem jeg havde sendt den og paa hvis Dom jeg lagde den største Vægt. Det var Hermann Hettner[I], Professor i Kunsthistorie, Direktør for Museets Skulpturafdeling, Forfatteren til det lærerige Værk Det attende Aarhundredes Literaturhistorie.
Jeg havde været i Dresden et Par Uger, før jeg samlede Mod til at gaa til ham. I den literære Forening havde jeg hørt, at han var »grov«, nærede altsaa nogen Bekymring. Han ejede et smukt Hus udenfor Byen. Jeg kom ind i en |110| statelig og smagfuld Bygning, smykket med Malerier og Statuer.
Er Professoren[II] hjemme? »Vi skal se ad.« Jeg gav mit Kort og blev straks ført ovenpaa. »De her! Nej, hvor morsomt! og jeg, som vilde rejse til Kjøbenhavn for at se Dem.« Og han fortalte mig, at han netop havde villet rejse til Danmark med sin Hustru[III] og fra mange Sider havde hørt saa meget Fordelagtigt om mig, at han til hende havde sagt: »En Ven vil vi faa dèr«. – Hun kom ind og bevidnede hans Ord. Jeg blev indbudt til næste Dags Middag og Aften og maatte høre heftige Beklagelser over, at jeg havde været fjorten Dage i Dresden uden at søge Hettner[IV] op. Han talte et Par Timer med mig, førte mig straks rundt i Skulpturmuseet og gav mig hvad Underretning jeg ønskede. Af Danske havde kun Fru Jerichau[V] talt om mig; hun havde blot vidst, jeg ikke var religiøs. »De kan tænke Dem, hvad Indtryk det gjorde paa mig gamle Feuerbachianer.« Og med Harme tilføjede han: »Ludwig Feuerbach[VI] døde for to Uger siden den 13de September. Intet stort Blad skrev et Ord derom, intet Universitet sendte Deputation til hans Jordfæstelse. Saaledes er han, hvem vi skylder vor ypperste Opdragelse, stedet til Jorden uden Sang og Klang.«
Det slog mig, hvor han trods sit regelret smukke Ansigt lignede Renan[VII] i Udseende, Væsen, Manerer, Maaden at udtrykke sig paa.
Det var velgørende for mig at høre, med hvilken Inderlighed og Varme han priste min i Danmark nedrakkede Bog. Næsten mest overvældede det mig, at han, Hettner[VIII], Tysklands største Literaturhistoriker, tilstod, først igennem min Bog at have lært Benjamin Constant[IX] at kende, mens hjemme den usleste Recensent kendte Alt, hvad jeg skrev om, forud og stemplede det Alt som Lejebiblioteksromaner. Han fremhævede min Fremstilling og Stil som noget for |111| Tyskerne nyt og usædvanligt, og lovede mig, at Bogen vilde blive overordenlig meget læst i Tyskland, hvad trods den første Støbnings store Ufuldkommenheder ogsaa skete.
Jeg udspurgte ham om de Naturindtryk og de Samfundsforhold, fra hvilke den tyske Romantik gik ud, som jeg netop var i Færd med at fremstille. For ham var Romantiken Efterklang af Sturm- und Drang Tiden, kun at den Naturbetragtning, der i Den nye Héloise og Werther havde været følsom, hos Romantikerne blev fantastisk. Bevægelsen var parallel med den, hvortil Chateaubriands[X] poetiske Katolicisme i Frankrig gav Stødet. Alt, hvad Tieck[XI] og Wackenroder[XII] havde anet og drømt om, fik sit Holdepunkt da under Napoleon[XIII]. Klostrene ophævedes og aabnedes, saa deres gamle Malerier kom for Dagens Lys. Brødrene Sulpice-Boisserrée[XIV] gjorde sig da til Talsmænd for Middelalderens Kunst. Naturfantasteriet var det nødvendige Sidestykke til Schellings[XV] og Okens[XVI] Naturfilosofi. Kærligheden til Middelalderen medførte Had til Klassikernes Antikiseren. Da Lessing[XVII], Schiller[XVIII] og Goethe[XIX] havde betragtet Patriotismen som Indskrænkethed, blev Romantikerne med Voldsomhed tyske.
Paa mit Spørgsmaal: »Tror De paa Æstetiken og til hvilket Punkt?« svarte han: »Jeg tror som De ikke det allerringeste paa den gamle spekulative Æstetik. For mig er Hegels[XX], Vischers[XXI], Zeisings[XXII], Herbarts[XXIII], Zimmermanns[XXIV], Lotzes[XXV] Æstetik kun Kategoriengerassel. De har gaaet ad den rette Vej, da De arbejdede Dem ud deraf. Det Skønnes Metafysik beror paa den Taabelighed, at Skønhedsbegrebet skulde vise sig frugtbart ved Kunstværkets Frembringelse, dernæst paa den Taabelighed, at Kunsten skulde være Naturen overordnet. Som Enhver véd, er den det i visse Henseender, i andre ikke; der er Retninger, i hvilke Kunstneren fortvivler om at kunne naa Naturen. Hegels[XXVI] Æstetik var kun det filosofiske Genbillede af den Schiller-Goetheske Forgudelse |112| af Antiken. Og jeg vil være gal, om jeg véd, hvad Herbartianerne vil; Ingen tror mere paa dem.«
»Den nærværende Reaktion imod Filosofien har to Aarsager: Feuerbach [XXVII]har, da vi var unge, sprængt Hegel[XXVIII], og Naturvidenskaberne fortrænger al Forhaands-Spekulation.«
»Den ny Æstetik forholder sig til den spekulative som Naturvidenskab til Naturfilosofi; den søger Love ad Induktionens Vej. Den sande Æstetik er først en Fantasiens Logik (der svarer til hvad man ellers kalder den formelle Logik), den, som f. Eks. raader i Eventyret, dernæst en Materialets Grammatik, jeg mener de af Stoffets Beskaffenhed udledede Stillove. Lessing[XXIX] forsøgte en saadan Grammatik i sin Laokoon, Freytag[XXX] i sin Dramets Teknik, Anselm Feuerbach[XXXI] i sin Den vatikanske Apollo. Sand Æstetik er dernæst Fantasiens og Kunstens Historie. Ganske vist er de almene Love faa, men netop som Grammatikens. Ogsaa Grammatiken forandrer sig, alt som Sproget udvikler sig. Visse Stillove er dog ubrydelige, de som afhænger af at Stenen er tung og sprød, eller af at Dramet har Dialogform. Men Pokker i Vold med Katederæstetiken!«
»Naar man som ung kommer til Rom, falder alle Kategorierne som Skæl fra Ens Øjne. Folk som Zimmermann[XXXII] i Wien har Ingenting set. Det eneste Gode, Vischer[XXXIII] har skrevet, er hans Ungdomsarbejder i Kritische Gänge; nu haaner han selv sin Æstetik; men naar han skal bedømme noget, falder han paany tilbage til sine Kategorier, das Erhabene, das Komische osv.«
Hvad der under disse Samtaler forundrede Hettner[XXXIV] og mig i lige Grad var den fuldstændige Enighed, hvori vi befandt os uden nogensinde at have jævnført vore Anskuelser. Hettner kunde denne Enighed være ligegyldig; men mig gav den Tryghed. Thi jeg oplevede paany, som to Aar tidligere overfor Stuart Mill[XXXV], at mit Instinkt havde ledet mig rigtigt, |113| saa jeg i mine Dannelsesaar intetsomhelst havde at fortryde. Jeg følte mig nu sikker paa, at mine nærmeste ældre Venner i Kjøbenhavn havde Uret, naar de paastod, at mine første Afhandlinger var de bedste; jeg havde tvertimod under min korte Forfattertid tilbagelagt den samme Vej, ad hvilken Videnskaben i de sidste tredive Aar var gaaet.
Hettner[XXXVI] mente, vistnok med Rette, at den frejdigt ukirkelige Aand, hvori hans store Værk var skrevet, havde forhindret hans Ansættelse i Prøjsen. Han følte sig ilde tilmode og ensom i det lille Sachsen, levede i sin Familie uden noget Forhold til det offentlige Liv.
Det almene Omdømme satte dengang den tørre, ukunstneriske, af alle Muser forladte Julian Schmidt[XXXVII], der drev moraliserende Kritik, højt over ham. Desuden begyndte Hettner at føle sin ubundne filosofiske Maade at behandle Literaturerne paa betragtet som halvvejs dilettantisk af den filologisk uddannede Ungdom.*
Han indførte mig i sin Familie, hvor hans elskværdige anden Hustru[XXXVIII] dannede Midtpunktet. Ved Aftensbordet, hvor en Del mandlig Ungdom var samlet, hørte jeg enkelte politiske Ytringer, som da var mig ny. Jeg var vænnet til at betragte Tyskland som den med Forkærlighed angribende Magt og til at anse Krigserklæringen fra Frankrigs Side som det blot formelle Initiativ, der med overlegen Kløgt var fremkaldt for at kaste Ansvaret for Krigen over paa fransk Side. En af de unge Herrer ved Hettners[XXXIX] Bord mindede mig om, hvorledes Prøjsen for at undgaa Krig faa Aar forinden var veget tilbage i Sammenstødet angaaende Luxembourg. For denne Ungdom stod det, som var Tyskland den fredelige Magt, der atter og atter havde lidt under det overmodige Frankrigs Indfald over Grænsen. I lange Tider havde |114| Tyskerne givet efter, saa de formelig var blevne ringeagtede derfor; nu var Turen kommet til de andre: Jetzt ist es an die anderen, sich zu ducken. Det blev sagt muntert og med et Smil, men i den Stemning af Selvfølelse, som Krigens Udfald naturligt havde fremkaldt.
En Maanedstid derefter blev jeg i Berlin indført i Frerichs Vinstue, hvor hver Aften en Gruppe Forfattere samledes. Julian Schmidt[XL] og Hermann Grimm[XLI] var Hovedpersonerne, den første en lille grov, knortet Skikkelse med Kartoffelnæse, den anden lang, værdig, med usund Hudfarve og olympisk som en sand Svigersøn af Bettina[XLII]. Da jeg i denne Kres nævnte Hettners[XLIII] Navn med Ærbødighed, blev man ikke behageligt berørt. Da jeg udtalte min Kærlighed til den filosofiske Aand, hvori hans Bøger var skrevne, blev der en Kunstpause, hvorefter Grimm[XLIV] tørt bemærkede: Ich wüsste nicht, dass Hettner ein Philosoph wäre.
Pudsigt var det at se de to Hovedpersoner i Kresen saa ømt forbundne; thi medens Grimm[XLV] mente at bevare og videreføre den strenge Overlevering fra Goethe[XLVI], nedstammede Julian Schmidt[XLVII] i lige Linje fra den moralske og patriotiske Menzel[XLVIII], Goethes[XLIX] bitreste Fjende.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
